Forskerne formidler – bliv skribent på Videnskab.dk

Er du forsker? Så læs videre om, hvordan du kan formidle din viden på Videnskab.dk, hvor vi har op mod 1 million brugere hver måned.

På Videnskab.dk kan forskere, der har lyst til selv at formidle populært til den brede befolkning, også blive skribenter.

Forskernes redaktør, Anders Høeg Lammers, og hans kolleger hjælper dig med at få hold på din historie og deler tips og tricks til, hvordan du bedst præsenterer din forskning og bliver en bedre formidler.

Når du har skrevet en populært formidlet artikel om din forskning, udkommer den på forsiden af Videnskab.dk under mærkatet ’Forskerne formidler’, og vi sender den ud med Videnskab.dk’s nyhedsbreve og ofte via vores tilstedeværelse på sociale medier. Artiklen får også et DOI-nummer, så den altid vil kunne findes, og den får et langt liv gennem søgemaskineoptimeringen af vores artikelbase.

Med andre ord får du ved at skrive på Videnskab.dk en kanal ud til resten af samfundet, hvor du trygt kan formidle din viden og få synlighed for din forskning hos den brede befolkning, fagfæller og studerende, erhvervsliv og politikere og også andre medier, som flittigt læser med på Videnskab.dk.

\  Om Videnskab.dk

På Videnskab.dk bedriver vi prisvindende videnskabsjournalistik – og det er gratis for alle at læse med.

Sitet er med en million brugere om måneden Danmarks mest besøgte populærvidenskabelige medie.

Mange af brugerne er unge, og indholdet benyttes ofte som inspiration i undervisningssammenhænge fra folkeskolens udskoling og opefter.

Troværdighed, forståelighed, tilgængelighed og underholdende formidling er de værdier, der gennemsyrer alt, hvad vi arbejder med.

Vi dækker forskningen bredt – fra kultur og samfund til sundhed, teknologi, naturvidenskab og rummet. Vi guider dig rundt i videnskabens forunderlige og forbløffende verden og er din kilde til solid viden, når du bliver bombarderet med modsatrettede historier.

Læs mere om Videnskab.dk.

Sådan bliver du skribent

Vil du prøve kræfter med at formidle populært til et bredt publikum på Videnskab.dk, skal du være hjerteligt velkommen.

De formelle adgangskrav er, at du er ansat som forsker (ph.d.-studerende og opefter) eller har forskning som et af dine primære arbejdsområder.

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har formidlingserfaring. Vi deler gerne vores guide til god formidling for forskere.

Redaktionelle retningslinjer og processer

Videnskab.dk har udarbejdet retningslinjer for det populært formidlede indhold, forskerne bidrager med. Det skal leve op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. Og så skal det leve op til vores kvalitetskrav, hvad formidlingen angår.

Men Videnskab.dk’s Forskerne formidler er dit sted, og dermed er det også i høj grad dig, der bestemmer indholdet. Vores opgave er at agere fødselshjælper for dit indlæg, så vi sikrer, at det bliver både forståeligt og interessant for folk uden for dit eget fagfelt.

Det gør vi blandt andet ved at stille en række spørgsmål, når vi læser din tekst.

Spørgsmål som:

  • Er det her ord eller begreb forståeligt for folk uden for dit forskningsfelt? Har vi brug for mere kontekst for at forstå, hvorfor det her er vigtigt?
  • Hænger teksten sammen fra start til slut med en naturlig rød tråd?
  • Hvor er belægget for den her påstand?
  • Hvad er den centrale historie, og hvad mangler vi, før den kommer klart frem?

Alt det skal sikre, at læserne af din og andre forskeres artikler får de bedst mulige tekster, hvor fagtermer er forklaret, fakta er tjekket, sproget er godt og kommaerne korrekte. Og ja, at overskriften er både æggende og dækkende, så historien bliver læst, og læseren efterfølgende er tilfreds.

Samarbejdet mellem medarbejderne på Videnskab.dk og dig som forsker er i højsædet gennem processen. Alle justeringer godkendes af dig, før vi publicerer.

Har du en idé til en artikel?

Hvis du har en idé til en artikel, så skriv gerne til os, før du sætter dig til tasterne. Det gør, at vi allerede dér kan give feedback på struktur, vinkel og fokus samt en række formidlingstips.

Vi er ikke rigide med genrer, men vi har en række indholdstyper, vi mener, virker godt:

  • Magasinartikel: Her skriver forskeren om sin forskning og sit felt. Det absolut mest udbredte og populære format.
  • Kommentar: Her blander forskeren sig direkte i en aktuel samfundsdebat, f.eks. ved at korrigere forkerte tal, aflive en myte eller lignende.
  • Forskningsdebat: Her diskuterer forskeren forskningens vilkår.
  • Bøger: Forskeren omtaler eller anmelder en ny videnskabelig bog. Eller skriver en artikel på baggrund af sin egen nye bog.

Video og podcast

Hvis du vil formidle populært på podcast eller video, kan vi også hjælpe med det. Men det kræver økonomiske ressourcer, så vi anbefaler, at du tænker det ind i formidlingsdelen af dit forskningsprojekt.

\  Vil du på kursus i faglig formidling?

Videnskab.dk tilbyder også kurser i effektiv forskningsformidling, hvor kursisterne får en værktøjskasse og lærer at bruge redskaberne. Kursisterne får også hjælp til at finde vej gennem mediejunglen.

Du kan altid skrive til os for at få yderligere oplysninger eller bestille et kursus. Skriv til: formidling@videnskab.dk.

