Om at læse tanker (Del 2)

Reklameplakaten for TV-serien True Blood, hvis hovedperson, Sookie Stackhouse, kan læse tanker.

En tilbagevendende pointe i litteraturen om 'problemet om det fremmedpsykiske' er denne:

Et kærligt blik indebærer ikke nødvendigvis en kærlig tanke.

At ikke alle, der ser glade ud faktisk er glade osv.

Med andre ord er kropslig adfærd (inklusive ansigtsudtryk) én ting, og bevidsthedstilstand noget ganske andet.

Folk forstiller sig nogle gange, hvad enten deres motiver er noble eller ej.

Det kan sagtens være, at vi er vældig gode til at fortolke andres adfærd. Men det er dog stadig netop kun adfærden, vi har adgang til, og ikke bevidsthedstilstandene selv.

Forskellen mellem Sookie Stackhouse i True Blood og alle os andre er netop, at Sookie har direkte adgang til det, der foregår inde i folks hoveder.

Kan tanker lyve?

Imidlertid må man her spørge, om Sookie egentlig er så fundamentalt anderledes stillet end os andre?

LÆS OGSÅ

Vampyrer og sex i alle variationer

Så længe folk omkring hende ikke ved, hvilke evner hun har, kan de selvfølgelig ikke gardere sig imod hendes særlige form for udspionering - men hvad så når de har opdaget, hvad hun kan?

Ligesom jeg er i stand til at sige noget, jeg ikke mener (for eksempel »Woody Allens 'Annie Hall' er en dårlig film«), så kan jeg jo også tænke det. Med andre ord: hvad jeg egentlig tænker og føler er én ting, og de sætninger, jeg vælger at køre igennem mit hoved noget andet.

Kropsadfærd er vigtig

Man kan endda gå endnu videre. For ligesom det er ganske nemt at sige noget, der ikke passer, så er det tilsvarende uproblematisk at 'tænke' det (i 'True Bloods' forstand: at 'sige' det 'inde i sit hoved').

Professor X fra tegneserien X-MEN er en anden berømt tankelæser fra litteraturen. På film er han blevet udødeliggjort af Patrick Stewart. (Illustration: Aaron Lopresti)

Langt sværere er det, at lyve overbevisende: for her handler det ikke blot om, hvad man siger eller tænker, men om hvordan man siger det, og hvordan man ser ud, mens man siger det, etc.

Og her forrådes vi ofte af netop den kropslige adfærd, der ellers påstås at være helt adskilt fra vores tanker og følelser.

En let stivnen i kroppen, et vigende blik på et afgørende tidspunkt, en rysten på hånden, en let rødmen - og vores løgn kan være afsløret.

Så hvis en telepatiker som Sookie Stackhouse stolede blindt på de tanker, hun kunne læse, og derfor ikke var opmærksom på adfærdsmæssige signaler, ville hun kunne ende i store vanskeligheder.

Hvad drømmer vi om?

Men hvis Sookies telepatiske evner ikke er tilstrækkelige, hvad ville så kunne tilfredsstille drømmen om at læse tanker? Eller sagt på en anden måde: Hvis ikke vi drømmer om at være som Sookie, hvad er det så, vi drømmer om?

VIDSTE DU

True Blood er en prisvindende amerikansk TV-serie baseret på bogserien The Southern Vampire Mysteries af Charlaine Harris.   I Danmark bliver True Blood sendt på TV2 Zulu.

Måske drømmer vi i bund og grund om at have samme umiddelbare adgang til andres tanker og følelser, som de selv har. Kun en sådan adgang fjerner helt forstillelsens mulighed.

Hvis jeg kunne tænke og føle en anden persons tanker og følelser, ganske som hun selv tænker og føler dem, så ville jeg kunne afsløre ikke alene løgnagtig tale, men også falske 'tanker' - løgnatig 'indre' tale.

Ikke nok at kunne læse tanker

Bemærk, at det ikke er nok, at jeg tænker andres tanker og føler deres følelser, for det bringer mig ikke væsentligt ud over Sookies position.

Selv hvis det forholdt sig sådan, at hver gang en anden person tænker, at »'Annie Hall' er en dårlig film«, så opstår denne tanke med det samme i min bevidsthed, så ville det jo stadig være et spørgsmål, om det er den andens egentlige tanke - det han eller hun inderst inde virkelig mener.

Søren Overgaard er postdoc ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. (Foto:)

Dette spørgsmål forsvinder først, hvis jeg tænker den andens tanker præcis som han eller hun selv tænker dem.

Jeg skal med andre ord have helt den samme umiddelbare tilgang til andres allerinderste tanker, som de selv har.

Identifikation

Men hvis det er, hvad drømmen i sidste ende drejer sig om, så synes det at være en forestilling om identifikation med andre mennesker.

Hvad vi egentlig drømmer om er at være de andre mennesker. Eller i det mindste at gøre deres tankestrømme og følelser til vores egne.

Men hvis denne mulighed kunne realiseres, så ville det næppe længere give mening at tale om andres tanker og følelser. Og at 'læse' vores egne tanker er vel egentlig hverken specielt spændende eller eksotisk.

Reference og links
Søren Overgaards profil på KUs hjemmeside True Blood på Wikipedia Læs også på Videnskab.dk: Om at læse tanker (Del 1) Forskere læser tanker WATCHMEN – fantasi møder videnskab Del 2 Hjerneforskere vil læse dine tanker Psykologiforsøget der løb løbsk Sådan læser forskerne dine tanker

Torturbøddel? Vi har alle, hvad jobbet kræver...

Kunne du uden videre påføre et andet menneske unødig smerte? Vær ikke for sikker i din sag.(Foto: Colourbox)

Kunne du nogensinde finde på at torturere et andet menneske?

Kunne du finde på, helt bevidst, at påføre andre mennesker ekstrem, unødig lidelse?

Langt de fleste af os vil sikkert svare nej til disse spørgsmål.

Eller sige, at vi kun ville gør sådan noget, hvis vi blev tvunget til det.

Eller måske i helt særlige tilfælde, som hvis der f.eks. var tale om en terrorist, der sad inde med vigtige oplysninger om en kommende terroraktion.

Kort sagt: De fleste mennesker antager, at de aldrig, eller kun i helt særlige situationer, kunne finde på bevidst at gøre andre mennesker ondt.

Spørgsmålet er, om denne antagelse er korrekt.

'Extremzonen'

For et par måneder siden deltog 80 tilfældige mennesker i, hvad de troede var prøveoptagelser til et nyt TV-show på den franske TV-station France 2. Showet havde titlen 'La Zone Xtrême'; på dansk "Ekstremzonen". Som tak for deres deltagelse blev deltagerne lovet 40 Euro.

Deltagerne blev enkeltvis ført ind i et klassisk gameshow-studie, komplet med indsmigrende TV-vært, hujende publikum og prangende kulisser. En særlig udvalgt person, Jean-Paul, blev stillet en række spørgsmål.

Hver gang han svarede forkert, skulle deltagerne give ham et elektrisk stød. Stødene blev gradvist stærkere, jo flere forkerte svar Jean-Paul gav. Det laveste stød var 80 volt; det kraftigste 460 volt.

Jammer og bevidstløshed

Deltagerne kunne ikke se Jean-Paul, som sad fastspændt i en 'elektrisk stol' uden for synsvidde. Til gengæld kunne de høre ham. I takt med at stødene blev stærkere, begyndte Jean-Paul at beklage og jamre sig.

Hvis deltagerne ikke standsede, begyndte han derefter at bønfalde dem om ikke at give ham flere stød. Til slut, når stødene begyndte at nærme sig det tilladte maksimum, holdt Jean-Paul helt op med at sige noget, formodentlig fordi han havde mistet bevidstheden.

Forsøget

I virkeligheden var der imidlertid ikke tale om prøveoptagelser til et TV-show. De udvalgte personer var derimod, uden at vide det, deltagere i en dokumentarudsendelse. Udsendelsens formål var at undersøge, hvor langt mennesker, der deltager i et fjernsynsprogram, er villige til at gå.

Mere præcist ønskede man at undersøge, om man kunne få ganske almindelige mennesker til aktivt at gøre et andet menneske ondt. (Jean-Paul var i virkeligheden ikke et offer, men derimod en skuespiller, der blot lod som om han fik stød).

Resultatet af forsøget var skræmmende:

- Alle 80 deltagere indvilligede i at give Jean-Paul stød. Langt de fleste fortsatte med at give stød, selv efter Jean-Paul bønfaldt dem om at holde op.

- Og hele 64 personer, altså 80 % af deltagerne, gik hele vejen og fortsatte med at give Jean-Paul stød, indtil de nåede den maksimale grænse på 460 volt, det vil sige længe efter han (tilsyneladende) var blevet bevidstløs.

Sagt med andre ord: 80 % af deltagerne var villige til at udsætte et andet menneske for elektriske stød, der var så kraftige, at de ikke alene syntes at medføre meget kraftige smerter og tab af bevidsthed, men ligefrem forekom livstruende.

Overraskende og skræmmende

Langt de fleste mennesker finder disse resultater både overraskende og skræmmende.

