
| Du er her: Nyheder om forskning og videnskab / Naturvidenskab / Nyt gigantisk online-kort skal samle hele Jordens geologi | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Nyt gigantisk online-kort skal samle hele Jordens geologi1. august 2008 kl. 11:00
Over 80 lande er gået sammen om at udvikle et kæmpemæssigt digitalt kort over hele verdens geologi i en skala 1:1000.000. Projektet OneGeology er et af de største og mest ambitiøse internationale kortlægningsprojekter nogensinde
I dag skal geologerne studere et hav af forskellige geologiske kort, når de eksempelvis jagter nye mineraler i undergrunden eller finde måder at bekæmpe miljøproblemer på.
For selv om hverken mineralforekomster eller miljøforurening respekterer landegrænser, findes der ikke noget samlende geologisk kort over verden, der kan give forskerne det nødvendige overblik. Webportalen med det digitale kort bliver officielt åbnet på den store internationale kongress 'Internationational Geological Congress 2008' i Oslo, der løber af stablen i næste uge.
Håb om effektivt værktøj Også Danmark er med i projektet - således afleverer De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) snart de første fiks og færdige kort til portalen over Danmark og Grønland. »Vores håb er at den nye portal kan gå hen og blive et effektivt værktøj i vores hverdag, hvor vi bl.a. forsøger at opspore nye ressourcer i undergrunden. I det øjeblik man har det totale overblik over Jordens geologi, vil man hurtigere kunne udpege de steder, hvor der med stor sandsynlighed vil være noget at komme efter. Så i stedet for at lave spredt fægtning i jagten på ressourcer, så kan det globale online-kort hjælpe dem på rette vej,« siger statsgeolog Peter Gravesen fra GEUS. Han understreger dog, at kortene ikke kun vil kunne bruges i jagten på ressourcer - de vil også kunne give forskerne et bedre indblik i Jordens geologiske udvikling fra tidernes morgen og frem til i dag. »OneGeology kan give os et billede af, hvordan Jordkloden geologisk er delt op, og det totalbillede har vi ikke tidligere haft. Vi kender jo alle billedet af jordkloden set ude fra rummet, hvor vi kan se kontinenterne. Nu får man også et kort, der viser hvordan de geologiske forhold i undergrunden er, og det har vi manglet,« siger han.
Et opgør med vaner
»Kortene fra de respektive lande er af meget forskellig udformning, opløsning og kvalitet. Hvert land er vant til at bruge deres egen signaturforklaring og klassifikation - derfor er det rigtigt svært at lave et samlet kort for hele kloden. Hvis det skal lade sig gøre, kræver det at nogle mennesker sætter sig ned og blive enige om at lave en ensartet geologisk signatur, som alle lande kan rette sig efter. Det bliver et langt sejt træk, men det skal nu nok lykkes før eller siden,« siger Peter Gravesen.
Imponeret over samarbejdet I første omgang koncentrerer forskerne sig derfor om at opbygge en database over de geologiske dannelser, der ligger under de øverste lag af ler, sand og grus. »Her er grundfjeldet særligt interessant, fordi det er her, at man finder de værdigfulde mineraler og andre vigtige ressourcer, som vi trækker på,« siger Peter Gravesen. Selv om der stadig er en del udfordringer i projektet, så er Peter Gravesen fortrøstningsfuld. »En af de ting, som jeg virkelig synes er fascinerende ved dette projekt, er at se de enkelte landes enorme engagement og det tætte samarbejde mellem myndigheder og geologer, der foregår på tværs af landegrænser. Det er simpelthen fantastisk. Jeg kan mærke en enorm vilje til at få det her til at lykkes, og hvor der er vilje er der vej,« siger Peter Gravesen til videnskab.dk.
Log ind
For at kunne kommentere på artikler på skal du være logget på som bruger af videnskab.dk Angiv venligst e-mail og adgangskode |
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|