Scavenius og de russiske krigsfanger

Scavenius beholdt sin frygløshed og det satiriske bid i selskab med nazisterne, her Werner Best. (Foto: Frihedsmuseet)

Erik Scavenius' frygtløshed og knivskarpe ironi er legendarisk blandt historikere.

I mit sidste blog-indlæg gav jeg et eksempel på, hvor højt bølgerne kunne gå under regeringsmøderne, når Scavenius' politik var til debat.

Tonen kunne være hård og uforsonlig. Imidlertid havde udenrigs- og (fra november 1942) statsminister Erik Scavenius i sidste ende regeringens opbakning.

Ingen ledende politiker turde tage ansvaret for et brud med besættelsesmagten. Det ville være ensbetydende med at overlade tøjlerne til tysk undertrykkelse og opgive det skjold for befolkningen, dansk forvaltning trods alt udgjorde.

Forskningen har da også for længst rehabiliteret manden, som endte sine dage i 1962, udskældt og foragtet. Scavenius var ingen landsforræder.

Pessimist, realist eller diplomat?

Hans politik var ganske vist pessimistisk. 'Realistisk', ville han selv have kaldt det. Det var en politik, der indrettede sig efter, at Tyskland var Europas stærkeste magt, havde besat Danmark og i realiteten kunne gøre med det lille land, hvad det ville.

Ud fra denne forudsætning udnyttede han sine eminente diplomatiske evner til bristepunktet. Et klassisk eksempel på Scavenius' uforfærdede holdning var da regeringen i november 1941 blev tvunget til at sende ham til Berlin for at underskrive Antikominternpagten på Danmarks vegne.

Sammenholdet under pres

Den oprindelige tysk-japanske pagt fra 1936 var vendt mod 'Verdenskommunismen', som man kaldte det. Senere havde bl.a. Italien, Spanien og Ungarn tilsluttet sig, og hvis Danmark skrev under, ville man med andre ord komme i storpolitisk selskab med aksemagterne og deres allierede - et selskab, hverken regeringen eller de fleste danskere ønskede at udbygge mere end højst nødvendigt.

Scavenius mente, man burde sige ja med det samme, for ikke at miste den goodwill, man ville høste i Berlin med en hurtig tilslutning. Men de øvrige ministre ville ikke være med til dette brud på dansk neutralitet, og det kom derfor til lange og opslidende forhandlinger i regeringen. Danmarks accept trak ud.

Først da Stauning fik banket sine egne partiministre på plads og man var blevet enige om trafikminister Gunnar Larsens forslag om fire forbehold, lykkedes det at nå til enighed.

Regeringen havde erkendt, at det var vigtigst at stå sammen. Det hjalp også tingene på gled, at den tyske udenrigsminister Ribbentrop havde ringet og truet med at opsige fredsbesættelsen, og at Værnemagten i København var trådt i alarmberedskab.

Nervekrig i Berlin

Nu drog Scavenius til Berlin med fire forbehold i bagagen, som blandt andet slog fast, at pagten ikke kunne betyde dansk krigsdeltagelse. Under togrejsen via Gedser-Warnemünde blev det imidlertid meddelt, at tyskerne alligevel ikke havde tænkt sig at acceptere forbeholdene i deres oprindelige form. Den danske regering måtte acceptere at medvirke til bekæmpelsen af kommunismen på alle måder - også militære.

Nu indledtes en nervekrig på Hotel Bristol, hvor den danske delegation blev indlogeret, beskyttet - eller overvåget - af en særlig deling SS'ere. Undertegnelsesceremonien skulle finde sted dagen efter, den 25. november, kl. 12.30. Hele natten forhandlede Scavenius med den tyske gesandt Renthe-Fink, som var rejst med fra København.

De tyske værter var forbløffede over danskernes stædighed og frygtede at tabe ansigt, og presset var voldsomt. Under forhandlingerne var Renthe-Fink i telefonisk kontakt med sit udenrigsministerium, hvis direktør, von Weizsäcker, i sine erindringer beretter, hvordan en rasende von Ribbentrop på et tidspunkt forlangte Scavenius arresteret.

