Filosofibloggen 

Hvad er et godt argument?

Du kender ham måske som Lewis Carrol, forfatter til Alice i Eventyrland. Men hans rigtige navn var Charles Dodgson, og han var en banebrydende forsker indenfor matematisk logik. (Foto: Charles Dodgson)

Når bølgerne går højt og debatten er følelsesladet, kan det være svært at kende de gode argumenter fra de dårlige. Er argumentet svagt, hæves stemmen!

Vi bruger hele tiden argumenter.

Vi bruger dem, når vi forklarer os. Vi bruger dem, når vi diskuterer.

Og når vi forsøger at overbevise hinanden om det fornuftige i, at lige præcis vores egen holdning er den bedste.

Men hvad er egentlig et godt argument?

Det gode argument kan have mange forskellige udtryk. Hvis målet med argumentet er at 'kapre' tilhængere og få folk over på sin side i en diskussion, er der et meget kort svar: Det der overbeviser de andre.

Bliver du overbevist af en særligt engageret dørsælger, har salgsargumentet i den forstand jo været godt. Også selvom det sælgeren argumenterer for ikke hænger sammen logisk.

Logik og argumentationsteori

Men hvad hvis folk ikke bliver overbevist? Eller når man ikke kan blive enige i en diskussion? Når den ene siger A, og den anden siger B?

Så må man gribe til logik. Det kan simpelthen undersøges, om det hænger bedre sammen når den ene siger A eller når den anden siger B.

Det gode ved logik er, at der eksisterer ganske klare retningslinjer for, hvad der hænger sammen. Ligesom der også er regler for, hvad man må og hvad man ikke må. Af samme grund anvender man logik i alle sammenhænge af videnskabelig argumentation.

Logikkens regler

Argumentation fordrer logisk konsistens. Er der ikke (logisk) konsistens, har personen, der argumenterer, et (logisk) forklaringsproblem.

Du kan besøge 'Det danske netværk for filosofisk logik og dens anvendelse' på netværkets hjemmeside.

I argumentationsteori undersøger man, hvad der gør de argumenter, vi bruger til daglig, til gode argumenter.

I videnskab - som jo kan beskrives som en diskussion - er der formelle regler for, hvad der tæller som et godt argument. Der findes deduktive argumenter og induktive argumenter. Argumenter, hvor man kan udlede konsekvenser. Argumenter, hvor konklusionen følger af præmisserne, kaldes gyldige argumenter.

Det deduktive argument

Det deduktive argument består af sætninger (propositioner), som logisk understøtter en anden sætning. Man taler om, at præmisserne skal lede frem til en konklusion; at konklusionen deduktivt skal kunne udledes af præmisserne.

VIDSTE DU

Vær opmærksom på, at det deduktive argument udelukkende fortæller noget om argumentets form; om det hænger sammen - ikke noget konkret om virkeligheden! Følgende argument er for eksempel logisk gyldigt, men jo egentlig noget vrøvl: »Hvis jeg nyser, så skinner Solen i Sahara«, »jeg nyser« ergo »Solen skinner i Sahara«.

Eksempelvis er følgende et argument, hvor konklusionen følger af præmisserne, hvis præmisserne er sande: »Man er udelukkende forpligtet til at mindske forureningen, hvis man har personligt har forårsaget den« og »jeg har personligt forurenet« ergo »jeg er forpligtet til at mindske forureningen.«

Stridsspørgsmålet kan så eventuelt gå på, hvad man bør forstå ved begrebet 'personlig'. For hvornår er man personligt ansvarlig? Det ændrer dog ikke på, at man er logisk forpligtet til at antage konklusionen, når man har godtaget præmisserne som sande.

Man siger, at man fra sande præmisser og gennem en korrekt foretaget slutning, kommer frem til en sand konklusion.

Det induktive argument

Det induktive argument baserer sig på observationer. Observationer, der tjener som evidens for en bestemt konklusion. Induktion er en måde at tænke på, hvor man laver en generel konklusion baseret på bestemte begivenheder. Det lyder kompliceret, men det er det egentlig ikke.

Lad os sige, at du har et fast ritual hver vinter med at fodre ænder. På den første dag ser du en hvid svane. Næste dag ser du en svanefamilie på fire, der alle også er hvide. Det samme sker de følgende dage. Ja, faktisk ser du udelukkende hvide svaner gennem hele vinteren.

Derfor konkluderer du, at svaner er hvide.

Jo flere hvide svaner, du ser, jo mere troværdig vil denne konklusion selvfølgelig være. Tre måneders daglige observationer vil selvsagt virke stærkere end tre dages. Der eksisterer dog en mulighed for, at der eksempelvis også findes sorte svaner, som bare ikke er blevet set af nogen. På den anden side kan du aldrig være sikker på, at en sådan svane faktisk findes.

For at være sikker på, at den sorte svane ikke findes, er du nødt til at finde og kontrollere alle svaner i hele verden. Hvis der kun blev fundet hvide svaner, ville konklusionen (at der kun findes hvide svaner) svare til en uomtvistelig lov.

Bevise og eftervise

På samme måde er konklusionen, at alt med masse falder til jorden (det vil sige i et tyngdefelt), baseret på induktion. Det bygger på iagttagelser af bestemte begivenheder. Iagttagelser, som får en til at konkludere noget generelt om alle genstande.

Konklusionen er ganske enkelt plausibel, fordi man aldrig har observeret andet under de givne omstændigheder.

Ikke desto mindre er der ikke noget logisk til hinder for, at konklusionen netop ikke følger af præmisserne. Altså, at man en dag kunne observere en genstand, der ikke adlød de gængse fysiske love. Indenfor naturvidenskab taler man af samme grund ofte ikke om at bevise (logisk), men derimod om at eftervise (empirisk).

Hvis du vil mere om logik og argumentationsteori, er der mere at hente i Vincent Hendricks
og Stig Andur Pedersens 'Moderne elementær logik'.
 

