Krigstid

Krig og hverdag 1940-45 - en blog lukker ned

3. udgave af 'Danmark besat - Krig og hverdag 1940-45' er nu udgivet, og vi håber, at bloggen her har skabt interesse og fulgt udgaven til dørs. (Foto af bogens forside)

Det er ofte blevet sagt, at besættelsestiden er den mest udforskede og gennemtrævlede periode af danmarkshistorien.

Sandt er det, at der næppe findes flere faglige publikationer om en så relativ kort periode af landets historie som de fem år, 1940-45.

I Det kongelige Biblioteks bibliografi 'Samarbejde og modstand - Danmark under den tyske besættelse 1940-45', som er fra 2002, figurerer mere end 7500 titler - og oversigten skulle efter sigende nu have overskredet de 15.000.

Men så må det vel også være nok?

På ingen måde!

Én ting er, at hver ny generation stiller nye spørgsmål til historien: Spørgsmål, der er præget af den nye generations egen tid. Derfor slutter historien aldrig, uanset hvor mange arkivæsker, der bliver endevendt på landets velforsynede arkiver.

Politisk agitation og datidens hverdag

Og så er der hele den politiske brug af historien - og jo ikke mindst besættelsestiden, som altid er blevet flittigt brugt til politiske formål:

Lige fra danske kommunisters offerrolle og fremhævelse af deres egen og de sovjetiske brødres heltemodige kamp mod fascismen, til det borgerlige Danmarks opgør med 'hvad-skal-det-nytte'-mentaliteten, kampen for 'Aldrig mere en 9. april', tilslutningen til NATO og senest agitationen for dansk militært engagement i Irak.

Her kan der være god brug for fagfolk, der kan følge debatten med fagligheden som ballast og sætte nye perspektiver på tingene.

Noget helt andet er imidlertid, at noget af det, der gør besættelsestiden til en så umådelig interessant periode jo netop er, at vi efterhånden har opbygget en enorm fond af viden om vort eget samfund, som det så ud for snart 70 år siden - et tidspunkt, der ikke ligger langt væk i tid, men som efterhånden på mange måder adskiller sig afgørende fra det samfund, unge danskere vokser op med i dag.

En atypisk periode

1940-45 var oven i købet en periode, der var atypisk - Danmark var besat af en fremmed magt - og hvor mere eller mindre latente konflikter og kendetegn derfor blev tvunget så langt frem, at menige danskere ofte måtte forholde sig til dem, i tanke eller i handling.

Et godt eksempel er det parlamentariske demokrati, som vi kender det: Det har været grundfæstet siden 1849 og 1901, ja, men endnu sidst i 1930erne var det stærkt omdiskuteret. Det var det ikke længere i 1945. Besættelsen og konfrontationen med demokratiets fjende; diktaturet, havde afgjort sagen. Men hvordan forløb denne proces?

Det er bare ét af en mængde spørgsmål, man kan komme meget tæt på at besvare, ud fra den viden, der er opbygget. Vi vil ikke nå et definitivt svar - det gør man ikke i historien - men vi kan diskutere på et ganske kvalificeret grundlag.

Sagen er med andre ord, at vi med den mægtige fond af viden om besættelsestiden, den stribe ny forskning, der hele tiden finder sted, og de nye spørgsmål, der bliver ved at dukke op, kan lave analyser på kryds og tværs af det danske samfund i årene 1940-45, som man ikke tilnærmelsesvis kan gøre det med andre perioder af danmarkshistorien. Derfor - også derfor - er besættelsestiden interessant.

En samlet fortælling om Danmark under besættelsen

Den meget omfattende udforskning af besættelsestiden har imidlertid også betydet en vældig specialisering, samtidig med at det ikke er blevet nemmere at overskue den store mængde litteratur. I årtier var der ikke rigtig nogen, der ville binde an med en samlet historie om besættelsestiden, skønt alle kunne se, at der manglede en samlet fortolkning; en syntese.

Det var det, vi ville råde bod på, da vi fire - Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jakob Sørensen, en stormomsust og iskold weekend i februar 2004 mødtes i Esbjerg for at tage hul på opgaven.

Da vi i foråret 2005 udsendte 'Danmark besat - Krig og hverdag 1940-45', var det faktisk første gang siden slutningen af 1940'erne, at nogen havde turdet give sig i kast med en sådan samlet fortælling om Danmark under besættelsen.

Ikke en isoleret parentes

Vi ville lave en sammenhængende fremstilling af 'De fem onde år', som knyttede trådene sammen fra krigsudviklingen og storpolitikken, over samlingsregeringen på Christiansborg, den økonomiske udvikling og samarbejdspolitikken, til den tyske politik og modstandskampen, og helt ned på lokalt plan til landmanden i Hjortkær og den lærerstuderende i Ribe.

Samtidig ville vi slå en pointe fast: At besættelsestidens udvikling, begivenheder og konflikter ikke længere bør betragtes som en parentes i en meget anderledes historisk udvikling, men tværtimod som resultatet af den udvikling, der gik forud, og med konsekvenser, der rakte langt ind i eftertiden; ofte helt til i dag.

Vores bog blev godt modtaget og er siden indgået som fast læsestof ved mange uddannelser og besættelseskurser. En 2. udgave kunne derfor allerede udsendes i 2006, og for et års tid siden besluttede vi os for at udsende en 3., revideret udgave.

Besættelsestiden lever i bedste velgående

Skønt det de senere år jævnligt er blevet erklæret, at besættelsestiden nu er 'død' eller 'på vej ud', har udviklingen nemlig vist noget andet. Strømmen af ny forskning og litteratur om besættelsestiden er simpelthen fortsat. Nye områder bliver udforsket, og vigtige personer fra dengang får skrevet deres biografi.

Der var med andre ord al mulig grund til at følge op på sagen med en ny udgave, som uddybede og nuancerede billedet. Og om nogle år vil vi sikkert kunne skrive det samme, når vi skriver 4.udgaven!

Hermed er besættelsesbloggen nået til vejs ende.

Mange af de temaer og problemer, vi har blogget om, er behandlet og uddybet i bogen, og besættelsesbloggen har givet os lejlighed til at diskutere med mange af vores læsere. Vi håber, at vores besættelsesblog har fulgt 3.udgaven til dørs på en interessant måde.

