Danske dialekter har det fint

Michael Ejstrup kan andet end at jonglere med dialekter.

Sådan zoomede Michael Ejstrup, der er ph.d.-stipendiat ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet, let og elegant, i ét hug ind på fødestedet (Værløse) for videnskab.dk's udsendte - med en fejlmargin på blot tre km.

Michael Ejstrups Sherlock Holmes-agtige evne til at høre dialekter, hvor vi andre intet kan høre, understreger hans påstand om, at dialekterne ikke er døde. En påstand, som også dokumenteres i hans forskning.

Dialekterne lever
Det er ikke længe siden, at nekrologer over de danske dialekter ramte avisernes overskrifter. Konklusionen i var klar: Synderne er medierne, hvor dialekt synes bandlyst, samt danskernes intolerance over for dialekter.

Det er ikke karrierefremmende at tale hverken vestjysk eller bornholmsk, og derfor kan man tit fremstå som et bondejok, der lige er kommet ind med fire-toget, hvis man taler med dialekt.

»Vi er simpelthen nogle værre sprogfascister her i Danmark,« fortæller Michael Ejstrup. »Derfor vover folk kun at tage deres dialekter frem, når de er i et trygt rum med andre, der taler dialekt lige som dem selv. Grunden til, at der er flere sprogforskere, som har dømt dialekterne ude, er måske, at de ikke har kigget de rigtige steder - på den rigtige måde. Der er ingen undersøgelser, som er bedre end den metode, der er brugt i undersøgelsen.«

Fik forsøgspersoner op at skændes
Michael Ejstrup havde en idé om, at han i sine egne undersøgelser var nødt til at få sine undersøgelsespersoner til at smide den sproglige blufærdighed for at se, om de talte dialekt eller ej. Derfor konstruerede han en test, som blot var en undskyldning for at få forsøgspersonerne til at komme op at skændes og give los på de sproglige hæmninger.
 

»Vi er nogle værre sprogfascister her i Danmark« - Michael Ejstrup
 

Han satte forsøgspersoner to og to over for hinanden, og de skulle så se på hver deres udgave af det samme billede, hvor de skulle finde fem fejl. Der var bare den finte, at der kun var fire nemme fejl på billedet. Den femte var nærmest umulig at finde. De måtte ikke se hinandens billeder, de skulle kun tale om dem, og samtalen blev så optaget.

Det resulterede i 80 timers optagelser med bramfri ordvekslinger, der skulle analyseres. Og her var det tydeligt for Michael Ejstrup, at dialekterne lever i bedste velgående. Men han skulle holde ørene stive og lytte - også efter de små subtile ting, som ofte glider uopdagede forbi.

Sprog er magt
»Rigssproget er det sprog magthaverne taler. Det er derfor, at københavnsk - altså ikke lavkøbenhavnsk, vel at mærke - er blevet rigssproget. Og man hyler med hunde, man er iblandt. De fleste af os er sproglige kameleoner,« siger Michael Ejstrup.

Ifølge sprogforskeren er der steder, hvor man gør livet sværere for sig selv, hvis man insisterer på at tale med en dialekt, man er opvokset med.

»DR og Københavns Universitet er steder, hvor det nok ikke er så rart at tale dialekt. Vi er jo meget mere ufleksible end for eksempel nordmændene. Vi forbinder dialekter med andre ting end at være smarte og intelligente. I modsætning til Norge, hvor det er helt ok at tale med dialekt. Ja, sågar stavemåden kan bære præg af den dialekt, man taler. Men i Danmark skal vores børn lære at stave ord på en helt anden måde, end den man udtaler dem på,« forklarer han.

Børn skal hjælpes
Og her kommer vi ind til et af kardinalpunkterne i Michael Ejstrups ph.d. -afhandling: Hvis børn taler dialekt, har nogle af dem muligvis endnu sværere at knække læsekoden. Det har de, fordi vi fortæller børn, at de kan lytte sig frem til, hvordan vi skriver ord.

Men hvis man kommer fra Middelfart, så siger man 'itt', i stedet for 'ikke' - og hvordan skal man kunne lytte sig frem til, at det, der lyder som 'itt' i deres ører, staves I-K-K-E?

»Hvis man er født i Slagelse og flytter til Middelfart og bliver skolelærer, så er ens ører ikke finjusteret til at lytte efter den dialekt og forestille sig lige præcis de problemer, børnene kan have med at afkode skriftsproget. Vi giver dem jo en forkert forklaring, når vi lærer dem at læse og skrive,« mener Ejstrup. 

Her kommer sprogforskerne komme ind i billedet. De kan klæde skolelærerne sprogligt på, og give dem en førstehjælpskasse i dialekter. Så de kan forklare lille Peter, at godt nok siger han og familien derhjemme 'itt', men vi skriver I-K-K-E.

Gør som kineserne
»Jeg synes, at vi skal lære børnene at anskue det som ordbilleder. Ligesom de kinesiske børn. De allerfleste almindelige ord skriver vi ikke, som vi udtaler dem. Men på trods af det, lærer vi vores børn, at de kan og skal lytte sig frem til stavemåden ved at sige ordet for sig selv,« mener Ejstrup. 

Så fra en sprogforskers synspunkt skal vi holde op med at være så blufærdige med vores dialekter. Det er en sprogligt kendetegn som fregner eller krøller - ikke et brændemærke eller emblem på uintelligens.