Doktor Bauds blog

Poesi og Videnskab?

Roald Hoffman i aktion foran storskærmen.

Roald Hoffman fra Cornell Universitetet, kalder sig selv for videnskabs-digter, science poet.
I 1981 vandt han Nobelprisen i Kemi, sammen med Kenichi Fukui, for deres teorier om årsagerne bag kemiske reaktioner. Siden har han skrevet digte.

"Kemi er godt at skrive digte udfra", siger han, "Der kan man virkelig søge det universelle."

Roald er en af talerne ved et seminar om "The scientist as a poet". Egentlig burde det jo gå ud på det samme, mener han, at man søgte det universelle. En videnskabsmand og digter som Alexander Pope gik det også fint op for, for slet ikke at tale om Platon og Aristoteles!

Men så kom industrialiseringen og så blev videnskab og poesi adskilt og har ikke været sammen siden, undtagen en kort periode i blandt andet København, hvor folk som Tor Nørretranders talte om den tredje kultur og inviterede kunstnere og videnskabsmænd til at tale med hinanden, indtil Mindship Cantina væltede hele projektet og alt blev glemt igen.

Her til ESOF i Barcelona er kombinationen af kunst og videnskab fuldt EU-sanktioneret og lever og har det fremragende.

"Problemet er, at digtet søger tvetydighed. At denne tvetydighed er digtets natur. Og at netop tvetydighed står i total modsætning til videnskaben", siger Roald Hoffman.

Roald har skrevet digte om Polymerer. Om kemiske processor i celler.

Og Roald vil gerne læse lidt op. Han holder tydeligvis meget af, at høre sin egen stemme. Den er langsom og leger med klangen i ordene. Lidt som en Michael Strunge men emmet er ikke weltsmertz i 80ernes København, men det poetiske faktum, at to tsunami-bølger, fulde af kraft nok til at ødelægge en hel kyst hver, kan støde sammen midt ude i havet, uden det har nogen betydning, uden at nogen af bølgerne ændrer retning eller taber kraft, og helt uden en krusning på overfladen.

"Og det er jo modsat os mennesker. Vi støder sammen og ingen går uforandrede fra et møde med et andet menneske", siger Roald Hofmann.

Et digt om DNA.

Det er ikke altid nemt at være videnskabs-poet, fortæller han. Sidst stødte han sammen med bladet "Nature", der havde bestilt et digt hos ham i anledning af, at det menneskelige genom, nu var afdækket.

"Jeg hader bestillingsarbejder", siger Roald.

Men han gjorde det nu alligevel. Og de afviste digtet. Jeg tog et billede af det, og har lagt det ud her på siden.

Det er temmeligt langt, som I kan se, og han står og læser op nu, her i en hal i Barcelona, mens videnskaben hyler koldt og entydigt forbi vinduerne udenfor, og så er der vi da nogen der har hørt det, og når nogen har hørt noget, så findes det jo, ikke sandt?

Man bliver helt inspireret. I al, hjerne-ydmyg ubeskedenhed. Et eller andet sted mellem blafrende hemisphærer, begravet i sang fra neuroner og nervepigtrådsmusik, der flænser dagene op, svøber dem om os, og lægger os til ro, tsunami-bølgende.... 

En partikel-accellerator oversat til dans

Ok. Hvad har tre næsten nøgne piger så at gøre med seriøs videnskab?
Og hvorfor står den ene af dem med et stykke tyggegummi i munden, som hun har sat fast på væggen og langtsomt trækker ud?
Det skal jeg såmænd sige Dem, højt ærede læser: De er slet ikke piger, men små Quarker, der er punktformige og uden indre struktur.

Quarker sammensættes til andre partikler.
Der er seks quarker, der er grupperet i par efter deres masse og ladning.
Parrene kaldes generationer.
Hver quark har en antipartikel, en antiquark.
Navnet på antikvarken fås ved at sætte forstavelsen anti- foran navnet på quarken.
En proton eller en neutron består af tre quarker. Quarkerne har elektrisk ladning på enten 2/3 eller 1/3 af elektronens ladning.
Har jeg netop læst mig til på nettet, altså.

Og!!?
Spørger De så, kære læser og det helt rimeligt: De tre piger, der spiller quarker, er med en en teaterforestilling, "Más allá del mundo" - ude af verden, hvor en række videnskabsmænd og kunstnere har lavet et særdeles abstrakt stykke der genopfører Quarkernes opførsel i en partikelaccellerator. Truppen bag hedder "Teatro Della Terra", jordens teater.

Og ja.
Helt sikkert.
Det er meget underligt.
Men også meget smukt sine steder.
Ikke mindst det øjeblik, hvor en af quarkerne kom hen til mig med et glas rødt saftevand i hånden og byttede det til et stykke tyggegummi.
Som hun satte fast på væggen lige ved siden af mig, og begyndte at strække det længere og længere ud, mens hun bevægede sig ind mod midten af det runde lokale, til tonerne af sær, faldende musik.

"Der er en stor proton i Barcelona. Tre quarker tegner cirkler inden i den, i denne lukkede hemmelige verden, udveksler de identiteter, efterhånden som quarkerne udveksler energi. Tre identiteter på jagt efter deres egen gåde. Dans er en gåde."

