Kærligheden er blevet romantisk

Før slutningen af 1700-tallet var forelskelse noget helt andet end kærlighed. Brylluper havde heller ikke noget med forelskelse at gøre. (Foto: Colourbox)

Selvfølgelig skulle Kronprins Frederik have sin Mary, når det nu var hende, han elskede. Selvfølgelig skulle deres varme følelser for hinanden ende i ægteskab.

Lige så naturligt det er i dag, at kærlighed og ægteskab hører sammen med forelskelse, lige så unaturligt var det for overraskende få år siden.

Det er det generelle billede, som forskningen i kærlighedens kulturhistorie viser. Den tager udgangspunkt i et væld af kilder så som litteratur, genstande, filosofi, sange og dagbøger.

Og konklusionen er klar: Det var først for omkring 250 år siden i slutningen af 1700-tallet, at man begyndte at forbinde kærlighed med forelskelse. Det skete, da kærligheden blev til 'romantisk kærlighed'.

Sammenhængen mellem kærlighed og forelskelse opstod først med den romantiske kærlighed

- Hanne S. Sørensen

Den eneste ene 

Det var også først for godt 200 år siden, at ideen om den eneste ene blev en vigtig ingrediens i ægteskabet. Det fortæller museumsinspektør ved Kulturhistorisk Museum Randers, Hanne S. Sørensen, som har beskæftiget sig med kærlighedens kulturhistorie.

»Pludselig blev kærligheden til en intim ting mellem to mennesker. Det blev i orden at have følelser for hinanden, ja faktisk blev det forventet, at man havde det. Tidligere havde man forstået kærlighed som en social og praktisk ordning, der byggede på slægtens videreførelse, økonomisk fornuft og en nødvendig arbejdsdeling.

Det betød ikke, at der ikke kunne komme kærlighed i ægteskabet. Men man mente, at kærlighed var en gave, Gud skænkede et troende og fromt ægtepar,« siger Hanne S. Sørensen.

VIDSTE DU

Så lang tid skal man være gift for at have: Træbryllup: 5 år Sukkerbryllup: 6 år Uldbryllup: 7 år Kniplingsbryllup: 13 år Krystalbryllup: 15 år Perlebryllup: 30 år Safirbryllup: 45 år

Ægteskabet er en fornuftig aftale

Indtil et stykke ind i 1800-tallet var det derfor almindeligt, at det var forældrene, der bestemte, hvem deres børn skulle gifte sig med. Skulle en bonde for eksempel have giftet sin datter væk, tog han ud på gården, som den kommende goms forældre ejede.

Her forhørte han sig om medgift, han så på, om gården blev drevet korrekt, og han undersøgte, om forældrene havde åreknuder på deres ben. Åreknuder blev nemlig set som tegn på usundhed.

Først hvis han syntes, at alt var i orden, kunne der være bryllup. Det var altså forældrene, der bestemte, om de unge skulle giftes, og forelskelse spillede ikke en naturlig rolle i den forbindelse. Det kan godt undre moderne mennesker i dag.

»I dag gifter man sig, fordi man er forelskede i hinanden. Men i 1600- og 1700-tallet blev man gift af praktiske og økonomiske årsager. Det kan være svært for os at forstå i dag, men et ægteskab skulle gavne slægten. Det betød, at forelskelse ikke var en naturlig del af et ægteskab, fordi kærlighed og forelskelse var to forskellige ting,« siger Hanne S. Sørensen og fortsætter:

»Dengang var der for eksempel ikke noget mærkeligt i, at kongen sværmede for sine elskerinder, og samtidig elskede dronningen. Sammenhængen mellem kærlighed og forelskelse opstod først med den romantiske kærlighed.«

LÆS OGSÅ

Flere artikler fra temaet 'Den store kærlighed': Kærlighedens seks spilleregler  Når dyr lever i fast parforhold Kærligheden er ustyrlig Forelskelse er en tvangstanke

En større romantisk strømning

Den romantiske kærlighed opstod især blandt borgerskabet. Det skete i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, da samfundet blev demokratiseret og mere frit. Kunstnere, forfattere og intellektuelle afspejlede de nye forhold i deres virke, og fra slutningen af 1700-tallet begyndte de at beskrive kærligheden på en ny måde. I romaner og malerier blev forelskelsens brusende lidenskabelighed fremhævet, og tidligere tiders 'fornuftige' forhold til kærligheden blev fremstillet negativt.