Links
Læs også på Videnskab.dk: Filosofibloggen God retorik i retten Gode advokater kan snakke uskyldige i fængsel Kan man stole på en computer? Matematikkens historie

 

Filosofi med skrårem og seler

Portræt af Martin Heidegger (Maleri: Amano1)

Martin Heidegger  var en filosof, der dannede skole.

Han var stor inspirationskilde for tysk og fransk fænomenologi og hermeneutik. Ja, for europæisk tænkning som sådan.

Og så var han nazist.

Gør det ham til en dårligere tænker?

Og bør vi revidere vores syn på, hvilken indflydelse han bør have i fremtidens lærebøger på universiteternes filosofi- og litteraturstudier?

At gå efter manden

Mere generelt: Bør man forkaste personers tanker, fordi man ikke bryder sig om deres politiske holdninger og overbevisninger? Bør man fx lade være med at læse Knut Hamsuns 'Sult', fordi manden nærede nazistiske sympatier?

VIDSTE DU

Heideggers filosofi handler om, hvordan mennesker er til i verden. En filosofi, som handler om, hvad det grundlæggende vil sige 'at være'. I den forstand er det en eksistensfilosofi.

Diskussionen har fået ny næring efter oversættelsen af denne bog. Indrømmet. Det kan bestemt give god mening at forkaste en filosofi, der påviseligt leder til nazisme og totalitarisme.

Kan man derimod ikke påvise en sammenhæng mellem Heideggers filosofiske tanker og hans nazistiske menneskesyn, kan det virke som om man anfægter Heidegger som person.

Så er det jo ikke hans filosofiske tanker, man har et problem med. Tanker, der har gjort ham til et akademisk omdrejningspunkt.

Man går populært sagt efter manden og ikke efter bolden. Fagteknisk kaldes det 'argumentum ad hominem'; et argument til mennesket, ikke til det, der bliver sagt. 

To ad hominem-argumenter

'Ad hominem'-argumenter findes i to afskygninger: I den første version angribes personens karakter og moralske ståsted. Det er et direkte personligt angreb.

I den anden version angriber man personens troværdighed. Man peger på en 'pragmatisk inkonsistens' i personens måde at handle på. Hvis en tyv for eksempel siger, at det er forkert at stjæle, handler tyven ikke i overensstemmelse med, det han siger. Han siger ét og gør noget andet. Han er 'pragmatisk inkonsistent'.

Ad hominem-argumenter, der anfægter en persons troværdighed, bruges ofte til at så tvivl om vidneudsagn i retssager. Brugt på denne måde kan ad hominem-argumenter både være saglige og relevante. En blind person, der søger jobbet som flyveleder, kan jo også afvises på baggrund af sit handicap. 

Geni-garanti?

VIDSTE DU

De to typer ad hominem-argumenter: - Det første argument angriber personens måde at være på - Det andet argument angriber personens måde at handle på

Som det ses, er det den første type 'ad hominem'-argument, der er på spil i kritikken af Heideggers filosofi.

Spørgsmålet, som står tilbage, er, om det er et sagligt ad hominem-argument, der rammer Heidegger?

Om man kan vise en sammenhæng mellem Heideggers fænomenologi og filosofi og hans syn på, hvordan man bedst indretter et samfund på. Altså om man ud fra hans værens-filosofi kan udlede nazisme eller nazistisk tankegods.

Et væld af bøger og artikler diskuterer flittigt Heideggers status. Blandt andet HER og HER.

Læren er vel, at fordi man er genial på et område, er der ingen på forhånd indbygget garanti for, at man også er det på andre.

X-Factor: Mens vi venter på fredag

Dommerne er X-factors egentlige hovedpersoner og eneste sikre vindere. (Foto: Brummer Fotografi & DR)

X-Factor fortæller både noget om os selv, vores samfund og den tid vi lever i.

Samtidig kan det være svært ikke at tænke tanken, om man kan tillade sig alt - blot for underholdningens skyld.

Vi har brug for nogle kollektive referencepunkter, og her tjener X-Factor, i kraft af sin umiddelbare forståelighed og identifikation med vindere og tabere, som national 'markedsplads', hvor vinderen hyldes og taberne udstilles, ydmyges og 'henrettes'. Alt imens vi labber det hele ubekymrede i os fra sofaen.

Konceptet stiller samtidig en generation af unge en drøm i udsigt, som kun et fåtal vil få mulighed for at realisere. Størsteparten vil være anonymiseret bagbeklædning for showets egentlige hovedpersoner og eneste sikre vindere: Dommerne.

De få der bliver udvalgt, tjener til at sætte vores alle sammens normale hverdag i relief. De er enten mere end gennemsnitligt talentfulde eller mere end gennemsnitligt talentløse. Helst skal de være en ekstrem en af slagsen. Så ekstreme at vi enten kan ydmyge eller idolisere dem.

Hvem kan vi takke X-Factor for? 

Grænserne for, hvad vi kan tåle at se og høre, flytter sig konstant. Dagens seer lader kun til at blive berørt af det ekstreme og bizarre. Fælles standarder for, hvad der er skidt og kanel, skal man se langt efter. Det er sværere at få øje på en fælles målestok for kvalitet. Og 'reality-TV' er produktet af denne udvikling.

Filosofisk kaldes fænomenet for 'relativisme'. Kendetegnende for det relativistiske udgangspunkt er, at der ikke er nogen synspunkter, der er bedre end andre. Lige godt. Lige gyldigt. Ligegyldigt.

Når gældende standard samtidig er laveste fællesnævner, og man giver folk mulighed for at udkrænge deres inderste, inviterer man uvilkårligt folk til at blive udleveret hurtigere end de kan levere i reality-programmerne.

Etikken i reality-TV

I et samfund hvor vi hele tiden har en trang til at fortælle, hvordan vi har det, som et ekko af Descartes, mister det private også sin betydning.

Indskrænkning af privatsfæren gør programmer som Big Brother, Paradise Hotel og X-Factor mulige: Programmerne benytter simpelthen en masse unge og ældre mennesker, der under indflydelse af den nationale psykose om at blive set, ønsker deres femten minutters berømmelse.

Mange, der vel knap skulle have lov til at synge i badet. Folk med en imponerende mangel på selvindsigt og dømmekraft.