Overraskende, fordi næsten alle, herunder deltagerne i 'La Zone Xtrême', mener, at det er forkert og dybt umoralsk at påføre andre mennesker stærk, unødvendig smerte. Alligevel endte flertallet af deltagerne med at gøre præcis dette.

Skræmmende, fordi der i forsøget ikke blev anvendt nogen form for tvang eller vold for at få forsøgspersonerne til at give Jean-Paul stød. Deltagerne i forsøget blev ikke fysisk truet. Der var ikke store pengesummer involveret.

Det eneste der kræves

Da de på forhånd havde fået at vide, at det ikke var et rigtigt show de skulle deltage i, men bare en prøveoptagelse, så havde deltagerne heller ikke udsigt til at blive berømte. Det eneste der drev deltagerne til at fortsætte med at give Jean-Paul stød var således TV-værtens opfordringer og publikums tilråb.

Ganske almindelige mennesker, der normalt ikke ville skade andre, kan åbenbart forholdsvis enkelt bringes til at gøre ting, der strider imod grundlæggende moralprincipper. For eksempel princippet om ikke at gøre andre mennesker ondt. Det eneste der kræves er tilsyneladende en insisterende TV-vært, et hujende publikum og en lidt uvant situation.

Milgram-eksperimentet

Kender man lidt til psykologi og moralfilosofi, er resultaterne af det franske forsøg faktisk ikke overraskende. 'La Zone Xtrême' er nemlig en opdateret og lettere ændret udgave af en række meget berømte eksperimenter, udført af den amerikanske psykolog Stanley Milgram i 1960'erne og 1970'erne.

I Milgrams oprindelige eksperiment deltog forsøgspersonerne ikke i et TV-show, men troede derimod at de var del af et forsøg, der skulle kortlægge, hvorledes straf påvirker indlæringsprocessen. Derudover var Milgrams eksperiment meget lig det franske forsøg.

Illustration af Milgram-eksperimentet. E er forsøgs-lederen; T er forsøgspersonen; L er 'ofret'. (Illustration: Wapcaplet)

Alle de 40 personer, der deltog i Milgrams eksperiment, tildelte 'offeret' stød på 300 volt, selv efter han gentagne gange havde bedt dem holde op.

Og 26, over halvdelen af deltagerne, helt præcist 65 %, fortsatte til den maksimalt tilladte grænse på 450.

Milgram gentog selv sit eksperiment flere gange, hver gang med mere eller mindre det samme resultat.

Efter Milgram

Efter Milgrams død har andre gennemført lignende eksperimenter.

Den britiske psykolog Jerry M. Burger har således i flere omgange (i 2006 og 2009) efterlignet Milgrams forsøg.

Det samme har illusionisten og tryllekunstneren Derren Brown, der i 2006 gentog Milgrams eksperiment som led i en tv-udsendelse.

Se Derren Browns udgave af Milgram-eksperimentet HER.

I hvert af disse forsøg har resultatet været det samme. På trods af at ofret undervejs fortæller hvor ondt det gør at få stød, bønfalder deltagerne om at stoppe og til slut helt holder op med at sige noget, så fortsætter flertallet af de involverede forsøgspersoner til den bitre ende.

De stopper først, når de har nået grænsen for, hvor stærke stød de kan give.

Konklusioner

Hvad Milgram-eksperimentet synes at vise er, at langt de fleste af os tilsyneladende umiddelbart er villige til at adlyde autoritetsfigurer, også selvom de beder os gøre ting, som strider imod vores egne moralske overbevisninger og grundlæggende moralske principper og normer.

Det er skræmmende, da Milgrams eksperiment (og de variationer af dette eksperiment, som senere forskere har gennemført), i høj grad minder om ganske almindelige hverdagssituationer, som vi alle kan risikere at løbe ind i.

De færreste mennesker vil ganske vist komme til at deltage i et gameshow på TV eller blive bedt om at være med i et videnskabeligt forsøg. Men langt de fleste af os vil uden tvivl komme i situationer, hvor tilsyneladende legitime autoritetspersoner (læger, politibetjente, skolelærere, TV-værter, politikere, vores overordnede etc.) beder os om at gøre bestemte ting.

Og sådanne situationer er ikke radikalt forskellige fra Milgrams eksperiment eller den franske tv-stations forsøg.

Ville du gøre det?

Hvis dette er rigtigt, så stiller Milgram-eksperimentet og forsøget med det falske TV-show alvorlige spørgsmålstegn ved antagelsen om, at de fleste mennesker kun i exceptionelle tilfælde kan finde på torturere eller bevidst skade andre.

For hvad nu hvis lægen eller politibetjenten eller skolelæreren eller en af de andre autoritetspersoner vi møder hver eneste dag, bad os om at gøre noget der var forkert?

Ville vi så gøre det?

Hvor langt ville du gå?

Til den bitre ende

Forestil dig at du, uden at have læst dette indlæg, var blevet udpeget til at være deltager i det franske TV-show, eller var blevet bedt om at deltage i en undersøgelse af strafs indflydelse på indlæring.

Ville du da handle anderledes end de personer der rent faktisk deltog i disse eksperimenter?

Ville du gå med til at give et andet menneske elektriske stød?

Hvis ja: Hvor langt ville du da være villig til at gå?

Ville du stoppe så snart ofret bad dig om det?

Ville du fortsætte på trods af hans protester, men sige fra når han blev stille?

De fleste af os tror og håber formodentlig, at vi ikke ville gå hele vejen. At vi ville stoppe længe inden ofret kom i fare. Ja måske endog helt nægte at give ham stød.

Hvad Milgrams eksperiment viser er, at dette er forkert. Langt de fleste af os ville ikke alene deltage i eksperimentet; vi ville fortsætte helt indtil den bitre ende.

Reference og links

Det oprindelige Milgram-eksperiment på engelsk Wikipedia BBC-artikel om den franske udsendelse med klip fra programmet Artikel om den franske udsendelse på den franske nyhedsstation France24s hjemmeside 1 Artikel om den franske udsendelse på den franske nyhedsstation France24s hjemmeside 2 Stanley Milgram: "Behavioral Study of Obedience", Journal of Abnormal and Social Psychology, Vol. 67, No. 4, s. 371-378, 1963 Stanley Milgram: Obedience to Authority: An Experimental View, Harper and Row, New York, USA, 1974 Læs også på Videnskab.dk: Musik bruges som tortur i Irak Fodtortur giver livsvarige fysiske skader

 

VIDSTE DU Stanley Milgram (1933-1984): Amerikansk socialpsykolog, der med sine studier af, hvorledes sociale situationer og faktorer påvirker menneskers handlinger, udfordrede traditionelle forestillinger om menneskets natur. Milgrams mest berømte forsøg er det meget omtalte 'Obedience to Authority experiment' (også kendt som 'Milgrameksperimentet'), der beskrives i indlægget. Et andet af Milgrams berømte forsøg, 'The Small World experiment', undersøgte omfanget af de sociale netværk, som mennesker indgår i. Dette forsøg ledte til ideen om, at intet menneske er mere end seks bekendtskaber adskilt fra ethvert andet og til formuleringen af det berømte udtryk 'six degrees of separation'.

 

Kritik af ’den offentlige mening’ – Del 2: Hegel

G. W. F. Hegel, Berlin 1831 (Illustration: Jakob Schlesinger (1792-1855))

I første del af dette indlæg kiggede vi på, hvordan Jon Stewart kritiserede de amerikanske politikeres brug af udtrykket 'det amerikanske folk'.

Stewart påviste, at politikere brugte dette udtryk til at begrunde en lang række vidt forskellige politiske tiltag.

Tiltag, som undertiden er i direkte modstrid med hinanden.

Det problem Stewart pegede på var, at det amerikanske folk ikke er en entydig størrelse.

Det amerikanske folk er en mangfoldig størrelse med mange forskellige holdninger og interesser. Derfor kan man ikke uden videre begrunde et bestemt konkret politisk tiltag med henvisning til, 'hvad Det amerikanske folk vil'.

Lad os prøve at generalisere denne pointe.

Summen af alle meninger

I demokratiske samfund med presse- og ytringsfrihed, som for eksempel det danske og det amerikanske, kommer folks interesser på forskellig vis til udtryk i den offentlige og politiske debat.

Fordi folk i udgangspunktet er forskellige og mener så utroligt mange, ofte modstridende og uforenelige ting, så er det imidlertid problematisk at antage, at der eksisterer én 'offentlig mening', som ganske umiddelbart udtrykker holdninger, som alle involverede parter accepterer og tilslutter sig.

'Den offentlige mening' må snarere betragtes som summen af alle de forskelligartede og modstridende meninger, der diskuteres og debatteres offentligt.

Hegel om 'den offentlige mening'

Det er præcis sådan Hegel definerer begrebet om den offentlige mening. I sit politisk-filosofiske hovedværk, 'Retsfilosofi - Elementær retsfilosofi eller Naturret og statsvidenskab i grundrids' fra 1820-21, skriver Hegel for eksempel (i § 316):

»Den formelle subjektive frihed, der består i, at individer som sådan har deres egen vurdering, opfattelse og råd om almene anliggender, og at de giver udtryk herfor, manifesterer sig i et sammentræde, som man omtaler som den offentlige mening. Her er det i for sig almene, det substantielle og det sande forbundet med sin modsætning, det for sig særegne i form af de manges specifikke mening; denne eksistens er dermed en selvmodsigelse...«

Den offentlige mening er, hævder Hegel, en af de måder, hvorpå mennesker aktivt udøver og giver udtryk for deres individuelle, subjektive, frihed. Men fordi individer er forskellige og fordi mennesker ikke altid tænker ud over deres eget partikulære standpunkt, så er den offentlige mening selvmodsigende. Den indeholder både det almene og det særegne; det sande og det usande.