Det har været sjovt at være med.

Tak for denne gang!

Joachim Lund

Niels Wium Olesen

Jakob Sørensen

 

Scavenius og de russiske krigsfanger

Scavenius beholdt sin frygløshed og det satiriske bid i selskab med nazisterne, her Werner Best. (Foto: Frihedsmuseet)

Erik Scavenius' frygtløshed og knivskarpe ironi er legendarisk blandt historikere.

I mit sidste blog-indlæg gav jeg et eksempel på, hvor højt bølgerne kunne gå under regeringsmøderne, når Scavenius' politik var til debat.

Tonen kunne være hård og uforsonlig. Imidlertid havde udenrigs- og (fra november 1942) statsminister Erik Scavenius i sidste ende regeringens opbakning.

Ingen ledende politiker turde tage ansvaret for et brud med besættelsesmagten. Det ville være ensbetydende med at overlade tøjlerne til tysk undertrykkelse og opgive det skjold for befolkningen, dansk forvaltning trods alt udgjorde.

Forskningen har da også for længst rehabiliteret manden, som endte sine dage i 1962, udskældt og foragtet. Scavenius var ingen landsforræder.

Pessimist, realist eller diplomat?

Hans politik var ganske vist pessimistisk. 'Realistisk', ville han selv have kaldt det. Det var en politik, der indrettede sig efter, at Tyskland var Europas stærkeste magt, havde besat Danmark og i realiteten kunne gøre med det lille land, hvad det ville.

Ud fra denne forudsætning udnyttede han sine eminente diplomatiske evner til bristepunktet. Et klassisk eksempel på Scavenius' uforfærdede holdning var da regeringen i november 1941 blev tvunget til at sende ham til Berlin for at underskrive Antikominternpagten på Danmarks vegne.

Sammenholdet under pres

Den oprindelige tysk-japanske pagt fra 1936 var vendt mod 'Verdenskommunismen', som man kaldte det. Senere havde bl.a. Italien, Spanien og Ungarn tilsluttet sig, og hvis Danmark skrev under, ville man med andre ord komme i storpolitisk selskab med aksemagterne og deres allierede - et selskab, hverken regeringen eller de fleste danskere ønskede at udbygge mere end højst nødvendigt.

Scavenius mente, man burde sige ja med det samme, for ikke at miste den goodwill, man ville høste i Berlin med en hurtig tilslutning. Men de øvrige ministre ville ikke være med til dette brud på dansk neutralitet, og det kom derfor til lange og opslidende forhandlinger i regeringen. Danmarks accept trak ud.

Først da Stauning fik banket sine egne partiministre på plads og man var blevet enige om trafikminister Gunnar Larsens forslag om fire forbehold, lykkedes det at nå til enighed.

Regeringen havde erkendt, at det var vigtigst at stå sammen. Det hjalp også tingene på gled, at den tyske udenrigsminister Ribbentrop havde ringet og truet med at opsige fredsbesættelsen, og at Værnemagten i København var trådt i alarmberedskab.

Nervekrig i Berlin

Nu drog Scavenius til Berlin med fire forbehold i bagagen, som blandt andet slog fast, at pagten ikke kunne betyde dansk krigsdeltagelse. Under togrejsen via Gedser-Warnemünde blev det imidlertid meddelt, at tyskerne alligevel ikke havde tænkt sig at acceptere forbeholdene i deres oprindelige form. Den danske regering måtte acceptere at medvirke til bekæmpelsen af kommunismen på alle måder - også militære.

Nu indledtes en nervekrig på Hotel Bristol, hvor den danske delegation blev indlogeret, beskyttet - eller overvåget - af en særlig deling SS'ere. Undertegnelsesceremonien skulle finde sted dagen efter, den 25. november, kl. 12.30. Hele natten forhandlede Scavenius med den tyske gesandt Renthe-Fink, som var rejst med fra København.

De tyske værter var forbløffede over danskernes stædighed og frygtede at tabe ansigt, og presset var voldsomt. Under forhandlingerne var Renthe-Fink i telefonisk kontakt med sit udenrigsministerium, hvis direktør, von Weizsäcker, i sine erindringer beretter, hvordan en rasende von Ribbentrop på et tidspunkt forlangte Scavenius arresteret.

Samarbejdspolitik affødte modstand

Det lykkedes Scavenius - under trussel om at udeblive fra undertegnelsesceremonien - at bevare de fire forbehold i lettere ændret form. Personlig havde han været imod dem, men dette var hans mandat.

Til gengæld nedlagde tyskerne forbud mod at offentliggøre tillægsprotokollen, og Scavenius kunne derfor vende tilbage til København og de første voldsomme demonstrationer imod regeringens samarbejdspolitik.

Paradoksalt nok havde Danmarks undertegnelse af Antikominternpagten pustet til den gryende modstand, skønt man altså netop havde forhindret udskrivningen af danske soldater til østfronten.

En fisk på land i rigskancelliet

Scavenius selv brød sig ikke om det tyske propagandacirkus. Et øjenvidne, den italienske udenrigsminister Ciano, betroede sin dagbog, hvordan deltagernes adfærd vekslede fra "den slovakiske præsidents højtidelige entusiasme til den danske ministers afmålte korrekthed.

»Hans indifference med hensyn til hvad han hørte og sagde, afveg ligeså meget som hans påklædning gjorde det fra SS-uniformerne (...)«

Scavenius lignede en fisk, der er trukket på land, skrev Ciano. 'Nationaltidende's korrespondent, Jacob Kronika, skrev senere: »I Rigskancelliets gallasal genså jeg ham. Atter med en aldeles uimponeret holdning midt i al denne pomp og pragt. Indesluttet, villet isoleret, kold, let ironisk.«

Goebbels til bords

Om aftenen, efter undertegnelsesceremonien, var alle de udenlandske gæster inviteret til gallamiddag i Rigskancelliet, Hitlers residens i Wilhelmstrasse. Scavenius fik den tvivlsomme ære at sidde ved siden af Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels. Goebbels noterede bagefter i sin dagbog:

»Jeg sidder ved siden af danskeren. Han er den mindst pålidelige i skaren, og jeg gør mig derfor al mulig umage for at bearbejde ham af alle kræfter. Men på ham er al umage spildt (...) han repræsenterer et standpunkt, der aldrig vil kunne forenes med vort; ham kan man kun imponere med magt, ikke med argumenter.«

Ja, Scavenius var ganske uimponeret. Den 26. november var han sammen med de øvrige delegationsledere til te hos Göring - her fik Scavenius, direkte adspurgt, lejlighed til at fremføre, at der i Danmark ikke fandtes noget jødeproblem.