Til forskel fra de to førstnævnte programmer, er kriterierne for berømmelse ikke fuldstændigt demokratiserede og udvandede i X-Factor. Man skal i højere grad gøre sig fortjent til at blive kendt. Berømmelsen er afhængig af, hvor godt man præsterer (eller underpræsterer) foran dommerne. Man skal med andre ord gøre noget. Ikke bare 'være'.

Men stemmer etikken? Eller er det grov udnyttelse, udelukkende for underholdningsværdien?

 Vindere og tabere

Spørgsmålet er, om alle får tilstrækkeligt ud af det. For selvfølgelig er der en grad af udnyttelse. Men den lader til at være gensidig: Deltagerne får en platform, hvorfra de kan blive bekræftet, producenterne får et program og så er der alle os andre, publikummet, der får sikret en underholdende fredag aften.

Vi krummer tæer, men ser ikke væk i håbet om at se folk fejle. Vi ønsker det ekstreme. Det talentløse og det talentfulde, der kan spejle og bekræfte vores egen normalitet. Allerede hos Platons 'Faidon' møder vi opfattelsen at se sig selv i forhold til noget, der er forskelligt fra en selv.

I handlen mellem deltager og producent (samt publikum), er deltagerne dem, der bærer langt størsteparten af risikoen. Sat på spidsen er det etiske spørgsmål, om deltagerne er tilstrækkeligt godt informeret om den risiko, der ligger i at blive udstillet?

Er de det, og kan de forholde sig til deres ønsker og vælge imellem dem, kan man sagtens ud fra et princip om autonomi  argumentere for, at programmet holder en retfærdig etisk standard.

Hvem sælger hvad?

Kan de derimod ikke varetage deres egne muligheder, og er de ude af stand til at vælge og fravælge, er det problematisk set fra en etisk synsvinkel. Det handler nemlig om autonomi. For dem der vil vide mere, behandles begrebet på letforståeligt dansk i Klemens Kappels bog, Medicinsk etik (1996). Lad dem i øvrigt ikke skræmme af titlen.

Til forskel fra konventionelle handler, hvor man ved hvem der køber og sælger, og hvad der sælges, er 'handlen' i X Factor lidt mudret. For hvilken vare udbydes og til hvilken pris?

Deltagerne har chancen for berømmelse (med den ukendte fare, der er forbundet med det), risikoen for ydmygelse (med den ukendte fare, der er forbundet med det) og overvejende sandsynlighed for fortsat anonymitet (med den, formentligt kendte, fare, der er forbundet med det).

Det er bare underholdning

Til alle tider har der eksisteret underholdning i den lettere genre. Et sted hvor man kan koble af og slå hjernen fra. Den brede underholdning, der udstiller det grovkornede, det unormale, det bizarre og i sidste ende - det ganske underholdende.

På visse niveauer fungerer den type underholdning endda til at styrke fællesskabet. Der er nogle, vi kan holde med, og nogle, vi kan håbe, bliver stemt ud. Noget man kan være fælles om at more sig over og på bekostning af. Du har måske allerede dit yndlingsklip kørende for dit indre blik.

Af samme grund kan det virke som en overreaktion at intellektualisere og moralisere alt for meget og påpege det underlødige i den slags programmer. Disse programmer tjener som underholdning og bør vel også vurderes derefter. Lever de op til, hvad de lover? Er de underholdende? De er jo ikke sat i søen for at løse kræftens gåde eller afsøge meningen med livet.

Det faktum til trods kan man dog fristes til at spørge, om der ikke alligevel er grund til lidt bekymring. For disse programmer er produkter af vores samfund. Et samfund, der i stigende omfang hylder det ekstreme frem for det gængse. Men hvad med den dag, hvor det ekstreme vitterligt indtager det gængses plads?

 

Hvornår er vi egoistiske?

Hvis alle vore handlinger dybest set er begrundet af egoisme, hvorfor betaler vi så skat? (Foto: Colourbox)

En læser bringer en række interessante problemstillinger i spil på baggrund af egoismeindlægget her på filosofibloggen.

Læseren berører både psykologiske og videnskabsteoretiske aspekter. Betragtninger, som fortjener en grundig belysning.

Lad os tage det psykologiske aspekt først: Egoisme betragtet som sammenhængende teori forklarer ikke fænomenerne; forklarer ikke vores oplevelser. Vi motiveres ganske enkelt af andet end blot egoisme.

Som nævnt i det første indlæg om egoisme, handler vi på baggrund af vrede, frygt, medlidenhed, samvittighed, bevidstheden om hvad der er det rigtige at gøre i en given situation og givet vis en del flere faktorer. Faktorer der ikke nødvendigvis plausibelt kan erstattes af en dybereliggende egoisme.

Den enkle teori

Indenfor videnskabsteorien bruger man ofte et princip der kaldes 'Ockhams razor' - Ockhams ragekniv. Princippet anbefaler os at skære alt (overflødigt) bort, som ikke bidrager til forklaringen.

Har man derfor valget mellem to teorier, der begge lige dækkende forklarer den samme mængde fænomener, bør man vælge den af teorier, der er mest enkel. Man bør vælge den teori, der eksempelvis introducerer færrest begreber.

Princippet er formentlig også et, man kender fra sin hverdag under mottoet 'lad være med at gøre en forklaring mere kompliceret end, hvad den behøver at være.'

Metodologisk princip

Ockhams razor er et såkaldt metodologisk princip. Det fortæller intet om teoriens indhold, men udelukkende noget om teoriens form og udtryk. Og i videre forstand fortæller princippet noget om, hvilken teori, der bør foretrækkes på baggrund af parametre som form og udtryk.

Så vel er psykologisk egoisme en (meget) enkel teori - og derfor ud fra det ockhamske metodologiske kriterium om simplicitet at foretrække. Men teorien er mangelfuld på indholdssiden. Der er ganske enkelt andre teorier, der mere dækkende beskriver den psykologiske side af vores handlinger. Fænomener og oplevelser forklares mere videnskabeligt dækkende af andre teorier - og derfor også bedre.

