Bag om videnskaben 

Klimapolitik bygger på forskning i støbeskeen

Klimaforskningens resultater kommer ofte til diskussion. Hvordan kan det være? (Foto: Colourbox)

Klimakrigen raser igen igen.

Denne gang antændt af de hackede e-mails fra Climate Research Unit ved University of East Anglia samt IPPC's indrømmelser af forkerte konklusioner vedrørende Himalayas gletsjere.

Hvis man skulle være i tvivl om, hvad det gælder, og hvor meget der er på spil, kan man bare konsultere klimabloggen her på sitet.

Klimaets politik

Klimaforskning spiller en helt central del i klimapolitikken, måske endda i endnu højere og mere fundamental grad end det almindeligvis er anerkendt.

Vi ved alle, at politikere inddrager den nyeste, forskningsbaserede ekspertviden i deres forhandlinger om klimapolitikken. Hele klimaproblematikken ville være utænkelig uden forskning.

Det er videnskaben, der så at sige har 'opfundet' eller defineret klimaet, i hvert fald i den betydning vi i dag tænker det: som en konstellation af data om is, temperatur, CO₂, vandstand med mere, samt tilhørende fysisk-kemiske teorier om bagvedliggende årsagssammenhænge.

Viden på baggrund af teori

I modsætning til, hvad mange tror (jf. Thor Pedersens indlæg i klimadebatten under klimakonferencen i København), hersker der ikke skarp adskillelse mellem teori og viden. Den viden man opnår ved at fortolke data, er ofte dybt afhængig af den teori, som fortolkningen trækker på.

Et godt eksempel på dette er den aktuelle problematik vedrørende den aftagende stigning i global temperatur. Denne viden, om man vil, giver ganske enkelt ikke mening uden også at forstå de mekanismer, der har forårsaget aftagningen.

Det er for eksempel ikke nok at sige, at den viden viser naturlige variationer. Og det er slet ikke tilfredsstillende at hævde, at den viden modbeviser, at global opvarmning finder sted.

Hvad er forskning?

Som det ofte er tilfældet, når forskning bliver del af igangværende politiske problemstillinger, og når forskning lander midt i mediestormens øje, er også klimaforskningens metoder, teorier og præmisser kommet til debat.

Med en lidt søgt metafor kunne man sige, at den hårde kerne af iskold objektivitet og erkendelsesteoretisk legitimitet, der normalt omgiver forskning, dermed bliver brudt. Det sker jævnligt ved brug af ekspertgrupper nedsat til at belyse politisk bestemte problemstillinger, senest i burka-sagen.

Her er det ikke bare forskningens resultater, der bliver udsat for kritisk diskussion i det offentlige rum, men også forskningens udførelse.

Færdiglavet videnskab vs. forskning i støbeskeen

Det kan måske forundre, at forskningens resultater og praksis overhovedet kan komme til diskussion.

Giver forskning ikke stensikker viden, som kan omsættes til sund politik? Og er det ikke den velkendte, velafprøvede og gennem mange århundrede vedholdende videnskabelige metode, der anvendes?

For at besvare disse spørgsmål kan det være nødvendigt at betragte videnskabens sociale proces. Her bør der skelnes mellem, hvad man kunne kalde, færdiglavet videnskab og forskning i støbeskeen.

Spørgsmål i stedet for svar

Den færdiglavede videnskab er den viden, som alle - eller langt de fleste - videnskabsfolk er enige om. Newtons love er der ingen der angriber. I hvert fald ikke inden for disses gyldighedsrammer. Der er heller ingen, der anfægter teorien om virkningen af drivhusgasser i atmosfæren, først fremsat af Joseph Fourier og senere udviklet af blandt andre svenskeren Svante Arrhenius.

Forskning i støbeskeen er helt anderledes, for den vedrører problemstillinger, der er åbne og dermed meget usikre at beskæftige sig med. Her er resultater og metoder konstant til debat. Det er diskussionen og kritikken, der driver forskningen fremad. Det er selvfølgelig velkendt for forskerne selv.

Ofte overrasker det alligevel såvel forskere som politikere og den brede offentlighed, at forskningen ikke leverer svaret, men tværtimod bidrager til, ja ligefrem opildner, klimadebatten. Selvom vi er ved at vænne os til, at forskningen selv er en integreret del af mange politiske problemer, har vi ikke (altid) en særlig god forståelse af, hvorfor og hvordan det sker.

 

 

Burka-videnskaben blev politisk

Burka-rapporten er et eksempel på, at forskning inden for et felt ikke giver anledning til en løsning, men derimod bliver en del af problemet. (Foto: Colourbox)

»Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne,« sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale d. 1. januar 2002.

Den kommentar var startskuddet til regeringens sanering af de mange statslige råd, kommissioner, institutioner og ad hoc udvalg.

Men det resulterede ikke færre "statsautoriserede smagsdommere". Tværtimod var også den daværende statsminister udmærket klar over, at en moderne stat ikke kan regeres uden væsentlige bidrag fra eksperter. Netop derfor gjorde han ekspertviden til et markant politisk problem.

Som (ekspert) Asbjørn Sonne Nørgaard fra Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet formulerede det, da det nye regeringsgrundlag efter valget i november 2007 viste, at der skulle nedsættes 29 nye ekspertgrupper:

»Vi ved fra vores forskning, at politisk arbejde, der bliver forberedt i ekspertudvalg, har den største chance for at få en bred politisk tilslutning. Det glider simpelthen lettere igennem i Folketinget.« (citeret fra Information d. 25. november 2007)

Når forskningsbaseret viden bliver problematisk

Langt de fleste bidrag fra ekspertgrupper bliver forholdsvist uproblematisk integreret i det politiske arbejde.

Men når der opstår problemer, og ekspertviden bliver gjort til del af en offentlig mediedebat, sker der fra et videnskabsteoretisk synspunkt noget interessant: Forskningen bliver selv en del af problemet, ikke en let løsning.

Når det sker, sættes der også spørgsmålstegn ved selve forskningsarbejdet. Normalt har forskning og eksperter stor autoritet, meget større end politikere og journalister.

Men når eksperternes viden bliver en del af selve den politiske proces, er der god chance for, at også spørgsmålet om, hvad der er henholdsvis god og dårlig videnskab, bliver politisk.

