Vampyrer må godt være pædofile

Shelley's novel has a Chinese box structure when it comes to narrators, but the monster does indeed tell his own story, even though he is not the narrator in the whole novel.

Oprindeligt havde jeg ikke i sinde at kommentere på indlægget af Nicolai Cryer, der for mig at se virker ganske nedsættende overfor humanistiske akademikere. Cryers indlæg er af en sådan beskaffenhed, at det hos undertegnede normalt ville være blevet arkiveret som et “hop-op-og-fald-ned-på-indlæg.” Ikke desto mindre er det også trættende som humanist hele tiden at skulle løbe spidsrod mellem sådanne vurderinger og synspunkter, som Cryer giver udtryk for. Lad derfor min humanistiske røst gjaldende blive hørt.

Lad mig starte med at udtrykke min undren over, at alle litteraturforskere partout skal skæres over én kam ved at postulere, at disse (og jeg citerer) “ … ikke bekender sig til nogen videnskabelig metode.” Jeg skal naturligvis ikke kunne sige, hvor velbevandret Nicolai Cryer er indenfor litteraturvidenskabelig metode og teori (og dansk litteraturforskning i det hele taget), men jeg vil da skarpt afvise påstanden om, at litteraturforskere ikke skulle benytte sig af specifikke metoder i deres granskning af litteratur. Det er for mig en uhyrlig, usaglig og uvidende påstand at komme med.

I denne henseende bør man nævne en af vore fremmeste litteraturforskere (professor Jørgen Dines Johansen), der er internationalt anerkendt for sin forskning indenfor semiotikkens område. Det må bero på uvidenhed, hvis man eksempelvis klandrer en sådan forsker for ikke bekende metodisk eller/og teoretisk kulør i sit arbejde med litteratur. Læs eksempelvis Dines Johansens mammutværk Litteratur og intersubjektivitet og påstå så, at litteraturforskere ikke bekender sig til en videnskabelig metode.

Alt afhængig af hvilke metodeidealer, man er tilhænger af og vedkender sig, findes der et utal af teorier, man kan applikere på sine læsninger. Specifikke læsemetoder beror med andre ord på, hvilke teoridannelser, man finder interessante og relevante. Man kan være tilhænger af den kognitive lære (Grodal), af humanistisk evolutionsteori (Darwin), af psykoanalyse (Freud, Jung), af nykritk (Richards, Empson), af russisk formalisme (Jakobson, Bakhtin-skolen), af strukturalisme og læserorienterede teorier (Heidegger, Gadamer, Jauss, Iser, Fish), af feminisme og postfeminisme (Showalter, Kristeva), af poststrukturalisme (Barthes, Lacan, Deleuze), af postmodernisme (Baudrillard, Lyotard) og mange, mange andre. Ovenstående remse er blot for at nævne nogle af de klassiske skoler, man kan bygge sin metode på. Og det sjove ved det hele er, at det ene ikke udelukker det andet. Eksempelvis kunne de fanatiske evolutionsteoretikere, der helt har afskrevet Freud og Jung, med fordel forsøge at kombinere evolutionsteori med psykoanalyse.

Men nok om litteraturforskeres påståede problemer med at bekende metodisk og teoretisk kulør i deres arbejde med litteraturen. Hvad der måske falder mig mest for brystet ved Nicolai Cryers indlæg, er, at han udviser en eksplicit hånende attitude overfor litteraturforskere og litteraturforskning. Hvorfor placeres litteraturforsker eksempelvis i citationstegn? Jeg går ud fra, at dette sker fordi, at der er tale om en humanistisk videnskabsgren? Hvis der havde været tale om naturvidenskabelige discipliner, så havde man næppe placeret forsker i citationstegn. Cryers indlæg er i det hele taget præget af negative kommentarer rettet mod humanistiske forskere. Sådanne akademikere producerer åbenbart “skriblerier”, deres forskning er “politisk farvet” og “aldrig ret udtømmende” og så er den “ubrugelig i et større perspektiv.” Det er da – undskyld mit opfarende sprogbrug – noget veritabelt vås!

Den såkaldte “lange” tradition for at “… læse tabubelagt sex ind i hvad som helst” bygger ganske korrekt ofte på en psykoanalytisk og/eller feministisk platform – hvilket der heller ikke er noget galt i, da disse teorier egner sig fortrinligt som én måde, som én metode, hvorpå man kan skabe én betydningsproduktion. Det virker som om – og irettesæt mig endelig, hvis jeg tager fejl – at du er på et hårdnakket korstog, hvis formål det er at bekæmpe alt, der har med psykoanalyse, feminisme og seksuel- og kønsorienterede læsemetoder at gøre. Det undrer mig, at man så konsekvent forsøger at afskrive en specifik læsemetode som mindre relevant blot fordi, at den berører et specielt område.