Eller for at sige det lidt anderledes, er simplicitet ikke det eneste kriterium, som teorier vælges og fravælges på baggrund af. Aspekter som forklaringskraft og evnen til at forudsige er mindst ligeså afgørende.

Teorier skal kunne falsificeres

Som bekendt skal man i princippet kunne forkaste en videnskabelig teori, hvis man er i besiddelse af observationsmateriale, som strider mod teorien. Kan man ikke det, og der foreligger empiri, som vil kunne afkræfte teorien, er teorien ganske enkelt ikke videnskabelig.

Observerer du eksempelvis, at genstande 'falder opad', når du slipper dem, kunne det en være en første indikation af, at tyngdeloven ikke udgør en dækkende forklaring. (I parentes bemærket, er Newtons klassiske tyngdelov fra hans banebrydende værk 'Principia' (1687) faktisk erstattet af Einsteins generelle Relativitetsteori (1915). Se for eksempel mere HER.

Brede definitioner forklarer for lidt

Spørgsmålet er ikke, om vi kun motiveres af egoisme, men derimod om vi udelukkende handler ud fra egoistiske motiver. Så længe vi har andre motiver for vores handlinger end de kun egoistiske, handler vi ikke egoistisk.

Kan egoisme-tesen 'reddes' ved at have en mere rummelig definition af egoisme? Det kan den måske. Ulempen ved en bred definition er dog, at den godt nok indfanger mange af fænomener, man ønsker at forklare, men til gengæld forklarer meget lidt om disse fænomener.

Kan man derimod give en specialiseret definition, vil den også forklare mere på dette begrænsede område. Hvis alle handlinger omvendt er udtryk for det samme fænomen - i dette tilfælde egoisme - opnår man ikke megen viden om baggrunden for de handlinger, man ønsker at beskrive og forklare. En bred definition af egoisme, siger således ikke særligt meget om, hvad egoisme er. Den indfanger for meget - og dermed i virkeligheden intet.

Følelser og forpligtelser

Mange handlinger er efter den gængse opfattelse ikke udtryk for egoisme. Vi betaler eksempelvis skat, undgår at spise for mange søde sager og går regelmæssigt til tandlægen, selvom det måske ikke er det, vi har mest lyst. Disse handlinger kan eventuelt forklares med, at det på længere sigt er bedre for os, og disse handlinger derfor i videre forstand er udtryk for egoisme.

En sådan forklaring forklarer dog ikke, at vi sommetider føler os forpligtet til at overholde løfter. Hvis jeg har lovet at købe ind, men jeg egentlig hellere vil spille fodbold, føler jeg mig netop ikke motiveret, men handler derimod ud fra min opfattelse af pligt.

Det er genstanden for min handling - for eksempel at jeg hjælper til med indkøb, så min kæreste ikke behøver at gøre det - der er det afgørende. Jeg bekymrer mig med andre ord om min kæreste.

Hvis man udelukkende bekymrer sig om sin egen velfærd, er man selvfølgelig egoistisk. Handler man derimod også, fordi man ønsker, at andre skal have det godt, er man ikke egoistisk.

Præmisserne for egoisme-tesen er derfor ikke sande (at man kun handler på det, der motiverer en), og selv hvis det skulle være sandt, følger konklusionen ikke (at man alene motiveres af egoisme).

 

Er vi grundlæggende selvoptagede?

Giver vi gaver af ren og skær næstekærlighed? Eller er det i virkeligheden os selv, det handler om? (Foto: Colourbox)

Det er ikke mange dage siden, at vi fejrede jul. Flæskestegen og juleanden er forlængst sat til livs. Gaverne er pakket ud. Børnene er glade.

Julen er lidt af et paradoks. For midt i det ekstremt kommercielle og overfladiske overforbrug udmærker juledagene sig også ved en immateriel tilgang til tilværelsen.

Julen er den højtid, hvor det lader til, at vi sætter individualismen på pause og hjælper hinanden.

Næstekærlighedens etik

Men giver vi gaver til hinanden og hjælper folk i nød, fordi vi ønsker at handle godt? Er det udtryk for næstekærlighed og altruisme? Eller er det i virkeligheden blot et udtryk for, at vi ønsker at tage os bedre ud i andres øjne?

Inden for etikken finder man de to yderpunkter: Egoismen og dens absolutte modsætning, altruismen. Etikken giver os retningslinjerne for, hvordan vi bør handle. Men der er ikke megen mening i at opstille etiske idealer om det prisværdige i at hjælpe folk der trænger, hvis det ikke er muligt for os efterleve de idealer, som vi opstiller.

Udformningen af en realistisk etik kræver med andre ord en realistisk beskrivelse af det menneskelige sind. Psykologi spiller derfor en væsentlig rolle. Man kan ikke kræve, at vi bør være selvopofrende, hvis vi grundlæggende er disponerede for det selviske.

Handlinger og motiver

Hvad motiverer vores handlinger? Er det virkelig selviske motiver?

Alene det at kalde handlinger for selviske har, udover det rent beskrivende, også noget stærkt vurderende over sig. Hvis en handling beskrives som selvisk, kritiserer man med andre ord handlingen.

Teorien om at vi udelukkende drives til at handle ud fra selviske motiver, kaldes for psykologisk egoisme. Som en faktuel beskrivelse af den menneskelige psykologi, er teorien selvfølgelig forkert.

Underliggende egoisme

Vi motiveres jo af mange andre faktorer end egoisme. Blandt andet handler vi på baggrund af kærlighed, had og frygt, ligesom anerkendelse, uretfærdighed og stolthed også kan virke motiverende.

Men egoismen kan stadig forekomme at være en dækkende eller plausibel beskrivelse, hvis handlingerne analyseres i en større forståelsesramme. Selv i de handlinger, hvor vi viser os som selvopofrende individer, påstås det, at vi i virkeligheden kun motiveres af altruistiske faktorer som omsorg og medlidenhed, fordi vi i sidste ende selv får noget ud af det.