Frygtløs satire

Kl. 1 natten til den 27. november blev Scavenius modtaget af samme Ribbentrop, der få timer forinden i sit ministerium havde raset mod den danske minister. De natlige seancer i Berlin har givetvis været barske for den 64-årige udenrigsminister.

Men han benyttede alle pauser i Ribbentrops talestrøm til at forklare den særlige danske situation og forsyne den tyske udenrigsminister med argumenter for at bevare fredsbesættelsen i Danmark.

Og så kunne han alligevel ikke lade være med give sarkasmen frit løb. Det skete, da Ribbentrop omtalte de hundredetusinder af russiske krigsfanger, der efterhånden sad i tyske lejre. Det var de rene barbarer, disse slaviske undermennesker. De spiste hinanden! »Af sult, deres excellence?« svarede Scavenius.

Statsmand af format

Dagen efter mødte han Hitler to gange; først til frokost med de andre udenlandske repræsentanter, og kl. 20 i audiens. Det sidste møde blev dog afviklet i form af en af 'Førerens' så velkendte monologer, hvor gæsten ikke fik et ord indført.

Hitler lagde ud med at forveksle Scavenius med den nye danske Berlin-gesandt, O.C. Mohr, som også var med. Belevent spurgte han, om gesandten havde levet sig ind i forholdene her? - hvortil Scavenius med sædvanlig ironi svarede: »Ja, det må jeg sige, det har virkelig været en oplevelse!«

Ifølge O.C. Mohr, som fulgte Scavenius under hele forløbet i Berlin, blev den danske udenrigsmininster i det tyske udenrigsministerium bagefter omtalt som »den eneste statsmand af format« blandt alle de udenlandske gæster.

 

De forbudte bøger

Her forsiden af en illegal bestseller: John Steinbecks 'Månen er gået ned' med passende dramatisk forside. (Foto: Det Kgl. Bibliotek)

I den seneste tid har medierne flydt over med historien om jægersoldaten Thomas Rathsack.

I hans bog 'Jæger - i krig med eliten' kom han tilsyneladende til at fortælle lige lovligt meget om jægerkorpsets fremgangsmåde i Afghanistan. Men Rathsacks historie fra fronten er ikke blevet undertrykt og kan nu med god samvittighed købes hos boghandlerne.

Det er naturligvis langt fra første gang, en bog har skabt debat. Kigger man på besættelsestiden, er der ganske mange interessante fortilfælde, når emnet er hemmelige og - i bogstavelig forstand - sprængfarlige bøger. Her kommer historien om et par af dem.

Friere medier i Danmark

Som i de andre besatte lande, var de illegale blade en af de første organiserede modstandsformer, der voksede frem. De illegale blade i Danmark var på indholdssiden anderledes end for eksempel illegale blade i Polen eller Norge. I de fleste andre besatte lande var nyhedsmedierne nemlig betydeligt mere styret af besættelsesmagten end tilfældet var i Danmark.

Vi kunne frit høre svensk eller engelsk radio - selvom de fleste troede, det var forbudt - og via disse medier kunne man få en nogenlunde fri nyhedsdækning. De illegale blade i Danmark var derfor ikke præget af nyheder, men i stedet helliget argumenterne for modstand. Den slags var ikke nær så nødvendigt i Polen eller Frankrig.

Hvad man også gjorde var at trykke illegale bøger. John Steinbecks roman om et besat land 'Månen er skjult' udkom således illegalt med titlen 'Månen er gået ned' og overskuddet gik til udgifterne til modstandskampen. En illegal sællert. Under besættelsen læste danskerne som aldrig før - udlån på bibliotekerne sted fra 12 millioner bind i 1939 til 16 millioner i 1945 - og noget af det, man læste, var altså de illegale bøger.

'Kogebogen'

Hvor illegale blade og bøger hørte til den 'lette' del af modstandsarbejdet, var sabotagen i den tunge ende. En af besættelsens bedst kendte bøger er således den såkaldte 'kogebog', som indeholdt opskrifter og anvisninger på alt fra jernbanesabotage til produktion af stinkbomber.

Oplysningerne var samlet af BOPA-manden Eigil Larsen, og kilderne var alt lige fra erfaringer fra tidligere Spaniensfrivillige til almindelige håndbøger om fysik og kemi. 'Kogebogen' blev først lavet i en lille udgave på 16 sider og kopieret i 5-7 eksemplarer i sommeren 1942, senere kom en større version i fem eksemplarer.

'Kogebogen' indeholdt i sin endelige form hundredvis af opskrifter på sprængstoffer og anvendelse af dem. Mildt sagt en sprængfarlig, illegal bog.

'Bovrup-kartoteket'

Endelig er der en bog fra den tidlige efterkrigstid, som ligeledes var både illegal og stærkt kontroversiel, nemlig 'Bovrup-kartoteket' der udkom i 1946. Bogen indeholdt navnene på 28.000 tidligere medlemmer af det danske nazistparti, og var opkaldt efter Bovrup, hvor bevægelsen havde hovedkvarter.

Partiets medlemskartotek var blevet beslaglagt af modstandsbevægelsen ved befrielsen og indeholdt mange oplysninger. Navnelisterne informerede for eksempel om bopæl og tidspunkt for indmeldelse (men ikke udmeldelse) og udleverede med andre ord de danske nazister. Med bogen i hånden kunne man så se hvem i byen, der havde været på den forkerte side, hvis man altså ikke allerede vidste det.