Sådan skriver de altså i programmet, og det hele er designet af University of Turin (UNITO), og når man går ud af den runde ring, er der kæmpe store plancher omkring partikelfysik, videoer fra CERN og masser af videnskabsmænd til stede til at forklare.

Opførslen er en del af ESOFs såkaldte Outreach Projekt, en åben del af festivalen, hvor formålet ikke mindst er at få unge mennesker til at interessere sig for forskning. "Scientist Wanted"; som der står på et billede af Einstein, der hang flere steder i den gigantiske parkeringskælder hvor Outreach fandt sted og hvor der er rigtig mange besøgende, ikke mindst børn, der kan lave eksperimenter, få et kursus i geologi (og lege med jord!) og bygge avancerede atom-modeller via deres playstation 3!

Det er flot og dyrt gennemført og drengen, der delte hovedtelefoner med mig mens vi så en video om ATLAS-partikelacceleratoren (der iøvrigt er så fantastisk, uhyrlig stor at man tror det er løgn), var ihvertfald helt med på en fremtid som atomforsker, også selvom der ikke umiddelbart fulgte næsten nøgne kvinder med.
Mindre, eller rettere større, kan jo også gøre det.
Se f.eks en film om ATLAS her!

Der er stadig forrygende varmt i Barcelona, 28,5 grader og en luftfugtighed på 63 %...Jeg checker ind i airconditioneringen igen, og vender tilbage imorgen med en ny historie, denne gang om hvorvidt man kan kombinere matematik med Poesi.
Og nej, kære læser, det bliver uden teater næste gang, men tilgengæld med masser af mærkelige ord, der hopper og danser, som var de på vej ud af denne verden og ind i en ny....

Hvorfor æder europæerne ikke GMO?

Den lille mand på taler-stolen, taler meget, meget højt ind imellem. Han er en del af en session på videnskabsfestivalen ESOF, Euroscience Open Forum, science for a better life, og han har lige erklæret, at han simpelthen ikke kan forstå, hvorfor borgerne i EU ikke gider æde Genetisk Modificeret mad!

"Amerikanerne har spist det i årevis! Vi spiser det i Kina. Der er ingen der er døde af det. Så hvorfor vil I ikke spise GMO-ris eller hvede? Vi kan ikke forstå det", siger professor Huanming Yang fra Beijing Genomic Institute.

Yang lovpriser selv det nyeste indenfor GMO, nemlig HYBRID-risen, der er resistent over for alt, kan klare tørke og som generelt giver et meget stort udbytte.
Han er også en stolt kineser. For i modsætning til f.eks europa, så producerer Kina faktisk mere mad, end de selv spiser!
Det burde give noget respekt, mener Yang.

Yang er ikke den eneste, der mener at Europa burde lukke op for GMO-posen så hurtigt som muligt.
De to andre talere på den session EAGLES, European Action on Global Life Sciences, holder, er helt enige.
Udgangspunktet for hele seancen er den såkaldte fødevarekrise, der netop nu betyder, at det især i tredieverdenslande er meget vanskeligt at købe billig mad nok.
I en verden, hvor vi sandsynligvis skal være 9 milliarder mennesker i 2050 er der simpelthen ikke råd til at lade være, lyder beskeden. Samme verden huser for tiden 1,2 milliarder mennesker, der lever for under en dollar om dagen. 40.000 dør af sult. Hele tiden. Hver dag.
Også mens jeg sidder her og skriver, og tænker over mine egne meninger om GMO, der er lidt slørede i kanten ligenu....

Hele dagen har været lidt sløret, der er varmt her i Barcelona og der er rigtig meget at se og høre på til ESOF. ESOF har 3500 tilmeldte deltagere og  der er 500 journalister, der arbejder her.

Idag har jeg fået taget mit blodtryk og målt min hjerterytme med et funky lille svensk apperat, der kan se om noget fibrillelerer, altså slår på en uregelmæssig måde, også selvom man ikke har symptomer, umiddelbart. Mit hjerte havde det ok, godseidank!

Og jeg har set en hjerne gløde i 3d via et sjovt apparat(se billede).

Og så har jeg hørt og set en længere fantastisk historie om sammenhængen mellem matematik og magi. Fernando Biasco fra polyteknisk universitet, Madrid, gav den som tal og reb-kunstner og fortalte historier fra magiens verden. Se evt. lidt af det her. Ligenu nøjes jeg med de magiske tavler.

Dem, hvor alle tallene giver det samme resultat uanset på hvilken led, man lægger dem sammen.
Det er en gammel sport og det er sjovt. Lav en selv! Benjamin Franklin lavede dem også i sin tid.

Og det minder MEGET om sodoku, bare mere poetisk, synes jeg.
Der er et billede her til venstre.
Tænk lidt over det!
Og tænk lidt over, hvorfor vi Europæere ikke æder gmo!

Og skriv gerne dine kommentarer til det herunder...

 

Om at tjene penge på noget der er gratis....

 
Den er god nok. Det ER hans rigtige navn. Michael Jackson, hedder han og han har INGENTING at gøre med den plastikopererede popstjerne bag 'Billie Jean' og 'Beat It'.