VIDSTE DU

Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831)   Indflydelsesrig tysk filosof, hvis tænkning blandt andet påvirke-de Karl Marx og Søren Kierke-gaard.   Hegel er en af de sidste store systemfilosoffer, der søgte at udvikle en syste-matisk, sammenhængende filosofi, som ikke blot om-fatter alle sider af mennes-kets tilværelse, men også kan forklare verdens grundlæggende struktur.   Hegel blev længe fortolket blot som en forløber for marxismen. Indenfor de sidste 20-25 år er hans filosofi imidlertid atter blevet taget alvorligt og studeret som en selvstændig position.

Enig med Stewart

Den offentlige mening er et udtryk for og et resultat af menneskelig frihed, og bør derfor respekteres.

På den anden side er den offentlige mening også en kilde til usandheder og misforståelser og er derfor noget man bør tage afstand fra. Eller som Hegel skriver i § 318:

»Således fortjener den offentlige mening både at blive agtet og foragtet; foragtet for sin konkrete bevidsthed og faktiske ytringer, agtet på grund af dens væsentlige grundlag, som fremgår mere eller mindre forplumret af den konkrete bevidsthed.«

Hegel er derfor enig med Jon Stewart i, at man ikke uden videre kan begrunde politiske tiltag med henvisning til hvad folket eller 'den offentlige mening' vil.

Uafhængighed nødvendig

Den offentlige mening indeholder så mange forskellige modstridende synspunkter og holdninger, at det er uhyre vanskeligt at skille skidt fra kanel, sandt fra falskt, det substantielle fra det ligegyldige. Eller med Hegels egne ord (§ 318):

»Eftersom den offentlige mening ikke i sig besidder nogen målestok, der sætter den i stand til at skelne det ene fra det andet og heller ikke evner at hæve det substantielle aspekt til bestemt viden, er den første afgørende betingelse for at opnå noget stort og fornuftigt, at man (i virkelighedens som i videnskabens verden) gør sig uafhængig af den.«

Hegels svar

Denne kritik leder Hegel til følgende konklusion (i tilføjelsen til § 318):

»I den offentlige mening finder man alle slags sandheder og usandheder; men at finde frem til det sande er en sag for en stor mand. Den store mand er den, der siger, hvad hans tid vil, som giver udtryk for det, og som selv fuldbyrder det. Han handler i forhold til tidens væsen og indre og virkeliggør det. Hvem, der ikke evner at lægge øre til den offentlige mening og sætte sig ud over den, vil aldrig opnå noget stort.«

Disse bemærkninger kan let vække ubehagelige minder om fascismens fascination af 'det store menneske', som ikke behøver at tage hensyn til andre, mindreværdige individer. Dette er dog ikke hvad Hegel har i tankerne. Hans pointe er snarere den, at politik ikke blot er et spørgsmål om, at løbe i hælene på de tendenser der her og nu dominerer den offentlige debat.

Formuleret i moderne begreber, så mener Hegel, at politikere bør bekymre sig mindre om avisoverskrifter, meningsmålinger og opinionsundersøgelser, og i stedet bør de stræbe efter at gøre, hvad de af deres bedste overbevisning mener, tjener samfundet og almenvellet bedst.

Begrundelse frem for magt

Hegel mener dog ikke, politikere helt skal se bort fra den offentlige mening. Det er hverken muligt eller ønskværdigt i moderne stater, hvor borgerne er frie og udøvelsen af politisk magt i høj grad afhænger af, at man kan begrunde og forklare de vedtagne beslutninger i en offentlig debat. Med Hegels ord (i tilføjelsen til § 316):

"Den offentlige mening har imidlertid til alle tider udgjort en betydelig magt - ikke mindst i vor tid, hvor den subjektive friheds princip har så stor vigtighed og betydning. Hvis noget i dag skal gøres gældende, foregår det ikke længere i form af magt, kun i mindre grad ved skik og brug, men nok i kraft af indsigt og begrundelse."

Hegel og Stewarts kritik af 'den offentlige mening'

Når Jon Stewart og Hegel kritiserer begrebet om den offentlige mening er det derfor ikke fordi de mener, at almindelige menneskers meninger er ligegyldige. Deres kritik er derimod rettet mod en bestemt, ukritisk forståelse af, hvad 'den offentlige mening' er, og en bestemt måde at bruge dette begreb på.

Hvad både Stewart og Hegel peger på er, at 'den offentlig mening' ikke er en entydig størrelse, som politikere uden videre kan tage til indtægt for og bruge til at begrunde deres egne personlige politiske projekter. Den offentlige mening består derimod af en mangfoldighed af forskellige og undertiden modstridende holdninger og interesser.

At begrunde en politisk beslutning med henvisning til den offentlige mening vil således altid være både problematisk og kontroversielt, da der altid vil være nogen, som er uenige med den trufne beslutning.

Politiske beslutninger bør derfor snarere begrundes med henvisning til, hvilke konkrete konsekvenser de har og hvilke konkrete almene mål og interesser de fremmer. Dette vil stadig være kontroversielt. Men i det mindste foregiver man ikke længere, at alle uden videre er enige i den førte politik.

Reference og links

G.W.F. Hegel: Retsfilosofi - Elementær retsfilosofi eller Naturret og statsvidenskab i grundrids, oversat og uudgivet af Claus Bratt Østergaard, Det lille Forlag, Frederiksberg, 2004 Stanford Encyclopedia of Philosophy's opslag om Hegel En lang række af Hegels værker findes i engelsk oversættelse på hjemmesiden marxist.org Læs også på Videnskab.dk: Hvad er censur? Del 1 Når tal skal tale om mennesker Fra Shanghai til Brandbjerg - forskning fører vidt Terror er ikke en bjørn i skoven Vi underkaster os kunsten

Kritik af ’den offentlige mening’ – Del 1: Jon Stewart

Jon Stewart er blevet kaldt en af USAs mest magtfulde nyhedsformidlere. Her ved en prisuddeling. (Foto: Defense Dept., Air Force Tech. Sgt. Adam M. Stump)

Umiddelbart har den amerikanske komiker og Tv-vært Jon Stewart og den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) ikke meget til fælles.

Jon Stewart er først og fremmest kendt for sin rolle som vært på det populære amerikanske Tv-program The Daily Show.

Hver uge leverer han humoristiske, satiriske indspark til og analyser af den politiske debat i USA.

Derudover har han været vært et par gange ved den årlige Oscar-uddeling.

Hegel er derimod kendt og berygtet som forfatter til en række svært forståelige, meget tykke og ikke just humoristiske filosofiske klassikere i sværvægtsklassen.

Og så for at have været skydeskive for en hel del ondskabsfuld kritik fra vores egen hjemlige Søren Kierkegaard.

Alle forskelle til trods er der dog mindst en ting, som binder Stewart og Hegel sammen: De er begge kritiske overfor en bestemt forståelse og (politisk) brug af begrebet om 'den offentlige mening'.

Jon Stewart om 'det amerikanske folk'

I et indslag i The Daily Show for nogle måneder siden (onsdag den 5. maj, 2010) brugte Jon Stewart et godt stykke tid på at analysere amerikanske politikeres brug af udtrykket 'The American People want...'

Ved hjælp af en række klip fra diverse nyhedsudsendelser dokumenterede Stewart, at både republikanere og demokrater benytter vendingen 'Det amerikanske folk vil...' til at begrunde og forklare snart sagt alt.

Meningsløs frase

Ifølge politikerne så vil det amerikanske folk således en lang række vidt forskellige og helt åbenlyst modstridende ting: De både vil og vil ikke afskaffe Medicare (det statslige støtteprogram som sikrer pensionister billig medicin). De både vil og vil ikke have et offentligt sundhedsvæsen. Og de både vil og vil ikke hæve skatterne.

Det amerikanske folk ved altså tilsyneladende ikke hvad det vil. Eller rettere: Det amerikanske folk vil en helt masse ting, som desværre ofte strider mod hinanden og som man derfor ikke meningsfuldt kan ville på en og samme tid.

Dette fik Jon Stewart til at foreslå, at »Udtrykket 'det amerikanske folk' er en meningsløs frase, som det ikke burde være tilladt at bruge offentligt.« (»The American people" is a meaningless phrase that should be struck from public utterance.«)

En politisk argumentationsform

VIDSTE DU

Jon Stewart (født Jonathan Stuart Leibowitz i 1962)   Amerikansk komiker og vært på det satiriske (og set med amerikanske øjne venstreorienterede) nyhedsshow The Daily Show.   Har flere gange blandet sig i debatten om de amerikanske mediers dækning af politiske og økonomiske nyheder.   I et interview i CNNs debatprogram Crossfire i 2004 beskyldte han således programmet og programmets værter for at forsimple og fordumme debatten.   Stewarts kritik var medvirkende til, at Crossfire et par måneder senere blev lukket.