Bag udgivelsen stod tidligere - anonyme - modstandsfolk, og det er svært ikke at tolke udgivelsen som et ønske om, at også de mindste fisk skulle straffes; ikke ved landets domstole, men ved gadens parlament.

Hos landssvigerne findes der dog også en række eksempler på, hvor svært det var at finde tilbage til en normal tilværelse efter krige og f.eks. drive forretning, når rygtet om ens politiske fortid hele tiden rejste med og fik kunderne til at fordufte.

Bøger gør en forskel

De illegale bøger 'Kogebogen' og 'Bovrup-kartoteket' er eksempler på kontroversielle bøger fra krigens tid, bøger som hver i sær skabte forandringer i samfundet på meget håndgribelig vis og på godt og ondt, hvad enten det betød penge til modstandskampen, effektivisering af sabotagen eller afdækning af, hvem der havde været nazister.

Så bøger kan bestemt forandre verden. Spørgsmålet er nok i denne sammenhæng, om Thomas Rathsacks bog - trods alt - har samme potentiale, som de her nævnte.

 

Krigen udviklede det moderne danske fiskeri

Det er almindeligt kendt, at dansk landbrug i stor stil producerede fødevarer til det nazistiske Tyskland under Anden Verdenskrig. Noget mindre kendt er, at det gjorde det danske havfiskeri også.

Tværtimod har fiskerne med betydeligt held præget branchens eftermæle ved at lægge vægt en slags martyrium som følge af de tab af menneskeliv, minesprængninger og beskydning fra luften førte med sig.

Danske havfiskere fangede utallige fisk under krigen og solgte dem til tyskerne. (Foto: Colourbox)

Nu er der ikke nødvendigvis noget odiøst i, at en branche handlede med tyskerne under krigen. Sagen er jo, at hele det danske samfund var afhængig af økonomisk samarbejde med Tyskland - alternativet havde været et totalt sammenbrud for dansk økonomi og dermed efter alt at dømme også et totalt sammenbrud for det samfund, der skabte rammerne for hverdagen og en relativ tryghed for danskerne under krigen.

Problemet med det martyrium, som fiskerierhvervet dygtigt fik formidlet efter krigen, er, at det står i vejen for en grundlæggende forståelse af erhvervets vilkår og betydning under krigen.

Det havgående fiskeri, som stod for langt størstedelen af fangsterne, blev voldsomt præget af sø- og luftkrigen og af den brændstofsmangel, som var en naturlig konsekvens af krigen i almindelighed. Tyskland lagde miner ud i danske farvande og satte begrænsninger for i hvilke dele af Nordsøen og de indre farvande, der måtte fiskes i. Overskred danske fiskere disse begrænsninger, løb de ikke kun risiko for minesprængning, men også for at blive beskudt af Luftwaffe.

Men krigen førte ikke kun farer og besværligheder med sig. For besættelsesmagten var interesseret i at importere fiskernes fangster og forsynede derfor også fiskerne med dieselolie til kutterne.

Krigen betød, at danske fiskere var de eneste i hele Nordsøen. De krigsførende lande havde andet at bruge deres fartøjer til. De norske fiskere var med den tyske minering af Skagerrak afskåret fra at fiske i Nordsøen, og nederlandske, belgiske, spanske og franske fiskere, som tidligere havde aflagt farvandet besøg, var forhindret af de stærke militære interesser, tyske som britiske, knyttet til Den Engelske Kanal.

Dansk fiskeri gik derfor allerede i sommeren 1940 ind i en hidtil aldrig oplevet højkonjunktur. Rekordlaster blev hevet i land, solgt på fiskeauktionen, som man plejede, og kørt på lastbiler til nordtyske byer. I forhold til 1930'erne mere end fordobledes fangsterne og den samlede eksport (i ton). I 1943 var der endda tale om en tredobling. Fiskeeksporten (i ton) til Tyskland femdobledes. Under besættelsen udgjorde den omkring 60% af den samlede fangst og androg en værdi af 549 mio. kr.

Indtægtsstigningerne fandt sted på alle niveauer i erhvervet: på kutteren og i fiskeriets landbaserede virksomheder. Og stigningerne tilfaldt høj som lav, men med en tendens til større procentvise stigninger i de højere indtægtsgrupper. Blandt eksportører og skippere opnåedes således generelle indtægtsforøgelser på 300-400% i forhold til før krigen.

Af de store indtægter skabtes store formuer. I landets dengang største fiskeriby, Esbjerg, førte det fra 1940 til 1945 til en forøgelse af kutterflåden på over 40%. Krigsformuerne var et afgørende bidrag til erhvervets fornyelse efter krigen hen imod det teknologi- og investeringskrævende industrifiskeri.

På grund af brændstofmanglen måtte kutterne ofte forblive i havn. Togterne var derfor færre og kortere, men på grund af de gode fangst- og afsætningsmuligheder var det alligevel muligt markant at forøge omsætningen i erhvervet. De færre og kortere togter bevirkede, at erhvervets tab af menneskeliv på havet, trods nye farer, var på omkring samme niveau som før krigen. Med de gode indtjeninger og brændstofknapheden formindskedes tilskyndelsen til at tage på togt i dårligt vejr. 198 fiskere mistede livet under krigen. De fleste ofre skyldtes ikke som før krigen dårligt vejr, men minesprængninger.

Britiske embedsmænd, som analyserede den krigsøkonomiske situation, var opmærksomme på dansk fiskeris betydning for tysk fødevareforsyning. I en rapport fra krigens første år konkluderede de således om danske fiskere, at det 'vides med sikkerhed, at de fisker direkte til fordel for tyskerne'. Derfor skulle kutterne angribes fra fly for at fratage mandskabet lysten til at udøve deres erhverv. Denne hårde britiske kurs praktiseredes dog sjældent efter 1943, da Storbritannien med henblik på efterkrigstiden prioriterede at fremme et godt forhold til Danmark.

Ser man isoleret på krigen udgjorde dansk havfiskeri under besættelsen altså først og fremmest et tilskud til den tyske krigsøkonomi. Ser vi fiskeriets situation under krigen i en større sammenhæng, så førte de store fangster til en markant udvikling af erhvervet i retning af industrifiskeriet, som dominerede havfiskeriet særlig fra midten af 1950'erne og op til indtil for 10-15 år siden. Dette investeringskrævende industrifiskeri kunne kun udvikles i kraft af de store indtjeninger, som de stærkt forbedrede fangst- og afsætningsmuligheder under krigen gav fiskeriet.

