
| Du er her: Nyheder om forskning og videnskab / Kultur / Forskning markedsføres ukritisk | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Forskning markedsføres ukritisk6. august 2008 kl. 10:45
DEBAT: Forskningskommunikation bliver i stigende grad til ren markedsføring, mens forskningens problemer og kontroversielle etiske dilemmaer ignoreres, og den oplyste debat forsvinder. Det skriver to forskere i et indlæg til videnskab.dk.
Universitetsloven fra 2003 har gjort formidling til en kerneaktivitet på landets universiteter. Formålet var primært at markedsføre forskning. Det blev afspejlet i ministerens ønske om at 'kunne overbevise folk i forsamlingshusene om behovet for øgede forskningsbevillinger'. Der er ikke tvivl om, at forskningskommunikation i dag har stor politisk bevågenhed i Danmark, og at den faktiske decentrale indsats for at få forskning ud i samfundet er steget betydeligt. Det er lige så klart, at det primære politiske argument bag denne intensivering, drejer sig om dét Dorris Nelkin har kaldt 'selling science'. Forskning skal populariseres og bringes i øjenhøjde, så folk forstår, at skattekronerne er givet godt ud og vil støtte op om yderligere bevillinger til forskning. Naiv forestillingRationalet sætter ikke spørgsmålstegn ved videnskabens sandhedsmonopol, det reproducerer en naiv forestilling om videnskabens værdifrihed og sociale ubundethed, og det ignorerer det åbenlyse forhold, at forskning og teknologisk udvikling ikke bare bidrager positivt til samfundet, men også skaber betydelige problemer for miljø og sundhed og rejser dybt kontroversielle etiske dilemmaer.
Der er gennem de seneste år sket et skred i formål og hensyn bort fra generel kultivering af en kritisk borgerlig offentlighed, i retning af decideret markedsføring, der primært har til hensigt at legitimere samfundets investeringer i forskning. Danmark er skyndsomt i gang med at afvikle den etablerede danske model for forskningskommunikation, som går ud på at involvere borgerne i en aktiv og oplyst debat og dialog. I stedet sættes envejsformidling. Til gengæld er den danske model for forskningskommunikation, som er vigtig for udviklingen af en demokratisk politisk kultur, paradoksalt nok i stigende grad blevet eksporteret til det internationale samfund. EnvejskanalFrem for at aktive forskere og aktive borgere indgår i dialog omkring forskning og teknologi sker en popularisering i en envejskanal mellem aktive, vidende forskere på den ene side og passive borgere med deres anerkendelse og accept på den anden.
At den faktiske udvikling er uhensigtsmæssig understreges yderligere, når fokus rettes mod indsatsens modtagerside. Den aktuelle danske forskningskommunikation tager ofte udgangspunkt i en problematisk forestilling om en 'bred offentlighed' som en samlet, mere eller mindre homogen gruppe. Denne tilgang ser helt bort fra, at borgerne praktiserer og definerer deres medlemskab af det moderne vidensamfund ganske forskelligt. Forskellige segmenter af befolkningen har forskellige forudsætninger, opfattelser, værdier og interesser, og kan ikke betragtes som en generaliseret offentlighed. Fire grupperVi har for nylig, med støtte fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, gennemført et forskningsprojekt omkring forskningskommunikation i Danmark, der viser at denne opfattelse kan kvalificeres. På baggrund af survey-undersøgelser viser projektet, at det er muligt at identificere fire, omtrent lige store, distinkte offentligheder blandt danske borgere, og at denne kategorisering vil kunne fungere som udgangspunkt for valget af strategier på formidlingsområdet.
Den aktuelle danske udvikling, der kraftigt betoner populærformidling, tilgodeser ikke de mest opsøgende, aktivistiske og engagerede grupper. I yderste konsekvens kan det skabe passive tilskuere frem for aktive deltagere. De ældste er mest passive
Måden hvorpå borgerne praktiserer deres medlemskab af vidensamfundet hænger sammen med køn, alder og uddannelsesbaggrund. Der er eksempelvis en klar tendens til, at samfundets ældste borgere indtager en passiv rolle i debatten om teknologi og udvikling. Det samme gælder de lavest uddannede. Sammenhængene viser, at inklusions- og eksklusionsforhold i forskningskommunikation reflekterer mere traditionelle skillelinier i befolkningen. For bestræbelserne på at styrke forskningskommunikation i Danmark betyder det, at indsatsen i høj grad starter allerede i uddannelsespolitiske og socialpolitiske initiativer. I den forstand bryder forskningskommunikation som politisk tema ud af et snævert videnskabsministerielt regi og påkalder sig en diskussion, der medtænker vidensamfundets sociale slagside og lægger vægt på at løfte borgernes generelle uddannelsesniveau.
Læs hele kronikken: Forskning for folket Om forfatterne:Kaare Aagaard er forskningsassistent på Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet. Niels Mejlgaard er ekstern lektor på Institut for Samfundsudvikling og Planlægning på Aalborg Universitet
Log ind
For at kunne kommentere på artikler på skal du være logget på som bruger af videnskab.dk Angiv venligst e-mail og kodeord |
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|