Hvad Stewart kritiserer her er imidlertid ikke blot brugen af et bestemt sprogligt udtryk, 'Det amerikanske folk', men snarere en bestemt politisk argumentationsform.

Når de amerikanske politikere argumenterer for et bestemt politisk tiltag ved at henvise til 'hvad Det amerikanske folk vil', så hævder de, at dette tiltag er begrundet i den offentlige mening.

Sagt på en anden måde: De hævder, at dette tiltag er noget som offentligheden, Det amerikanske folk, vil have gennemført.

Politikerne handler således ikke på egne vegne, men på vegne af den offentlige mening.

Mere præcist: De handler på vegne af det amerikanske folk, hvis interesser de er valgt til at repræsentere.

Når politikere henviser til hvad 'Det amerikanske folk vil', så giver de altså indtryk af, at de taler på vegne af hele det amerikanske folk - eller i det mindste på vegne af et markant flertal.

Hvem er 'Det amerikanske folk'?

Problemet med dette argument er, at 'Det amerikanske folk" ikke er én ting. Det amerikanske folk er derimod en uhyre sammensat gruppe af individer, med en mangfoldighed af forskellige, ofte modstridende, interesser og ønsker.

'Det amerikanske folk' omfatter således protestanter, mormoner, katolikker, ortodokse jøder, ateister, spansktalende indvandrere, folk fra Bronx, texanere, Sarah Palin, Jon Stewart, konservative radioværter, pornoskuespillere, Hollywoodstjerner, republikanere, demokrater, og en lang, lang række andre meget forskellige befolkningsgrupper og individer.

Det er muligt, at alle disse grupper og mennesker, alle dem der tilsammen udgør 'Det amerikanske folk' deler nogle helt basale politiske værdier. Men hvis man lytter lidt til de mange, og vidt forskellige, udlægninger af den amerikanske forfatning, som bringes på banen i den offentlige debat, så kan man nogle gange komme i tvivl.

En betydelig del

Men det er ganske usandsynligt, at alle amerikanere, hele det amerikanske folk, rent faktisk er enige om og aktivt tilslutter sig alle de konkrete politiske tiltag, som politikerne foreslår.

Når de amerikanske politikere henviser til, 'Det amerikanske folk', så betyder 'Det amerikanske folk' altså ikke 'alle amerikanere'. Det betyder snarere 'en (betydelig) del af den amerikanske befolkning'.

Og hvad én del af den amerikanske befolkning vil, er ikke nødvendigvis det samme som hvad en anden del af befolkningen vil.

Hvad med Hegel?

Det er derfor politikere, med henvisning til 'hvad Det amerikanske folk vil', kan argumentere for vidt forskellige og komplet modstridende politiske dagsordener. I en konkret politisk diskussion skaber dette udtryk derfor mere forvirring end enighed.

Og det er grunden til, at Jon Stewart mener at udtrykket 'Det amerikanske folk' er meningsløst og bør bandlyses fra den offentlige debat.

Men hvad har alt dette nu med Hegel at gøre? Det vil vi se nærmere på i anden del. Læs med fra i morgen. 

Reference og links

Kritiske (og morsomme) filosofiske analyser af Jon Stewart og The Daily Show Jon Stewart på engelsk Wikipedia Jason Holt (red.): The Daily Show and Philosophy: Moments of Zen in the Art of Fake News, Wiley-Backwell, USA, 2007 Læs også på Videnskab.dk: Hvad er censur? Del 1 Når tal skal tale om mennesker Fra Shanghai til Brandbjerg - forskning fører vidt Terror er ikke en bjørn i skoven Vi underkaster os kunsten

Hvad er censur? Del 3

Er der forskel på at begrænse folks ret til at ytre sig, og deres ret til at opsøge information? (Foto: Colourbox)

I det sidste indlæg kiggede vi på et par eksempler, som illustrerede, at der i den offentlige debat ikke er enighed om, hvad censur helt præcist betyder.

For at undgå de problemer, som denne uenighed er årsag til, blev det foreslået, at vi en gang for fastlagde en fælles, overordnet standarddefinition af censur.

En mulig kandidat til en sådan 'autoritativ definition' kunne være den ordbogsdefinition, som vi flere gange har kigget på.

Ifølge denne definition er censur en statssanktioneret ret til at begrænse, hvilke ytringer der må fremsættes, publiceres og videreformidles.

Hvis alle blot kunne enes om, at bruge denne definition af 'censur', så ville vi undgå en masse bøvl, besvær og misforståelser.

Spørgsmålet er derfor: Kan ordbogsdefinitionen bruges som en fælles standarddefinition af censur?

Hvad ord betyder

På den ene side er svaret helt åbenlyst ja. Ords betydning er ikke fastlagt på forhånd. Hvis blot vi alle sammen er enige om, at 'censur' betyder 'statssanktioneret ret til at begrænse, hvilke ytringer folk må fremsætte og videreformidle', ja, så er det det, som ordet 'censur' betyder.

På den anden side må man spørge, om der måske er noget der går tabt, hvis vi på forhånd, forud for enhver diskussion, har lagt fast, hvad der skal forstås ved censur? Indfanger ordbogsdefinitionen virkeligt alle (politisk, socialt og moralsk) relevante aspekter af fænomenet 'censur'?

Karina Lorentzens forslag

For at gøre dette spørgsmål mere konkret, så kan vi se på et eksempel, fra den danske politiske debat.

I januar 2010 foreslog SFs retspolitiske ordfører, Karina Lorentzen, at der skulle gennemføres en undersøgelse af, hvorvidt et forbud mod at besøge terrorrelaterede hjemmesider kunne medvirke til at forhindre eller foregribe fremtidige terrorhandlinger (se f.eks. Politiken d. 04-01-2010).

Lorentzens forslag fik en række kommentatorer til at spørge, om et statsligt sanktioneret forbud mod at besøge bestemte typer af hjemmesider ikke udgør en form for censur. De kritiserede altså Lorentzen for at ville censurere internettet, ved at gøre det ulovligt at besøge bestemte typer hjemmesider (se kommentarerne til dette indlæg på Lorentzens blog d. 04-01-2010).

Lorentzen og ordbogsdefinitionen

Dette afviste Lorentzen ikke overraskende:

»SF ønsker hverken at censurere eller kontrollere nettet, men blot at få undersøgt, om det er en farbar vej, at gøre systematiske besøg på terrorhjemmesider ulovlige. Internettet skal være åbent og ucensureret, men derfor er ikke alt, hvad man foretager sig på nettet lovligt.« (Indlæg på Lorentzens blog d. 04-01-2010).

Lorentzen synes her at skelne mellem to former for forbud. På den ene side et forbud mod at besøge bestemte typer af hjemmesider og på den anden side et forbud mod at publicere eller videreformidle bestemte holdninger på nettet.

Ikke forbud mod at ytre sig

Ifølge Lorentzen er det kun den anden type af forbud, der bør betegnes som censur. Og da Lorentzens forslag udelukkende implicerer et forbud af den første type; et forbud mod at besøge bestemte hjemmesider, så er der, ifølge Lorentzen, ikke tale om censur. (Se også dette indlæg på Lorentzens blog, d. 05-01-2010).

Lorentzen er her helt på linje med ordbogsdefinition af censur. Lorentzens forslag indebærer ganske vist et statsligt sanktioneret forbud. Men dette forbud er ikke en begrænsning af folks ret til at ytre sig, men derimod alene en begrænsning af deres ret til at besøge bestemte hjemmesider.

Ifølge ordbogsdefinitionen udgør Lorentzens forslag derfor ikke en form for censur.

Et tankeeksempel

Umiddelbart lyder dette måske meget plausibelt. Tænker man lidt mere over sagen, så viser der sig imidlertid hurtigt en række problemer.

Lad os et øjeblik forestille os et samfund, hvor der ingen begrænsninger er på, hvad folk må sige og hvilke holdninger de må videreformidle. Alle mennesker må sige lige hvad de vil, hele tiden, via alle tænkelige medier. I dette samfund eksisterer der kort sagt ingen forbud mod nogen former for ytringer.

Lad os nu ydermere forestille os, at staten i dette hypotetiske samfund har besluttet at indføre meget skrappe restriktioner på, hvilke bøger folk må læse, hvilke radiostationer de må lytte til, hvilke fjernsynsudsendelser de må se og hvilke hjemmesider de må besøge.

Vi kan for sjovs skyld forestille os, at dette forbud er et forbud mod at læse bøger, se tv-programmer og besøge hjemmesider, der videreformidler islamistiske budskaber. Staten har kort sagt indført et forbud meget lig det, som Lorentzen foreslog.

Et spørgsmål

Er der censur i dette samfund?

Hvis vi holder os strengt til ordbogsdefinitionen (og til Lorentzens forståelse af censur), så er svaret et klart nej. Staten har jo ikke begrænset, hvad folk kan sige, eller hvilke holdninger de må fremsætte, og derfor er der ikke tale om censur.