Vi kender det til hudløshed fra klimadebatten, hvor spørgsmålet om, hvad der er viden, og hvad der "bare" er teori, ustandseligt bliver taget op - senest af Thor Pedersen.

Burka-rapporten

Det samme er netop sket i forbindelse med den såkaldte burka-rapport. Baggrunden for rapporten var en krise i regeringen, udløst i efteråret 2009 af et udspil fra de konservatives nye integrationsordfører Naser Khader vedrørende forbud mod at gå med burka og niqab.

Krisen førte til, at der blev nedsat et hurtigtarbejdende embedsmandudvalg, der blandt andet bestilte en ekspertrapport fra et forskerhold på Københavns Universitet.

Rapporten blev afleveret til Indenrigs- og Socialministeriet i november 2009 og konkluderede, at burkaen kun meget sjældent findes i Danmark. I rapporten anslås det også, at der er 100-200 niqab-brugere i Danmark.

Kritik og modkritik

Rapporten blev straks kritiseret fra flere sider. Fortalere for burka-forbuddet, herunder Naser Khader, udtalte, at det ikke var antallet, der var afgørende, men princippet.

Som det også antydes i citatet fra Asbjørn Sonne Nørgaard ovenfor, er ekspertviden altså kun brugbar viden, når den understøtter de i forvejen vedtagne politiske standpunkter. Det er kun sjældent (måske aldrig?) meningen, at ny viden skal føre til ny politik.

Der blev også mobiliseret modekspertise. Mehdi Mozaffari fra Institut for Statskundskab Aarhus Universitet gik til angreb på metoden, hvormed tallene var fremkommet.

Han kaldte lidt nedladende rapporten for en bazar-rapport. Hermed mente han, at rapportens brug af interviews og observationer svarede til, at man var gået ud i en bazar og havde spurgt fem butiksejere om bazarens omsætning.

Det københavnske forskerholds leder Margit Warburg forsvarede sig både mod den politiske og den videnskabelige kritik: Eftersom der ikke findes registrerede oplysninger i Danmark om borgeres religiøse hovedbeklædning, er den bedste måde, man kan gøre det på, at spørge i de respektive miljøer, sagde hun til DR.

Andre eksperter - den her fra bloggen kendte Mikkel Willum Johansen og Torben E. Andersen - gav over for videnskab.dk udtryk for, at burka-rapport er godt arbejde.

Margit Warburg gik dog også ind i den politiske debat. I Politiken undrede hun sig således over, at politikerne har travlt med at betragte burka- eller niqab-klædte kvinder som undertrykte. Hun fremhævede, at rapporten indeholder fem interviews med kvinder, der alle bærer niqab af egen fri vilje.

»Det er bemærkelsesværdigt, at man kan diskutere antallet uden at overveje, hvordan kvinderne selv ser på det at bære niqab og burka.« (citeret fra Politiken d. 23. januar 2010)

Videnskab og politik

Tilsyneladende fik burka-rapportens resultater ingen umiddelbar politisk effekt. Sagen omkring burka-rapporten var dog endnu engang med til at understrege, at også videnskabsteori kan blive et politisk spørgsmål.

Betyder det, at videnskaben bliver politiseret? Eller er det vores forestilling om, at videnskab per definition skal være apolitisk, der er forældet? Kan man overhovedet tænke sig objektiv og uproblematisk viden om et helt igennem politisk objekt som burkaer?

Bloggens læsere opfordres til selv at komme med eksempler, hvor selve det videnskabelige arbejde bliver gjort til en del af den offentlige (politiske) debat.

Andre analyser, for eksempel i form af svar på de ovennævnte spørgsmål om forholdet mellem videnskab og politik, skal også være yderst velkomne.

Forskningens kerne er ikke i fare

Under Anden Verdenskrig stillede man ikke spørgsmålstegn ved forskningens værdi, når den frembragte krigsteknologi som radaren. Men i de seneste par årtier har forskere skulle vænne sig til, at de ikke er alene om at bestemme, hvad de skal forske i. (Foto:Colourbox)

Ifølge den klassiske samfundskontrakt for forskningen skal samfundet allokere midler til forskningen, ikke andet.

Til gengæld leverer forskningen viden og højtuddannede kandidater tilbage til samfundet.

Det, der står med småt i kontrakten, er, at forskerne skal have helt frie hænder til at forfølge deres forskningsdefinerede interesser og desforuden frit metodevalg.

Det betyder i praksis, at stort set al forskningsevaluering finder sted inden for forskernes egne rækker i form af fagfællebedømmelse af artikler, ansøgninger mm.

Ydermere er det en uudtalt præmis, at den forskningsbaserede viden og de kandidater, der kommer ud fra universiteterne, gør nytte i samfundet.

I den klassiske samfundskontrakts storhedstid, som var 1950erne og 1960erne, blev nyttefordelen sjældent draget i tvivl. Og hvis den gjorde, kunne man altid argumentere med henvisning til forskningens betydning for udviklingen af atombomben, radaren og anden krigsteknologi under Anden Verdenskrig.

Ny nytte

I løbet af 1960erne og særligt i 1970erne begyndte andre former for nytte- og praksisbetragtninger med hensyn til forskningen at gøre sig gældende. Det bidrog til at ændre forholdet mellem forskning og samfund.

Særligt den fremvoksende miljøbevægelse (inklusive mange forskere) havde held til at definere nye krav til - og mål for - forskningen. Det nye var, at (miljø-)forskningen ikke længere selv frit kunne definere forskningsemner og -metoder. De var i lige så høj grad bestemt af de samfundsskabte og tværfaglige problemstillinger, som miljøproblemerne udgjorde og jo stadig udgør.

Fra at være fri og uafhængig af samfundet, sådan som den klassiske samfundskontrakt havde foreskrevet det, blev forskningen i højere grad forstået som en samfundsintegreret ressource. (Det er historiens ironi, at det samme kan siges om forskningen under Anden Verdenskrig, hvor netop videnskabelig forskning blev opfattet som en ikke-samfundsrelateret aktivitet).

Samfundsintegreret forskning

Den nye inklusion i samfundet, som miljøbevægelsen plæderede for, medførte, at mange andre aktører lige fra græsrodsbevægelser til industri og politikere fik større indflydelse på selve forskningsaktiviteterne. Fra at være et forholdsvis eksklusivt værk er forskning i dag en mere eller mindre integreret del af langt størstedelen af samfundets øvrige aktiviteter.

