
| Du er her: Nyheder om forskning og videnskab / Spørg Videnskaben / Hvorfor bukker man sig, når man bliver forpustet? | |||||||||||||||||||||||||
|
Hvorfor bukker man sig, når man bliver forpustet?4. marts 2009 kl. 10:07
SPØRG VIDENSKABEN: En læser er nysgerrig efter at vide, hvorfor man afbryder en intens fodboldkamp for at stå med hovedet mellem benene, og om det overhovedet gør nogen gavn?
Lungerne kan ikke altid følge med de hurtige pasninger i kontraangrebet, og man bukker bogstavelig talt under for iltmangel. Sportsglade Martin Gigasari har sparket et spørgsmål af sted til videnskab.dk dagen efter, at en helhjertet omgang fodboldtræning har taget pusten fra ham. Martin vil gerne vide, hvorfor vi bukker os, når vi bliver forpustede. Vi sender en luftig t-shirt til Martin for hans spørgsmål og lægger samtidig spørgsmålet ind over midten i en flad stikning til professor Peter Norsk fra det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Kan trække mere luft indPeter Norsk er fysiolog og professor i rummedicin (ja, det er der faktisk noget der hedder). Han forsker til daglig i, hvordan det påvirker kroppen at opholde sig i vægtløs tilstand. »Grunden til, at man tager armene ud og holder på knæene når man er forpustet er, at man bruger armmuskler og overkropsmuskler som hjælpemuskler til åndedrættet, så man kan trække mere luft ind,« forklarer Peter Norsk, og uddyber:
»Ofte støtter folk armene på en bordkant eller noget tilsvarende. Det er for at slappe af i armene, så man i stedet kan bruge armmusklerne til at udvide brystkassen mere. Overarmsmuskulaturen, biceps og flere andre, bruges 'omvendt' til at hive i brystkassen, for at øge kraften i udvidelsen af brystkassen,« afslutter Peter Norsk. Vi bukker dybt og takker for svaret. Du kan selv stille spørgsmål til videnskaben eller læse flere svar i Spørg Videnskaben.
Log ind
For at kunne kommentere på artikler på skal du være logget på som bruger af videnskab.dk Angiv venligst e-mail og kodeord |
|
|||||||||||||||||||||||
|