Hårdt trukket op kan vi altså konkludere, at det var Hitlers krig, der førte til udviklingen af det moderne danske fiskeri.

Scavenius, nathuerne og nikkedukkerne

Erik Julius Christian Scavenius (1877-1962) var berygtet for sine vredesudbrud.

Han afløste Peter Munch som udenrigsminister i juli 1940, fordi mange anså den trænede diplomat for at være bedst egnet til at føre landet så uskadt som muligt gennem krigen, ligesom han havde gjort det under den første verdenskrig.

Da Scavenius to år senere, i november 1942, blev udnævnt til statsminister, var det til gengæld efter tysk pres. Besættelsesmagten var ligeså interesseret i at opretholde kollaborationen som den danske regering var det, og Scavenius var i Berlins øjne den bedste garant for, at der var ro i den danske befolkning og omkring de danske fødevareleverancer.

Scavenius' aktive samarbejdspolitik er altid blevet kritiseret for at være for eftergivende over for tyske krav, ja nærmest opgivende. Og der er da næppe tvivl om, at han var pessimistisk anlagt hvad angik småstaten Danmarks overlevelsesmuligheder under tysk herredømme. Men opgivet havde han ikke.

På regeringsmøder tog kollegerne ofte afstand fra en alt for aktiv tilnærmelsespolitik, og det slog ofte gnister. Sammenstødene endte gerne med, at Scavenius slog i bordet, erklærede at han var færdig som minister, forlod mødet og smækkede med døren - hvorpå man måtte haste efter ham og bede ham blive.

Den senere statsminister Knud Kristensen beretter i sine erindringer, hvordan den temperamentsfulde Scavenius kunne finde på at kalde sine ministerkolleger for "nathuer", "nikkedukker" (stærke udtryk i tiden!) og "mænd, der ikke turde tage den stilling, de anså for at være rigtig, af hensyn til stemningen, til vælgerne, til mandaterne".

De primære kilder er ikke nærige, når det kommer til underholdende citater fra den iltre udenrigsminister - men kilderne refererer forskelligt, alt efter hvordan de opfattede Scavenius.

Den 16. maj 1942 diskuterede regeringen, om man skulle følge udenrigsministerens anbefaling og gøre Østrumudvalget til et officielt regeringsudvalg - og dermed sanktionere forsøget på at genetablere danske erhvervsinteresser i det tyskbesatte USSR.

Visse ministre mente, det nu gik for vidt. Ifølge Gunnar Larsen, Scavenius' trofaste støtte, svarede udenrigsministeren, at det var ham, der havde forstand på udenrigspolitikken, og hvis de andre ikke ville forstå dette, ville han ikke være med længere.

P. Munch, som forholdt sig mere distanceret til Scavenius' politik, var ikke medlem af regeringen og havde sine oplysninger på 2. hånd. Ifølge Munch havde udenrigsministeren forladt mødet med erklæringen, at "han kunne ikke sidde her og forhandle med dette ministerium, der var imod alt, hvad han foreslog".

Vi kommer endnu tættere på Scavenius' vredesudbrud, hvis vi følger den konservative handelsminister Halfdan Hendriksen, som refererer næsten ordret, hvad der blev sagt - hvis vi da ellers kan stole på ham: Hendriksen var nemlig Sacvenius-modstander - og i dette tilfælde den anden part i diskussionen.

Hendriksen: "Erhvervsorganisationerne bør være repræsenteret [i Østrumudvalget]." Scavenius: "Pjat." Hendriksen: "Ja, det er De jo en kender af." Scavenius: "Jeg vil satan gale mig ikke finde mig i disse organisationsformænd!" Buhl [statsminister]: "Nu må De forholde Dem rolig." Bording [landbrugsminister]: "Enig med Hendriksen." Scavenius: "Nu vil jeg fanden brøle mig ikke finde mig i mere. Jeg vil ud af dette rådne ministerium!" (går).

Men Scavenius kom tilbage. Han havde i sidste ende regeringens opbakning. Ingen ledende politiker kunne se noget reelt alternativ til samarbejdspolitikken og et tåleligt forhold til besættelsesmagten. Der er ingen tvivl om, at han spillede sine kort så godt, han mente man kunne i den givne situation.

I mit næste blogindlæg skal jeg give et eksempel på dette - og samtidig bringe endnu et godbid fra den scavenianske sarkasmes skatkammer.

 

Dæknavnene var både sikre og dristige

Her ses "Johnny" og "Uffe" fra BOPA i dagene efter befrielsen.

Et af besættelsens mange særlige fænomener var dæknavnet. I modstandsbevægelsen var fænomenet udbredt, men skjulte sin identitet gennem et alias, som gerne skulle bidrage til at skabe en øget sikkerhed.

Historikeren Esben Kjeldbæk har i sin fremragende bog om sabotageorganisationen BOPA beskrevet fænomenet og peger på forskellige typer af dæknavne, nemlig brug af fornavn i stedet for fuldt navn, et øgenavn, initialer, selvvalgt fornavn eller efternavn og endelig en komplet falsk identitet.

Flammen fik sit dæknavn grundet resultatet af en mislykket hårfarvning, og Citronen fik sit, fordi han havde arbejdet hos Citröen - faktisk kendes han også som Citröen-Schmith.

Dæknavne var naturligvis praktiske og sikrede folkene en vis grad af anonymitet - også de, der valgte at gå under deres fornavn, kunne forsvinde i mængden af Poul, Per og Jørgen.

Nogle dæknavne havde besynderlige forhistorier. Villy Olsen fra BOPA var kendt som "O.D.", hvilket førte tilbage til hans tid som spaniensfrivillig, hvor han konsekvent havde underskrevet sig "Olsen, Danmark". En anden BOPA-mand med fortid som spaniensfrivillig, Henry Jacobsen, var også kendt som "Spaniens Henry".