En anden konsekvens har været, at også forskningens eget vidensideal er blevet revurderet. Hvor det tidligere var tilstrækkeligt for forskere kun at producere pålidelig og forskningsrelevant viden til fagfæller, er der i dag også høj efterspørgsel efter innovationsanvendelig og/eller samfundsrelevant viden, altså viden med mere tydelige implikationer for teknologi og samfund.

Fra tanke til samfund

Man kan enten forstå forskningens nye vilkår som et resultat af de store samfundsændringer, der begyndte i 1970erne, og som har betydet ændringer i alle de store samfundssystemer: forskning, retsvæsen, uddannelse mm.

Man kan også se processen som en gensidig evolutionær proces, hvor forskning og øvrige samfundsinstitutioner gradvist har påvirket og tilpasset sig hinanden. At forskning i dag bliver betragtet som en central samfundsressource, skyldes i høj grad, at forskningen på godt og ondt har ændret forudsætningerne for det moderne samfundsliv.

Kontekstualisering af forskning

For ti år siden skrev den engelske videnskabssociolog Michael Gibbons, at - uanset hvilken forklaringsmodel, man foretrak - var forestillingen om, hvad forskning er, og hvad forskning skal gøre godt for, så radikalt anderledes i forhold til tidligere, at der måtte defineres en ny samfundskontrakt for forskningen.

Ifølge den nye kontrakt skal forskningen ikke bare levere ny forskningsbaseret viden til samfundet, men også åbne op for, hvad Gibbons kaldte en øget kontekstualisering af selve forskningsaktiviteterne. Det medfører nye krav til forskningen:

1. Forskningsresultater skal ikke bare være gyldige inden for rammerne af velkontrollerede laboratorieforsøg, men også uden for laboratoriet.
    
2. Forskningen må derfor inkludere og bygge på mange former for ekspertviden, nogle gange også 'lægmandsviden'.
    
3. Samfundets øvrige aktører bidrager i et vist omfang til valg af forskningsemner og -metoder.

Traditionelle rammer udfordret

Tre forbehold, om man vil, er nødvendige for at forstå omfanget af Gibbons' argumentation om skiftet fra en klassisk forskningsmodel, hvor forskere i høj grad selv definerede mål og rammer for forskning, til den samfundsrobuste forskning, hvor den type af diskussioner finder sted i et udvidet samfundsfelt.

(Gibbons kaldte det 'agoraen', men det er en anden snak, som vil blive taget op i et kommende blogindlæg)

For det første er de grundlæggende betingelser for at bedrive forskning ikke ændret. Eller rettere sagt: Det er kun det meget begrænsede og indsnævrede forskningssyn, ifølge hvilket forskning kun kan finde sted inden for meget bestemte institutionelle (akademiske) rammer, der bliver udfordret af den nye tankegang.

Gensidig tilpasning

For det andet har forskning altid været defineret i forhold til en afgrænset kontekst og altid været åben og fremadrettet. Hvor forskningens kontekst (her forstået som målsætning, problemafgrænsning og metodevalg) tidligere blev helt og holdent bestemt af det disciplinære forskningsfagfællesskab, kan (og bør) der nu gives los for bredere og mere inkluderende diskussioner og problematiseringer af forskningsproces og -resultater.

For det tredje er forskningens videnskabsteoretiske kerne ikke i fare, for der findes ikke længere en og kun én vej til gode, pålidelige forskningsresultater. De videnskabsteoretiske puritanere, som stadig forfægter en sand og gyldig teori om, hvad videnskab er, og hvad videnskab skal gøre godt for, har trange kår i en forskningspluralistisk tidsalder.

Og det er godt sådan: Den samfundsrobuste forskning skal være akkurat ligeså varieret og ligeså tilpasningsdygtig, som det samfund den virker i.

 

 

Private universiteter i Danmark?

Hvem vil private universiteter være en fordel for?

Videnskabsminister Helge Sander luftede i sidste uge ideen om at indføre private universiteter i Danmark.

Men hvorfor? Og hvem vil private universiteter egentlig være en fordel for?

Når man tager hul på debatten om private universiteter, skal man først gøre sig klart, hvordan de skal finansieres.

Ideen er stadig på tegnebrættet, men i P1-Debat luftede Helge Sander en model, hvor de nye universiteter finansieres af en blanding af fondsmidler, midler fra private sponsorer, midler fra de offentlige Forskningsråd og de såkaldte taxameterpenge, som universiteterne bliver tildelt alt efter hvor mange studerende, de får gennem systemet.

Overførelse af midler

Af disse midler er taxameterpengene og Forskningsrådsmidlerne penge, der i dag går til de offentlige universiteter. Det samme vil sandsynligvis gælde fondsmidlerne. En del af de private sponsorater vil formodentlig også være midler, der nu bruges til sponsering af forskning i offentligt regi.

Så med andre ord skal finansieringen af de private universiteter for en stor dels vedkommende ske på bekostning af de offentlige universiteter. Der er altså ikke tale om en gave - et rent plus på forskningskontoen.

Der er nærmere tale om, at noget af den forskning, der nu foregår på de offentlige universiteter skal flyttes over på de private universiteter, og dermed vil komme til at foregå på nogle helt andre vilkår. Det er derfor meget vigtigt at diskutere, om denne ændring i vilkår for en del af den danske forskning vil være en fordel eller en ulempe for den danske befolkning.

Hvad med den kritiske forskning?

I den forbindelse er det store spørgsmål, hvordan forskningen på de private universiteter skal styres. Det man først og fremmest kan frygte er, at de private sponsorer, der står bag et privat universitet, udnytter deres position til at øve pression på den forskning, der foregår på stedet.

Lad os for eksempel forestille os, at en af det private universitets store sponsorer er en medicinalvirksomhed, der producerer antidepressive midler. Kan man forestille sig, at en forsker, der har været kritisk overfor virksomhedens produkter, kan blive ansat på universitetet? Kan man forestille sig, at der på det private universitet bliver igangsat projekter, hvor man undersøger billige alternativer til firmaets produkter (fx om motion eller ændrede kostvaner kan helbrede depression)?