Befolkningen har derfor ubegrænset ytringsfrihed. De har til og med (principielt) mulighed for at ytre sig om hvad som helst. På den anden side så er det ganske klart, at staten i vores hypotetiske stat samtidig har lagt nogle ganske kraftige begrænsninger på, hvilke informationer folk kan og må sætte sig i besiddelse af.

Befolkningen har således begrænset adgangsfrihed: De har ikke fri adgang til alle de tanker og holdninger der faktisk er til rådighed i samfundet. Og er dette ikke et væsentligt og uomgængeligt aspekt ved censur? At man aktivt og systematisk begrænser hvilke tanker og holdninger mennesker kan og må sætte sig i besiddelse af?

Osama Bin Ladens taler

Tag et konkret eksempel, for eksempel Osama Bin Ladens videotaler, som opfordrer til terrorangreb på vestlige samfund.

I vores hypotetiske samfund ville staten tillade at disse taler blev videreformidlet på nettet og i fjernsynet og at de blev nedskrevet i en bog og udgivet. Men staten ville samtidigt forbyde folk at lytte til disse taler, ligesom den ville forbyde folk at købe bogen og læse den.

I sidste ende bliver resultatet derfor det samme, som hvis staten aktivt havde forbudt videreformidlingen af Osamas taler, nemlig at folk systematisk forhindres i at sætte sig ind i bestemte (islamistiske) tanker og holdninger.

To slags forbud - et resultat

Sagt på en anden måde. I praksis er uhyre svært at skelne imellem:

1) et statsligt forbud mod at give udtryk for bestemte holdninger (det vil sige begrænsning i folks ytringsfrihed) og

2) et statsligt forbud mod at søge information om og sætte sig ind i bestemte meninger og holdninger (dvs. begrænsning af folks adgangsfrihed).

Ud fra ordbogsdefinitionen er det kun i det første tilfælde, at der er tale om censur.

I begge tilfælde er der imidlertid tale om, at staten aktivt og systematisk forhindrer sine borgere i at komme i besiddelse af bestemte typer information og få oplysninger om bestemte tanker og meninger.

Men hvis konsekvenserne af de to typer forbud i sidste ende er det samme, hvorfor så afgrænse censurbegrebet til kun at gælde for den første type forbud? Er der ikke censur på spil i begge tilfælde?

Konklusion

Der synes således at være væsentlige aspekter ved diskussionen om censur og ytringsfrihed, som ordbogsdefinitionen af censur ikke indfanger.

Definitionen fokuserer således meget snævert på begrænsninger i folks ytringsfrihed, men overser at begrænsninger i folks adgangsfrihed kan have præcis de samme resultater.

På denne baggrund bør man i udgangspunktet være skeptisk overfor idéen om, at indføre en fælles standarddefinition af censurbegrebet. Enhver sådan definition vil nemlig risikere at udelukke væsentlige og relevante aspekter af det fænomen vi diskuterer, nemlig censur.

Ikke kun politik

Mere overordnet, så har diskussion i dette og de to foregående indlæg vist os mindst tre ting.

• For det første at en ordbogsdefinition måske nok kan kaste klarhed over en diskussion, men ikke afklarer alle begrebsmæssige problemer og spørgsmål.
  
  
• For det andet at der er mindre enighed om, hvad censur egentlig er, end hvad vi normalt går rundt og tror.
  
  
• Og for det tredje at censurbegrebet er komplekst og kompliceret og svært at få styr på.
  

Diskussionen af censur, ytringsfrihed og lignende emner er derfor ikke blot en konkret politisk diskussion. Den er også (men ikke kun) en filosofisk diskussion af, måske ligefrem kamp om, hvad disse begreber i det hele taget betyder, og hvordan de bør anvendes.

Reference og links
Carsten Fogh Nielsens profil på KUs hjemmeside Censur på engelsk Wikipedia Læs også på Videnskab.dk: Hvad er censur? Del 1 Hvad er censur? Del 2 Soldater med skrivekløe udfordrer militæret   Enevældige konger overvågede folket Nobelpris til litterært fænomen

 

Hvad er censur? Del 2

Er det en krænkelse af ytringsfriheden, hvis man ikke kan skrive hvad man vil på sin personlige Facebook-profil? (Foto: Colourbox)

I mit sidste indlæg stillede jeg følgende spørgsmål:

Findes der en alment accepteret definition af begrebet 'censur'?

En definition som vi mere eller mindre uproblematisk kan anvende.

Som vi kan henvise til, når vi for eksempel diskuterer ytringsfrihed.

Til at starte med kiggede vi på, hvad forskellige ordbøger og opslagsværk havde at sige om begrebet.

Det ledte til en 'ordbogsdefinition' af censur som lød:

»Censur er en statslig sanktioneret ret til at begrænse, hvilke ytringer der må fremsættes, publiceres og videreformidles.«

Denne definition viste sig imidlertid at være problematisk. For eksempel kunne den ikke bruges til at forklare begrebet 'selv-censur'. Det kunne tyde på, at ordbogsdefinitionen ikke er dækkende for, hvordan censur-begrebet anvendes i praksis.

Denne pointe kan yderligere underbygges ved at se på et par konkrete eksempler hentet fra danske aviser og nyhedsmedier.

Manchester United og de utilfredse fans

Den engelske fodboldklub Manchester United ejes af den amerikanske Glazer-familie. En række af klubbens fans er meget utilfredse med den måde, Glazer-familien driver klubben på.

For at markere deres utilfredshed er disse fans begyndt at bære grønne og gyldne tørklæder til kampene, i stedet for klubbens traditionelle røde tørklæder. (Før Manchester United blev til Manchester United hed klubben Newton Heath FC og havde grønt og gyldent som sine officielle farver).

Den officielle del af klubben er dog ikke særligt glade for disse protester. For nyligt blev en af klubbens fans, Steve Tilzey, således bedt om at forlade en optagelse til klubbens egen tv-station, fordi han bar et af de nye halstørklæder.

Censurerer Manchester United?

Er dette et eksempel på censur? Det mente Tilzey, den utilfredse fan, og han udtalte til pressen:

«Det her er censur. Det er symbolsk for, hvad der sker for klubben, og det er langt over grænsen. Det er ligesom at blive bedt om at gå af det hemmelige politi eller STASI. Men det her er ikke Tiananman Square, det er en fredelig protest.«

(Refereret i Tipsbladet d. 04-03-2010).

PR - ikke censur

Ud fra ordbogsdefinitionen er der imidlertid ikke tale om censur, i det der ikke er tale om en statssanktioneret indskrænkning af folks ytringsfrihed.

Manchester United er en privat virksomhed. Og det forekommer rimeligt, at private virksomheder har ret til selv at bestemme, hvilke holdninger de vil viderebringe i deres egne medier, det være sig firmablade, nyhedsbreve eller tv-stationer.

Hvis en virksomhed som Manchester United således beslutter, at en person med kritiske holdninger ikke skal have lov til at udtale sig (eller fremvise sit grøn-gyldne tørklæde) så er der ikke tale om censur. Der er blot tale om en ganske almindelig og legitim virksomhedsbeslutning, motiveret af PR-hensyn og ønsket om profitmaksimering.

Facebook-sagen

I foråret 2010 blev det afsløret, at en af regeringspartiets Venstres kommunikationsmedarbejdere havde en Facebook-profil, hvor hun var kommet med en række meget grove og nedsættende udtalelser om blandt andet overborgmester i København Frank Jensen og TV2-journalisten Niels Brinch.

Det ledte til en massiv kritik af kommunikationsmedarbejderen, samt spørgsmål om, hvorvidt der er grænser for, hvad ansatte i politisk partier kan tillade sig at skrive på deres (personlige) Facebook-profiler.

Som et svar på denne kritik udtalte Søs Marie Serup, leder af Venstres Center for kommunikation og politik: »Venstre udøver ikke censur, men vi må erkende, at der er behov for, at vi udarbejder en politik for medarbejdernes brug af sociale medier, og det vil nu ske.«

(Jyllandsposten d. 30-03-2010).

Censurerer Venstre?

På baggrund af Facebook-sagen besluttede partiet Venstre kort sagt at indføre en mediestrategi, som begrænser hvad partiets ansatte kan og må udtale sig om i diverse sociale medier (Twitter, Facebook etc.).

Er dette censur? Det var der en del kritikere der mente. Og Søs Marie Serups gentagne understregning af, at der ikke var tale om censur, men blot om »en politik for medarbejdernes brug af sociale medier,« antyder, at hun var nervøs for, at folk skulle opfatte Venstres strategi som en form for censur.

Hvis vi atter vender tilbage til ordbogsdefinitionen, så er svaret på spørgsmålet imidlertid et klart nej. Der er nemlig ikke tale om en statssanktioneret begrænsning af, hvilke ytringer Venstres medarbejdere må fremsætte.

Venstre er ganske vist regeringsparti, og derfor en del af statsapparatet. Men partiet benytter ikke statslige magtmidler for at afholde deres ansatte fra at sige deres mening. Og de har ikke indført en lov, der forbyder deres ansatte, at skrive hvad de vil på deres Facebookprofil.

Ordbogsdefinitionens mangler

Hvis vi holder os strengt til ordbogsdefinitionen, så er der altså ikke tale om censur i de to ovenstående tilfælde. Problemet er imidlertid, at ordbogsdefinitionen ikke synes at være dækkende for, hvorledes censurbegrebet i praksis bruges.