I den anden store modstandsgruppe Holger Danske ses samme mønster. Her hørte Flammen og Citronen til, men også "Tykke Niels", "Lange Jens Hansen", "Frk. Lange" og "Blodgeneralen" - sidstnævnte refererede til indehaverens fortid som medlem af en militant DSU-gruppe på Vesterbro.

Og så er der de navne, der vækker opsigt på den ene eller anden måde. Det forekommer unægtelig som en udfordring af skæbnen at leve illegalt som "Aksel Larsen" - den kendte leder af DKP, og det er direkte opsigtsvækkende, at Stephan Kehler, også en Holger Danske-mand, gik under dæknavnet "Stikker".

Sikkert er det, at dæknavnene var en stor det af modstandsfolkenes sikkerhed og identitet, så stor at flere af dem, der endnu lever stadig, mellem kammerater går under de navne, de brugte under krigen.

Bogaktuelle Gunnar Dyrberg hedder således aldrig andet end "Herman", når han er blandt kolleger fra Holger Danske, og Hugo Horwitz fra BOPA er blevet kaldt ved sit dæknavn "Uffe" siden krigen af alle andre end hans søster. Navne hænger ved og har betydning, ingen tvivl om det.

 

Samarbejde under besættelsen er en myte

Den danske regering og modstandsbevægelsen var langt fra enige, selvom politikerne i eftertiden har tegnet et billede af fællesskab med modstandsbevægelsen.

Med det politiske system i spidsen var det officielle Danmark i størstedelen af besættelsen imod, for ikke at sige i kamp mod modstandsbevægelsen.

Det var dog ikke den historie, man fortalte i offentligheden i årene efter befrielsen eller lærte om i skolen.

I stedet hed det, at den politiske verden og den illegale havde stået sammen i kampen mod tyskerne.

Man talte i den forbindelse blandt andet om "den legale modstand" og "den illegale modstand". Endnu i dag har mange ikke gjort sig det faktum klart, at det politiske system og modstanden var i kamp, og endnu færre ved, hvordan det egentlig kunne lade sig gøre, at myten om "det store sammenhold" blev dominerende i flere årtier efter krigen.

Her følger en kort forklaring på et ellers meget kompliceret forhold:

LÆS OGSÅ

Stikkertalen - eller hvad enhver statsminister var nødt til at sige? Den blanke stemme som aktiv handling Demokratiet under pres

Fra 9. april indtil 29. august 1943 blev Danmark regeret af en samlingsregering bestående af de fire store partier: Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Regeringen kunne kun være regering, hvis den kunne sikre ro og orden i landet. Det ville blandt andet sige at holde modstandsbevægelsen nede og forhindre den i at genere den tyske besættelsesmagt.

Hvis regeringen ikke kunne forhindre modstand, ville besættelsesmagten selv overtage den totale styring af landet. Derfor bekæmpede regeringen - med politiet som sit redskab - modstandsbevægelsen, der indtil august 1943 overvejende bestod af illegale kommunister og national-konservative kredse i opposition til parlamentarismen.

Fra regeringens side handlede det om at afskærme befolkningen fra krigens ulykker, og at bevare så meget som muligt af de demokratiske institutioner intakte.

Tilnærmelser

Ganske vist skete der efter august 1943 - i skjul og uden manges vidende - en tilnærmelse mellem modstandsbevægelsen og de politiske partiers ledelser, særlig Socialdemokratiets og De Konservatives.

Måske nok fordi man nu kunne blive enige om flere ting end tidligere, og bestemt også fordi modstandsbevægelsen nu også bestod af folk fra de fire store partier, her igen først og fremmest Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti.

Men først og fremmest var motivet i den socialdemokratiske og den konservative partiledelse at få kontrol med modstandsbevægelsen og også gerne blive identificeret med den. Kontrollen for at sikre, at der ikke blev lavet narrestreger med modstandsbevægelsens våben - fx i form at et eventuelt kommunistisk kup, som var frygten hos især socialdemokraterne.

At blive identificeret med modstandsbevægelsen skulle tjene til, at de politiske partier skulle få noget af den sejrsglorie, som man i løbet af 1944 kunne forudsige ville omhylde modstandsbevægelsen, når befrielsen kom.

Befrielsesregeringen

Man nåede i april 1945 frem til et kompromis mellem de gamle politiske partier og modstandsbevægelsen om at danne en fælles overgangsregering. Det var den såkaldte befrielsesregering, som var i funktion fra 5. maj til 30. oktober 1945, under socialdemokraten Vilhelm Buhls ledelse.

Dermed havde politikerne opnået en del: De havde fået kontrol med modstandsbevægelsen, som nu var under militærets og dermed i sidste ende også regeringens kommando.

De havde også opnået at blive identificeret med modstandsbevægelsen, hvis ministre i dagene efter befrielsen ved flere lejligheder talte om det gode sammenhold, der illegalt under besættelsen havde været mellem politikerne og modstandsbevægelsen.

Det sidste var bestemt et skønmaleri, men det gavnede regeringssamarbejdet at fremstille regeringen i offentligheden som enig.

Da man nåede længere hen på sommeren, blev politikerne - igen var det først og fremmest socialdemokraterne og de konservative - stadigt mere modige, og nu veg de ikke tilbage for, i avisartikler og på politiske møder rundt om i landet, direkte at tage hovedæren for modstandskampen.

Således sagde den konservative Aksel Møller i juni 1945, at han og partifællen Ole Bjørn Kraft samt socialdemokraterne Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft og H.C. Hansen reelt havde været "modstandsbevægelsens hjernetrust".

Politikerne tog æren for modstandskampen

Det var mildt sagt en overdrivelse, og uden tvivl også et politisk fejltrin, for nu gik ledende modstandsfolk til modangreb og brød dermed endegyldigt med borgfreden mellem de to fløje i befrielsesregeringen: Modstandsbevægelsens ministre og de fire store politiske partier.

Politikerne blev nu beskyldt for løgn, for at smykke sig med lånte fjer, for at træde på de døde i modstandskampen osv.

Debatten var hård og nådesløs, men de politiske partier havde en fordel ved at have kontrol med størstedelen af pressen, der dengang var tæt knyttet til de politiske partier.