Tilgengæld har Michael været meget involveret i en anden berømthed, nemlig SKYPE, et stykke software der gør det muligt at lave videokonferencer med andre over internettet, uden at det koster noget. Nødvendigvis, ihvertfald, og det vender jeg tilbage til om lidt.

SKYPE
»Vores slogan for SKYPE var: Du kan tale med alle, alle steder, gratis i al evighed. Og det kan og kunne man. Men på et tidspunkt kommer der jo nogen regninger for bredbånd og servere og den slags, og de skal jo betales. Og så må man finde på noget,« fortalte Michael Jackson her på REBOOT-konferencen. 

SKYPE, der iøvrigt indtil fornylig var ejet af danskeren Janus Friis, overvejede i starten annoncer. Sådan nogen direkte nogen midt i opkaldsvinduet, måske målrettet folk med det samme.

Fødderne op?
Men for det første var det grimt. Jackson gav et meget grumt eksempel på hvor galt det kan gå når annoncer og andet blandes: På CNN.com/crime havde de fornylig en historie om mystiske, afskårne højrefødder, der dukkede op på Canadas Strande (historien er her, fra et andet medie: http://teamsugar.com/group/897409/blog/1091837).

Annoncen oven over havde åbenbart forstået noget af det, den var for en storbyferie, og havde et billede af en mand, der lå på ryggen i en sofa og teksten lød: 'Put your feet up!'.

Og så giver annoncer ikke nok. Selvom markedet for onlineannoncer er på 51,6 milliarder dollar worldwide, kunne det med lidt hovedregning højest blive til 365.000 dollar om året for SKYPE. Pænt hvis man var blogger og sig selv, men alt for lidt for et helt firma.

Narko
»Men vi vidste, der var et behov for også at kunne ringe til almindelige telefon fra SKYPE. Og den service kunne vi tage penge for, uden at bryde vores generelle principper om altid gratis, i al evighed,« sagde Michael Jackson, der også mente, man kunne lære en del af narko-handlere, når det handler om at tjene penge på produkter.

»Første gang gratis - bagefter skal der betales,« siger han, og fortæller at SKYPE netop altid tilbyder en gratis prøveperiode på den ekstra privattelefonservice, en service der øjeblikkelig gav 50 millioner dollar om året. Rådet fra Jackson er simpelt: Stol ikke på annoncemarkedet. Find et produkt, du kan sælge oveni, som du har kontrol over. Også fordi annoncemarkedet er skrøbeligt. I og med, at der bliver flere og flere sites, falder priserne nemlig.

»Skal din fremtid afhænge af annononcører og samarbejdspartnere? Eller vil du selv have styr på den?,« lød Michael Jacksons afskedsalut.

Checking out
Dr. Baud er også ved at tjekke ud. Idag har jeg endelig fået styr på programmet, jeg har simpelthen taget billeder af det jeg skal se, så jeg kan finde rundt. Ved siden af mig, fire meter væk, taler den svenske piratbevægelse om ytringsfrihed på nettet og i et rum ikke så langt herfra, sidder der nogen og leger med små elektroniske 'arduino-boards'.

Programmet fortsætter.
Genstarten er permanent.
Og nu går denne skærm i blåt igen.

God weekend fra Dr.Baud.

 

Andre blogindlæg fra REBOOT: 

Live fra REBOOT - i frihedens navn...

En trådløs kanin ind i hele verden

 

En trådløs kanin ind i hele verden

Kaninen har faktisk et navn. Det mest fjollede mændene bag kunne funde på. Den hedder Nabaztag, har to små øjne, et en lille bitte mund og to ører, der kan vippe og iøvrigt kan skiftes ud med nogen i andre farver.

Og så er den en del af en vision. Firmaet bag den, franske violet.net. har dedikeret sig til at få nettet væk fra computerne og ind i tingene. For kløften mellem den virkelige verden og den, der er i computerne, bliver stadig større.

Så violet.net siger: Alt skal sættes sammen via nettet, og det kan kun gå for langsomt.

Læser podcast
»Trin et: Få kaninen på nettet! Trin to: Få nettet ind i resten af verden,« siger Rafi Haladjian, manden bag en af de mest overraskende legetøjssucceser i verden, en internetkanin, der blandt andet kan læse ens emails op, lege vækkeur om morgenen, afspille ens favoritpodcast, sige pænt goddag, når man kommer hjem og fortælle godnathistorier på flere sprog.

»Det begyndte med, at vi hørte om en teddybjørn, der kunne 40 forskellige godnathistorer på Italiensk og som firmaet var meget stolt af. Så sagde jeg: hvorfor kan den ikke 200? Og hvorfor kun på italiensk: Hvis den var på nettet kunne den bare hente nye historier ned derfra. Sådan opstod Nabaztag,« fortæller Rafi foran et begejstret REBOOT publikum.

Vipper med ørene
Og den kanin ER fantastisk. Dr. Baud vil også have een. Den kan f.eks. programmeres til at læse ens venners facebook-statusser op, hvis de ændrer den. Eller give tegn med øret, hvis vejret er ved at blive dårligere. Mulighederne er uendelige.