Steve Tilzey, den utilfredse Manchester United-fan, var overbevist om, at han blev censureret. Også selv om staten ikke var blandet ind i sagen. Og kritikerne af Venstres mediestrategi mener tilsyneladende heller ikke, at staten behøver være indblandet, for at man kan tale om censur.

Der synes således at være flere begreber om censur på spil i den offentlige debat. Og som vi så i det sidste indlæg, så er det problematisk. For hvis forskellige mennesker mener forskellige ting med begrebet censur, hvordan kan de så diskutere dette begreb med hinanden?

En simpel løsning?

Nogle vil måske sige, at der er en simpel løsning på problemet: Kan vi ikke bare beslutte, at en bestemt definition af censur er den rigtige, og at alle andre definitioner er forkerte. Dermed ville vi jo undgå alle de begrebslige uklarheder og problemer.

Vi kan jo for eksempel beslutte, at ordbogsdefinitionen er den autoritative definition af censur. Denne definition er jo allerede indskrevet i diverse ordbøger og opslagsværker, så hvorfor ikke gøre det klart, at det er dette begreb om censur, der skal bruges i den offentlige debat?

Denne løsning er imidlertid ikke så simpel som den ved første øjekast ser ud. Dels så er der et rent praktisk problem, for hvordan sikrer man, at alle folk rent faktisk bruger netop denne definition af censur? Og dels så er rejser forslaget nogle helt principielle problemer. Disse problemer vil vi diskutere i det tredje og sidste afsnit i denne serie.

Reference og links
Carsten Fogh Nielsens profil på KUs hjemmeside Censur på engelsk Wikipedia Læs også på Videnskab.dk: Hvad er censur? Del 1 Soldater med skrivekløe udfordrer militæret Sponseret forskning påvirker resultater Enevældige konger overvågede folket Nobelpris til litterært fænomen

 

Hvad er censur? Del 1

Hvad er censur? (Foto: Colourbox)

Ytringsfrihed.

Censur.

Selvcensur.

Sådanne begreber fylder meget i den offentlige debat for tiden.

Tænk på Muhammed-tegningerne.

Eller sagen om Jægerbogen.

Eller diskussionen om, hvorvidt racismeparagraffen skal afskaffes eller ej.

Disse sager har rejst principielle spørgsmål om ytringsfrihedens grundlag og rammer, og givet anledning til heftig debat.

Men det er en forudsætning for frugtbar debat, at man enten er enige om, hvad de begreber man benytter betyder, eller er enige om at være uenige på dette punkt.

Hvis begreberne anvendes på forskellig måde, uden at folk er opmærksomme på det, så risikerer debatten at gå i tomgang. Folk tror at de taler om og diskuterer et fænomen, mens de måske i virkeligheden taler om vidt forskellige ting.

I diskussionen om ytringsfrihed og censur forudsættes det således ofte implicit, at vi alle sammen ved, hvad disse begreber betyder og bruger dem på mere eller mindre samme måde. Men er dette rigtigt? Er vi virkelig grundlæggende enige om, hvad begreberne 'ytringsfrihed' og 'censur' dækker over?

Disse spørgsmål vil vi se nærmere på i dette og de to næste indlæg

Hvad siger ordbogen?

For at forenkle tingene, så lad os indskrænke os til begrebet censur. Findes der en alment accepteret definition af, hvad dette begreb helt præcist betyder?

Når filosoffer går i gang med at afklare et begrebs betydning, så er noget af det første de gør ofte, at se på, hvordan begrebet forklares i diverse ordbøger og opslagsværker. Lad os derfor se på, hvordan begrebet censur beskrives i nogle forskellige værker.

• I Politikens Nudansk Ordbog defineres censur således som »En myndigheds kontrol af film, bøger el. aviser inden offentliggørelse el. af breve inden afsendelse med henblik på at slette uønskede meninger eller holdninger.«
  
  
• Den danske udgave af Wikipedia definerer censur som »Undertrykkelse af tale eller fjernelse af kommunikationsmateriale, som betragtes som kritisabelt, skadeligt eller følsomt af en censurerende myndighed.«
  
  
• Den Store Danske Encyklopædi definerer censur som »Myndigheders forhåndsgranskning af bøger og blade, radio- og TV-stof som betingelse for trykning og udsendelse.«
  
  
• På det venstreorienterede online-opslagsværk Leksikon.org defineres »censur i formel forstand« som det forhold »at der kræves offentlig tilladelse for at kunne fremsætte en ytring - m.a.o. en forhåndskontrol af ytringer.«

Hvis man skal sammenfatte, hvad disse definitioner har til fælles, så er det, de alle forstår censur som en form for statssanktioneret ret til at begrænse, hvilke ytringer der må fremsættes, publiceres og videreformidles.

Problemer og spørgsmål

Diverse ordbøger og opslagsværker synes således at være nogenlunde enige om, hvad censur består i. Betyder dette, at vi har en fælles og almindelig accepteret forståelse af censur, som vi alle er enige om, og som uproblematisk kan bruges i debatten om ytringsfrihed?

Ikke nødvendigvis.

Hvis man kigger på, hvordan begrebet censur rent faktisk anvendes, for eksempel i aviserne og i den politiske debat, så bliver det nemlig hurtigt klart, at der er ganske mange mennesker, som benytter dette begreb i en noget anden betydning, end den som angives i ordbøger og opslagsværker.

Statssanktioneret selvcensur?

Tænk for eksempel på det lige for tiden meget anvendte begreb "selvcensur". Hvis vi holder os strengt til ordbogsdefinitionen af censur, så er dette begreb svært at forstå.

Hvis censur pr. definition involverer en statslig sanktioneret ret til at begrænse, hvilke holdninger der må ytres offentligt, hvordan kan vi da betegne enkeltindividers beslutning om for eksempel ikke at ville kritisere islam, som en form for censur?

Her i Danmark er der jo ikke noget statsligt forbud mod at kritisere islam. Betyder det, at de mennesker, som opfatter folks manglende lyst til at skrive om og forholde sig kritisk overfor Islam, som en form for censur, tager fejl?

Eller betyder det, at censurbegrebet har flere betydninger end den, som kan findes i diverse opslagsværker? Det spørgsmål vil vi se nærmere på i næste indlæg...

Links
Censur (Wikipedia, engelsk) Læs også på Videnskab.dk: Soldater med skrivekløe udfordrer militæret Sponseret forskning påvirker resultater Enevældige konger overvågede folket Nobelpris til litterært fænomen Grundtvig blev dømt for at svine professor til

Når tal skal tale om mennesker

'The Soccer Moms' gjorde udslaget i det amerikanske præsidentvalg i 1996. (Foto: Colourbox)

Jeg hørte i en kritisk bemærkning, at der findes tre slags løgne:

Hvide løgne, sorte løgne og statistikker.

Men måske er statistikker det bedste vi har til at måle sociale tendenser.

Det ved den amerikanske spindoktor Mark Penn.

Men han ved også, at statistikere må genopfinde deres kunst, hvis de vil følge med udviklingen.

Og hans mangeårige erfaringer har ført til spændende refleksioner over de udfordringer, som statistikere må kæmpe med i vor tid.

Èn af disse udfordringer er den menneskelige individualitet.

Individualitet

Menneskets individualitet er et hovedtema i moderne filosofi.

Hvordan kan individet forstås? Og hvordan indgår individet i fællesskabet af individer? Og hvor har individet sin individuelle betydning i det større samfundsmæssige fællesskab?

Filosoffer forventer sig måske ikke så meget af statistikere. Det skyldes at statistikere ofte mener, at tal taler for sig selv. 'Tal lyver ikke', har man måske hørt en statistiker sige. Men når tal skal tale om mennesker, så er det ikke uinteressant at høre en teoretiker som Mark Penn.

Fodboldmødre

Mark Penn var spindoktor for Bill Clinton. Han blev kendt da han 'opdagede' en hidtil overset vælgergruppe under Clintons valgkamp i 1996. Denne gruppe, som han døbte 'The Soccer Moms' ('fodboldmødrene'), endte med at gøre udslaget for Clintons sejr.

Fodboldmødre er aktive, hjemmegående middelklassehusmødre, der lever og ånder for deres børn og børnenes fremtid. Du genkender måske udtrykket, fordi den kvindelige vicepræsidentkandidat Sarah Palin appellerede til sin primære vælgergruppe under valget i 2008 med det det beslægtede navn 'Hockey Moms' ('hockeymødre').

Fodboldmødrene var i 1996 slet ikke blevet identificeret eller 'spottet' som en gruppe, man kunne appellere til politisk. I den hidtidige kortlægning var disse kvinder kategoriseret mere indirekte under alle mulige andre grupper, der var inddelt efter nationalitet, race, religion og så videre.

Mark Penn (i midten) sammen med Bill Clinton (tv). (Foto:White House photographer/Joe Talbot)

Lille er det nye stor

Ingen politiske rådgivere havde afkodet disse mødres handlemønstre før Mark Penn.

Én af grundene var, at fodboldmødrene ikke var særligt politisk engageret.

