
| Du er her: Nyheder om forskning og videnskab / Samfund / Unge indvandrere bruger webcam og sms til at finde en ægtefælle | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Unge indvandrere bruger webcam og sms til at finde en ægtefælle10. oktober 2008 kl. 04:00
Med mobilen og internettet balancerer de unge mellem den vestlige og forældrenes kultur. De nye kommunikationsformer giver de unge indflydelse på det arrangerede ægteskab
Öznur fra København mødte Sadi fra London i et chatroom, hvor tyrkere fra hele verden mødes, danner venskaber og udveksler meninger og erfaringer. Det var deres medicinstudier, der i første omgang fik dem til at skrive sammen. Gennem webcam, daglige e-mails og et utal af sms'er lærte de hinanden at kende, og snart begyndte de at undersøge i deres netværk, om der var et link mellem familierne. Det viste sig, at Öznurs far havde en fjern slægtning, der var blevet gift med en kusine til Sadis mor. Først herefter gik de unge til deres familier for at fremlægge deres ønske om ægteskab. Mere viden, færre myterHistorien er konstrueret, men er et eksempel på hvordan unge indvandrere bruger sms, chat, e-mail og webcam til at finde en ægtefælle. Kommunikationsmidlerne og de transnationale netværk giver i dag de unge indflydelse på det arrangerede ægteskab. Det fortæller ph.d. i islamologi, Garbi Schmidt, der er ved at lægge sidste hånd på sin del af et forskningsprojekt om transnationale ægteskaber. Formålet med undersøgelsen er at bringe forskningsbaseret viden ind i debatten om indvandreres ægteskabsforhold. Der er mange myter og forestillinger om det arrangerede ægteskab, men selvom ægteskabet er arrangeret af forældrene, så oplever de 20 unge som Garbi Schmidt har interviewet, at de selv har stor indflydelse og vælger det bedste fra to ægteskabstraditioner. »Blandt pakistanere og tyrkere, som jeg har undersøgt, er det arrangerede ægteskab meget udbredt. Men med internettet og mobiltelefonen har de unge fået indflydelse på, hvem de skal giftes med, og hvornår det skal ske,« siger Garbi Schmidt.
Det arrangerede ægteskab i nye klæ'rMed de nye kommunikationsmidler kan de unge indvandrere nemt, billigt og udenfor forældrenes indflydelse møde og holde kontakt med hinanden på tværs af landegrænser. Det kan være venner og veninder, kusiner og fætre, som de har mødt på besøg hjemme hos familien i Pakistan eller til bryllup i Tyskland. Eller man kan komme i kontakt via internettet med andre unge, der også er vokset op som indvandrere og matcher ens holdninger til f.eks. religion eller har de samme forventninger til familielivet. »Og netværk kan jo også bruges til at få oplysninger om en ung mand eller pige, man har mødt eller hørt om,« fortæller Garbi Schmidt. Med den moderne teknologi i hånden tilpasser de unge det arrangerede ægteskab, så det kan forenes med et liv i Danmark. Her bombarderes de unge nemlig med de vestlige normer om, at de selv bør vælge ægtefælle og selv afgøre, hvornår de skal giftes. Men de unge første- og andengenerationsindvandrere fra Garbi Schmidts undersøgelse ønsker ikke at vende ryggen til deres egne traditioner. De bakker op om det arrangerede ægteskab og vil helst giftes med en fra deres forældres hjemland - men de vil selv have indflydelse. Teknologien gir indflydelseOg teknologien giver de unge mulighed for at være et skridt foran forældrene. Det arrangerede ægteskab bygger på tillid mellem to familier, der kender hinanden. Derfor er det afgørende for unge, som vil have forældrenes accept, at de kan fremvise en forbindelse mellem de to familier. Det giver den hurtige kommunikation med et stort antal mennesker mulighed for. Gennem de transnationale netværk får de unge også indblik i, hvordan ægteskabstraditioner ændrer sig hos indvandrerfamilier verden over. Og det kan være et væsentligt argument i forhandlingen med forældrene.
Reflekterede forhandlere»Balancegangen mellem to kulturer betyder, at de unge indvandrere er gode til at forhandle, så de får det som de ønsker - og de er ekstremt gode strateger!«, siger Garbi Schmidt. Gennem interviewene med de unge pakistanere og tyrkere har hun oplevet en gruppe unge, der er målrettede og vant til at argumentere for deres valg. Uanset om det er blandt jævnaldrende på studiet, lærere, arbejdsgivere eller deres egen familie og bagland, skal de argumentere for deres holdninger og valg. Og for de unge er det ikke et valg mellem forældrenes kultur og den danske. »De ser ikke nogen modsætning mellem integration og det arrangerede ægteskab med en ægtefælle fra hjemlandet. De betragter sig alle som velintegrerede i det danske samfund,« fortæller SFI-forskeren, der dog understreger, at hendes undersøgelse er kvalitativ og altså ikke siger noget om, hvor mange der er tilfredse med ægteskabsmodellen.
Log ind
For at kunne kommentere på artikler på skal du være logget på som bruger af videnskab.dk Angiv venligst e-mail og adgangskode |
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|