Klik selv på billedet herover og se hvad en Nabaztag kan klare på en enkelt dag via trådløst netværk - det er for meget! Om der er mange moderne børn der får sådan en helt for sig selv, tvivler jeg på. Men jeg tror der er mange voksne, der gerne vil have en. Især os her på REBOOT, internettets mere eller mindre kreative aristokrati, der bruger pauserne på at netværke for forretningsplaner og og diskutere den næste store ting, der som altid er lige om hjørnet.

T-shirt med kort
På en måde er arkitekt og designer Martin Ludvigsen fra Center for Interactive Spaces i Århus helt på linie med kaninen og violet.net. Ludvigsen er ekspert i såkaldte brugerinterfaces, hvordan vi interagerer med teknologi, og han mener, tiden er inde til at gøre op med ideen om den individuelle bruger, der sidder foran sin skærm og helst skal tro han er verdens vigtigste mand. Derfor arbejder Ludvigsen nu med systemer, hvor man tvinges til at samarbejde og hvor individet må træde et skridt tilbage.

Mest direkte eksempel på den slags, var meget lidt teknologisk. Ludvigsen havde fået en opgave for Roms turistministerium, der gik ud på at få turister til at interagere mere med lokalbefolkningen end ved bare at give dem penge. Løsningen var at designe en t-shirt med et kort på ryggen, hvor turisten selv ikke kunne se det. Han var så nød til at spørge lokalbefolkningen til råds og om vej, noget der angiveligt giver mange gode samtaler.

Skifter identitet
Andre eksempler handlede om skærm-borde, som familien kunne samles om for at løse opgaver eller dele billeder og et system til biblioteker, hvor brugerne skal samarbejde for at få et svar.

»Man skal ikke designe sine systemer så brugerne bliver en del af dem. Brugeren skifter identitet hele tiden. Hjemme er han måske far. På vej til træning tænker han som en fodboldspiller. Derfor skal interfacet være mere neutralt og koncentrere sig om opgaven,« forklarede Martin Ludvigsen. Og så blev der talt om web 2.0. Det brugerdrevne internet.

Papirmedier taber læsere
Mest klar i mælet var Dan Gillmor, der talte om journalistiskken fremtid, herunder folk som Dr.Bauds. Gillmor mente ikke journalistikken var død. Han mente til gengæld at den var på vej til at blive noget helt andet, og det blev underbygget af det faktum, at traditionelle medier som aviser og TV taber både læsere, seere og annoncekroner.

Tilgengæld vokser medier, hvor indholdet er skrevet af helt andre typer mennesker ret meget.
Selv et firma som General Motors har deres egen blog, hvor direktøren kommenterer på de seneste fejl på bilerne, og tager man de mere afslørende sager, så er det frivillige organisationer som American Civil Liberty Union, der har taget sig af de tunge afsløringer omkring forholdene Guantanamo Bay fængslet, ikke 'New York Times'.

Alligevel så han ikke sort på fremtiden.

Regel et: Lyt!
»Der er nye muligheder. Det handler bare om at se det på en anden måde. Journalistik handler banalt set om een ting: Konversation. Og hvad er den første regel der? At lytte,« sagde Gillmore, der så frem til når nettet nåede til web 3.0. Et stadie han ikke selv mente at være klog nok til at sige noget om.

Men han gav et isnende eksempel: Mange af passagerne ombord på de fly, der den 11. september blev fløjet ind i World Trade Center ringede hjem til deres familier, da det gik op for dem, hvad der var ved at ske. Hvad nu hvis de havde haft video-telefoner? Og havde sendt direkte til nettet imens? Hvordan ville vi have haft det med det?

Det skal Dr. Baud heller ikke gøre sig klog på. Jeg lytter bare. Og genstarter. Igen idag.
 

DR. Baud blogger fra REBOOT: Live fra Reboot 10

 

 

Live fra Reboot 10 - i frihedens navn....

 
Howard Rheingold ER en gammel hippie. Ikke bare som fornærmelse. Næh, han var med dengang og kan stadig med fuld autoritet tale om sammenhængen mellem udviklingen af computeren og internettet som noget, der hang enddog meget tæt sammen med brugen af LSD. 

Og hans tyngde bliver endnu større, når man ved han underviser på Universiteterne i Stanford og Berkley, i det han kalder 'coorperation commons', samarbejde i en større sags tjeneste.

På nettet?
Rheingold er i Danmark som taler ved den tiende REBOOT kongres, der netop nu er igang i kedelhallerne på Frederiksberg, København. Reboot betyder genstart og ideen er at få nye måder at tænke på.

Lige nu sidder jeg i en hal og kæmper for at komme på et stabilt trådløst netværk, noget der er ganske vanskeligt, når man prøver samtidig med godt 300 andre, der alle sammen har computere. Ingen af os kan eller vil klare os uden internetadgang.

De mest desperate har taget eksterne, mobile modems med, så de er helt sikre på at komme igennen, vi andre hacker os som sagt frem fra det ene access point til det andet efterhånden, som de går op og ned.
Der er ligeså mange mennesker udenfor på små strandstole, som herinde og snakken går fra den ene nørd til den anden om hvad fremtiden for internettet mon er.