Det er ikke kun et gængs postulat blandt nogle, at såkaldt altruistiske handlinger blot er udtryk for subtilt maskeret egoisme. Også den engelske oplysningsfilosof, Thomas Hobbes (1588-1679) var ude efter altruismen.

Alt kan være egoisme

Den kyniske udlægning er, at alle vores handlinger kan sættes ind i anden fortolkningsramme. En ramme, som viser, at handlingerne i virkeligheden er egoistisk motiverede.

Og videre i samme tråd: Når vi giver penge til velgørenhed, skyldes det ikke ønsket om at hjælpe andre, men derimod at man er i stand til at gøre mere end andre; at man er andre (moralsk) overlegen.

Påstanden er, at man ikke donerer i al hemmelighed, men tværtimod udstiller sin hjælp, for at vække andres beundring og sin egen tilfredsstillelse. Vi er derfor i bund og grund egoister. Eller er vi?

Egne og andres behov

Når vi donerer penge til nødhjælp, er det umiddelbare motiv, at man ikke ønsker, at andre mennesker lider. Motivet synes derimod ikke at være, at man ønsker at tilfredsstille sine egne behov om, at folk ikke skal lide.

Mener vi, at en bestemt handling er den rigtige at udføre, kan vi føle glæde ved at udføre den. Det skal dog ikke forveksles med egoisme, for objektet for vores handlinger er nemlig stadig andres behov, ikke vores egne. Noget som præsten og filosoffen, Joseph Butler (1692-1752) pointerede i Fifteen Sermons: 'Upon the Love of Our Neighbor'.

Glæden ved at handle på en bestemt måde, er noget der går forud for selve handlingen. Hvis man mener, at det er rigtigt at donere penge til nødhjælpsindsamlinger, motiveres man for eksempel af ens følelse af retfærdighed, ønsket om at ville hjælpe andre og at gøre noget godt. Pointen er, at disse forskellige følelser også er nogle, man har inden man donerer penge.

Metodiske problemer

Teorien om at vi udelukkende handler ud fra selviske motiver lider også af metodiske vanskeligheder. Teorien lader sig ganske enkelt ikke tilbagevise. Og er der noget videnskabelige teorier skal levne plads til, er det muligheden for at lade sig refutere.

VIDSTE DU

Hvis en hypotese påstår noget om virkeligheden, må der være betingelser, som bekræfter hypotesen og være betingelser som kan tænkes at afkræfte den.

Som med andre teorier er det afgørende at holde sig for øje, at når først en teori er accepteret, så kan al evidens fortolkes på en måde, som støtter op om den pågældende teori.

Har man som i tilfældet med egoisme antaget, at man kun kan handle på basis af egoistiske motiver, bliver selv de mest altruistiske handlingsmønstre tolket ind i sammenhænge, hvor alle handlinger i virkeligheden er udtryk for selvgodhed.

Og dermed fejler hypotesen som videnskabelig teori.

Hvordan finder man rundt i klimateorierne?

Men hvad gør man, hvis der findes forskellige tilsyneladende seriøse forklaringer på, hvordan Jordens klima reguleres? (Foto: Colourbox)

Verdens lande samles i disse dage i København for at sætte klimaet på dagsordenen.

Et flertal af anerkendte klimaforskere er enige om, at menneskelige handlinger udgør et væsentligt bidrag til den globale opvarmning.

Det stiller os overfor en række etiske problemstillinger. For hvis vi har en indflydelse på, at Jorden bliver varmere, gennem den måde vi lever på, indebærer det et moralsk ansvar for at ændre den opførsel, der har været med til at skabe problemerne.

Tillid til eksperterne

Som menigmand, der kun har et begrænset kendskab til fysikken bag teorierne, må jeg, ligesom så mange andre, danne mine holdninger ud fra, hvem jeg tillægger epistemisk autoritet.

Hvilke forskere ved rent faktisk noget om emnet? Her må jeg, ligesom andre, støtte mig til, hvad jeg læser og hører forskellige fagfolk sige. Jeg må stole på klogere folks anbefaling.

Men hvordan vælger man noget, som man i bedste fald kun kan få forklaret, men aldrig selv 'tjekke efter'; når man aldrig kan få indsigt i årsager og følger? Teorier kan jo være så tilpas komplicerede og abstrakte, at de udelukkende kan forstås på baggrund af ekspertudtalelser. Og eksperter kan jo have andre interesser end de rent faglige.

Der kan også være politiske interesser i at promovere bestemte budskaber - for eller imod - og fremme en specifik dagsorden.

Videnskaben som rationel vejleder

Videnskaben er den eneste rationelle måde at afgøre, hvad der er op og ned i klimadebatten. Alene af den grund er der fornuft i, at politikere og befolkningen lytter til deres anbefalinger og laver strategier på et informeret videnskabeligt grundlag.

VIDSTE DU

Kort fortalt er Henrik Svensmarks teori, at Solens aktivitet har indflydelse på den kosmiske stråling, der rammer Jorden. Det er især den kosmiske stråling fra rummet, som er årsag til, at der kan dannes lave skyer. Jo flere lave skyer, des mere er der til at reflektere Solens stråler og dermed holde temperaturen nede. Det er derfor i følge Svensmarks teori i overvejende grad Solens aktivitet, der skaber en højere gennemsnitstemperatur på Jorden. Temperaturstigningen er således ikke menneskeskabte.

Men hvad gør man, hvis der findes forskellige tilsyneladende seriøse forklaringer på, hvordan Jordens klima reguleres? En sådan forklaring synes at komme fra den danske klimaforsker og fysiker ved Danmarks Rumcenter, DTU, Henrik Svensmark.

Han argumenterer for, at solaktiviteten påvirker Jorden til et varmere klima.  

Et af de springende punkter for teorien - og dermed også for konklusionerne og de efterfølgende anbefalinger - er præcis at finde ud af sammenhængen mellem kosmisk stråling og dannelsen af skyer.

Når forskerne på området er uenige og ikke ved nok til at tilslutte sig eller afvise, bliver det ikke lettere at finde ud af for menigmand.

Hvordan danner vi vores holdninger?

