Der sker noget særligt, når en spidset blyant berører det hvide papir.
Hvor intet var, opstår pludselig form. Stregen kan veksle i intensitet. Den kan være aggressiv og hurtig eller sart og spændstig.
Og selv om den tegning, der kommer frem på papiret, formentlig minder om de tanker, tegneren har gjort sig, så er der ofte også noget andet på papiret. Måske en følelse eller fornemmelse, som hidtil har været uformuleret og kun været til stede som en udefinerbar anelse.
»Når tegningen fungerer, begynder den at stille spørgsmål til en. Der kommer en uforklarlig usproglig kvalitet over tegningen. Den begynder at sige noget med sit eget sprog. Måske er det en formulering, en illustration, af noget der har været uhåndgribeligt, men pludselig bliver konkret,« siger Anette Højlund, der underviser i illustration på Danmarks Designskole.
Tegninger erstattes af post-it-sedler
I hendes ph.d. ‘Mind The Gap! 0m tegning og tilblivelse’, der blev forsvaret tidligere i april, begiver hun sig ud i den vanskelige opgave at indfange den skabelsesproces, der konkret finder sted, når designere tegner deres første skitser.
Det kunne i virkeligheden også kunne være, når musikere jammer et stykke musik frem, når vi andre taler uden på forhånd af have formuleret ordene – eller andre skabelsesprocesser, der er afhængig af en ubevidsthed.
»Den første tegning, skitsen, handler ikke om det endelige resultat. Selve tegneprocessen er vigtig. Skal en tegning være god og få betydning, må der være noget i den, der gør, at sproget ikke kan finde ord, at den fører til en ubegribelig tavshed. Det er netop denne tavshed, der er drivkraften til at tegne.«
»Vi tegner for at se, forstå, begribe og begrebslig-gøre, men vi tegner også for at stå over for det, vi ikke kan forstå,« siger Anette Højlund.
Hun oplever, at tegningen er ved at forsvinde til fordel for konceptudvikling med gule post-it-sedler fra uddannelser som arkitektur og design. Men hun mener, at tegningen har nogle kvaliteter, som, hvis de går tabt, gør design mindre uforudsigeligt.
»Tegning anses som anakronistisk inden for designuddannelserne. Meget design udfærdiges i dag på konceptplanet med gule post-it-sedler. Men hvis vi ser tegning som et sprog, og ikke et redskab – hvis vi ser tegning som en form, bevidstheden kan antage, så er det med det in mente, vi skal åbne tegningens muligheder for de studerende,« siger Anette Højlund.
Filosofien bag det ubegribelige
I afhandlingen, som har undertitlen ‘Udkast til en tegnefilosofi’, søger Anette Højlund at forstå det uhåndgribelige tilblivelsesøjeblik i tegningen ved hjælp fra filosofien. Særligt via den franske sprogteoretiker Roland Barthes og den italienske filosof Giorgio Agamben. Barthes siger, at sprogets oprindelse måske i virkeligheden er nydelsen ved at afsætte tegn, snarere end ønsket om at overføre mening.
I et eksperiment bad Anette Højlund nogle studerende om at sætte streger på et papir. Når de begyndte at kede sig, skulle de sætte nogle andre streger.
I starten var de modvillige og betragtede øvelsen som meningsløs, men lidt efter lidt blev rummet ifølge forskeren fyldt med en særlig intensitet, og de studerende begyndte at blive optaget af tegningen og nyde arbejdet. De udlevede med andre ord Barthes’ tanker.
»Men et eller andet sted var det jo heller ikke meningsløst. Jeg havde jo givet dem en intention. Jeg havde sat en ramme, der var så minimal som muligt. Uden intention kan man ikke handle. I det mindste må der være en intention om at handle. Men hvis man, som jeg, forsøger at finde tegningens nulpunkt i forsøg på at søge om bag den, så er spørgsmålet ’Hvor minimal kan en intention være?’ relevant,« siger Anette Højlund.
Tegningen rummer øjeblikket
Filosoffen Giorgio Agamben taler ifølge Anette Højlund om, at vi i vor tid er så opsatte på at blive inden for systemer i vores gøren, at vi vedtager og gentager praksisser, men ikke iværksætter det, han kalder ‘poiesis’, der er den del af vores gøren, der venter på, hvad verden viser os – hvad tegningen åbenbarer.
I en øvelse, hvor Anette Højlund bad to studerende om at fylde deres notesbog med abstrakte tegninger, som ingen af de studerende havde tidligere erfaringer med, er det tydeligt, at de teknikker, som de studerende opdager undervejs, bliver overført til efterfølgende tegninger.
De fleste tegninger begynder således med en teknik fra en tidligere tegning, som Agamben siger, så gentager vi de praksisser, vi kender. Men som hver enkelt tegning skrider frem, går de studerende væk fra det kendte og tegner i stedet det, som øjeblikket rummer.
Tegningen skal åbne det ukendte dyb
Det er tydeligt, at jo mere fortrolig de studerende bliver med forskellige teknikker, desto flere muligheder har de for at nå det punkt, hvor ”tegningen tegner sig selv”.
De studerende oplevede også selv, at der fandt en udvikling sted, hvor de i højere grad blev åbne for tegningen.
»Der er nogle, der siger, at definitionen på en kunstner er, at han eller hun simpelthen ikke kan lade være med at gøre det, han eller hun gør. Som underviser i et fag, der har noget med kunst at gøre, må jeg tro på, at denne trang kan udvikles. Jeg må derfor gøre opmærksom på nydelsen ved tegning. Men jeg må også vove at presse de studerende ud over kanten, uden at jeg ved, hvad der er i dybet,« siger Anette Højlund.
