De første hvaler fødte på land

 

Illustration af en Maiacetus inuus-han, med skelettet markeret ovenpå. (Tegning: John Klausmeyer and Bonnie Miljour, University of Michigan Museums of Natural History )

De første hvaler fødte deres unger på land. Det viser nye omfattende studier af 47,5 millioner år gamle hvalskeletter, der blev fundet i Pakistan i 2000 og 2004.

Opdagelsen, som er gjort af et internationalt hold palæontologer under ledelse af professor Philip Gingerrich fra Michigan University USA, præsenteres i dag i det videnskabelige tidsskrift PloS One.

Skeletterne blev fundet inden for samme område i Pakistan og stammer fra en han- og en hunhval fra en hidtil ukendt art, der tilhører den primitive hvalgruppe Archaeoceti.

Mellem hunhvalens velbevarede knogler fandt forskerteamet resterne af et foster, der stort set var færdigtudviklet, men som altså aldrig nåede at blive født. (Se fundet nederst på siden).

'Et enestående fund'

VIDSTE DU

Den uddøde hvalart Maiacetus inuus kunne bære sin egen vægt med lufferne, men kunne formentlig kun møve sig nogle få meter frem ad gangen. Derfor var den bundet til at opholde sig langs kysterne.

Ungens orientering i moderens underliv afslører, at den ville være kommet til verden med hovedet først.

Det er samme vej, som pattedyrene på landjorden altid har født deres unger, men er stik modsat den retning, nutidens hvalunger vender i livmoderen, når de er klar til at indtage verden. Derfor kommer opdagelsen som en kæmpe overraskelse.

En dansk palæontolog, der er ekspert i fortidens hvaler, er dybt imponeret over fundet.

»Opdagelsen er helt fantastisk! Indtil i dag har det kun ud fra benenes udformning været muligt at vurdere, om en given art af tidlige hvaler har været afhængige af at komme op på land for at føde deres unger. Men her giver fødselsstillingen en klar indikation af, at i hvert fald denne art har været afhængig af at kunne føde på land. Det indsnævrer tidspunktet for, hvornår hvalerne helt slap landjorden,« siger palæontolog Mette Elstrup Steeman, der er post doc ved Ancient DNA and Evolution Group, Biologisk Institut, Københavns Universitet.

Derudover slår hun fast, at det hører til de absolutte sjældenheder at finde mere end ét skelet af samme hvalart.

Opdagelsen er fantastisk. Den indsnævrer tidspunktet for, hvornår hvalerne helt slap landjorden

- Mette Elstrup Steeman

»En hunhval med så velbevaret et foster er ikke set indenfor urhvalerne før. Og her har man så oven i købet fundet en hanhval af samme art, så man ved, hvordan hele 'familien' ser ud. Enestående! Dette fund vil give os en guldgrube af viden om de tidlige hvaler,« udbryder hun.

Forvirrede forskere

Fundets storhed kom også helt bag på forskerne selv, og der gik lang tid før de helt fattede, hvad det egentlig var, de havde fundet.

Da professor Philip D. Gingerich så skeletterne første gang, blev han forvirret over at finde miniatureben mellem knoglerne fra en fuldvoksen hval. Der var noget, der overhovedet ikke stemte.

»Ved synet af de små hvaltænder troede jeg umiddelbart, at vi havde at gøre med en meget lille voksenhval - men herefter fandt vi nogle store ribben, der på ingen måde kunne passe sammen med de bittesmå tænder. Først sent på aftenen gik det op for mig, at vi havde fundet resterne af en hunhval, der bar et foster,« fortæller Philip Gingerrich.

For at hylde og markere opdagelsen, har forskerne nu døbt den nyopdagede hvalart for Maiacetus inuus - Maiacetus betyder moder-hval, mens Inuus er navnet på den romerske frugtbarhedsgud.

Midt på evolutionsstigen

De nye studier sladrer også om hvor på hvalernes stamtræ, arten befinder sig.

