11. februar 2009 kl. 11:00
|
|
Det gør os stressede at opleve traumatiske begivenheder tæt på - og hvis vi har opholdt os lige ved siden af f.eks. et terrorangreb, kan det gøre os uopmærksomme i trafikken, konstaterer amerikanske forskere. (Arkivfoto: Colourbox)
|
|
Det er slemt nok, at tusindvis af mennesker mister livet under et terrorangreb. Men faktisk trækker sådan en traumatisk hændelse endnu dybere spor i dødsstatistikken, end man umiddelbart regner med.
En lang række studier har allerede vist, at beboere tæt på World Trade Center var ekstra anspændte og stressede i månederne efter angrebet 11. september 2001. Nu viser det sig, at det påvirkede deres dagligdag i flere måneder, når de for eksempel satte sig bag rattet i bilen.
Kun stigning tæt på New York
Et hold psykologer fra University of Minnesota har gransket tal fra det amerikanske transportministerium og har fundet ud af, at antallet af dødsulykker i trafikken steg i tre måneder efter angrebet. Dog kun i den nordøstlige del af USA - området, hvor byen og staten New York ligger.
|
|
Ground Zero efter angrebet 11. september 2001. (Foto: Federal Emergency Management Agency)
|
|
En nærmere analyse viste ifølge en artikel i Psychological Science en »betydelig stigning« i antallet af dødsulykker i netop staten New York.
Der var desuden en fordobling i antallet af dødsulykker, hvor alkohol og stoffer var involveret, når man sammenligner tallene fra 2000 og 2001 for det nordøstlige USA.
Resultater kan forebygge
Samlet tegner det billedet af, at man bliver dårligere til at køre i bil, når man har været i nærheden af en traumatisk hændelse.
»Det viser, at det er vigtigt at være opmærksom på forskellige konsekvenser af adfærdsændringer, som bliver sat i gang af et terrorangreb,« skriver psykologerne under ledelse af Alexander J. Rothman.
»Hvis vi tænker mere teoretisk over faktorer, som bestemmer, hvordan man reagerer på stressfremkaldende begivenheder, bør det være muligt for forskere at forudse, hvordan folk vil reagere på terrorisme,« siger han.