Men netop det ændrede sig, da man begyndte at appellere direkte til deres kerneværdier.

Det særligt interessante ved Clintons valg-sejr var, at fodboldmødre slet ikke er nogen særlig majoritet i den amerikanske befolkning.

Det er nemlig irrelevant, mener Mark Penn. For det er ikke majoriteter eller mainstreams, der former samfundet mere.

Med Mark Penns egne ord, må statistikere i dag indse, at »Small is the new big.«

Mikro-tendenser

Helt konkret mener Mark Penn, at samfundet formes af tendenser (trends), der oftest kun udgøres af ca. 1% af befolkningen. Fodboldmødrene var sådan en gruppe. De stærkeste grupperinger, som har reel indflydelse, bevæger sig ifølge Mark Penn, i et meget mindre størrelsesforhold end man tidligere har antaget.

Og det skyldes, at det ikke er menneskets 'store' tilhørsforhold (for eksempel nationalitet, race, religion), der primært dikterer dets handlemønstre. Ifølge Mark Penns teori skabes menneskets bærende motivationer i de tilknytningsforhold hvormed det enkelte menneske definerer sin egen individualitet.

Og dette sker ud fra nogle andre parametre end de parametre, der danner 'megatrends' (store tendenser). Mark Penn slår fast, at dette fænomen ikke bare er 'subkultur'. Det er reel samfundsmæssig indflydelse:

»By the time a trend hits 1 percent, it is ready to spawn a hit movie, a best-selling book, or a new political movement. The power of individual choice is increasingly influencing politics, religion, entertainment, and even war. In today's mass societies, it takes only 1 percent of people making a dedicated choice - contrary to the mainstream's choice - to create a movement that can change the world.«

Minoritetsfornuft

Som nævnt navigerer politikere ud fra definerede grupper i befolkningen, som man kan appellere til, fordi man forstår deres værdier og handlemønstre.

Som spindoktor har Mark Penns primære interesse været at forstå almindelige menneskers handlinger og særligt motivationen bag almindelige menneskers valg. Men mennesker udvikler sig. Og de har ikke nødvendigvis en forståelse af at tilhøre de selv samme grupperinger, som politikerne navigerer ud fra.

Der har derfor altid været mennesker, der ikke passede ind i etablerede statistiske grupperinger. Disse er politisk set uden for rækkevidde, indtil man vinder indsigt i deres grundlæggende handlingsmønstre. Spørgsmålet er selvfølgelig bare, om der nødvendigvis er et mønster?

If Islamic terrorists could convert just 1 percent of the world's 1 billion Muslims to take up violence, that would be 10 million terrorists, a group that could dwarf even the largest armies and police forces on earth. This is the power of small groups that come together today.

- Mark Penn

Det store individ

Kernen af Mark Penns teori er, at der altid er et mønster. Ingen valg er irrationelle eller ureflekterede.

Alle mennesker handler ud fra en eller anden form for rationalitet. Det handler bare om at forstå mere komplicerede mønstre at træffe valg ud fra.

Mark Penn mener dermed, at vi skal ændre på den måde vi ser på tal og måden hvorpå vi navigerer i tal om mennesker, hvis vi vil forstå de komplekse tendenser, der befinder sig 'under the radar'.

Mark Penn mener således, at vor tid har set en ny individualitet vokse frem. Og tesen er helt konkret, at indflydelse (politisk, kulturel eller økonomisk) følger tendenser for individualitet. Jeg mener dermed ikke, at Mark Penn ser noget vi andre ikke ser. Men at han forstår konsekvenserne af noget vi alle sammen ser - hver dag.

Alt er unikt og individuelt

Afslutningsvis kunne det være interessant at fremhæve nogle eksempler på fænomener eller tendenser, der rent faktisk understøtter Mark Penns teori om individualitetens indflydelse og som i sig selv fortjener yderligere overvejelser (måske i et senere indlæg).

1) De hyppige viral-videoer fra Youtube er et meget godt eksempel på individualiseringen af selve medie-verdenen. Man kamuflerer og individualiserer reklamer på Youtube, for at nå så mange enkeltpersoner som muligt. I dette fænomen ser vi, at vi i langt højere grad lader os informere gennem vores relationer til andre individer - for eksempel gennem sociale medier som Facebook - end ad kommercielle medier.

LÆS OGSÅ

En god dansk artikel om emnet: 'Vi bygger vores egen religion' politiken 9. Maj 2010 - om de religiøse selvbyggere.

2) Ligeledes er modkulturer i sig selv blevet en tendens.

For eksempel foretrækkes i højere grad det unikke, det hånd- eller hjemmelavede, frem for det masseproducerede.

Vi omgiver os, udstyrer os eller udsmykker vores individualitet med unikke ting. Vi udtrykker dermed vores individualitet med sjældenhed.

3) Og helt centralt står eksplosionen af valgmuligheder i vor tid, som en indikation på, at vi i højere grad gør krav på at kunne træffe individuelle valg. Et godt eksempel er små kaffebarer, der sælger kaffe i 30-40 variationer med yderligere valgmuligheder for særlige flavours ect. En kop kaffe er ikke BARE en kop kaffe mere; jeg skal helst selv have designet den. 

Links
Frederik Mortensens profil (KU) Mark Penns officielle hjemmeside Mark Penns bog 'Microtrends: The Small Forces Behind Tomorrow's Big Changes' på amazon.com Læs også på Videnskab.dk: Vampyrer må godt være pædofile Om at læse tanker (Del 1) Teorien der forandrede videnskaben Kan det være dyrplageri at gøre en rotte lykkelig? Grundtvig digitaliseres for millioner

Kan det være dyrplageri at gøre en rotte lykkelig?

Rotte under videnskabeligt forsøg. (Foto: Colourbox)

Dyrevelfærd får megen opmærksomhed i øjeblikket.

Typisk fokuserer diskussionerne på, om dyr udsættes for uacceptabel lidelse, og såkaldte 'utilitaristiske' argumenter spiller gerne en stor rolle.

Utilitarismen hævder nemlig (groft sagt) at det moralsk rigtige er det, som giver den største samlede mængde af velfærd, og her tæller al velfærd med - også dyrenes.

Så hvis man for eksempel skal overveje, om den nuværende produktion af dyr til slagtning er acceptabel, bør man faktisk udregne om velfærden (i form af for eksempel glæde ved at spise kød) opvejer de lidelser som dyrene udsættes for.

Mange mener ikke dette er tilfældet (se for eksempel denne diskussion om vegetarianisme).

Det vi skal se på her, er imidlertid et lidt mere tricky problem. De fleste vil nok gå med til at det - alt andet lige - er umoralsk at udsætte dyr for lidelse. Men kunne der også være tilfælde hvor det ville blive betragtet som dyrplageri at gøre et dyr lykkeligt?

En lykkelig rotte

Man kan tilsyneladende give en rotte en intens lykkefølelse ved hjælp af en elektrode forbundet til 'belønningscentret' i dens hjerne. Hvis rotten har adgang til knappen, der aktiverer den elektriske impuls, vil den hurtigt lære at betjene den og vil faktisk være så tilfreds med virkningen, at den (hvis den får chancen) stopper al anden aktivitet og kun trykker på knappen dagen lang.

Er det uetisk at lade en rotte begå selvmord af lykke? (Foto: Colourbox)

Risikoen er selvfølgelig, at rotten dør relativt hurtigt (af tørst og sult), men spørgsmål er nu om dette ikke faktisk er en - bogstavelig talt - lykkelig død for rotten?

Det er selvfølgelig svært at vide præcis hvordan rotten oplever det. Men hvis vi siger at det rent faktisk er som beskrevet, vil det så være etisk problematisk at udstyre rotten med en sådan elektrode, eller er det en god gerning?

Mit gæt er at de fleste har intuitioner om at det er forkert at lade rotten dø på denne måde. Det interessante spørgsmål er nu, hvad der kan drive denne overbevisning?

Oplevelsesmaskinen

Filosoffen Robert Nozick har opstillet et kendt tankeeksperiment som er blevet brugt til at vise, at utilitarismens ensidige fokus på lykkemaksimering er problematisk.

VIDSTE DU

Utilitarisme Opfattelsen at den moralsk gode handling er den der giver de bedste konsekvenser i form af den største samlede sum af velfærd når alle aspekter og videre konsekvenser indregnes. Klassiske forsvarere af utilitarismen var J. Bentham og J.S. Mill.

Tankeeksperimentet går ud på at man skal forestille sig et menneske anbragt i en 'oplevelsesmaskine' som i bedste The Matrix-stil tilfører personen behagelige oplevelser (altså illusioner) og evig lykkefølelse, som overstiger, hvad man kan opnå uden maskinen (det vil sige. i den ikke-virtuelle verden).

Problemet er nu, at ifølge utilitarismen ville folk faktisk være moralsk forpligtede til at lade sig tilkoble (og tvinge andre til at lade sig tilkoble!) hvis det per definition vil give den største samlede sum af lykke (og det vil så bare være synd for de stakler som ikke kan tilkobles, men må gå rundt og passe maskinerne).

Gælder det også for rotten?

Nozicks eksempel bliver tit brugt til at vise, at vi nok lægger vægt på lykke og gode oplevelser, men at vi også værdsætter virkeligheden (og ikke bare behagelige illusioner) samt autonomi og selvbestemmelse (som oplevelsesmaskinen ligefrem krænker).