Deling af dit indhold i andre medier

Som skribent af artikler på Videnskab.dk har du selv ophavsret til dine artikler og kan frit bruge dem i andre sammenhænge, når blot det angives, at artiklen først har været publiceret på Videnskab.dk.

Viden er mest værd, når den bliver delt, så vores ambition er at nå så langt og bredt ud som muligt med alt det indhold, der bringes på Videnskab.dk. Derfor arbejder vi målrettet på at få skubbet både forskernes og redaktionens egne artikler ud til andre medier.

Vi lægger også vægt på, at du som forsker får mulighed for at komme bredere ud med den indsats, du allerede har lagt i at skrive en artikel til os.

Når du bidrager som skribent på Videnskab.dk, giver du derfor samtykke til, at dine artikler stilles til rådighed for andre medier. Nogle medier vil gerne tilpasse artiklerne og eksempelvis bringe en kortere version, der passer til deres egne formater. Hvis nogen ønsker din artikel tilpasset til deres medie, skal de altid indhente godkendelse hos dig først.

Det er vigtigt for os hos Videnskab.dk at dokumentere udbredelsen af vores indhold. Derfor må du meget gerne fortælle os, hvis du medvirker i andre medier på baggrund af din artikel hos os. Tilsvarende giver vi også dig besked, når vi bliver opmærksomme på, at dit stof bringes i andre medier.

Visionen bag Videnskab.dk’s Forskerne formidler

Fri adgang til viden er helt central for samfundet. Forskere kan med deres indsigt og forankring i evidens bidrage til at kvalificere og informere den offentlige debat til gavn for alle. At forskernes stemmer er repræsenterede i debatten styrker udvikling og vækst, understøtter demokratiet og skaber grobund for nye løsninger på fremtidens samfundsudfordringer.

Derfor ønsker Videnskab.dk at inddrage forskerne og støtte op om deres egen formidling til et bredt publikum.

Visionen er kort sagt at få forskeres viden om stort og småt ud til hele samfundet.

Det giver ikke bare et udbytte for forskerne, som får synlighed for deres forskning og trænet deres evner inden for populærformidling, men også for den almindelige dansker, som får fri adgang til velformidlet viden fra alle videnskabsområder.

Forskerne sætter dagsordenen

Når forskere optræder i medierne, er det ofte som kommentatorer og langt væk fra deres egentlige ekspertise. Samtidig er det ofte journalisten, der vælger vinkel og dagsorden og så finder forskere, der kan levere de nødvendige citater.

Vores erfaring er, at mange forskere er bange for at blive misforstået, når de optræder i medierne.

På Videnskab.dk er det anderledes. Når du udgiver indhold gennem her, får du et trygt alternativ til de hurtigere medier. Du får mulighed for selv at sætte dagsordenen, vælge vinklen og få den nødvendige plads til at forklare mellemregningerne.

Råd og vejledning fra forskernes redaktør sikrer, at din artikel på Videnskab.dk bliver appetitlig og interessant. Her lægger vi vægt på, at du som forsker kan bidrage med viden på egne præmisser uden frygt for at sætte din akademiske integritet over styr.

Nye stemmer i debatten giver ny viden

Videnskab.dk har en ambition om at bringe nye stemmer og dermed ny viden ind i den offentlige debat. Mens forskere fra samfundsvidenskaberne jævnligt optræder i de øvrige medier, er det så som så med naturvidenskabelige og tekniske forskere. Måske er du en af dem?

Forskere på disse områder har en enorm viden om emner af stor relevans for, hvordan vi løser påtrængende problemer og indretter fremtidens samfund. Men den viden bliver sjældent inddraget i de offentlige debatter, som i sidste ende udmøntes i konkret politik.

Det er Videnskab.dk med til at lave om på.

Kontakt

Hold dig ikke tilbage, hvis du har spørgsmål eller ønsker at levere indhold til Videnskab.dk’s ’Forskerne formidler’. Kontakt os på forskerzonen@videnskab.dk.

Eller kontakt vores gode mand Anders Høeg Lammers, der er forskernes redaktør.

Anders Høeg Lammers

Forskernes redaktør

\ E

\ T

ahl@videnskab.dk

2974 5263

\

»Videnskab.dk har simpelthen været det bedste sted for os at publicere. Vi fik sat gang i en national debat om, hvordan man styrer en epidemi.«

Viggo Andreasen

Matematisk epidemiolog og lektor ved
Institut for Naturvidenskab og Miljø,
Roskilde Universitet

\

»Tusind tak for den superfede feedback og ikke mindst tillid til at danske forskningselefanter som mig kan trænes til at lave god, underholdende, videnudvidende videnskabsformidling!«

Maja Sofie Thiele

Lektor ved Center for Leverforskning,
Syddansk Universitet.
Vinder af SDU’s pris for forskningsformidling

\

»Vores artikel på Videnskab.dk fik bred eksponering i både P4 Nordjylland, P4Syd, Jyske Vestkysten og på Folkeskolen.dk. Og allerbedst har den ført til bedre behandling af landets ADHD-patienter.«

Ole Michael Spaten

Lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi,
Aalborg Universitet

\ Forskerne formidler

Artikler, som forskere står bag

I disse artikler formidler forskerne selv deres forskning, viden og holdninger, så alle kan være med.

Find flere artikler fra forskere

Har dine forskere brug for hjælp til at formidle?

Er du fra en forskningsinstitution eller en organisation, der støtter forskning? Team op med Videnskab.dk, og få større synlighed.

Læs mere
Forsker holder foredrag i en stor sal.