Hvem vandt modstandskampen?

Medlem af Frihedsrådet Frode Jakobsen, der også var medlem af befrielsesregeringen og i øvrigt socialdemokrat, manede dog til besindighed i modstandsbevægelsens rækker. Det skete i en artikel i dagbladet Information i oktober 1945. Her sagde han:

"Vi må hellere finde os i, at der fra politisk side prales med en indsats, som ikke svarer til virkeligheden, men hvorved dog frihedskampen gøres til noget positivt, frem for at gøre politikerne til modstandere af frihedskampen, så de kun bliver interesserede i at reducere den."

Man kunne oversætte Jakobsens ord til mere direkte dansk: "Lad dem, politikerne, blot tale. Jo mere de gør det, des mere giver de os ret. For hvis politikerne forsøger sig at fremstille sig selv som modstandsfolk, så er det vel fordi modstandssynspunktet var det rigtige og samarbejdspolitikken var forkert."

Det gik faktisk, som Frode Jakobsen sagde. Selvom politikerne nok fik magten, fik modstandskampen æren. Historikeren Henrik Lundbak har formuleret det således: Modstanden vandt ideologisk, mens politikerne vandt institutionelt.

Alle blev således enige om, at modstandsynspunktet var rigtigt, mens ingen rigtig ville tage ansvaret for samarbejdspolitikken. Dermed var myten om "det forenede Danmark i kamp" skabt.

Mangler den danske Bonde Fædrelandssind?

Kommunisterne ville have kaldt det klassekamp. Andre ville foretrække "sociale konflikter" eller lignende. Modsætningen mellem de to store økonomiske kulturer - landbrugskulturen og industrikulturen - er uomgængelig, når man skal forklare de brydninger, det danske samfund måtte igennem under besættelsen. Besættelsen forstærkede dem, men den var ikke årsag til dem.

Forsiden af landbonummeret af Folk og Frihed, april 1944.

Konflikten mellem land og by har skåret sig gennem den nyere danmarkshistorie siden industrialiseringen. Politisk kan den kendes som kampen mellem Venstre og Socialdemokratiet.

Under besættelsen boede langt de fleste mennesker på landet eller i mindre provinsbyer, og de mere end 200.000 landbrug - 10 gange flere end i dag - udgjorde rygraden i landets livsvigtige eksportindtægter.

For landbefolkningen stod bykulturen som noget uoverskueligt, moderne og ofte dekadent, hvor en doven ungdom med samfundsnedbrydende ideologier sløsede sin tid bort på understøttelse, mens man selv knoklede på fra morgen til aften. Bybefolkningen så lige så ofte ned på landbrugerne, som for mange repræsenterede en forældet livsform, hvor enhver var sig selv nærmest.

Overskriften på dette blogindlæg er hentet fra det illegale blad Folk og Frihed i april 1944. Bladet udkom fra sidst i 1943 og var redigeret af Bente Hammerich og Aksel Heltoft indtil deres arrestation i december 1944, hvorpå det blev videreført af andre.

Bladet var præget af en grundig og saglig argumentation imod samarbejdspolitikken, og de fleste bidragydere var intellektuelle såsom K.E. Løgstrup, Vilhelm la Cour, Mogens Fog og forfattere som Halfdan Rasmussen, Morten Nielsen og Martin A. Hansen.

Folk og Friheds aprilnummer var et såkaldt "Landbonummer". Man havde besluttet sig for at se nærmere på landmændenes rolle i Danmark under indtryk af besættelsen. Det var en offentlig hemmelighed, at bønderne producerede fødevarer til Tyskland i overflod, og at de oven i købet tjente gode penge på det.

Mens industriarbejdernes realløn faldt med ca. 20 % de første par år af besættelsen, var de store og mellemstore landbrugs indtægter steget i takt med at tyskerne, for at fremme produktionslysten, betalte mere og mere for landbrugsvarerne. Arbejdsløse blev aktiveret som landbrugsmedhjælpere, ofte under dårlige løn- og arbejdsforhold.

Dertil kom den udbredte nationalt-moralske forargelse over, at der var nogen der berigede sig ved at handle med besættelsesmagten. Den kendte avistegner Bo Bojesen slog hovedet på sømmet, da han i marts 1945 fik trykt en tegning af en overvægtig landmand med pengesæk på ryggen og ridende på et slagtesvin, altsammen båret oppe af almindelige, hårdt belastede danske borgere.

I Folk og Friheds landbonummer fór man hårdt frem mod bønderne. Skønt der var undtagelser, var de negativt indstillet over for modstandskampen. De savnede national holdning og var udelukkende interesseret i materielle værdier. Forfatteren Martin A. Hansen fulgte op et halvt år senere, da han i bladets novembernummer rettede skytset mod bøndernes opportunisme, manglende realitetssans, kortsynede materialisme og "forsamlingshusåndelighed".

Han kritiserede bønderne for at fordømme og forarges over sabotagen og strejkerne, mens de sad bænket ved borde der bugnede af mad og sprut: "Man kunne godt mærke, der var noget, de skulle drikke og ture sig fra. De skulle døve (bedøve, red.) sig. Jeg tror, der var uro og dårlig samvittighed bagved." Martin A. Hansen er her citeret fra Ole Wivels biografi fra 1967.

Ingen tvivl om, at der var stor bitterhed mellem by og land. Bønderne mente, de blev kompenseret for de store tab, de havde lidt under 1930rnes krise. I byerne havde man kun foragt til overs for de griske bønder. De politiske overtoner i form af modstand eller mangelen på samme i.f.t. besættelsesmagten forsurede stemningen og lagde grunden til et opgør - der aldrig kom.

 

Et retsgode for et andet - kan man det?

De danske kommunister måtte betale for, at det nazistiske diktatur ikke blev aktuelt. (Foto: Colourbox)

Der var i det store hele fred og ro i de første år af besættelsen. Danskerne adlød regeringens formaninger om ro og orden - og tyskerne fik fred, uden at det dog betød, at de decideret fik indtrykket af at være velkomne.

Ganske hurtigt viste det sig dog, at de tyske løfter om dansk politisk uafhængighed, som blev givet 9. april 1940, ikke skulle tages bogstaveligt.