Jeg finder det med andre ord berigende, at der findes så mange divergerende læsemetoder til eksempelvis et værk som Bram Stokers formfuldendte Dracula. Læsninger – og synspunkter – er produkter af den tid, de skabes i. Jeg selv har intet problem med det multifacetterede og komplekse, litteraturanalytiske/teoretiske apparatus, der underkaster forskellige litterære værker vidt forskellige læsemetoder. Jeg finder det både spændende at læse Dracula som en parabel om angsten for/fascinationen af (latent) homoseksualitet, som jeg finder det interessant at underkaste værket en Susan Sontag-læsning og se Dracula som en sygdomsallegori. Intet er forkert, så længe det kan underbygges fornuftigt i teksten. Jeg kan dog godt se, at man hurtigt løber panden imod muren, hvis man i den humanistiske forskning efterspørger én absolut sandhed. Det er trods alt et af kendetegnene ved eksempelvis litteraturforskning (eller medie/filmforskning, som du blander ind i diskussionen sidst i dit indlæg), at der er mange heste, man kan ride på.  To plus to er ikke altid fire…

At psykoanalytiske læsninger “ … aldrig (er) ret udtømmende” i et større perspektiv (hvilket perspektiv?) er da for så vidt helt korrekt, men hvilke enkeltstående læsninger er også det? Og hvorfor er det i øvrigt altid humanistiske forskere, der klandres for at isolere sig i et elfenbenstårn? Det samme kan i givet fald siges om naturvidenskabelig forskning, der i vidt omfang også er lukket om sig selv. At de “almindelige” menneskers fascination af vampyrer ikke har noget med “ … det litterære parnas' elfenbentårnsfloskler” at gøre er jo for så vidt også ganske ligegyldigt. De “almindelige” mennesker – hvad det så end er for nogle størrelser – har måske også svært ved at forholde sig til det naturvidenskabelige parnas' elfenbenstårnsforsking i stamceller og kræft. Blot for at stille det op sort og hvidt og uden nuancer, som du gør, Cryer.

Hvad er forskellen på en film- og litteraturforsker, spørger du? Ja, åbenlyst er det jo mediet, der definerer forskellen.  Litteraturforskeren forsker i litteratur, filmforskeren i film. Simpelt, enkelt og ganske ligetil. Hvad er det helt specifikt, at du efterspørger? Skær det gerne ud i pap! Ikke desto mindre væver de to videnskabsområder sig ofte ind i hinanden i kraft af, at de begge beskæftiger sig med fiktionsformen. Derfor er det også tilfældet, at filmforskere (nogle gange) beskæftiger sig med litteratur og litteraturforskere (nogle gange) beskæftiger sig med film. Er det et problem? Og hvorfor blande litteratur- og filmanmelderen ind i en diskussion, der vedrører det akademiske og universitære aspekt af fiktionsforskning? Hvorfor er det, at du så hårdnakket efterspørger en stram afgrænsning af forskningsområderne? Kan en kræftforsker ikke have videnskabelige interesser i demenssygdomme? Og må en forsker, hvis primære kerneområde er hjernekræft, ikke beskæftige sig med prostatakræft?

I øvrigt kan den hypnotiske effekt, som Dracula ganske rigtigt udøver på sine “ofre”, læses som et billede på den fascination, det tabubelagte udgør. Ofrene – her blandt andet Lucy Westenra, men også Mina Murray/Harker – drages af det forbudte. De fascineres af det, som det britiske fin de siecle-samfund tabuiserer. Det er der så til gengæld ingen store armbevægelser i at påpege eller påstå, tværtimod.  I øvrigt kan pædofili-temaet ganske fint applikeres på Lad den rette komme ind, hvis man ellers har læst romanen.

Hej Nicolai. Tillad mig at citere hovedpunkterne i dit indlæg:

"Blah blah blah feministisk dagsorden blah blah blah det litterære parnas blah blah blah elfenbentårnsfloskler blah blah blah Karl Popper blah blah blah hjemmelavede fakta blah blah blah"

Interessant læsning! Jeg vil anbefale dig at indsende dit indlæg til Undervisningsministeriet - jeg er sikker på at de aldrig har hørt nogle af de argumenter mod humaniora som du fremsætter før!