Det er ikke en let og ukompliceret sag at finde ud af, hvordan vi danner vores holdninger - hvordan vi populært sagt, bliver klogere.

Vores holdninger bygger både på, hvem vi tillægger troværdighed og autoritet og på baggrund af, hvad der motiverer os, hvad vores ønsker er og hvilke værdier vi har. Ligesom det kan påvirke vores holdninger, hvis vi frygter udstødelse, identifikationsmarkering og andre stigmatiserende faktorer.

Dels kan det tænkes, at vi har foruddannede meninger om, at vi grundlæggende lever umoralsk i kraft af et voldsomt overforbrug. Vores dårlige samvittighed, over måden at leve på, flettes sammen med synspunkter og anbefalinger, der styrker den enkelte i troen på, at noget bør forandres; at den enkelte kan gøre sit til en bedre verden.

Dels er det en tanke værd om ikke nogle af vores holdninger har et religiøs skær over sig. Irrationelle og udenfor argumentatorisk rækkevidde.

Videnskab er ikke demokratisk

Når vi danner vores holdninger, er det således svært ikke at blive påvirket af værdier og følelser. Aspekter der ikke har at gøre med det konkret videnskabelige.

Videnskab er nemlig i udgangspunktet hverken en demokratisk beslutningsproces, hvor flertallet bestemmer - hvor flertallet har ret - eller føleri. Videnskabelig indsigt bygger ideelt set på tanker, teorier og argumenter, der kan underbygges, verificeres af empiriske observationer og lade resultaterne blive testet uafhængigt af andre videnskabsmænd.

Hvis resultaterne ikke understøtter hypotesen - eller mere præcist formuleret, hvis resultaterne falsificerer hypotesen - bør hypotesen forkastes. Teorien skal forklare virkeligheden og ikke omvendt.

Underbestemthed

Det kan dog være lettere sagt end gjort. Det skyldes det begreb, som kaldes for underbestemthed indenfor videnskabsfilosofien.

Et eksempel på underbestemthed er, at forskellige teorier kan forklare de samme observationer, den samme mængde data. Det er den såkaldte Quine-Duhem tese opkaldt efter filosoffen, Willard van Orman Quine og matematikeren, Pierre Duhem.

VIDSTE DU

I følge Quine-Duhem tesen kan man altid få en påstand eller teori til at være sand, hvis man er villig til at ændre tilstrækkeligt andre steder i sit system.

Du kan læse om den teoretiske baggrund for tesen HER.

Hvis Quine-Duhem-tesen er sand, kan man hverken forkaste eller falsificere en hypotese, påstand eller teori på basis af ens observationer. Der kunne jo være andre alternative (lødige) forklaringer på, hvorfor teorien ikke passede med de observationer, man har gjort.

Oplysning frem for skræmmekampagner

Til forskel fra mange andre teorier, der udelukkende har en snæver akademisk interesse, så tvinger klimadebatten almindelige mennesker til at tænke sig om og forholde sig til problemstillingerne.

Men hvis vi træffer vores valg på baggrund af dommedagsvisioner, politisk pression eller vores bange anelser, i stedet for videnskabelig evidens, er der fare for at komme til at lytte til det populære frem for det videnskabeligt underbyggede.

Bedst vil det være, hvis vores handlinger i forhold til klimaet bygger på saglige anbefalinger, på indsigt og oplysning, i stedet for på kampagner, der skræmmer os til at handle.

Farligt at ignorere

Man kan pege på mange klimaforskere, som mener, at CO2 har ødelæggende indvirkning på vores fælles fremtid. Det kan derfor have voldsomme konsekvenser ikke at tro, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Et, efter min mening, tungtvejende argument for at stole på denne del af den etablerede klimaforskning, er, at det kan vise sig at være yderst kritisk at lade stå til, hvis det viser sig, at menneskets bidrag til den samlede opvarmning af Jorden er reel.

Man giver med andre ord os selv, klimaet og fremtidige generationer en slags 'benefit of the doubt'.

 

Det demokratiske dilemma

René Descartes, fader til idéen om de moderne individ. (Portræt: Frans Hals)

Kan man gennem social ingeniørkunst designe sig frem til det bedste af alle samfund?

Findes der en ideologisk opskrift på det perfekte samfund?

Kan Gud give os en hjælpende hånd i jagten?

Spørgsmål som disse har interesseret mennesker, siden vi begyndte at organisere os i samfund.

Demokratiet, hvor folket bestemmer, er en sådan måde at indrette et samfund på. Tanker om demokratiet kan spores tilbage til det antikke Grækenland for ca. 2500 år siden. Demokrati i et mere moderne tilsnit er dog ikke nær så gammelt.

Det moderne demokrati

Det moderne demokrati er ikke en enkelt mands værk. Det blev udviklet i takt med, at kirken gradvist mistede sin magt i 1600-tallet. Det er der mange årsager til, men øget velstand og det naturvidenskabelige gennembrud er i hvert fald to, man kan pege på, hvorfor det sker.

En enkelt mand er dog med til at sætte skred i det: Filosoffen René Descartes (1599-1650) er med sin meget korte men ekstremt vigtige bog 'Om metoden'  med til at sætte det hele i gang.

Sammen med hans 'Meditationer' (heller ikke den er i øvrigt særlig lang) har de to værker haft en kolossal betydning for opfattelsen af, hvad mennesket er. Da tankerne for alvor slår igennem, bliver mennesket nemlig i langt højere grad end tidligere opfattet som et individ; som en person.

Demokrati bygger på frihedsrettigheder

Fluen er ude af flasken. Der er ingen vej tilbage. Ikke underligt bygger demokratiet derfor på nogle grundlæggende personlige rettigheder: Rettigheder, der knytter sig til personen. Det handler om forskellige former for frihed: Ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, trosfrihed.

Det skal nemlig være muligt at sige sin mening, at give udtryk for sine holdninger, ligesom det også skal være muligt at samles med meningsfæller i forsøget på at ændre tingenes tilstand, at ændre parlamentets sammensætning.