Snart blev der stillet krav fra tysk side, som var meget ubehagelige at imødekomme for den danske regering. Men hvad var alternativet til at give efter, når Tyskland med sin overlegne militærmaskine reelt satte en pistol for tindingen af det danske samfund?

Det ville formentlig være, at det politiske system ville blive fejet ned af brættet med det resultat, at det danske nazistparti ville blive overgivet regeringsmagten. Hvem skulle så beskytte den danske befolkning med det brutale diktatur, ja hvem ville da sikre landets fortsatte eksistens?

Stillet over for dette dilemma var regeringen tilbøjelig til at give efter, for alternativet var meget værre. Men omkostningerne blev efterhånden store. Da Tyskland i juni 1941 angreb Sovjetunionen, krævede det, at danske myndigheder internerede ledende danske kommunister.

Dette krav blev opfyldt af frygt for, at regeringen ellers ville blive fjernet og erstattet med en nazistisk. Men resultatet var, at regeringen dermed også begik grundlovsbrud, da kommunistpartiet var et fuldt lovligt parti. De internerede blev heller ikke stillet for en dommer.

Som tiden gik, blev de indrømmelser, regeringen måtte give, større og større og i internationalt lys pinligere og pinligere. Det værste var, at med den tilsyneladende politiske uafhængighed, Danmark fortsat besad, havde den danske regerings handlinger et skær af frivillighed over sig.

Det var kun, hvis man så at sige kiggede godt efter, at man forstod, at regeringen og politikerne stod i et næsten uløseligt dilemma, hvor alternativet til eftergivenhed forekom meget værre.

Grundlovsbruddet juni 1941 kan juridisk set forsvares med nødretten. Man ofrede et retsgode for et andet. Og de danske kommunister måtte betale for, at resten af befolkningen kunne bevare den beskyttelse mod det nazistiske diktatur, som en dansk regering, et fungerende Folketing og et dansk retsvæsen var.

Nødret eller ej. Grundlovsbrud bør man ikke tage let på. Man skal dog være meget forsigtig med at komme med forhastede fordømmelser af den danske regerings handlinger - for presset, den var underlagt, var enormt. Ubestrideligt er det da også, at der var tale om at afværge en endnu større ulykke.

For den danske befolkning: at der blev indsat en eller anden form for diktatorisk styre, hvad enten det var i form af de danske nazister eller et direkte tysk militærdiktatur. For kommunisterne: at tyskerne selv ville have foretaget interneringerne, hvorved kommunisterne så var røget i tysk koncentrationslejr.

Men principper er vel principper, eller hvad?

Inden man svarer for sig selv, kan man overveje sine synspunkter i forhold til vore dages terrorbekæmpelse, udvisningspolitik osv. Politik er en nem sag, når valget står mellem en god og en dårlig løsning. Det hænder dog ofte, at man må vælge mellem mulige løsninger, der alle er meget slette.

Frit lejde gav fund af sjældent våben

Under krigen var det et stort problem for modstandsbevægelsen at skaffe våben. Danmark var et fredeligt samfund, og våben var ikke noget, borgerne lå inde med. De våben, man kunne skaffe, "organiserede" man typisk ved at stjæle fra militære depoter og den slags steder, men det var hverken nemt eller ufarligt.

I andre tilfælde stjal man pistoler fra tyskerne, eksempelvis ved at lænse deres jakker på cafeer og beværtninger. Med tiden kom våbennedkastningerne og blev sat i system, men en stor del af disse våben var afset til ventegrupperne og skulle derfor ikke anvendes før en befrielsessituation. Men så var yderligere en løsning: man kunne lave dem selv. I de sidste to år af kriges etableredes der flere mindre våbenfabrikker rundt om i København.

Danskeren Eigil Skov Jørgensen, som havde dæknavnet "Foss", var en af de mest kendte våbenproducenter under 2. verdenskrig. Han nåede at lægge navn til omkring 150 danske stenguns. (Foto: Frihedsmuseet)

Det var vanskeligt at lave våben, særligt piberne voldte kvaler, og ofte måtte man stjæle egnede piber hos Hærens Våbenarsenal. En af de kendte nye "våbenproducenter" var Eigil Skov Jørgensen med dæknavnet "Foss". Foss havde været medlem af Studenternes Efterretningstjeneste og siden hen Holger Danske. Gennem de sidste år af besættelsen producerede Foss omkring 150 danske stenguns til Holger Danske. En stengun var en uhyre simpel maskinpistol, som blev produceret i omkring fire millioner eksemplarer.

Den var lille og lod sig nemt skille ad og var derfor ideel for modstandsfolk, der havde behov for at skjule våben under frakken. På få sekunder kan man samle en stengun ved at klikke skæftet på, smække et magasin i siden, og så er maskinpistolen klar.

Når Foss fik lavet en stengun færdig på det illegale værksted, fik maskinpistolen stemplet et bogstav og et tal på. Alle Foss' stenguns bærer bogstavet "J" (for Jørgensen) og er nummereret 10.000 og nedefter, således har den anden stengun, han lavede, nummer J9999 og den tredje nummer J9998 og så videre.

Disse stenguns er særdeles sjældne i dag. En del gik tabt under krigen, en del er efterfølgende blevet smidt ud, destrueret eller gemt af vejen på loftet.
Under den seneste "frit lejde"-aktion, der stoppede for et par uger siden, fik Frihedsmuseet vanen tro en række våben ind. Før i tiden vadede man nærmest i våben, når der var frit lejde, i dag er det mere beskedent, hvad der kommer ind.

Vi fik nogle af de mere gængse pistoler, en svensk maskinpistol og lidt andet, men ikke noget særligt opsigtsvækkende eller sjældent. Men en dag fik indleveret en stengun med nummer J9997. Den blot fjerde stengun som Foss lavede.

Det er mig bekendt den næstældste af Foss' stenguns, vi kender til og for os, der interesserer os lige lovligt meget for den slags, er det et fantastisk fund - den slags der indebærer, at man åbner en god flaske rødvin til aftensmaden.

Andre - og vel nok de fleste - tager måske nok nyheden mere med ro, trods alt...