Kan man forestille sig, at man vil underkaste firmaets produkter en kritisk undersøgelse af for eksempel utilsigtede bivirkninger? Og hvis man alligevel finder bivirkninger, kan man så forestille sig, at forskningsresultaterne uden videre bliver offentliggjort, uden at resultatet søges ændret, syltet eller nedtonet?

Mindre kritik - mere research and development

Jeg er bange for, at svaret på de fleste af spørgsmålene ovenfor vil være 'nej'. I så fald vil indførelsen af private universiteter betyde, at en del af den forskning, der nu foregår på offentlige universiteter, vil komme til at foregå under vilkår, der gør det sværere at bedrive kritisk forskning. Og det vil ikke være til befolkningens fordel.

Private universiteter vil muligvis være til fordel for visse private virksomheder, der lettere vil få offentlige midler til at udføre deres research and development - og oven i købet vil få mulighed for at give forskningen den autoritet, der ligger i at den er udført på et universitet; Man vil jo umiddelbart have mere tiltro til undersøgelser, der kommer fra et universitet, end undersøgelser, der kommer fra et privat firma.

Ministerens holdning

Man skal jo ikke tage sorgerne på forskud, så det kan være, at det vil være muligt at lave en ordning, hvor sponsorernes magt over forskningen på de private universiteter faktisk svækkes så meget, at den kritiske forskning kan trives. Jeg har dog svært ved umiddelbart at se hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Lad os derfor se, hvad den ansvarlige minister siger til sagen. I P1-Debat (8/12 2009) fremlagde Helge Sander sit syn på risikoen for, at private sponsorer kan være med til at forhindre den kritiske forskning:

»Hvad er det for noget vrøvl? Vi har massevis af eksempler, hvor virksomheder får forsket på de offentlige universiteter og i de offentlige forskningsmiljøer. Det foregår hver eneste dag. Der kan nævnes enkelte eksempler, [...men] der er jo ikke på nogen måder antydningsvist et problem, vi bør forholde os til. [...] Det er ikke noget problem, fordi forskerne er så nidkære, at den spøg går de ikke med på.«

Så ifølge ministeren er der altså slet ikke noget problem, fordi forskerne har så meget integritet, at de ikke vil lade sig presse.

Ministeren overser noget

Det er imidlertid en meget problematisk holdning. Vi har her på bloggen gennemgået en række eksempler, hvor både private og offentlige sponsorer med held har øvet pression og fået ændret resultatet af forskning foretaget på offentlige universiteter.

Hvis Sander ønsker et friskt et af slagsen, kan han sådan set bare banke på hos sin kollega i Miljøministeriet, hvis pression af forskerne i Danmarks Miljøundersøgelser netop er blevet afsløret.

Pressionen kan tage mange former. Fra den lette, hvor forskere øver selvcensur af angst for ikke at få penge i fremtiden, og til det grove, hvor sponsorer sylter ubehagelige resultater eller vrider armen rundt på forskere for at få dem til at ændre resultater.

15,5% presset til ændringer

At der er tale om et reelt problem, og ikke kun uheldige enkeltsager understreges af, at 15,5 % af 3247 adspurgte amerikanske forskere i en undersøgelse svarede ja til at have 'ændret design, metode eller resultat som følge af pres fra en sponsor' (Martinson et. al. 2005).

Eksemplerne angår ikke private universiteter, men de viser, at så snart der kommer for tætte bånd mellem sponsorer og forskning, så vil der også være pression. Det er derfor ganske simpelt ikke korrekt, når ministeren siger, at der ikke er problemer med pression på den frie og kritiske forskning.

Der er problemer, og man kan kun forvente at de bliver større, hvis det ikke bare er enkelte forskningsprojekter, men hele det private universitets overlevelse, der afhænger af private sponsorers goodwill.

Hvem har ansvaret?

Der er desuden uheldigt, at ministeren regner med, at forskerne ikke vil lade sig presse. På den måde lægger han reelt ansvaret for at undgå pression over på forskerne. Og det går ikke.

Det kan ikke passe, at de enkelte forskere skal sætte deres job og karriere på spil, for at undgå, at sponsorer trækker tænderne ud på den kritiske videnskab. Her må ministeren tage ansvaret på sig og sørge for at skabe de strukturer der skal til, for at undgå at problemet overhovedet kan opstå.

Krav til de private universiteter

Ministeren forklarede dog også i P1-debatten, at han vil stille nogle krav, som de private universiteter skal opfylde, for at de kan få del i taxameter- og Forskningsrådspenge. Det er en rigtig tanke, ministeren her har! Det er vigtigt at stille krav til de private universiteter, men desværre var ministeren ikke i stand til at uddybe, hvad det mere præcist er for nogle krav, han tænker på.

Man må håbe, at ministeren er meget mere konkret på netop dette helt centrale punkt, når han senere vil præsentere et egentligt forslag om indførelsen af private universiteter. Men desværre er det svært at finde løsninger på et problem, man ikke vil anerkende eksistensen af.

I mellemtiden kan vi jo her på bloggen diskutere, hvad der præcist skal til, for at sikre den frie, kritiske forskning på private universiteter. Jeg har umiddelbart svært ved at se, hvordan man skal gøre det uden at sponsorerne skal miste interessen. Men det kan jo bare være et udslag af min mangel på fantasi. Så forslag modtages gerne herunder.

Det kan jo være at Helge Sander ligefrem læser med!
 

Reference og links
P1-Debat: 'Private universiteter', 8/12 2009 Martinson et.at. (2005): 'Scientists Behaving Badly', s. 737-8 i Nature, Vol 435. Læs også på videnskab.dk: Sponseret forskning påvirker resultater Miljøministeriet undergraver forskeres autoritet

 

Naturvidenskabelig teori bygger på viden

Kender vi menneskets indflydelse på klimaet, eller er har vi kun en teori om den, spurgte Thor Pedersen op til klimatopmødet. (Foto: venstre.dk)

»Man skal bare huske, at det er teorier. Noget er teorier, og noget er viden, og det skal man altid forholde sig til, når man giver budskaberne. Er det noget, vi ved, eller er det en teori,« udtaler Thor Pedersen om den menneskelige indflydelse på klimaet.

