Kina ved et vendepunkt

Fang Xing-Hai fortæller, at eksporten fra Kina er gået kraftig ned i første kvartal af 2009. (Foto: Hanne Jakobsen)

‘Made in China.'

Du har sandsynligvis set dette trykt på indersiden af din t-shirt, under servicet, bag på computeren, på solbrillerne.

De mærkesedler er i stor grad grunden til, at Kina har haft en årlig økonomisk vækst på mellem otte og ti procent siden 1978.

Men med finanskrisen har vilkårene ændret sig, og eksport kan ikke længere bære hovedvægten af en stærkt voksende økonomi. Kineserne må finde nye løsninger, og det er ikke gjort i en håndevending.

Dette var budskabet, da dr. Fang Xing-Hai, lederen af 'Shanghai Metropolitan Government Financial Services Office', gæstede 'Handelshøyskolen BI' i Norge, med seminaret 'Kinesisk økonomi ved et vendepunkt' i starten af juni 2009.

Kan ikke længere fokusere på eksport

I 2008 importerede USA varer fra Kina for over 340 milliarder dollar. Men i første kvartal af 2009 har der været en nedgang i importen på hele 12,1 procent i forhold til samme kvartal i 2008 ifølge tal fra det amerikanske handelsministerium.

Med det globale kollaps af finanssystemerne har flere lande fået sig en brat opvågning, og de vil ikke i lige så høj grad være villige til at basere sig på import af varer, fortæller Fang.

»Selv hvis finanskrisen endte i dag, ville USA fortsat ikke importere så meget som de gjorde tidligere. Amerikanerne ville gå over til at producere mere selv,« siger han.

Dermed må kineserne se sig om efter andre muligheder for økonomisk vækst, og det største marked er sandsynligvis det nærmeste. Fang fortæller nemlig, at Kinas hjemmemarkeder er en enorm, utappet resurse, såfremt de kan stimuleres og udnyttes rigtig. Men så skal der ændringer til.

Stort potentiale for privatforbrug

Det er som udgangspunkt ikke tilgangen af midler, som er problemet for Kina, fortæller Fang:

»Kinesere har tradition for at spare meget, og landet behøver derfor ikke i så høj grad at læne sig op ad udenlandske lån. Væksten kan derfor blive drevet af landets egen kapital.«

Problemet er, at store mængder af denne kapital kanaliseres direkte ind i de store, statslige selskaber. Det er nemlig ikke i disse virksomheder, at potentialet for intern stimulering findes - det er de små og mellemstore virksomheder, som kan motivere den jævne kineser til et større forbrug.

Tanken er denne: Hvis indbyggerne begynder at handle mere, vil dette motivere til også at producere mere til de interne markeder. Med øget produktion kan man så skabe behov som ikke tidligere var til stede, og på denne måde igangsætte endnu større forbrug - det hele bliver en positiv cirkel, hvor Kina kan basere sin vækst på interne markeder.

Kina producerer meget, men handler lidt. Det skal ændres, hvis landet fortsat skal vokse. (Foto: Robert Scoble)

Vækst for at afdæmpe arbejdsløshed

Et spørgsmål man så kan stille sig selv er: 'Hvorfor skal økonomien vokse? Hvad er grunden til, at man ønsker at skabe behov som egentlig ikke er til stede, blot for at vokse?'

En praktisk grund er simpelthen tilgangen af varer. Kina producerer mange af verdens forbrugsvarer, og uden billig kinesisk arbejdskraft havde både det tøj vi køber, og den elektronik vi bruger, været langt dyrere.

Kina ville ikke kunne forsætte med at producere på samme måde uden en stor årlig økonomisk vækst, som kan investeres i nye produkter og virksomheder.

Desuden handler dette om kinesernes velfærd, fortæller Harald Bøckmann, sinolog ved det norske 'Senter for utvikling og samfunn' ved Universitetet i Oslo.

»Kina vil stå med en del problemer, hvis ikke de forsætter med at vokse. For eksempel har landet hvert år 15-20 millioner nye arbejdstagere som skal have job,« siger Harald Bøckmann og fortsætter:

»Folk som kommer fra landsbyerne kan ofte rejse tilbage til en jordlod i hjembyen, men især arbejdsløshed i byerne er et stort problem.«

For at holde arbejdsløsheden i skak skal Kina derfor have en stor økonomisk vækst, og Bøckman tror, finanskrisen har betydet, at kineserne er begyndt at tænke i nye baner for at sikre denne vækst.

Et nyt banksystem

Fang mener, at en af løsningerne for at få folk til at bruge mere er at reformere banksystemet.

»Vi skal skabe et finanssystem, som kan klare at kanalisere folks sparepenge væk fra de store statslige selskaber og ind i små og mellemstore virksomheder.«

»En sådan kanalisering vil give bedre vilkår til denne type virksomheder, hvilket gør, at de kan producere mere og mere effektivt og dermed øge folks indtægter. Desuden er det de små og mellemstore selskaber, som skaber tilgangen af varer, som stimulerer folks forbrug,« siger Fang.

