Hvad så de tre vise mænd glimte over Betlehem?

Julenat har lagt krop til utallige kunstværker igennem tiderne.

Det første spørgsmål kan astronomerne af gode grunde ikke svare på. Men da planeternes baner og stjernernes positioner er velkendte, kan astronomerne skrue tiden tilbage til årene omkring Kristi fødsel og præcis se, hvad der skete. Derfor kan de udpege nogle af de astronomiske begivenheder, der kan være blevet fortolket som Julestjernen.

»Overordnet set kan stjernen over Betlehem have været et af følgende fænomener: Kometer, supernovaer,  stjerneskudssværme eller et møde mellem nogle planeter (en planetkonjunktion). Planetkonjunktionerne er klart mit bedste bud,« siger Lars Petersen.

Planetmøde det mest oplagte

Årsagen er simpel, for dengang Jesus levede blev kometer, supernovaer og stjerneskudssværme opfattet som nogle ganske særlige begivenheder af alle store samfund.

»Hvis julestjernen havde været en komet, en supernova eller en stjerneskudssværm, så ville den helt sikkert også have optrådt i historiske kilder i eksempelvis Kina, og det er ikke tilfældet. Møder mellem planeter var der dog kun få samfund, der tillagde nogen som helst betydning, og det kan forklare, hvorfor begivenheden kun er beskrevet i få lokale kilder,« siger han.

»Tidspunktet for Jesu Fødsel blev først fastsat i år 525, hvor en munk sjussede sig frem til hvornår det skete ud fra sin viden om nogle historiske begivenheder. Vores tidsregning blev altså først fastsat længe efter Kristi fødsel, og den stakkels munk må helt sikkert have regnet forkert,« siger Lars Petersen.

Blev jagtet af Kong Herodes

Selv om man i dag ikke kender den præcise dato, så kan man spore sig nogenlunde ind på, hvornår det skete.

Hvis Julestjernen havde været en komet, en supernova eller en stjerneskudssværm, så ville den helt sikkert også have optrådt i historiske kilder i eksempelvis Kina, og det er ikke tilfældet.

- Lars Petersen

»Herodes døde i perioden fra år 10 til år 4 før vores tidsregning, og derfor kan Jesus senest være blevet født inden for dette interval. Hvis vi skal blive klogere på, hvad det var for et lys, de vise mænd, så skal vi altså kigge nærmere på de planetmøder, der skete i den periode,« siger Lars Petersen, hvorefter han nævner fire planetkonjunktioner.

• År syv før vores tidsregning:
  Der opstår et meget specielt møde mellem Jupiter og Saturn på stjernehimlen - en såkaldt trippelkonjunktion - hvor planeterne i løbet af året mødtes hele tre gange, nemlig i maj, september og december. Set fra Jorden laver planeterne nemlig til tider såkaldte tilbageløb, hvor de pludselig løber baglæns, og derfor mødtes planterne flere gange i træk. Da man i sin tid troede, at planeternes opførsel på stjernehimlen var tegn fra Gud, har dette specielle planetmøde helt sikkert gjort indtryk.
   
• År seks før vores tidsregning:
  I februar kommer Mars, Jupiter og Saturn kommer uhyre tæt på hinanden, og danner derfor en markant figur på stjernehimlen, som må have tiltrukket sig en del opmærksomhed. De bliver dog ved med at optræde som tre adskilte planeter.
   
• År seks før vores tidsregning:
  I April gled Månen direkte ind foran planeten Jupiter, så Jupiter formørkes. Selv om begivenheden skete på dagshimlen og derfor ikke var synlig for befolkningen, har datidens vise mænd dog uden tvivl været bevidste om, at det ville ske.
   
• År to før vores tidsregning:
  Midt i Juni havde Venus og Jupiter et uhyre tæt stævnemøde, hvor de flød sammen til ét meget stærkt lysende punkt. Det lys, som strømmede ud fra punktet, var altså summen af lyset fra de to planeter, hvilket har været meget bemærkelsesværdigt.

Grundlaget er for løst

»I virkeligheden er det nok sådan, at man skal passe på med at lægge en astronomisk fortolkning ind i de oplevelser, der står beskrevet i Biblen. Det historiske grundlag er efter min mening for løst til for alvor at kunne konkludere noget. Evangelierne blev skrevet omkring 100 år efter, at Jesus blev født, så der har været rigelig tid til at efterrationalisere. Da det gik op for samfundet, hvor vigtig en person Jesus var, opfandt de måske julestjernen, for at markere, hvor stort det var,« siger Lars Petersen.

Hvis julestjernen virkelig var mødet mellem Venus og Jupiter, så var det på ingen måde noget enestående. Her i december 2008 har de to planeter igen holdt møde på himlen sammen med Månen, hvor de har stået meget tæt. Selv da planeterne stod tættest på hinanden den 1. december, var der dog stadig en lille afstand mellem dem.

»Selv om det er et flot stævnemøde mellem de to planeter, så får man ikke oplevelsen af ét lysende objekt, så vi bliver snydt for en julestjerne i denne omgang,« siger Lars Petersen.

Næste gang Venus, Jupiter og Månen mødes på stjernehimlen er i 2052, men hvornår Venus og Jupiter igen glider sammen i ét punkt er uvist.
   

2000 år gammel mønt afbilder Julenat

Molnars mønt fra år 13 efter Kristi fødsel. En 2000 år gammel romersk bronzemønt, der er dateret til år 13 efter vores tidsregning, bærer astronomiske afbildninger, der meget vel kan illustrere, hvad der skete julenat. På møntens ene side finder man en afbildning af Guden Jupiter, der var den øverste Gud i den romerske mytologi. På møntens anden side er indprentet overkroppen af en vædder samt en markant stjerne på himlen. Mønten er slået i den dengang romerske by Antiokia, der i dag ville have ligget i Tyrkiet. Tilsyneladende blev mønten skabt for at mindes den romerske erobring af Judea. Ifølge astrofysiker Michael Molnar, der ejer mønten, var Vædderen datidens tegn på Judea og jøderne, og for at forudse hvordan livet ville arte sig i samfundet, holdt de vise mænd særligt øje med, hvad der foregik i stjernebilledet Vædderen. Molnar føler sig derfor overbevist om, at julestjernen var en astronomisk begivenhed, der fandt sted i Vædderen, og som involverede planeten Jupiter. Det mest opsigtsvækkende bud på en astronomisk begivenhed, der involverer Jupiter, skete i år 6 før Kristi fødsel, hvor Jupiter to gange blev formørket af Månen. Den 17. april optræder konstellationen som morgenstjerne mod øst. Lars Petersen vil ikke afvise, at mønten virkelig afbilder Julestjernen, men holder stadig mest på sin egen teori. »Hans forklaring lyder plausibel. Det er bare det problem, at hans konjunktion optræder på dagshimlen. Så selv om de vise mænd har været bekendt med, at den ville finde sted, kan planetmødet ikke have fungeret som ledestjerne,« siger han.