Frihed er kort sagt demokratiets fundamentale byggesten. Uden frihed vælter korthuset. Der er mange diskussioner af frihedens betydning for demokratiet. En af dem finder du HER.

Hvad koster friheden?

Terror-lovgivning, religiøs modstand mod Muhammed-tegninger og burkaforbud er betænkelige, hvis man ser på det med demokratiske briller. De har alle det til fælles, at det indskrænker den enkelte persons muligheder for at leve det liv, han eller hun selv vil.

Hensyn til goder som for eksempel (en vis) sikkerhed mod terrorangreb og respekten for religiøse følelser vejer dog ikke nær så tungt i vægtskålen, som retten til frit at vælge, hvem man vil ses af, hvad man vil tegne og hvordan man ønsker at klæde sig.

Selvom det både kan virke tillokkende og ønskværdigt at bestemte goder tilgodeses, er det faktisk ikke demokratiets mål at skabe 'det perfekte samfund'.

Demokratiet skal først og fremmest sikre individets frihedsrettigheder. Det skal sikre vores muligheder for at udleve for vores holdninger. I den sammenhæng er det uundgåeligt at nævne Karl Poppers værk 'Det åbne samfund og dets fjender'.

Demokratiet kan ødelægge sig selv

Friheden har dog sin pris. For med frihed kommer muligheden for at ødelægge. Ødelægge samfundet. Ødelægge demokratiet. En svaghederne ved demokratiet er jo, at det kan ødelægges af dem, som ønsker det.

Eksemplerne gennem historien er talrige med valget af Adolf Hitler til Rigskansler på førstepladsen.

Den tvivlsomme liste er desværre lang og indeholder også nuværende kandidater. Eksempelvis er der skindemokratier i Mellemøsten, der undergraver individets rettigheder til at udfolde sig frit. Der nægter sine modstandere de samme rettigheder, som de selv er blevet givet.

Og det er egentlig paradokset i en nøddeskal: For på den ene side skal mennesker have ret til frit at danne meninger - også de upopulære. Men de selvsamme friheder giver udemokratisk indstillede mennesker muligheden for at vælte og undergrave samfundet og demokratiet.

 

Står kunstere over loven?

Er den prisvindende filminstruktør Roman Polanski et overmenneske hinsides godt og ondt, som ikke bør dømmes for en gammel voldtægt? (Foto: Foto: Film Servis Festival Karlovy Vary)

Står kunsten over loven?

Spørgsmålet dukker op med jævne mellemrum. Senest i tilfældet med den polske filminstruktør, Roman Polanski. Ham med film som Rosemary´s baby, Chinatown og Pianisten.

Sagen er den, at han tilbage i 1977 voldtog en, dengang, 13-årig pige, efter at han havde drukket hende fuld. En pige der altså både var under den kriminelle lavalder og havde sex imod sin vilje.

Polanski tilstod dengang overgrebet, men flygtede ud af landet inden retten havde afsagt en dom. Nu, mere end tredive år senere, er han blevet pågrebet i Schweiz og forsøgt udleveret til de amerikanske myndigheder, så han kan blive dømt. Onsdag meddelte Schweiz' øverste straffedomstol dog, at Polanski bliver løsladt mod kaution.

Den interessante problemstilling, som trænger sig på, er, om kunstnere står over loven. Problematikken kan synes retorisk, for selvfølgelig gør de ikke det. I denne sag har der ikke desto mindre været delte meninger.

Justitia

Forfattere og filosoffer har interesseret sig intenst for forholdet mellem forbrydelse og straf. I sagens natur er det også et interessant område at bevæge ind på for jurister og teologer.

Et grundlæggende princip i moderne retspraksis er, at domstolene ikke ser til, om man er høj eller lav, hvilken status man har i samfundet. Der ses udelukkende på forbrydelsens karakter og hvilket forsæt, der ligger bag.

Man siger, at Justitia har bind for øjnene. At hun ikke tager parti for nogen. At hun med vægten i hånden vejer for og imod og dømmer retfærdigt. Man er lige for loven.

Det er et princip, som henter sin begrundelse i princippet om upartiskhed. Når handlinger vurderes bør alles interesser eller velfærd, efter dette princip, tælle lige meget.

Anderledes for kunstnere?

Man kan ofte kende god kunst på, at den skaber debat om tabuer og kan være med til nedbryde dem. Og det er jo fint og godt. Kunst og kunstnere er derfor grundlæggende væsentlige for vores samfund. Kunsten indtager af den grund en særstatus.

Men betyder det, at kunstnere ikke er underlagt de samme moralske normer som alle andre i vores samfund?

Kunstnere skal ligesom andre bære ansvaret for deres handlinger. Når man handler, har man også et moralsk ansvar. Ellers sætter man nogle mennesker højere end andre.

At argumentere for det kræver en del. Faktisk skal man have fat i noget, der matcher Nietzsches fremtidsmenneske. Overmennesket.

Overmennnesket er en supermand, der handler hinsides godt og ondt. Netop begreberne godt og ondt er normalt nogle der bruges, når man beskriver om handlinger er retfærdige.

Det er højst tvivlsomt, om der eksisterer så fuldkomne mennesker. Mennesker, som i kraft af deres moralske og intellektuelle formåen kan dømmes efter en anden målestok end os andre. Mennesker som grundlæggende er moralsk mere værd.

Mere konkret om Polanski er et sådant menneske.

 

Forbrydelse og straf - Står kunstnere over loven?

Roman Polanski modtager en filmpris. (Foto: Film Servis Festival Karlovy Vary)

Spørgsmålet dukker op med jævne mellemrum.

Senest i tilfældet med den polske filminstruktør, Roman Polanski.

Ham med film som 'Rosemary´s baby', 'Chinatown' og 'Pianisten'.

Sagen er den, at han tilbage i 1977 voldtog en, dengang, 13-årig pige, efter at han havde drukket hende fuld. En pige der altså både var under den kriminelle lavalder og havde sex imod sin vilje.

Polanski tilstod dengang overgrebet, men flygtede ud af landet inden retten havde afsagt en dom. Nu, mere end tredive år senere, er han blevet pågrebet i Schweiz og forsøgt udleveret til de amerikanske myndigheder, så han kan blive dømt.