Skal lære bedre bankhåndværk

Bøckman fortæller, at det netop er inden for banksektoren, at Kina har fået størst kritik for ikke at møde den finansielle krise på den rigtige måde.

»Det den kinesiske regering er blevet kritiseret for, er ikke at give bankerne tilstrækkeligt med kapital, sådan som man har gjort i Vesten,« siger han.

»Man mener, dette har medført, at virksomhederne ikke har kunnet igangsætte projekter, og at de tærer på egne midler. Det er sværere at starte egen virksomhed uden kapital, men staten har stimuleret infrastrukturen i stedet for det finansielle system.«

Sådanne projekter, som for eksempel at bygge veje, kan i værste fald vise sig at være rene tabs-projekter, sat i gang ene og alene for at holde økonomien kørende.

Arne Jon Isachsen - professor ved det norske 'institutt for samfunnsøkonomi' på BI - fortæller, at det kineserne har behov for, er en oplæring i bankhåndværk:

»Hele tjeneste-sektoren er i sin natur baseret på, at små virksomheder ser behovene i lokalsamfundet og dækker dem. For at kunne gøre dette, skal de have bedre tilgang til kapital,« siger hun.

Eksperterne er enige om at flere skal bruge penge, i stedet for at spare. (Foto: Colourbox)

Kan kontrollere om nødvendig

Fangs seminar var lagt på dagen før 20-årsdagen for demonstrationen og den efterfølgende massakre på Den Himmelske Freds Plads den 4. juni.

Forskning.no fortalte i forbindelse med 20-årsdagen, at små landlige oprør er langt mere almindelige i dag end for 20 år siden, men at store uroligheder som dem i 1989 er yderst sjældne.

Fang tror ikke, politisk uro vil være et problem for landet i de nærmeste år.

»Hvis noget skal true Kinas stabilitet, skal det komme indefra, for eksempel på grund af regionale forskelle,« mener Fang.

»Men I skal huske på at vor regering er meget effektiv, når det gælder om at tackle sådanne spændinger.«

Han fortæller at de har både midlerne og magten til at isolere eventuelle problemer og også kontrollere medierne, således at nyheder om regionale oprør ikke kommer ud.

»Jeg siger ikke, at dette nødvendigvis er en god ting, men det er i det mindste effektivt.«

Mistro til Vesten

Arne Jon Isachsen mener, Kina ikke er kommet så langt politisk set som økonomisk.

»Politisk set er Kina ikke stabilt, for et ét-partissystem mangler legitimitet. Hvis retsvæsnet skulle komme i konflikt med Partiet, vil Partiet trumfe sit synspunkt igennem. Hvorvidt et kinesisk demokrati vil udvikle sig, og hvordan det eventuelt vil se ud, bliver spændende at følge med i,« siger Isachsen.

Men det er ikke kun Partiet, som modsætter sig en demokratiseringsproces - også blandt folket er det en stigende mistro til Vestens konstante pressen på for at gøre landet mere demokratisk.

»Man skulle tro, at når Kina efterhånden blev rigere og deltog mere internationalt, ville kineserne blive mere sikre på sig selv. Men der findes en del aggression mod udlandet, som har ulmet siden før Olympiaden i fjor,« fortæller Harald Bøckmann.

»Mange mener, kravene fra Vesten om, at Kina skal demokratisere, er en kampagne for at svække landet. De mener, et kinesisk demokrati ville blive mere omstændeligt og virke splittende.«

Bøckmann siger, at idealet fortsat er at gøre Kina 'rigt og stærkt', økonomisk og militært.

Forsigtig optimistisk

Ambitionen er alligevel ikke at gøre Kina til 'det nye USA'. Isachsen forklarer, at de satser på at blive en 'gennemsnitlig velstående nation' i løbet af 20-30 år. Finanskrisen har imidlertid gjort, at Riget i midten nok må påtage sig et større internationalt ansvar, end kineserne selv havde planlagt.

»Finanskrisen har medført, at Kina har fået verdens søgelys rettet stærkere imod sig. Måske hurtigere, end kineserne egentlig ønsker, er Kina i færd med at blive en stormagt, som andre lande ser op til,« siger Bøckmann.

Dette kan virke afskrækkende for et land i kraftig og delvis uforudsigelig udvikling, men Fang tror tingene kan gå godt for landet:

»Der hviler et stærkt pres på dem, som sidder med magten, om at træde til side, hvis de ikke kan klare at sikre økonomisk vækst. Det skaber incitament til at reformere for at opnå maksimal udnyttelse. Jeg er forsigtig optimistisk, men foreløbig er intet hugget i sten,« afslutter han.

Links
BI seminar, 3. juni 2009: 'Chinese economy at a turning point', af Fang Xing-hai. Læs også på videnskab.dk: Eksport kan skade samfundsøkonomien På sporet af den første risbonde Terperi fremmer ikke forståelsen Kina bliver hendes 10. solformørkelse Fødeproblemer truer Sydøstasiens 'skovmenneske' Mine enzymer skal være halal, tak

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov