Deep Space 

Hybrid raketmotor når 21 km op

Søndag d. 14. juni 2009 var jeg inviteret til test af Copenhagen Suborbitals' HATV-motor (Hybrid Atmospheric Test Vehicle) på Refshaleøen. Der er tale om en hybrid raketmotor, som består af et rør med epoxy i, som de blæser N₂O (lattergas) igennem. Jeg skal hilse og sige, at det brænder fortræffeligt!

Jeg tog lidt billeder og video, men lyden på videoen kan slet ikke yde oplevelsen retfærdighed - det var HØJT! Motoren startede næsten med et smæld, og så holdt den afsindige hvæsen sig ellers kørende det meste af motorens 23 sekunder lange brændtid.

Som det fremgår, gik testen fuldstændig, som den skulle. De har tjek på tingene, d'herrer. I øvrigt blev testen afviklet meget professionelt. Sikkerheden var helt klart i orden, og de har et imponerende team af teknikere til at sørge for, at det hele kører på skinner.

Når man tester sådan en raketmotor, måler man, hvor stor kraft den trykker med. Nu måles trykkraft jo i newton (N), så man får en graf, der viser, hvor meget motoren trykker i newton som funktion af tiden. På deres hjemmeside har de offentliggjort denne "thrust"-kurve (som det hedder), hvor de dog har angivet trykkraften i kg (1 kg svarer til 9,8 N):

Som man kan se, lægger motoren ud med at trykke med mere end 1½ tons trykkraft! Det er kraftige sager.

(Husk nu, at dette er deres "lille" testraket - den, der skal sende Peter Madsen ud i rummet hedder HEAT og har tre gange større diameter.)

Når jeg ser sådan en fin thrustkurve, så kan jeg ikke lade være med at prøve at simulere, hvor højt raketten kan komme op. Jeg har skrevet et lille program i GNU Octave, som er en gratis open-source-version af Matlab.

Jeg har selvfølgelig gjort en del antagelser, men forsøgt at komme så tæt på virkeligheden som muligt. Resultatet ser således ud:

Motoren brænder ud efter ca. 23 sekunder i 7-8 kilometers højde, og som man kan se, når den 21 kilometers højde efter ca. 70 sekunders flyvning. Højeste hastighed (ved burnout) 534 m/s (Mach 1,7). Højeste acceleration 6,7 G. Jeg har standset simulationen efter 100 sekunder; i praksis vil HATV folde en eller flere faldskærme ud så tæt på toppunktet som muligt, så den kan lande blødt og forhåbentlig blive genbrugt.

Jeg glæder mig meget til at se dette i praksis :-)
 

Dansk astronaut skal forbedre Danmark

Med den nye astronaut Andreas Mogensen bliver Danmarks interesse for rumfart forhåbentligt forbedret. Større bidrag til rumforskning vil ikke alene forbedre vores muligheder for at deltage i international rumfart, men også forbedre den danske industri og danske uddannelser. (Foto: ESA)

Danmark har fået sin første astronaut, og det er intet mindre end fremragende. Vi har ventet længe - meget længe - men omsider lykkedes det. Andreas Mogensen er nu en del af det europæiske astronautkorps, og der er udsigt til for første gang at få en øjenvidneberetning på dansk direkte fra rummet.

For den brede befolkning vil det betyde, at rummet kommer meget tættere på. Det er immervæk nemmere for de fleste danskere at forholde sig til noget, der bliver sagt på dansk.

Når Andreas en gang foretager sin første rejse ud i rummet, vil han selvfølgelig have en masse opgaver af praktisk art, men jeg håber, at han har sat en del tid af til pressekonferencer og indspilning af videoer til skolebørn, gymnasieelever og folk i al almindelighed. Det, man kalder "outreach" i rumfartsbranchen.

Rumfart fylder alt for lidt i folks bevidsthed i Danmark i dag. Det er min personlige erfaring, at mange ikke engang har hørt om Ørsted-satellitten. Så står det slemt til. Det vil Andreas forhåbentlig kunne råde bod på.

At Danmark nu omsider har fået en fuldgyldig astronaut er en stor, stor nyhed. Og jeg glæder mig på såvel Andreas' som på Danmarks vegne. Men som man siger: "Ingen roser uden torne" - og i denne forbindelse er der tre ting, der stikker lidt.

For det første er det lidt ærgerligt, at vi skulle vente så længe på at få en dansk astronaut. Det skyldes, at vi bidrager meget lidt til ESA. De enkelte lande forventes at bidrage med et årligt beløb, der står i forhold til landets størrelse.

Nogle giver så lidt mere og nogle lidt mindre, og Danmark har i mange år været et af de lande, der gav mindre. Og det er smadderærgerligt, fordi al erfaring viser, at penge brugt på ESA kommer mangefold igen i form af industrikontrakter til danske virksomheder.

Jeg siger ikke, at Danmarks faste, lave bidrag er direkte årsag til, at vi har måttet vente så længe på en astronaut, men det har helt klart været medvirkende. Lad os håbe, at de danske politikere gengælder denne gestus med et forhøjet ESA-bidrag, så vi da i det mindste kommer op på det minimumsbeløb, vi bør bidrage med.

For det andet er det interessant, som Poul-Henning Kamp bemærkede på ing.dk, at Andreas Mogensen med egne ord har sigtet mod at blive astronaut ved at uddanne sig i udlandet.

Det er lidt trist, at når ESA skal vælge en virkelig dygtig dansker, så vælger de en, der har valgt det danske uddannelsessystem fra. Lad det være et vink med en vognstang om, at forbedringer i det danske uddannelsesvæsen er ønskelige!

For det tredje er valget af Andreas lidt sjovt, set i lyset af den langvarige og formodentlig kostbare astronautudvælgelseskampagne, Helge Sander afviklede i løbet af 2008. (Forsknings- og Innovationsstyrelsen kalder selv screeningprocessen "omfattende".)

At sige at de mange dygtige ansøgere, der gennemgik en længere udskillelsesproces, og de mange eksperter, der overvågede forløbet, er til grin, er måske for stærkt et ordvalg. Men ESA har næppe skænket finalisterne i den danske astronautkampagne mange tanker - hvis de har, er det i hvert fald ikke fordi, de var finalister i den danske astronautkampagne.

Nok om det. Det korte af det lange er, at dansk rumfart nu går ind i en ny fase. Vi glæder os - meget!

NASA venter stadig

Tilbage i januar skrev jeg, at det ville blive spændende at se, hvem Obama udpeger til at være administrator for NASA. På det tidspunkt havde jeg næppe forventet, at jeg her i maj måned stadig kan skrive, at det bliver spændende at se, hvem Obama udpeger til at være administrator for NASA. For de venter stadig, derovre.

Det er meget usædvanligt, og jo længere tid der går, desto mere opgivende og desillusionerede bliver det amerikanske rumfartssamfund. For uden en administrator er der ingen til at træffe de store beslutninger, der skal træffes på et eller andet tidspunkt.

Det er et meget kraftigt signal fra Obama om, at NASA kan rende og hoppe. Han er tydeligvis fuldstændig ligeglad med rumfart. At NASA har kørt uden administrator i mere end tre måneder er ikke et vink med en vognstang; det er et stykke papir viklet om en mursten og kylet ind gennem ruden.

Uden en administrator er NASA handlingslammet. Det er svært at udvikle rumprojekter, når der ikke kan tages beslutninger. (Illustration: NASA)

At NASA skal afvikle rumfærgerne inden for de nærmeste år er helt sikkert. At NASA er i gang med at udvikle nye raketter er også et faktum. Men hvornår den sidste rumfærge skal opsendes, er stadig usikkert. Og hvor lang tid der går, fra den sidste rumfærge lander på Kennedy-rumcenteret, til den første Ares I-raket letter med astronauter ombord er der ingen der ved, og det er genstand for stor diskussion.

Skal man droppe rumfærgerne hurtigt, og dermed frigive ressourcer til udvikling af de nye raketter, men til gengæld fjerne USAs mulighed for at sende astronauter ud i rummet i en længere periode? Eller skal man blive ved med at drive rumfærgerne indtil afløseren er klar, men så til gengæld måske skyde overgangen mange år ud i fremtiden?

Det er et voldsomt dilemma, og uden administrator er NASA handlingslammet.

For nylig nævnte fungerende administrator Chris Scolese, at planerne om en permanent bemandet månebase måske skulle erstattes af en række enkeltture til månen, a la Apollo. Det, mener mange (og jeg selv), vil være fuldstændig tåbeligt, og bidrager kun til den voksende desperation.

Som en iagttager på websitet NASA Watch bemærkede for nylig: "Hvor deprimerende. Jeg tror jeg vil sætte mig ned og se Star Trek - vores eneste rigtige rumprogram."

Så usikker har NASAs fremtid vist ikke tidligere set ud. Angiveligt skulle der komme et budget for 2010 en af de næste dage - så må vi se, hvordan de griber det an.

Den elendige konspirationsteori

Her i påsken deltog jeg i arrangementet 100 Timers Astronomi på Ole Rømer Observatoriet i Århus, som Ole J. Knudsen og Laura Søvsø Thomasen stod for. Stor tak til Ole og Laura for at lægge et stort arbejde i dette flotte arrangement!

I øvrigt er Ole Rømer Observatoriet et meget smukt, gammelt observatorium, og jeg kunne forstå, at det som regel er åbent for offentligheden. Hvis man er i Århus, vil jeg varmt anbefale, at man lægger vejen forbi observatoriet!

At mennesket aldrig har været på månen er en af de mest kendte blandt mange konspirationsteorier. De vil altid eksistere. Vi kan ikke gøre noget for at komme af med dem, men blot lære at leve med dem (NASA - Kennedy Space Center)

Aftenens emne var knap så smukt, nemlig den konspirationsteori der påstår, at månelandingerne 1969-1972 aldrig fandt sted, men var et fupnummer. Emnet var - meget befriende - ikke "passer det eller ej", men snarere: Hvordan griber vi denne elendige ide an?

Ole Knudsen lagde ud med at vise et (heldigvis kort) klip fra filmen "Did We Land on the Moon", et pragteksempel på hvor manipulerende en tv-udsendelse kan skrues sammen. Jeg blev decideret vred, da jeg så den første gang.

Bagefter fortalte medieforsker Frands Mortensen lidt om medier og konspirationsteorier, og selv fortalte jeg lidt om Apollo-programmet. Til sidst snakkede vi om hvad vi kan stille op, og Frands Mortensen havde nogle rigtig gode pointer:

• Konspirationsteorier forsvinder aldrig. Lige meget om man vælger at oplyse og forklare eller at tie dem ihjel, vil de altid bestå.
• Journalister går kun efter den gode historie. At forsøge at appellere til journalisters kritiske sans nytter ikke, for deres primære interesse er læserne/lytterne/seerne.
• Eksistensen af konspirationsteorier er noget, vi bare må lære at leve med.

På en udmærket blog på ing.dk gav Bent Jensen en udmærket beskrivelse af vilkårene i dag:

LÆS OGSÅ

Videnskab.dk's tema om konspirationsteorier

"Hvis der findes et rationelt synspunkt og et ekstremistisk, tror den dårlige journalist at sandheden ligger midt i mellem de to."

Men sådan er det altså bare, og det er der ikke noget at gøre ved.

Selv er jeg splittet mht. om man skal ignorere problemet eller imødegå det. Jeg kommer nok til at gøre begge dele fremover :-)

Rumturisten

I øjeblikket befinder Simonyi sig  på den internationale rumstation, men gør det ham til en rigtig rumturist?(Foto: NASA)

26. marts blev Charles Simonyi den første "rumturist", der har foretaget sin anden tur til rummet. Pt. opholder han sig på den internationale rumstation, hvor han bliver indtil april. Simonyi er en uhyre spændende person. Han har tidligere haft en meget stor stilling hos Microsoft, men står nu i spidsen for sit eget firma. Han er født og opvokset i Ungarn, blev bidt af computere, og arbejdede hos Regnecentralen fra 1966 til '68, hvorefter han flyttede til USA. Han vurderes at være god for en milliard dollars, og finansierer blandt andet det professorat, Richard Dawkins besad indtil sin pensionering sidste år.

Når jeg sætter ordet "rumturist" i gåseøjne, er det fordi den situation, Simonyi pt. befinder sig i, har meget lidt med turisme at gøre. Normalt forstår vi ved en turist en helt almindelig person, der foretager en rejse som mange andre. Den mest udbredte form for turisme gennem mange, charterferien til f.eks. Mallorca, er til en vis grad ved at blive afløst af charterferien til Bali, trekking i Vietnam, og det er endda blevet næsten mainstream at bestige Mount Everest.

Men kan man kalde Charles Simonyi "en turist"? Nej.

For det første er han absolut ikke nogen helt almindelig mand. For det andet har han betalt 20 millioner dollars for sin rumtur. For det tredje har han skullet træne mere eller mindre intensivt til turen. For det fjerde opholder han sig på en arbejdsplads, et videnskabeligt laboratorium, fyldt med elektronisk isenkram, som han har lovet højt og helligt ikke at så meget som røre ved.

For det femte kommer han i avisen hver gang. Det gør turister normalt ikke.

Egentlig rumturisme har vi først, når det at købe en rumrejse bliver lige så almindeligt som at bestige Mount Everest. Det kan de fleste efterhånden gøre uden at komme i avisen.

Terraforming – for eller imod?

Terraforming er navnet på den teknologi, som vi endnu langtfra besidder, med hvilken man omformer klimaet på en given planet, så det minder mere om jordens. Især er det vigtigt, at atmosfæren indeholder ilt under et partialtryk der tillader, at man ånder uden medbragt ilt, og som samtidig er fri for giftige gasarter. Lufttrykket må ikke være for højt eller for lavt, temperaturen helst også inden for et givent interval.

Endnu har ingen påvist, at det skulle være umuligt. Tværtimod, mener mange, er det næsten helt sikkert, at det er muligt. Der opereres med tidsskalaer fra helt ned til 100 år, og op til flere tusinde.

Men én ting er, om det er muligt. En anden er, om det er etisk. Hvilken ret har vi til at ændre klimaet på fremmede planeter efter vores forgodtbefindende?

Der er naturligvis overvældende argumenter for terraforming; især, at det bliver muligt for mennesker at opholde sig udendørs uden beskyttelsesdragter. Modstandere af terraforming hævder, at planetatmosfærerne bør bevares som de er.

For Mars' vedkommende kaldes debatten også "rød/grøn"-debatten - skal vi bevare Mars som den røde planet, eller skal vi gøre den grøn? Navnet refererer også til Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi, Red Mars, Green Mars, Blue Mars, som netop beskriver terraformingen af Mars.

(Selv har jeg endnu kun tygget mig igennem "den røde". Meget interessant, men også meget lang. Bogen indeholder i øvrigt også en meget dramatisk beskrivelse af en rumelevator, der bliver klippet over lige under kontravægten.)

Så vi står over for et ret afgørende valg: Skal vi slå os til tåls med at leve i konservesdåser uden for jorden, for at bevare planeterne som de døde ørkener de er, eller skal vi ændre dem, så de bliver beboelige for planter, dyr og mennesker?

Selv er jeg ikke i tvivl. At transformere en død is- eller stenørken til en oase af liv står for mig som noget af det smukkeste, man kan gøre.

Hold øje med Copenhagen Suborbitals

Danmark set fra 150 kilometers højde (Foto: Google Earth)

Ude på Holmen er en gruppe mennesker ved at gøre noget, der aldrig før er gjort i Danmark: De er ved at konstruere en raket, der skal transportere mennesker ud i rummet.

Projektet hedder (pt.) Copenhagen Suborbitals, og involverer vist efterhånden mange mennesker, men de to hovedbagmænd hedder Peter Madsen og Kristian von Bengtson. Peter Madsen har efterhånden mange års erfaring med raketkonstruktion til amatørbrug, men er nok mest kendt for sine ubåde, der har transporteret folk ned på bunden af Københavns Havn og tilbage til overfladen igen. Kristian von Bengtson er arkitekt og designer med rumfart som speciale, og har bl.a. arbejdet for NASA, hvor han har designet interiør til en månebase.

Sammen arbejder de på en raket, der skal hedde HEAT - Hybrid Exo-Atmospheric Transporter. Raketten skal kunne transportere én person op i en højde af ca. 150 km, hvorefter man falder ned igen, og lander med faldskærm.

Lad os lige få styr på terminologien: Raketten vil ikke kunne sende ting i kredsløb, og det vil sige, at intet af det, raketten sender ud i rummet, vil blive derude. Opholdet i rummet vil derfor vare i max. 15 minutter, og man vil ikke kunne besøge den internationale rumstation. Det skyldes, at raketten ikke er stor nok til at accelerere ting op i den hastighed - knap 8 km/s sidelæns - der skal til, før man er i kredsløb.

Ikke desto mindre synes jeg det er et uhyre interessant projekt. Dels fordi noget lignende aldrig har været forsøgt før i Danmark. Dels fordi der ikke er noget principielt i vejen for at det skulle kunne lade sig gøre. Dels fordi det ville være smadderspændende, hvis det lykkedes. Hvem kunne ikke tænke sig en tur ud i rummet i en raket? Jeg kunne i hvert fald godt.

LÆS OGSÅ

Peter Madsens og Kristian von Bengtsons blog om projektet

Selvfølgelig er det forbundet med en vis risiko - det har bemandet rumfart været siden Gagarin, og det vil det nok blive ved med nogen tid endnu - men risici kan minimeres, og raketters pålidelighed demonstreres. Men vigtigst af alt vil det måske kunne lade sig gøre for CS at tjene penge på deres virksomhed.

Mange afviser fuldstændigt tanken om en dansk opsendelsesvirksomhed. Copenhagen Suborbitals' styrker ligger i ikke at ligge under for janteloven, og i ideen om, at der måske er et marked for suborbitale opsendelser. Personligt synes jeg det er sindssygt spændende, jeg ønsker dem alt godt, og håber på det bedste.

Og til dem der mener, at rumfart er så kompliceret, at man hellere skulle lade være, kan jeg kun minde om det gamle ordsprog: Enhver rejse begynder med det første skridt.

Ørsted fylder 10 år i rummet

Ørstedsatellitten er ikke stor, men den har leveret store resultater. (Foto: DMI)

23. februar 1999 lykkedes det i ellevte forsøg at få Delta 2-raketten med den store Argos-satellit ombord afsted fra Vandenberg Air Force Base i Californien. Med ombord var også to små satellitter, hvoraf den ene var Danmarks første satellit, Ørsted.

I løbet af de næste mange år målte Ørsted jordens magnetfelt med hidtil uset nøjagtighed. Den lille fyr på bare 60 kg - og det er meget lidt for en forskningssatellit - leverede løbende målinger så nøjagtige, at man fuldstændig måtte revidere opfattelsen af, hvordan jordens magnetfelt så ud. Ikke nok med det; Ørsted afslørede også, at jordens magnetiske poler flytter sig, og at de flytter sig hurtigere og hurtigere for hvert år. Faktisk er en mulig tolkning af Ørsteds måledata, at vi står over for en decideret polvending, hvor jordens poler vil bytte plads!

Det er en halvfarlig manøvre, for jordens magnetfelt vil ikke bare blive vredet rundt. Det vil formodentlig gradvist aftage i styrke, indtil det er meget mindre end i dag. Så vil polariteten skifte, hvorefter styrken vil tiltage igen. Da det jo er jordens magnetfelt, der beskytter os alle mod solvinden, som er en strøm af ladede partikler, solen konstant udspyr, vil vi altså under polvendingen blive udsat for et højere strålingsniveau end ellers. Det kan få konsekvenser for alt liv på jorden.

Ørsteds mission er - langt hen ad vejen - slut. Men den lille satellit fortsætter med at være i fin form. Jeg havde selv fornøjelsen af at "operere" Ørsted (som det hedder) fra 2007 til 2008, og den er uhyre robust designet. I den nuværende situation kan man stort set ikke gøre noget for at ødelægge den. NiCd-cellerne i de to batteripakker ligger som regel indenfor ca. 20 mV af hinanden, solpanelerne leverer stadig et fuldt tilstrækkeligt output, og de fleste videnskabelige instrumenter fungerer stadig fremragende.

Dét er den gode nyhed.

Den dårlige er, at Ørsted har blomstret og levet uden at sætte børn i verden. Ørsted blev til under det, der hed "Det Danske Småsatellitprogram". Det lyder flot, men Ørsted blev desværre den eneste danske småsatellit. Da efterfølgeren, Rømer, skulle finansieres, smækkede regeringen kassen i. Resultatet er, at al det momentum, og ikke mindst knowhow, man havde opbygget under Ørsted, bare fik lov at fise ud i sandet. Og det er helt ufatteligt trist.

Resultaterne af den forskning, der baserer sig på Ørsteds måledata, har været publiceret i alt, hvad der kan krybe og gå af fornemme, videnskabelige tidsskrifter. Satellitten selv er forbilledligt designet. Der er tænkt på alt. At det danske småsatellitprogram blev nedlagt, og at Ørsted (på nær to forhenværende og én aktiv studentersatellit) stadig er den eneste danske satellit i rummet, er decideret knald i låget. Vi har potentialet. Vi har evnerne. Vi har talentet. Det eneste vi mangler, er nogle visionære politikere, der gider satse på rummet. Det har vi desværre ikke, og så falder det hele - bogstavelig talt - til jorden.

Afkastet af investeringen i en ny, dansk satellit er givet på forhånd: Det ville stimulere dansk forskning, det ville stimulere dansk industri og erhvervsliv, det ville skabe højteknologiske arbejdspladser, det ville øge interessen for naturvidenskab i befolkningen i almindelighed, og blandt uddannelsessøgende unge i særdeleshed. Det ville skabe international anerkendelse. Det ville vække opsigt hos NASA. Det ville styrke den danske nationale selvforståelse. Og det er ikke tomme ord - alt dette gjorde Ørsted. Det eneste Ørsted ikke skabte, var præcedens.

Så lad os lykønske hinanden med Ørsted-succesen, og håbe, at den en dag i en ikke alt for fjern fremtid vil blive fulgt op af endnu en dansk rum-succes.

 

Liv i rummet – igen igen

Så er der liv i rummet igen. Denne gang er det Alan Boss fra Carnegie Institution for Science, der kommer med opsigtsvækkende påstande.

Jeg faldt over artiklen på politiken.dk, men BBCs historie er grundigere. De citerer Alan Boss efter et foredrag han holdt i Chicago for nylig. Efter min mening udtaler Boss sig om sager, han overhovedet ikke har forstand på.

"Der kan være milliarder af jordlignende planeter i mælkevejen."

Ja, det kan der - principielt. Lidt højt, men ok. Vi har ganske vist ikke set en eneste endnu, men det er formodentlig kun fordi, vi ikke kan se dem, hvis de er der. For at detektere en planet om en anden stjerne kigger man på, om stjernen står og flytter sig lidt tættere på, så lidt længere væk, og så igen lidt tættere på os. Hvis stjernen sådan står og "rokker" frem og tilbage hele tiden, må der være en planet, der trækker i den.

Det siger sig selv, at man med den metode primært kan detektere planeter, der enten er meget store, eller meget tæt på deres stjerne, eller begge dele. Desværre er jorden en temmelig lille planet ret langt fra dens stjerne, solen. Så selvom der virkelig findes rigtig jordlignende planeter, kan vi slet ikke se dem. Så her har Alan Boss ret, og her er han på hjemmebane.

"Kun ganske få af de extrasolare planeter kan understøtte liv."

Her har Boss ret igen. Langt de fleste af de planeter, man har fundet omkring andre stjerner, er alt for varme til at der kan leve noget, vi kender som liv, på dem.

"Dr. Boss estimerer, at sol-lignende stjerner i gennemsnit har 1 jordlignende planet."

Måske lidt højt sat, men lad gå. Igen: Her er Alan Boss på hjemmebane, så jeg vil ikke modsige ham.

"Det vil sige, at der er et kolossalt antal planeter, der vil kunne understøtte liv."

LÆS OGSÅ

Artiklen Videnskabsfolk: Der er liv i rummet Ny borekerne skal afsløre det tidligste liv Ny teori: Liv er en ekstrem grad af orden

Korrekt. En jordlignende planet er pr. definition en, der vil kunne understøtte biologisk liv i en eller anden form.

"Ikke nok med at de formentlig kan huse liv. De har det formentlig også."

Hvabehar? Jo, det sagde Alan Boss, altså ifølge BBC og Politiken. Her er vi pludselig gået fra astrofysik og astrofysiske argumenter til en antagelse om, hvordan liv opstår.

Her er Alan Boss næppe på hjemmebane længere, al den stund, at ingen - ingen - ved en hujende fis om, hvordan liv opstår. Og derfor er der heller ingen der kan udtale sig kvalificeret om, hvorvidt det er noget, der altid opstår, når de rette betingelser er til stede, eller om det er så vanvittig usandsynligt, at det formodentlig kun er sket her på jorden.