Men kunne disse forbehold overføres til også at gælde eksemplet med rotten?

Næppe. De færreste er nemlig parate til at sige at rotten er et autonomt væsen, fordi dette typisk forudsætter ting som fornuft og selvbevidsthed. Faktisk bruges netop denne forskel mellem for eksempel rotter og mennesker som et argument for, at mennesker gerne må slå en rotte ihjel (så længe den ikke lider).

Hvorfor ville det være forkert?

Hvis det er OK, at lade rotter begå 'lykkeligt selvmord', hvorfor skulle det så være anderledes med mennesker? (Foto: Colourbox)

Så hvordan skal vi se på eksemplet med den lykkelige rotte?

Vi kan enten vælge at sige at det er moralsk i orden (og se bort fra et eventuelt ubehag ved at lade rotten 'dø af lykke') eller vi kan sige at det er moralsk problematisk.

Hvis vi vælger det sidste, bliver udfordringen at pege på præcis hvad problemet er. Hvis det ikke hænger sammen med en forestilling om rotten som autonomt væsen, hvad kan det så være? Kan det være æstetiske overvejelser (for eksempel at det er 'ulækkert')?

Eller kan det have noget at gøre med at det er imod 'rottens natur'? Dette sidstnævnte argument vil selvfølgelig have meget vidtrækkende konsekvenser for vores omgang med dyr generelt.

Forskellen på mennesker og rotter

Måske kan disse overvejelser også sætte diskussionen om 'oplevelsesmaskinen' i et nyt lys:

VIDSTE DU

Autonomt væsen Et væsen, der har evnen til rationelt at vurdere sin situation og træffe sine valg på en oplyst måde - kobles tit sammen med ideen om en ukrænkelig værdighed. Kant er en af de filosoffer der lægger stor vægt på menneskets (men ikke dyrenes!) autonomi.

Det kunne jo tænkes at eventuelle grunde til ikke at udstyre rotten med en lykke-elektrode også ville gælde, hvis det drejede sig om mennesker?

Når det drejer sig om mennesker, griber man som nævnt ofte til autonomien som filosofisk princip. Men dette kunne være en slags efterrationalisering, som dækker over andre, mere skjulte grunde.

På den anden side - hvis vi nu beslutter at det faktisk er OK for rotter, kunne vi jo også overveje om det skulle være tilladt for mennesker at få en sådan elektrode indopereret?

Reference og links
Caroline Schaffalitzkys profil på SDUs hjemmeside Dyreetisk hjemmeside under Københavns Universitet Læs også på Videnskab.dk: Succes avler succes Filosofi med skrårem og seler Unge bliver lettere afhængige af stoffer Hvad er et godt argument? Rotter holder sig til barndommens gade

 

Om at læse tanker (Del 1)

Reklameplakaten for TV-serien True Blood, hvis hovedperson, Sookie Stackhouse, kan læse tanker.

 
Drømmen om at kunne læse tanker kender de fleste af os vel.

For servitricen Sookie Stackhouse - hovedpersonen i HBOs TV-serie True Blood, som bygger på romaner af Charlaine Harris - er der ikke tale om nogen drøm.

Hun er telepatisk, på både godt og ondt.

Ubegrænset adgang til venners og kollegers tanker er nemlig ikke et ubetinget gode.

Og dertil kommer, at Sookie ikke altid er i stand til at udelukke kakafonien af andres tanker, når hun har brug for lidt fred og ro.

Men der er selvfølgelig også fordele ved at være telepatisk. For eksempel når det gælder om at finde ud af, hvem der stjæler fra kassen.

Tænker vi som vi taler?

Fremstillingen af telepati i True Blood rejser en række filosofiske spørgsmål. For det første om hvad tanker egentlig er for nogle størrelser.

Ifølge HBO-serien tænker vi alle stort set, som vi taler - i mere eller mindre grammatisk velformulerede sætninger, med accent og tonefald - det er bare kun den person, der tænker, og telepatikere som Sookie Stackhouse, der er i stand til at høre det.

LÆS OGSÅ

Vampyrer og sex i alle variationer

Givetvis gør vi det en del af tiden. Lige nu tænker jeg således »Givetvis gør vi det en del af tiden« (med østjysk accent).

Men man kan sætte spørgsmålstegn ved, om tanker altid er 'indre tale' af denne type. Det er dog ikke det spørgsmål, jeg vil tage op her. Jeg er mere interesseret i, hvad Sookie kan lære os om det, filosoffer kalder 'problemet om det fremmedpsykiske' (på engelsk: 'the problem of other minds').

Autister kan lære os meget

Søren Overgaard er postdoc ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

Problemet om det fremmedpsykiske drejer sig basalt set om, hvorvidt (og i så fald hvordan) vi kan vide noget om andres bevidsthedstilstande.

Sammenlignet med en vaskeægte tankelæser som Sookie Stackhouse vil mange måske mene, at det er meget begrænset, hvad vi kan vide om, hvad andre tænker og føler.

For med mindre folk ligefrem fortæller os, hvad der foregår i hovedet på dem - og selv da ved vi jo kun noget, hvis folk siger sandheden - så synes vi henvist til indirekte og yderst usikre slutninger fra deres kropslige adfærd.

Sookie har derimod direkte adgang til bevidsthedstilstandene selv og behøver således ikke at ty til gætterier baseret på adfærdsmæssige clues.

Man kan imidlertid få et lidt andet syn på sagen ved at sammenligne os med mennesker, der er Sookies diametrale modsætning. Og her behøver vi ikke at gå til fiktionen, for autister synes i bemærkelsesværdig grad at være 'blinde' for andres bevidsthedstilstande - 'mindblind', i Cambridge-psykologen Simon Baron-Cohens formulering.

Oplever kommunikation som telepati

VIDSTE DU

True Blood er en prisvindende amerikansk TV-serie baseret på bogserien The Southern Vampire Mysteries af Charlaine Harris.   Serien foregår i den fiktive lilleby Bon Temps i Louisiana, i en parallelverden hvor vampyrer lever frit blandt mennesker.   Hovedpersonen er den tankelæsende servitrice Sookie Stackhouse, der bliver forelsket i vampyren Bill Compton.   I Danmark bliver True Blood sendt på TV2 Zulu.

I et tankevækkende essay af neurologen Oliver Sacks beskriver den højt begavede universitetslærer og autist Temple Grandin sig selv som en 'antropolog på Mars'.

Da Grandin var barn, var hun ude af stand til at forstå selv de mest simple følelsesudtryk.

Og selv som voksen er hun »nødt til at 'udregne' andres intentioner og bevidsthedstilstande, at forsøge at gøre algoritmisk eksplicit, hvad for os andre er 'second nature'«.

Som barn oplevede Grandin at »noget skete mellem de andre børn, noget hurtigt, subtilt og konstant forandrende - en udveksling af meninger, en forhandling, en så bemærkelsesværdig hurtig forståelse, at hun nogle gange undrede sig over, om de alle var telepatiske.

»Hun er nu klar over eksistensen af disse sociale tegn. Hun kan slutte sig til dem, siger hun, men hun kan ikke selv percipere dem, kan ikke deltage direkte i denne magiske kommunikation eller begribe de mange lag af kaleidoskopiske tilstande bag den.« (Oliver Sacks, An Anthropologist on Mars, ss. 258-260)

At læse et smil

Anna Paquin, der spiller Sookie Stackhouse i True Blood(Foto: Kristin Dos Santos)

Grandin fortæller videre, at hun i kraft af årelange anstrengelser for forstå andre mennesker nu er i stand til at se, om en anden person 'er vred eller smiler'.

For os andre er smilet ikke endestationen - det er blot begyndelsen. Selvfølgelig ser vi umiddelbart, om nogen smiler - det er noget af det nemmeste i verden - men vi ser også meget mere end det:

Vi ser den andens glæde, medfølelse, tristhed (ja, der findes triste smil), indforståethed, hykleri, frygt, arrogance og en hel masse andet i hans eller hendes smil.

Ikke så dårlige som vi tror

Sammenlignet med Temple Grandin har såkaldt almindelige mennesker en ganske forbløffende evne til umiddelbart at afkode andres tanker, følelser etc.

Tænk for eksempel over alt det, et andet menneskes blik kan fortælle os:

Et blik kan være mistroisk, tillidsfuldt, bedrevidende, uforstående (det kan faktisk være rigtig svært at se ud, som om man forstår noget, man ikke har forstået!), indforstået, fjendligt, kærligt, venligt, medfølende, koldt, nedladende, glad, trist, desperat, selvsikkert, tankefuldt, tomt, begærligt osv. osv.

Al denne information, bare i måden et andet menneske kigger på! Det er ikke så mærkeligt, at Temple Grandin kunne få den tanke, at ikke-autister er telepatiske.

Måske er forskellen mellem os og Sookie Stackhouse langt mindre, end vi tror: Vores hoveder genlyder ganske vist ikke af andres tanker, men det er heller ikke indlysende, at kun mennesker med den slags overnaturlige evner er i stand til at afkode andres tanker og følelser.

(Fortsættes...)