»Spørgsmålet er, hvad er det vi ved, og hvad er teori?« (citat: Ritzau d. 4. december 2009)

Ordet 'teori' er drilsk. I almindeligt hverdagsbrug betyder teori som regel et gæt eller en hypotese. Når man siger, at noget er en teori, mener man gerne, at det er omstridt.

Inden for naturvidenskaberne er sprogbrugen lidt mere præcis, men dog alligevel med visse overlap til hverdagssproget. Der er selvfølgelig mange definitioner af, hvad en naturvidenskabelig teori er. Lad os her bare tage et par gode eksempler:

• I naturvidenskaben betyder ordet teori en omfattende forklaring af udvalgte naturlige fænomener. Forklaringen er underbygget af mange kendsgerninger, som er indhentet over tid. Teorier tillader også videnskabsfolk at lave forudsigelser om endnu ikke observerede fænomener (citat: National Academy of Sciences 2008 - OBS: pdf-fil).
  
  
• En naturvidenskabelig teori er en velunderbygget forklaring af visse dele af den naturlige verden, som er baseret på en række facts, der gentagne gange er blevet bekræftet gennem observation og eksperiment. Teorier understøttet af facts er ikke blot gætterier, men derimod pålidelige redegørelser for den virkelige verden (citat: American Association for the Advancement of Science 2009).

Begge citater sidestiller teori og viden. Ligesom viden er teori et socialt fænomen. Det giver ikke mening at forestille sig privat teori eller viden - i hvert fald ikke inden for naturvidenskaberne. Her opstår teori og viden først og fremmest gennem kommunikation mellem fagfolk. Ideelt set fremkommer alment accepterede naturvidenskabelige teorier og viden gennem mere eller mindre institutionaliserede kommunikations- og diskussionsprocesser internt i naturvidenskaberne.

Begge citater omhandler evolutionsteorien, som fra kreationistisk side er blevet udsat for nogenlunde samme »anklage«, som Thor Pedersen i ovennævnte citat udsætter teorien om de menneskeskabte klimaforandringer for. Ligesom i tilfældet med evolutionsteorien er der ingen tvivl om, at forestillingen om de menneskeskabte klimaforandringer bygger på en naturvidenskabelig teori - som igen understøttes af solid viden!

Det meste af den naturvidenskabelige viden, der skal til for at forklare en menneskeskabt global opvarmning, har været på plads siden 1960'erne. Den basale forståelse af de fysiske fænomener er mere end hundrede år gammel, og de første empiriske data for menneskeskabte klimaforandringer dukkede op under den kolde krig.

I dag er der udbredt konsensus blandt verdens førende klimaforskere om teorien om menneskeskabte klimaforandringer. (Det gælder dog ikke amerikanske tv-meteorologer, og måske heller ikke Venstres folketingsgruppe.)

Den seneste vurderingsrapport fra IPCC siger, at det er uomtvisteligt, at der finder en opvarmning af klimasystemet sted, og at den menneskeskabte udledning af drivhusgasser er steget med 70% i perioden 1970-2004.

Rapporten konkluderer også:

• Det meste af den observerede stigning i den globale temperatur siden midten af det 20. århundrede skyldes med stor sandsynlighed den observerede stigning i menneskeskabte drivhusgasser. Det er sandsynligt, at der har fundet en betydelig menneskeskabt opvarmning sted i løbet af de seneste 50 år på hvert enkelt kontinent - undtaget Antarktis. (citat: IPPC 2007)

Der findes dog ingen gangbar teori om, hvordan den naturvidenskabelige teori om de menneskeskabte klimaforandringer interagerer med andre aktører i samfundet. Vi ved dog, at netop klimateorien i de seneste tyve år har været udsat for udsædvanlig stor opmærksomhed fra medier, politikere, NGO'er, m.fl.

Når en naturvidenskabelig teori på denne måde bliver »offentligt eje«, er der tilsyneladende mere frit spil for radikale (læs: skeptiske) fortolkninger. Nogle naturvidenskabsfolk benytter sig af den offentlige bevågenhed til at fremkomme med kontroversielle synspunkter. Mediernes stræben efter en balanceret dækning af klimaspørgsmålet bidrager til opfattelsen af, at der findes en udbredt uenighed blandt naturvidenskabsfolk. Endelig er der også politikere, som drager fordel af den i det offentlige rum florerende klimaskepsis til at argumentere imod nødvendige foranstaltninger mod klimaforandringerne.

Vi kan ikke forvente, at et presserende globalt miljøproblem som klimaforandringer vil forblive en ren naturvidenskabelig teori. Klimaforandringer er et emne, der vedrører alle. Klimaforandringer og deres konsekvenser må derfor formuleres og diskuteres af såvel naturvidenskabsfolk som politikere, journalister og mange, mange andre.

Det er blandt andet det, der sker i øjeblikket i København under COP15. Her sættes forskellige former for viden, teori og praksis på spil i et uforudsigeligt spil om klimaforandringernes fremtid. Det er helt sikkert, at vi vil få mere viden, flere teorier og meget mere diskussion om klimaet i fremtiden. Spørgsmålet om, hvad det fører til, forbliver, nå ja, teoretisk.

 

En ny samfundskontrakt for universitetet

Dr. Indira Samarasekera er højt respekteret i den akademiske verden og har bl.a. æresgrader ved University of British Columbia og Queen's University Belfast. (Foto: University of Alberta)

I et nyligt nummer af Nature argumenterer Indira V. Samarasekera, rektor for University of Alberta i Canada, for, at der skal etableres en ny samfundskontrakt for universiteterne.

Baggrunden er, at universiteter og andre forskningsinstitutioner i stigende grad bliver mødet med krav om innovation, videnoverførsel, kommunikation og eksternt samarbejde.

Samarasekeras egen holdning er, at disse krav er fuldt ud rimelige set fra samfundets og borgernes synspunkt.

Hvis universiteterne i fremtiden skal blive bedre til at imødekomme sådanne krav, kræver det dog nye finansieringsmuligheder, evalueringssystemer og organisationsformer for forskningen.

Send flere penge, hurtigt!

Den traditionelle måde at allokere forskningsmidler foregår typisk gennem langstrakte ansøgnings- og bedømmelsesprocesser, der udmærket kan involvere flere kvalifikations- og forhandlingsrunder.

Hvis universiteter skal kunne levere viden og kompetencer til konkrete problemstillinger, der kræver hurtig handling, skal der være økonomiske incitamenter til at gøre det; altså tænke og handle hurtigt.

Hastigheden hvormed samfundsproblemer som miljø, sundhed, uddannelse og teknologiudvikling trænger sig på, svarer dårligt til forskningssystemets langsommelighed, når det gælder etablering af nye forskningsfelter.

Målrettet og dynamisk forskning

Samarasekera forestiller sig derfor, at der oprettes nye finansieringskanaler, der målrettet og hurtigt kan sættes ind på områder defineret af samfund og borgere.

Siden 1980'erne har man forsøgt at øge forskningens samfundsmæssige anvendelighed gennem strategiske forskningsprogrammer. Programmerne udgør stadig en central kilde til meget forskning og målrettet forskning og finansiering.

Det, der kræves nu, er måske endnu mere målrettede og endnu mere dynamiske forskningsprojekter af (samfunds)taktisk karakter. Den samfundstaktiske forskning skal have den nødvendige behændighed og påtrængende nødvendighed uden at kompromittere forskningssystemets indbyggede forsigtighed og evne til kvalitetsbedømmelse.

Kollaboratorier

Også forskningens organisationsformer må suppleres med nye initiativer, hvis den nye samfundskontrakt, som Samarasekera plæderer for, skal realiseres. Igen er det med at finde den rette balance mellem universitetets eget ønske om selvbestemmelse og fri forskning på den ene side og eksterne interessenters ønske om medbestemmelse og anvendelsesorienteret forskning.

Samarasekera nævner selv kollaboratoriet som en mulig samarbejdsmodel, som potentielt tilgodeser både universitetets, erhvervslivets og samfundets interesser. Kollaboratoriet er drevet af et fælles ønske om at producere, dele og fortolke informationer. Det er dog mere og andet end et virtuelt informationscenter, idet kollaboratoriet også omfatter sociale processer som dialog, forhandling og værdiskabelse.

Et eksempel er det nanoteknologiske forskningscenter ved Samarasekeras eget universitet i Alberta. Som ved mange andre tilsvarende forsknings- og innovationscentre udfører forskerne reel grundforskning og samarbejder med industri. I Alberta har Hitachi netop bidraget til et nyt forskningssamarbejde inden for mikroskopi.

Gammel vin på nye flasker?

Samarasekeras drøm om en ny samfundskontrakt for universiteterne er ikke ny. Men det gør ikke drømmen mindre betydningsfuld. Den klassiske kontrakt mellem universitet og samfund blev for alvor etableret i tiden umiddelbart efter anden verdenskrig.

I lyset af atombombe-projektet og mange andre teknologiske nyskabelser, der så dagens lys som følge af den stærkt intensiverede og målrettede forskningsindsats under krigen, fik politikere, erhvervsfolk og andre for alvor øjnene op for forskningens anvendelighed og potentielle samfundsnytte.

Den ny forskningspolitik, der opstod i efterkrigstiden, var baseret på stor og markant frihed for forskningen til gengæld for et mere uklart og udefineret løfte om forskningens anvendelsesmuligheder.

Ny samfundskontrakt efter krige

Under den kolde krig blev forskningens samfundsnytte ofte - men ikke udelukkende - tolket som nytte i forhold til den dominerende stormagtspolitik; det vil sige militærnytte. Dagsordenen hed national sikkerhed og atomar magtbalance.

Med jerntæppets fald fik forskningen en ny samfundsrolle at spille, og mange begyndte at tænke i termer af en fornyet kontrakt mellem forskning og samfund. I 1998 fremkom tre tyske videnskabsfilosoffer med et 10-punkts forslag til, hvad en sådan ny kontrakt burde indeholde. Frem for alt, mente de, måtte forskningen orienteres mod sociale og globale problemer.

Året efter var det den engelske videnskabssociolog Michael Gibbons, der skrev i Nature om en ny samfundskontrakt for forskningen. Han gik dengang videre end Samarasekera for nylig har gjort det. For Gibbons medførte den ny samfundskontrakt ikke bare ændringer af organisatorisk og økonomisk art:

Hvis forskningen skal have betydning for alle dele af samfundet og ikke bare erhvervslivet, kræver det helt nye måder at definere viden og vidensproduktion på. Gibbons talte derfor om samfundsrobuste vidensformer og øget samfundsdeltagelse i selve forskningsarbejdet.

Men det er en helt anden historie, som vil blive taget op i kommende blogindlæg...

 

Hvad skal vi med videnskaben?

Videnskabsminister Helge Sander i 2008 under åbningen af videnskab.dk; ét af midlerne til at fortælle om forskningens nyheder og vise dens værdi for befolkningen. (Arkivfoto: Carsten Broder Hansen)

I den forskningspolitiske debat er det som oftest en uudtalt præmis, at videnskab er et gode, som det for skatteyderne er værd at betale for.

Men hvad er det helt præcist, vi regner med at få ud af investeringerne i forskning? Hvad kan man få ud af dem?

Hvad siger videnskabsministeren?

Vi kan jo starte med at se på, hvad videnskabsminister Helge Sanders har sagt om sagen. I en interessant artikel fra 2004 giver Helge Sander et godt og klart formuleret svar på spørgsmålet.

Sander forklarer blandt andet, at bevillingerne til området er blevet løftet, »fordi disse investeringer skal være med til at bane vejen for, at Danmark vinder kapløbet om fremtidens arbejdspladser. [...]

Alle de nye spændende produkter er dybest set et udtryk for, at forskning i praksis bliver omsat til produkter. Og den hårde konkurrence om at kunne levere til den laveste pris viser også, at vejen fra forskning til faktura er blevet kortere.«

Den forskningspolitiske opgave er, ifølge Sander, »at sikre, at vore universiteter og vidensmiljøer rent faktisk står parat til fremtiden. Eller sagt anderledes: At vi får indrettet forskningen, så den i højere grad svarer til de behov, erhvervslivet har. For sammenhængen er ganske enkel.

Hvis dansk erhvervsliv ikke får masser af ny viden, nye idéer, innovation og veluddannede medarbejdere, så har vi ganske enkelt ikke råd til at betale for den velfærd, som vi alle sammen ønsker, vi og vore børn skal nyde godt af.« (De Bergske Blade, 16. november 2004, 1. sektion side 4).

Forskning som strategisk ressource

For Sander er forskning altså en strategisk ressource: Forsknings- og universitetsmiljøers primære opgave er at støtte erhvervslivet i dets bestræbelser på at skabe salgbare produkter.

Dette vil på sigt skabe arbejdspladser, vækst og velfærd, og på den måde vil investeringerne i forskning (forhåbentlig) komme til at betale sig. Det lyder jo umiddelbart som en meget rimelig tankegang.

Det er trods alt skatteyderne, der betaler forskningsbevillingerne, og derfor bør de selvfølgelig også få noget ud for pengene. Der er imidlertid et par problemer i ræsonnementet.

Hvad med den kritiske forskning?

For det første kan forskning skabe værdi på flere andre måder end ved at producere velfærd. Som vi har været inde på ved flere lejligheder her på bloggen, har den offentligt finansierede forskning en vigtig rolle som borgernes beskytter, og vagthund over for de produkter og den forskning, industrien leverer.

Der kommer ikke nødvendigvis nye salgbare produkter ud af at afsløre, at nanopartikler skader som asbest (for nu at tage et eksempel her fra sitet). Men den type forskning er alligevel særdeles værdifuld for os almindelige borgere.

Desværre har en lang række uheldige sager vist, at et for tæt samarbejde mellem erhvervsliv og universiteter gør det lettere for erhvervslivet at presse de universitetsansatte forskere til at nedtone kritik. Det samme gør sig i øvrigt gældende, når ministerier køber forskning hos universiteterne (som sagen om Miljøministeriets pression af DMU viste).

Så Helge Sanders ønske om at øge det kommercielle udbytte af forskningen, ved at skabe et tættere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv, øger risikoen for, at den kritiske forskning bliver svækket. Man må altså her enten træffe et valg, eller sørge for, at samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv bliver reguleret på en sådan måde, at risikoen for pression minimeres.

Frisættende forskning

Videnskab kan også have ikke-kommerciel værdi, i kraft af sit frisættende potentiale. Det er en kvalitet, man hyppigst finder i humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. I korte træk kan forskning frigøre ved for eksempel at afdække skjulte magtstrukturer, eller ved at sætte spørgsmålstegn ved fordomme og vedtagne normer.

Den slags forskning skaber selvfølgelig heller ikke umiddelbart salgbare produkter, men den kan være et afgørende redskab i vores konstante forsøg på at forstå og gennemskue os selv og det samfund, vi lever i.

Forskning som kulturel ressource

Endelig udgør videnskab også en kulturel ressource. Mennesket stræber, som Aristoteles bemærkede, af natur efter viden. Vi har et ønske om at vide hvordan alting hænger sammen og fungerer, og videnskab er en (blandt flere) måder at tilfredsstille denne stræben på.

En hjemmeside som videnskab.dk er faktisk et rigtig godt eksempel på, at forskning kan skabe værdi på denne måde: De fleste af hjemmesidens brugere læser (vil jeg tro) artiklerne af ren nysgerrighed og ikke for at skabe kommerciel nytte. Så her fungerer videnskaben sådan set som et kulturelt gode på linje med gode bøger, musik og teaterstykker.

Alt i alt har videnskab altså mange funktioner, udover at levere nye, salgbare produkter. Og det skal man selvfølgelig være klar over, når man overvejer, hvad man vil have ud af videnskaben. Og ikke mindst når man diskuterer, hvordan de sparsomme forskningsmidler skal fordeles. Andre forslag til videnskabens funktioner modtages gerne nedenfor!

Strategisk forskning eller grundforskning?

Men lad os nu vende tilbage til det kommercielle udbytte af forskningen. For her støder vi på nok et interessant punkt i Helge Sanders argumentation: Tilsyneladende går ministeren ud fra, at man mest effektivt skaber kommerciel nytte, hvis forskningen tilrettelægges efter erhvervslivets behov. Det er imidlertid en antagelse, der har været kilde til megen diskussion.

Groft sagt kan man skelne mellem grundforskning, hvor forskerne får frihed til at følge deres egen nysgerrighed, og strategisk forskning, hvor forskerne bindes til at løse et bestemt problem. Argumentet for strategisk forskning er (som ministeren antyder), at man får et bedre udbytte af forskningen, hvis man koordinerer indsatsen og retter den mod samfundets behov.

Desuden undgår man, at de statsbetalte forskere spilder tiden (og pengene) på ubrugelige forskningsprojekter, som det jo ind i mellem sker med den frie forskning (se Ignobelprisens hjemmeside for eksempler!).

Grundforskning skaber nye erkendelser

Argumentet for grundforskning er, at kun grundforskningen skaber afgørende og banebrydende nye erkendelser. Med den strategiske forskning finjusterer man blot det, vi allerede ved, men med grundforskningen finder man fundamentalt nye måder at gøre tingene på.

Som Ben Roy Mottelson udtalte det til Scient (2009, no. 3, side 25): "Hvis H.C. Ørsted, der opdagede elektromagnetismen i 1820, havde levet under de strategiske forskningsråd, havde han i stedet opfundet en forbedring af stearinlyset."

En anden væsentlig anke mod den strategiske forskning er, at det naturligvis er svært at forudsige, præcis hvilke forskningsområder, der i fremtiden vil give kommercielt afkast. Og der er gode eksempler på, at strategiske satsninger har slået fejl.

Tidligere indlæg i serien om forskningspolitik:

Markedsføring af forskning kan overdrives, 5. oktober 2009

Miljøministeriet undergraver forskeres autoritet, 28. september 2009

Sponseret forskning påvirker resultaterne, 3. august 2009

 

Lær af de russiske forandringer

Videnskaben forandrer sig konstant. Men hvad med de forhold forskningen bliver foretaget under? (Foto: Colourbox)

Forskningssystemet undergår i disse år store forandringer.

- Der skal satses mere på indbyrdes konkurrence mellem forskningsmiljøerne.

- Der kommer krav om øget kommercialisering af forskningsresultater.

- Og der bør bygges bro mellem forskning og samfund i form af mere formidling og større forståelse for forskning.

Af hensyn til effektivitet og social ansvarlighed er det alt sammen rimelige krav at stille til forskningen. Spørgsmålet er bare, hvordan forskerne selv reagerer på sådanne forandringsprocesser?