Samarbejdspolitik affødte modstand

Det lykkedes Scavenius - under trussel om at udeblive fra undertegnelsesceremonien - at bevare de fire forbehold i lettere ændret form. Personlig havde han været imod dem, men dette var hans mandat.

Til gengæld nedlagde tyskerne forbud mod at offentliggøre tillægsprotokollen, og Scavenius kunne derfor vende tilbage til København og de første voldsomme demonstrationer imod regeringens samarbejdspolitik.

Paradoksalt nok havde Danmarks undertegnelse af Antikominternpagten pustet til den gryende modstand, skønt man altså netop havde forhindret udskrivningen af danske soldater til østfronten.

En fisk på land i rigskancelliet

Scavenius selv brød sig ikke om det tyske propagandacirkus. Et øjenvidne, den italienske udenrigsminister Ciano, betroede sin dagbog, hvordan deltagernes adfærd vekslede fra "den slovakiske præsidents højtidelige entusiasme til den danske ministers afmålte korrekthed.

»Hans indifference med hensyn til hvad han hørte og sagde, afveg ligeså meget som hans påklædning gjorde det fra SS-uniformerne (...)«

Scavenius lignede en fisk, der er trukket på land, skrev Ciano. 'Nationaltidende's korrespondent, Jacob Kronika, skrev senere: »I Rigskancelliets gallasal genså jeg ham. Atter med en aldeles uimponeret holdning midt i al denne pomp og pragt. Indesluttet, villet isoleret, kold, let ironisk.«

Goebbels til bords

Om aftenen, efter undertegnelsesceremonien, var alle de udenlandske gæster inviteret til gallamiddag i Rigskancelliet, Hitlers residens i Wilhelmstrasse. Scavenius fik den tvivlsomme ære at sidde ved siden af Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels. Goebbels noterede bagefter i sin dagbog:

»Jeg sidder ved siden af danskeren. Han er den mindst pålidelige i skaren, og jeg gør mig derfor al mulig umage for at bearbejde ham af alle kræfter. Men på ham er al umage spildt (...) han repræsenterer et standpunkt, der aldrig vil kunne forenes med vort; ham kan man kun imponere med magt, ikke med argumenter.«

Ja, Scavenius var ganske uimponeret. Den 26. november var han sammen med de øvrige delegationsledere til te hos Göring - her fik Scavenius, direkte adspurgt, lejlighed til at fremføre, at der i Danmark ikke fandtes noget jødeproblem.

Frygtløs satire

Kl. 1 natten til den 27. november blev Scavenius modtaget af samme Ribbentrop, der få timer forinden i sit ministerium havde raset mod den danske minister. De natlige seancer i Berlin har givetvis været barske for den 64-årige udenrigsminister.

Men han benyttede alle pauser i Ribbentrops talestrøm til at forklare den særlige danske situation og forsyne den tyske udenrigsminister med argumenter for at bevare fredsbesættelsen i Danmark.

Og så kunne han alligevel ikke lade være med give sarkasmen frit løb. Det skete, da Ribbentrop omtalte de hundredetusinder af russiske krigsfanger, der efterhånden sad i tyske lejre. Det var de rene barbarer, disse slaviske undermennesker. De spiste hinanden! »Af sult, deres excellence?« svarede Scavenius.

Statsmand af format

Dagen efter mødte han Hitler to gange; først til frokost med de andre udenlandske repræsentanter, og kl. 20 i audiens. Det sidste møde blev dog afviklet i form af en af 'Førerens' så velkendte monologer, hvor gæsten ikke fik et ord indført.

Hitler lagde ud med at forveksle Scavenius med den nye danske Berlin-gesandt, O.C. Mohr, som også var med. Belevent spurgte han, om gesandten havde levet sig ind i forholdene her? - hvortil Scavenius med sædvanlig ironi svarede: »Ja, det må jeg sige, det har virkelig været en oplevelse!«

Ifølge O.C. Mohr, som fulgte Scavenius under hele forløbet i Berlin, blev den danske udenrigsmininster i det tyske udenrigsministerium bagefter omtalt som »den eneste statsmand af format« blandt alle de udenlandske gæster.