Friheden flyver
Kodeordet for det hele er FREE, frihed, i alle sammenhænge, men altså primært i forhold til internetttet og de nye sociale medier, aka facebook, flicker, youtube osv. og i løbet af idag og imorgen vil vi deltagere være kommet igennem en myriade af talere om hvad folk vil have, hvad der virker og især hvad der ikke gør. Hvis vi altså kan finde ud af hvad vi skal høre.

REBOOT har nemlig taget FREE så bogstaveligt at programmet hænger på væggen og markeres med små røde tråde mens foredrags holderne skriver rettelser til deres taler med kuglepenne direkte på.

Men tilbage til den gamle hippie. Der holdt et foredrag om, at det er på tide at fortælle en ny historie om os mennesker. At mennesket måske ikke er konkurrencepræget for enhver pris, at politik ikke altid handler om at vinde og at vi kan finde ud af at passe på det, vi skal deles om.
Rheingold gennemgik bunker af positive eksempler hvor vi hjælper hinanden og samarbejder og deler ideer frit og mener det er fremtiden.

Rheingold har lavet et langt videoforedrag, der kan findes på nettet, hvis man vil se mere - se herunder.

Tiden æder sine ord
Imens sidder videnskab.dk`s udsendte og tænker over hvordan tiderne ændrer alle betydninger. Frihed er det bedste guld, sagde La Fontaine i en af sine dyrefabler, men her på REBOOT er friheden noget vi er sammen om. Noget fælles.

Ganske som videnskabsforfatteren Tor Nørretranders gentog i sin hippie Tour-de-Force til REBOOTs åbning: Mennesker lever af planters lort. Nemlig ilt. Og de lever af vores. På den måde går alting i ring, en ring der for Nørretranders vedkommende blev kondenseret i sangerinden Janis Joplins linie: »Freedoms just another word for nothing left to loose«.

Budskabet her i den store hal er, vi skal arbejde sammen. Vi skal være fælles om udfordringerne. Vi skal redde jorden. Vi skal redde os selv. For vi lever af hinandens lort. Bogstaveligt talt.

Forvirret? Det skal De ikke være kære læser.
Det er bare livet, der hamrer forbi mig her kedelhallerne, mens en ny taler omtaler den nuværende generation som "The Edgers" - os der lever på kanten, og lever i "the post everything future". Mens vi leder efter endnu et access point, så vi kan opdatere vores facebooks.

Mere herfra imorgen!

LINKS: Howard Rheingold - http://en.wikipedia.org/wiki/Howard_Rheingold
Lille film med Rheingold, der underviser: http://www.archive.org/download/HowardRheingoldIFTFStanfordHumanitiesLab/rheingoldsaveri.mov
Tor Nørretranders: http://da.wikipedia.org/wiki/Tor_N%C3%B8rretranders

Hukommelser

MicroVault™ Click. 16 gigabyte i en memorystick. Overførselshastigheder på 31 mb per sekund! Sådan er fremtidens memorysticks ifølge Sony. 16 gb! Jeg mener, da Dr. Baud fik sin første computer var der 40 mb på disken. Og det var alt nok den gang. Mere end tilstrækkeligt.

Idag render jeg rundt med en to gigabite memorystick i lommen, og den er permanent fyldt op og skal hele tiden ryddes op i. Derudover har jeg fyldt min mp3-afspillers 6 gigabyte til toppen, jeg har to computere, der efterhånden er ved få fyldt op på hylderne med 60 og 40 gigabyte og så har jeg en ekstern harddisk på 300 gb, der også snart sprækker af info, af tekst, lyd og ikke mindst billeder!
Hvordan er det kommet så vidt?

Jeg tror det er billedernes skyld. Videoer fylder altså meget og kravene til kvalitet stiger og stiger, det skal være skarpt, højtoplyst og FULL HD, det skal være ligeså godt som i biografen, ligeså godt som det øjet ser.

Digital hukommelse bliver bedre og billigere hele tiden. Og når noget kan gemmes, hvorfor så så smide det væk?

Jeg kan stadig væk huske fornemmelsen af, at det der med computere var sådan lidt usikkert i forhold til papiret, idag er det nærmest omvendt.

Min egen hukommelse, den udenfor maskinerne, ligger tilgengæld i rygende ruiner. Uden gmail og især google-søgninger ville jeg være nærmest dement!

Men måske er der håb forude. Jeg venter spændt på at DEEP BRAIN STIMULATION bliver noget, jeg kan få på apoteket...Forskere fra University of Torontos Vestern Research Institute roder nemlig med elektrisk stimulation af de dybereliggende dele af hjernen. Det var oprindeligt et forsøg, hvor man ville stimulere en overvægtig mand til at holde op med at spise ved at påvirke et nervebundt, kaldet fornix, tæt på den forreste del af mellemhjernen, hypothalamus, som derved stimulerer hukommelsescentret, hippocampus.

Mandens lyst til at spise faldt kortvarigt (desværre), når man påvirkede området, men så var der altså også en anden effekt: Han begyndte at huske ting han havde glemt. Han huskede barndomsoplevelser, og billedet blev bedre og bedre, jo mere strøm han fik.

Så sæt mig til! NU.
Før jeg glemmer igen...