Man fremhævede den romantiske kærlighed, fordi den var et meget vigtigt led i romantikkens projekt. Romantikerne mente, at forelskelse burde fylde mere i forholdet mellem mand og kvinde end fornuftens tvang og forskrifter. De mente, at menneskets inderste behov først blev tilfredsstillet, hvis det oplevede en stormfuld forelskelse, som kulminerede i et ægteskab, hvor forelskelsen kunne blomstre, til døden skilte det.

Og den romantiske strømning havde fra slutningen af 1700-tallet til starten af 1900-tallet succes med at få ideen om den romantiske kærlighed ind i folks hoveder. Således har det siden starten af 1900-tallet været følelser og ikke fornuftige hensyn, der har været idealet, når man skulle giftes.

I dag forventes det, at forelskelse er fundamentet i det gode parforhold. (Foto: Colourbox)

Dø for kærligheden!

En af de tidligste bøger som behandler skellet mellem den fornuftige og den følelsesladede kærlighed, er Johann Wolfgang Von Goethes 'Den unge Werthers lidelser' fra 1775. Bogen viser, at ideen om den romantiske kærlighed var så stærk i samtiden, at den kunne bruges som omdrejningspunkt i et romanplot.

Historien handler om den unge mand Werther, som bliver lidenskabeligt forelsket i den skønne unge kvinde Lotte. Men omstændighederne vil ikke, at de kan få hinanden. Lotte bliver således gift med Werthers ven, og Werther står splittet tilbage. På den ene side har han stærke følelser for Lotte. På den anden side ved han, at hun er uden for rækkevidde. Splittelsen bliver til sidst så forfærdelig for ham, at han skyder sig selv i hjertet.

»'Den unge Werthers lidelser' havde stor betydning inden for litterære kredse da den udkom. Den var del af en generel strømning, som promoverer den frie, romantiske kærlighed. Og den var med til at få ungdommen til at dyrke forelskelsen som en del af kærligheden, hvilket på det tidspunkt var nyt,« siger Hanne S. Sørensen.

Romantisk kærlighed er idealet

Historien om Werther sætter individet og følelserne i centrum. Det var Werthes følelser, bogen handlede om, hvilket var nyt i 1775. Og det var bogens morale også: Hvis ikke du kan få den du lidenskabeligt elsker, er livet ikke værd at leve.

Moralen i 'Den unge Werthers lidelser' er også vild i dag. Men det er den romantiske kærligheds kongstanke ikke. I dag er det naturligt, at man vil giftes, fordi man er forelsket i den eneste ene. Den romantiske kærlighed er gledet ind vores kultur, og er sammen med den erotiske kærlighed blevet idealet for kærligheden.

Det var derfor, det var helt naturligt, at Kronprins Frederik selv valgte sin Mary, og at han gjorde det af kærlighed og forelskelse. Havde han derimod levet i midten af 1700-tallet - før ideen om den romantiske kærlighed opstod - ville han være blevet tvunget ind i et fornuftigt, arrangeret ægteskab.

 

Links
DR P1 - Radioprogram om den romantiske kærlighed Litteratur om den romantiske kærlighed (links til bibliotek.dk):  Hanne Schaumburg Sørensen: Kærlighedens kulturhistorie gennem 500 år (2007) Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i det 19.-20. århundrede (2003) Læs også på videnskab.dk: Kærlighedens seks spilleregler Når dyr lever i fast parforhold Kærligheden er ustyrlig Forelskelse er en tvangstanke

 

Høvisk kærlighed  I middelalderen (1100-tallet) opstod ideen om, at der findes noget i forholdet mellem mænd og kvinder, der er løsrevet fra det seksuelle. Nemlig en høvisk kærlighed. Den forståelse af kærlighed gik ud på, at manden skulle vise sin kærlighed til kvinden ved at opvarte hende og behandle hende nobelt. Reelt forblev denne kærlighed imidlertid mest et ideal. Kirkens folk var nemlig ikke glade for den høviske kærlighed, og de modarbejdede den. De mente, at kærligheden kunne være en trussel mod den ægteskabsinstitution, som de havde brugt mange kræfter på at få bygget op. I modsætning til det kristne ægteskab, insisterede den høviske kærlighed nemlig på, at det var kvinden - og ikke manden - der skulle vartes op. Så ideen om en kærlighed, der gav kvinder den dominerende rolle, ville kunne vende op og ned på forholdet i ægteskabet, som kirken så som helligt. Kirken bekæmpede blandt andet den høviske kærlighed ved at få mænd til at give deres kærlighed til Jomfru Maria i stedet for kvinder af kød og blod. På den måde mistede den høviske kærlighed en del af sin brod, og ægteskabet kunne bestå, som kirken ønskede. Kilde: Aalbæk-Nielsen, Kærlighed i det 19.-20. århundrede