Hvorfor en formodentlig begavet mand som Boss pludselig slynger sådan noget ud, fatter jeg simpelthen ikke. Men vent - han fortsætter:

"Men jeg tror, at de nærmeste 'jordkloder' formentlig er beboet af det, der var normalt på Jorden for tre-fire milliarder år siden."

Igen en fuldstændig uunderbygget og usaglig påstand.

Jeg græmmes.

Eller snarere: Forundres, over at en mand som Boss lukker sådan noget ud. Græmmes over tanken om, at Boss nok har vidst, at det var en nem vej til nyhedsmedierne.

Vi tager den lige igen: "Ikke nok med at de formentlig kan huse liv. De har det formentlig også."

Den store, amerikanske astronom Carl Sagan sagde engang: "Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser." Her har vi en yderst ekstraordinær påstand, og ikke skyggen af beviser. Døm selv.

Rumfærgen – en romantisk misforståelse

 

For tiden diskuteres det intensivt i USA, hvordan rumfærgerne skal afløses. At de skal udfases og afløses af noget andet, er der ingen tvivl om. Og det er sandelig også på høje tid - rumfærgerne har for længe siden vist, at de er baseret på en tåbelig ide. Mange ser den tilbagevenden til "gammeldags" rum-"kapsler", der lander i vandet og skal fiskes op af et hangarskib, som Constellation-programmet bygger på, som et tilbageskridt - rumfærgen mindede trods alt mere om de rumskibe, vi kender fra diverse science fiction-film, end de mere kedelige kapsler.

Men hele rumfærgesystemet, STS (Space Transportation System), bygger på en kolossal designfejl. Rumfærgerne er, som Robert Zubrin udtrykker det i sin fremragende bog, The Case for Mars, designet på hovedet. Hele grundtanken med rumfærgerne var, at man skulle kunne genbruge så meget som muligt. Det gav ikke mening, at de kæmpestore måneraketter var engangsraketter; ånden i 70'erne sagde "genbrug", så det gjorde man. Beregninger kan hurtigt vise, at hvis man skal genbruge noget fra en raket, giver det mest mening at genbruge det nederste, første trin. Med rumfærgen genbruger man det øverste, sidste trin. Som Zubrin skriver, så slæber rumfærgen hovedmotorer, dyser, brændstofpumper, vinger, flaps, sideror, højderor og hjul med ud i rummet, hvor den absolut intet har at bruge alle disse herligheder til. Rumfærgesystemet er faktisk i stand til at transportere 100 tons gods ud i lavt jordkredsløb, hvilket gør systemet til en rumfartsmæssig sværvægter. Desværre udgør 80 af disse 100 tons rumfærgen selv; så er der 20 tons tilbage til nyttelast. Det er et helt katastrofalt ringe nyttemasseforhold.

Foto: NASA 

Som jeg ser det, bygger rumfærgen på en romantisk, men teknisk forkert forestilling om den gæve rumpilot, der styrer sit rumskib gennem rummets farer til en sikker landing på moder jord. Set i lyset af den computerkraft, vi har til rådighed i dag, og den mængde beregninger pr. sekund, der typisk skal foretages i de kritiske faser af en rumrejse, giver det ikke for fem flade øre mening, at et rumskib skal kunne kontrolleres manuelt. Og også set i lyset af den computerkraft, man havde til rådighed i midt-70'erne. Det er en romantisk forestilling, der formodentlig kun har overlevet, fordi astronauter traditionelt har været piloter, der fra rumalderens begyndelse insisterede på at kunne styre deres rumskib selv. Det lader også til, at dem der sad på pengekassen, da rumfærgesystemet blev designet, ville have deres at skulle have sagt, uanset hvilken teknisk indsigt de besad. Resultatet har amerikanerne måttet leve med i snart 30 år. (Og europæerne med, for den sags skyld, indtil det blev muligt at opsende ESA-astronauter med Soyuz-raketter.)

De økonomiske omstændigheder har tvunget amerikanerne til at kigge i bakspejlet. Synet af en kegleformet kapsel med fire mand ombord, der hjælpeløst dumper ned i Atlanterhavet, hvorfra den passivt skal hales ombord på et skib som en stor, død fisk, ser måske ikke helt så godt ud, og har måske ikke helt den samme PR-værdi, som synet af et labert rumfly, der værdigt og majestætisk sætter hjulene elegant på landingsbanen. Men teknisk set giver det langt mere mening.