Sol Sort

»The sky above the port was the color of television, tuned to a dead channel.« 
William Gibson, fra "Neuromancer"

Varme driver mig til vanvid.
Jeg kan hverken arbejde eller tænke. Så jeg surfer på internettet midt i køligheden af mit hus. Checker de sites, jeg plejer. Og ender ved en skræmmende nyhed. En nyhed, der har væltet sig ind på YouTubes liste over mest sete videoer verden over.

Lige nu er der godt 162.000, der har set ambulancerne køre sårede og dræbte væk fra Tokyo's popolære Akihabara-distrikt, centrum for elektronik og computerspil, en slags virkelighedens 'SPRAWL' fra cyberspace-forfatteren William Gibsons univers.
Akihabara er et sted, hvor der er mange unge mennesker, der køber elektronisk gadgets og spiller mærkelige spil og bydelen er centrum for den del af japansk ungdomskultur, man kalder 'otaku'.
Ekstra helt underlig info fra området er, at det også er her man kan finde automater, hvor man for penge kan dyrke den meget japanske mandehobby, at købe brugte dametrusser, især fra pornostjerner...

Doktor Baud så også videoen i går. Den var fra 'kaoruko10281028', der udover at optage billeder fra nyhedsudsendelser, interesserer sig for tegnefilms manga. Og jeg så også en anden, hvor gerningsmanden, 25-årige Tomohiro Kato, bliver anholdt af politiet efter han dræbt syv mennesker med en såkaldt 'survival knife', en knivtype, der typisk har et langt blad og savtakker. Den bruges til jagt og af soldater, og kan købes stort set alle steder i verden på et tilfældigt militært overskudslager.
På videoen af Katos anholdelse har de japanske TVstationer valgt at sløre hans hænder, ikke ansigtet.
Sikkert på grund af blodet, tænker jeg.

Der er masser af videoer med Kato allerede, og der kommer hele tiden flere og flere til, optaget fra TV, ja, men flest optaget af unge 'otakuer' med mobiltelefoner, som var på stedet.
Og så har Tomohiro Kata selv dokumenteret sin udåd på en mobiltelefon-blog, hvor han beskriver sin tur hjemmefra i en lejet bil og frem til området.

Kl. 5.21 om morgenen skriver han: »Jeg vil slå folk ihjel i Akihabara, vil smadre en bil ind i dem, og hvis den bliver ubrugelig, vil jeg bruge en kniv«. Hans sidste besked til mobilbloggen, kort før han kørte en to ton lastbil ind i tilfældige mennesker på fortovet var: »Det er nu. Jeg gør det«.

Tomohiro Kato var en ganske almindelig 25-årig mand.
Han kunne lide at køre bil, han tilbragte lang tid på online-foraer og han elskede Akihabara, det område han senere vendte tilbage for at myrde løs i.

Spørgsmålene tårner sig op. Hvorfor gjorde han det? 
»Jeg er træt af at leve. Jeg gjorde det alene. Jeg valgte tilfældige«, sagde han til politiet, da han blev anholdt. 
Imens går bloggere verden over, inklusive Dr. Baud, i selvsving med forsøg på at forklare og nettet flyder over med billeder og videoer.

Professor Leon James, ekspert i såkaldt 'road rage' fra Universitetet i Hawaii, har tidligere forklaret det at bilister går amok med, at man kan skifte personlighed, når man sidder bag et rat.

Professoren mener også, at videospil har indflydelse på vores forhold til virkeligheden.

»Forskellen er, at når tingene går galt i 'Grand Theft Auto', kan du bare genstarte. Det kan du ikke i i virkeligheden«, siger han.
Og netop spillet 'Grand Theft Auto', hvor man skal stjæle biler, køre fodgængere ned og banke, skyde og knivdræbe tilfældige på gaden, var det første, der faldt mig ind, da jeg så nyheden i går.
Tomohiro Kato gik ligesom sine jævnaldrene 'otakuer' også meget op i spil og tegnede sig selv som medvirkende i spillet 'Tales of Destiny', iført et sværd.
Han lavede også selvportrættet her på siden, en ascii-udgave af et digitalt foto.
Med ascii gjorde han sig selv totalt digital.

Jeg tror, han var faret vild derinde. I cyberspace. Faret så meget vild, at han kun kunne finde ud af at hugge sig fri igen, at dræbe med sin Survival Knife og fuldstændig sanseløst glemme, at virkeligheden ikke kan genstartes.

Og i resten af verden sidder vi så, tilskuerne, klikkere, klinet til hver vores skærm og skræmmes fra vid og sans, mens YouTube-hitsene stiger og stiger, og unge mennesker stiller sig bag ambulanceholdene og vinker til fotografen.

Det er varmen, tænkte jeg i går, men det var det ikke.

Det var virkeligheden og solen, der blev sort.

Hvem skal styre i fremtiden?

Doktor Baud advarer hermed sig selv: Lad være! Ingen gider høre på det. Det er indspist og nørdet. Folk bliver sure.
Der kommer ikke noget godt ud af det. Kun splid og bøvl og ballade og brådne pander.

Men jeg kan ikke lade være. Det er for fristende. Og hellere tage den nu end senere.

Så lad os tale om Operativ Systemer, OSer. En religiøs størrelse, der handler om lige dele politik, religion og psykologi. Og som indgår i en diskussion, der ikke kan vindes af nogen. Men jeg kan ikke nære mig, det er for fristende at åbne for balladen....

Til begyndelsen. NU.

For tiden kører jeg ikke mindre end tre forskellige operativ systemer på mine maskiner. Dette indlæg forfattes noget modvilligt på et Windows system, et system, der kører på, hold fast, over 90 procent af alle verdens maskiner ligenu, iflg. Wikipedia, et de facto monopol!

Windows er såkaldt proprietær software , dvs. at Microsoft og Bill Gates ejer koden, holder den hemmelig og tager sig godt betalt, hvis vi vil bruge den. Nr. to på listen er Machintosh, der har godt 7,5 procent af alverdens maskiner under sig. Mac OS er også en proprietær kode, de vil også have penge og de er faktisk mindst ligeså lukkede som Windows, rent kodemæssigt.

Jeg har OS X i en ældre Powerbook, som jeg skriver på og jeg elsker det højt, fordi det er så pænt, fordi det virker og giver mig en fornemmelse af at at tilhøre den kreative klasse... Og så er der alt det andet. Der hedder Sun/Solaris og ikke mindst LINUX.

Linux er såkaldt Open Source Software. Koden er offentlig, alle kan i princippet lege med den, og så er det gratis. Og i betragtning af, at Linux er omkostningsfrit og åbent er det meget underligt, at der er under 1 procent, der bruger det! (Især når man tager i betragning, at rigtig mange servere kører Linux!). Men måske hænger det alt sammen sammen med een ting: måden man installerer på. For selvom mange af os er dødtrætte af at se Windows XP installerer sig selv med nogen højest fiktive forslag til tidsforbruget tikkende helt uden for greenwitch mean-time, så er det egentligt ret nemt, ihvertfald hvis man som eders Doktor kan huske de gode gamle dage, hvor man startede med DOS....eller endnu værre, BASIC.

Og så er der Linux. Hvor man altid har skullet dele diske op. Partitionere, som det så skræmmende hedder. Og som ikke har haft et godt ry for installation. Mildt sagt.

Da eders Doktor forsøgte sidst, det må være snart otte år siden nu... som tiden dog går i små snurrende timeglas på LCD-skærme... endte det hele med noget, der med lidt rigelig god vilje kunne betragtes som en slags avantgarde-kunst, nemlig en helt blå skærm, hvor en række nuller og et taller jagede hinanden i lange rækker, endeløst, mens jeg stod og så hændervridende til. Eneste løsning dengang var reformatering og ind med Windows som OS igen, nu en række filer fattigere. Jeg havde således svoret ikke at  røre linux igen uanset hvad.

Men så var jeg i Berlin og så en flok seriøse nørder fra bla. Chaos Computer Club og det ultramærkelige C-base, hvor medlemmerne har bestemt sig til at tro, at stedet er resterne af et nedstyrtet rumskib fra fortiden. Disse nørder brilllierede med deres små, smarte IBM X notebooks, allesammen med Linux "UBUNTU" under hjelmen. Og det så vanvittig smart ud.

Og et par uger senere, i et anfald af rasende nysgerrighed og misundelse, hev jeg så en Ubuntu Desktop edition ned fra nettet på min IBM, brændte en cd, genstartede maskinen og lod den gå igang, mens jeg demonstrativt insisterede på at lave mad og passe børn imens og samtidig sagde farvel til maskine, filer og settings.
Og SÅ blev jeg overrasket. For den virkede. Og det var nemt. Det tog under en time, før jeg var kørende. Uden at miste min Windows ved siden af. Og pludselig befandt jeg mig i et gratis open source miljø, med et glimrende skriveprogram, nyeste udgave af Firefox browseren og sågar, efter LIDT pilleri, indrømmet - men småting ifht. Windows, egentlig - en medieafspiller. Selv mine børn hev fat i maskinen og ville prøve Tetris(der følger med). Og det virker og jeg er ikke utryg, og det er derfor jeg tror, UBUNTÙ har fat i noget.

UBUNTU er basert på det Linux, jeg har haft mine oplevelser med. Men det er skabt af en mand, med en vision, der godt kan gå hen at blive stor med tiden. Mark Shuttleworth solgte et større firma på det rigtige tidspunkt, og brugte først 20 millioner dollar på en tur i rummet. Da han kom hjem, var han besat af tanken om, at mennesket har brug for at kunne tale med hinanden. Resultatet blev UBUNTU, det afrikanske ord for 'med-menneskelighed' eller 'jeg er hvad jeg er, på grund af andre'. Historien er dybt facinerende. Læs den her!

Og så er det, jeg kaster mig ind i det: Jeg tror 2008 vil ændre fordelingen mellem Operativ Systemerne væsentligt. Ud over UBUNTU kommer verdens mindste og mest funky bærbare, "EEE" fra Asus med inbygget Linux fra fabrikken. Jeg har rørt ved den, og talt med de folk, der bruger den. Det virker. Og det virker godt.

Doktor Baud ved godt, han har åbnet en dør, der skulle være lukket nu. Men det kan ikke være anderledes. Prøv det selv.

Indtil videre beholder jeg alle mine tre systemer. Men jeg kan mærke ønsket om eet stort, nyt og åbent monopol trænge sig på....