Den interessante problemstilling, som trænger sig på, er, om kunstnere står over loven. Problematikken kan synes retorisk, for selvfølgelig gør de ikke det. I denne sag har der ikke desto mindre været delte meninger.

Justitia

Forfattere og filosoffer har interesseret sig intenst for forholdet mellem forbrydelse og straf. I sagens natur er det også et interessant område at bevæge ind på for jurister og teologer.

Et grundlæggende princip i moderne retspraksis er, at domstolene ikke ser på, om man er høj eller lav; hvilken status man har i samfundet. Der ses udelukkende på forbrydelsens karakter og hvilket forsæt, der ligger bag.

Man siger, at 'Justitia' (retfærdighedens gudinde, red.) har bind for øjnene; at hun ikke tager parti for nogen. At hun med vægten i hånden vejer for og imod og dømmer retfærdigt. Alle er lige for loven.

Det er et princip, som henter sin begrundelse i princippet om upartiskhed. Når handlinger vurderes bør alles interesser eller velfærd, efter dette princip, tælle lige meget.

Står kunsten over loven?

Man kan ofte kende god kunst på, at den skaber debat om tabuer og kan være med til nedbryde dem. Og det er jo fint og godt. Kunst og kunstnere er derfor grundlæggende væsentlige for vores samfund. Kunsten indtager af den grund en særstatus.

Men betyder det, at kunstnere ikke er underlagt de samme moralske normer som alle andre i vores samfund?

Kunstnere skal ligesom andre bære ansvaret for deres handlinger. Når man handler, har man også et moralsk ansvar. Ellers sætter man nogle mennesker højere end andre.

At argumentere for det kræver en del. Faktisk skal man have fat i noget, der matcher Nietzsches fremtidsmenneske: 'Overmennesket.'

Overmennnesket er en supermand, der handler 'hinsides godt og ondt'. Netop begreberne 'godt' og 'ondt' er normalt nogle der bruges, når man beskriver om handlinger er retfærdige.

Det er højst tvivlsomt om der eksisterer så fuldkomne mennesker. Mennesker, som i kraft af deres moralske og intellektuelle formåen, kan dømmes efter en anden målestok end os andre. Mennesker som grundlæggende er moralsk mere værd.

Mere konkret om Polanski er et sådant menneske.

 

Helliger målet midlerne?

Klaus Bondam valg-eskapader rejser et filosofi spørgsmål: Helliger målet midlet? (Foto: EPO)

Ved det nyligt overståede kommunalvalg blev der indgået nogle bemærkelsesværdige alliancer partierne imellem, hvis man ser det i et landspolitisk perspektiv.

Klarest i billedet står Klaus Bondam (R), som fik posten som integrationsborgmester i København ved hjælp af mandater fra Dansk Folkeparti. Netop det parti, han var gået til valg på ikke skulle have indflydelse. Men som bekendt har man et standpunkt, til man tager et nyt.

Findes der visse situationer, hvor man må gå i seng med fjenden for at tjene et højere formål? Et spørgsmål som leder til det uundgåelige; helliger målet midlerne?

Set på afstand kan det se ud som om, man ikke er drevet af hensynet til flertallets bedste, men ud fra et ønske om at ville mele sin egen kage; at forblive borgmester.

Har Bondam i den forbindelse handlet ansvarligt eller slet og ret egoistisk? Det kommer meget an på, hvad man mere præcist forstår ved det at have et ansvar.

At have ansvar kan nemlig forstås på flere måder.

IMMANUEL KANT

»Handl således, at du altid bruger hele menneskeheden, såvel i din egen som i enhver andens person, altid tillige som formål, aldrig blot som middel.« Immanuel Kants kategoriske imperativ

Dels som løfter, der skal holdes.

Dels som interesser, som skal varetages.

En af dem der har bidraget væsentligt til forskningen i moralsk ansvarlighed og retfærdighed er filosoffen Kasper Lippert-Rasmussen, som du blandt andet kan læse om her og her.

Hvis der med ansvar menes det første, er der tydeligvis nogle aftaler og løfter, der ikke er blevet overholdt. Ligesom der er en tillid, der er blevet brudt. Men hvordan bør man egentlig forholde sig til løfter? Den store tyske filosof Immanuel Kant giver os med sit kategoriske imperativ en vejledning i, hvordan man bør handle i situationer som disse.

Det kategoriske imperativ siger noget om, at man altid skal handle på måder, så man ikke udelukkende behandler mennesker som midler, men også som selvstændige mål. Mennesker bør derfor ikke bruges som redskaber. Heller ikke, hvis det er i en højere sags tjeneste.

Tilliden mellem borgere og politikere opretholdes ganske enkelt ved, at løfter og aftaler overholdes. Af samme grund kan radikale stemmer, hverken blive brugt til at skaffe borgmesterposter ved at indgå studehandler med politiske modstandere eller som smøremiddel til mere ædle samfundsnyttige formål.

Gør man det, kan det hævdes, at politikeren misbruger den tillid og de aftaler, der ligger til grund for, at stemmerne overhovedet blev opnået.

I samfundets tjeneste

Det var således én måde at forstå ansvar på.

Skal ansvar derimod forstås som det at varetage andres interesser bedst muligt, er der rum for at handle lidt mere kreativt. For det kan bestemt ikke udelukkes, at vælgernes interesser varetages bedst ved at indgå, hvad man kunne hævde er uhellige alliancer. Altså, at radikal politik gennemføres mest effektivt som borgmester, i stedet for som troværdig idealist, der følger med fra sidelinjen.

Hvis man med andre ord kan pege på etisk relevante forhold i den konkrete situation, kan det udgøre en "undskyldning" for ikke at holde sine løfter eller snævert tænke i at pleje ens politiske idealer.

Om politikere kan handle på den måde, kommer ud på, hvad man mener, politik egentlig handler om; at tilkæmpe sig magt og indflydelse eller stå ved sine idealer for at skabe et bedre samfund?