VIDSTE DU

Det er første gang, palæonotologer finder et skelet med foster af den uddøde hvalgruppe Archaeoceti.

Skeletternes tandsæt viser nemlig, at denne hvalart har levet af fange og fortære fisk. Dertil kommer, at Maiacetus inuus, ligesom så mange andre arter fra den primitive gruppe archaeocetes, var udstyret med luffer, der har gjort hvalen til en mestersvømmer.

Alt i alt får det palæontologerne til at konkludere, at Maiacetus inuus har brugt størstedelen af sin tid på at boltre sig i havet.

»Dyrene har formentlig kun kravlet op på land for at sove, parre sig og føde,« fortæller Gingerich.

Dens konklusion er den danske palæontolog Mette Elstrup Steeman enig i. 

»Artens luffeagtige lemmer tyder på, at den evolutionsmæssigt befinder sig kort før hvalerne blev uafhængige af land. De seneste årtiers studier har givet os et fantastisk indblik i, hvordan den tidlige overgang fra land til vand fandt sted for hvalerne. Men med dette fund får vi et unikt vindue til den periode, hvor hvalerne var ved helt at slippe afhængigheden af landjorden,« siger hun. 
 
 

Reference og links

New Protocetid Whale from the Middle Eocene of Pakistan: Birth on Land, Precocial Development, and Sexual Dimorphism. PLoS ONE 4(2): e4366. doi:10.1371/journal.pone.0004366 Kontaktoplysninger på professor i palæontologi Phillip D. Gingerich Kontaktoplysninger på palæontolog Mette Elstrup Steeman ved Ancient DNA and Evolution Group Om hvaler (Wikipedia) Læs også på videnskab.dk: Udstoppede dyr går forkert T.Rex var en kylling Sådan fik skildpadden sit skjold

 

Fossilet af det hun-eksemplaret af den hidtil ukendte hvalart Maiacetus inuus, som har et næsten fødedygtigt foster i underlivet.  Det hvide kranium ses yderst til højre (tænderne er brune). Alle andre dele af skelettet er markeret med rødt. Fostret, der er i fødestilling, er blåt (fostrets tænder er orange). (Foto: University of Michigan Museum of Paleontology) - Klik på billedet for en større udgave.

 

Skeletterne afslører kønsforskelle  Ud over at afsløre, at fortidens hvaler fødte på land, giver det nye studium fra Michigan University, USA, også ny banebrydende viden om hvilke egenskaber, hvalungerne dengang blev født med.  Eksempelvis kan palæontologerne nu fortælle, at den ufødte hvalunge havde meget veludviklede tænder. Tænderne var en slags 'våben', der gjorde ungerne i stand til at forsvare sig selv overfor farlige rovdyr. Hvalungerne var altså på ingen måde hjælpeløse, men var langt hen ad vejen i stand til at passe på sig selv.   Skelettet fra den fuldvoksne han, der fire år senere blev gravet ud fra det selvsamme feltområde, havde de samme karakteristiske træk og var tydeligvis af samme art som hunnen, men havde et noget større skelet. En direkte sammenligning viser, at hanskelettet er 12 procent større og tænderne hele 20 procent. Selv om forskellen lyder af meget, så er det slet ikke usædvanligt blandt hvaler. I nogle arter er det hunnen, der klart er den største. I andre arter er det hannen, påpeger forskerne. Forskellen mellem hannen og hunnen Maiacetus er forholdsvis lille, hvilket giver et hint om, at hannen af denne art efter alt at dømme ikke havde kontrol over store territorier eller var ombejlet af et stort harem af hunner. »Fundet giver også et indblik i, hvordan kønsbestemte forskelle var for Maiacetus inuus, hvilket er sjældent for uddøde hvaler. Det hjælper os på vej til at forstå, hvordan udviklingen af kønsforskelle er foregået hos hvalerne. Nutidens hvaler er faktisk meget forskellige på det punkt,« pointerer Mette Elstrup Steeman.