Hvad synes du? Hvad tror du fremtidens Operativ Systemer bliver, hvad holder du af, og hvorfor.....kommentarer modtages, som skrevet, med kyshånd og jernnæve....
Konsultation afsluttet. Doktor Baud, signing out, tilbage til Ubuntu-land....

Hey, nørder!

"Nørd er et slangudtryk for en person med en stor interesse for et enkelt eller flere emner. Typisk er der tale om interesseområder, der af mange anses for "noget underligt noget". Man vil således sjældent kalde en, der interesserer sig indgående for sport en nørd. Nørden prioriterer ofte det generelt sociale væsentligt lavere end samvær med andre nørder med tilsvarende interesser. I visse tilfælde prioriterer nørden endda interessen højere end ethvert socialt samvær." WIKIPEDIA - "NØRD"

Da Doktor Baud var ung, og det er så længe siden, at det nærmer sig ren fiktion, hvorfor denne blog da også kan løbe af sporet som det passer den, DENGANG, da var nørder fortabte, socialt udstødte individer med for mange bumser, rodet kropssprog og nul sexappeal. Det var pupertetsdrenge, der gled ind i noget teknisk og dybt sjældent, fordi det var uendeligt nemmere for dem, end at klare sig i den angiveligt virkelige verden, den der var befolket af smilende rexona-piger i hvidt og drenge, der spillede fodbold og vandt pokaler og senere gik på handelshøjskolen og dansede kinddanse til slowmotion disko.
 
(herunder en nutidig nørd-videokommentar til den tid, soundtracket fra "Grease" udsat for Lego - Lego er også nørd-classic, og ja, Doktor Baud havde bunker af det som barn....)
 

Det kan vel ikke overraske nogen, at jeg selv var nørdet. Pludselig, som ved et trylleslag, var jeg blevet næsten to meter høj, tynd som et siv og aldeles uatletisk, så jeg foretrak litteratur og elektronikkurser frem for fodbolden.

Men flere af mine venner var faktisk værre ramt. Nørder søger mage, og vi tilbragte de forsømte forår, hvor vi burde have flirtet med piger, kørt på ulovlige knallerter eller vundet fodboldturneringer, med aktiviteter vore omgivelser så¨på med dyb og inderlig mistro og bekymring! 

(herunder en af de reklamer for ellers fremragende produkter fra computerindustrien, her med helt ekstreme 48k memory, man aldrig så i Danmark i 80erne - hvor der som bekendt kun var en tv-kanal, DR, og nul reklamer)

'Hvorfor går I ikke lidt udenfor?', var standardbemærkningen fra de forældre, der fik angstanfald over af at se os hænge foran en hvilken som helst skærm, vi kunne støve op. Men hvad skulle vi det for?

Jeg så på, da en af mine bekendte færdiggjorde et Z-81 computer-byggesæt, tilbragte selv tid med vedligeholdelse og ikke mindst batteriskift på de første, LED-lysende digitalure, så over skulderen på min geniale ven L. da han re-programmerede sin Commodore 64 maskine, mens vi diskuterede vores fremtid i efterretningstjenesten.
For som L. sagde: Millitæret har brug for sådan nogen som os, der ikke har for mange venner og kan klare sig selv.

Vi var kort sagt fortabte. Helt og aldeles.

Vi var helt unødvendigt high-tech og læste tonsvis af Science-Fiction og drømte om en teknologisk fremtid, hvor vores evner betød noget som helst.
Og selv om jeg og L. aldrig blev agenter, gik drømmen i opfyldelse. 

(ihvertfald og måske især for Steve Ballmer herunder...)

I 90erne, da dotcom-bølgen var allerhøjest og alle surfede derudaf, blev det sexet at være nørd, måske fordi sexappeal også hører sammen med magt og penge, to ting Doktor Baud beklageligvis gik glip af. Programmører fra Microsoft og Yahoo og Netscape solgte deres medarbejderaktier og lod sig pensionere som 28-årige på deres nyindkøbte private sydhavsøer, som de så besøgte i privatfly fyldt med fotomodeller. Steve Ballmer og Bill Gates fik pænere tøj på og talte med præsidenter og statsministre, der lyttede til alt de sagde, som var det de ti bud, genfundne.

Og selvom bølgen brækkede, blev det at være nørd aldrig mere det samme.
 
Idag opdrages børn og unge til nørderi fra de er ganske små. 

Danmark skal være et videnssamfund, og ve den forælder til det barn, der ikke har råd til at sponsere den nyeste mobiltelefon med fuldt udrullet internet, musikafspiller, blogfunktion og 5 megapixel kamera. Eller den, der bare ikke forstår den nationale vigtighed af, at hjemmecomputeren skal have power nok til at sende det meste af kvarteret til Mars, inklusive kameradækning og automatisk udgivelse af en bog om hvordan den gjorde det.

Vi er allesammen nørder. Nu.

Ind i maskinerne alle sammen, ligenu og med det samme, råbes der fra alle sider! Fra at være landmænd, sømænd og mælkemænd, er vi muteret til blide, metroseksuelt tålmodige maskin-passere, der taster og udgiver og forsigtigt bærer computere fra den ene opladning, opgradering og virusscanning til den anden.
Vi er gået ind i maskinerne.

Kommer vi nogensinde ud igen? Vil vi?