Forskeres medbestemmelse

En nylig undersøgelse foretaget i forbindelse med den igangværende evaluering af universitetsloven viser, at omtrent halvdelen af universitetsforskerne ikke mener, at de er medbestemmende for, hvad der sker på deres eget institut.

Hele 90 % mener ikke, at de udøver nogen indflydelse på den øverste ledelses beslutninger. Omvendt mener langt størstedelen af universitetets ledere, at de er meget lydhøre overfor ansatte og studerende.

Der hersker delte meninger om, hvorvidt den store forskel direkte kan henføres til organisatoriske ændringer på universiteterne af nyere dato. Man kan sige, at sådan har det nok altid været. Men der er næppe tvivl om, at den manglende sammenhæng mellem forskningsledelse og forskere 'på gulvet' ikke er befordrende for de ønskede forandringer i organisation og mentalitet.

Hvis ikke forskerne er aktive medspillere, kan man lave nok så mange forandringer og komme med nok så mange gode ønsker på forskningens vegne.

Sovjet-forskning

Hvis man vil lære mere om, hvordan forskere håndterer store forandringer, der finder sted over en kortere tidshorisont end en generation, kan det være lærerigt at kigge på den russiske (tidligere sovjetiske) forskningsverden.

Før Sovjetunionens sammenbrud var forskningen dér fuldstændigt topstyret: Det var staten, der alene stod for uddelingen af store bloktilskud til forskningsinstitutionerne, og der fandtes ingen konkurrenceudsatte midler. Staten bestemte suverænt over forskeruddannelse og -rekruttering. Forskningsinstitutionerne selv var stærkt centralistiske og hierarkiske.

Selve forskningen var ineffektiv og oppustet. Miljøerne var totalt domineret af de såkaldte videnskabelige skoler, der typisk var centreret omkring en stor forskerpersonlighed, og som helt ukritisk forfulgte denne forskers projekter over længerevarende perioder.

Forskerskolerne var på mange måder et varemærke for sovjetrussisk forskning. Reelt set medførte 'skolerne', at der ikke eksisterende nogen form for uvildig kontrol med forskningens kvalitet og effektivitet. Alle hævdede, at de bedrev forskning af internationalt format; meget få gjorde det.

Hvem holder med Rusland?

Jerntæppets fald sendte chokbølger gennem den russiske forskningsverden. Bevillingerne faldt dramatisk, og mange, især yngre forskere, forlod landet.

Såvel russiske som udenlandske bevillingshavere begyndte i stigende omfang at gøre midlerne afhængige af international meritering målt ud fra anerkendte forskningsindikatorer.

Institutionerne blev gjort mere fleksible og udadvendte, og der blev skabt incitamenter til virksomhedsopstart. Sidst, men ikke mindst kom der - især med støtte fra udlandet - en række initiativer til at øge andelen af den ikke-militære forskning.

Russisk omstillingsparathed

Der har været foretaget mange undersøgelser af de store forandringer, som russisk forskning har undergået inden for de seneste knap 20 år, men kun få af, hvordan russiske forskere forholder sig til omvæltningerne.

Man kunne forvente, at de, der klarer sig bedst under de nye betingelser, også er dem, der er mest positivt indstillet over for forandringerne. Andre faktorer som alder og etnicitet kunne også forventes at have en vis indflydelse.

Nyere resultater publiceret i tidsskriftet Social Studies of Science bekræfter, at der er sket en ujævn, skævvredet og ufuldstændig tilpasning blandt forskerne. Generelt set er det - ganske som forventet - yngre forskere med en russisk etnisk baggrund og med positive forventninger til egen fremtidig succes, der er mest omstillingsparate.

Den overvejende del af de godt 600 russiske forskere, der indgik i undersøgelsen - den første af sin slags - bakkede op omkring de forandringer, der var sket.

Samtidigt blev det i undersøgelsen konkluderet, at mange forskere stadig ønskede at tage socialt ansvar med deres forskning - noget, som i høj grad var del af den sovjetiske forskningsideologi. Især forskere, som fortrinsvis publicerer på russisk, kunne tilslutte sig dette ønske som et delvist modsvar på den voksende kommercialisering af forskningen.

En by i Rusland?

Hvad kan vi lære af de russiske erfaringer? Er det ikke helt uden sammenligning med de trods alt mindre modifikationer af det danske forskningssystem, der nu pågår?

Både og. Selvfølgelig har begivenhederne i Rusland været langt mere drastiske end noget andet sted. Og selvfølgelig er der store kulturelle forskelle mellem danske og russiske forskere.

Hvis vi alligevel skal uddrage en konklusion der kan bruges herhjemme, må det være, at selv store forandringer af forskningsorganisationer ikke er umulige, men tager tid og kræfter. Det tager tid at ændre systemerne, men det tager også tid for forskernes indstilling til ændringerne at ændre sig.

Holdningerne vil nok ændre sig, men det vil ske meget ujævnt blandt forskerne. Faktorer som alder, etnisk baggrund og foretrukne publikationssprog vil kunne have betydning for hastigheden, hvormed holdningerne ændrer sig i forhold til den institutionelle kontekst.

Eftersom succesoplevelser med de nye organisatoriske rammebetingelser synes at være en gulerod for omstillingsparatheden, kan det være en idé at indrette de nye systemer således, at mange forskere oplever mulighed for succes i de tidlige faser af forandringen.
 

Reference og links
Theodore P. Gerber and Deborah Yarsike Ball (2009). Scientists in a Changed Institutional Environment: Subjective Adaption and Social Responsibility Norms in Russia. Social Studies of Science 39(4): 529-567.

 

 

 

Når videnskabmænd tjener styrtende med penge

Skal videnskabsfolk kunne omsætte deres forskning til forretning? (Foto: Colourbox)

Den amerikanske biolog J. Craig Venter (f. 1946) er et eksempel på en videnskabelig entreprenør, der har tjent styrtende på sin videnskab.

Han stod i spidsen for den ene af to grupper, der i år 2000 kunne erklære sig som vindere af 'kapløbet' om kortlægningen af det menneskelige genom.

Venter indledte oprindeligt sit arbejde med kortlægningen i National Institutes of Health (NIH) - det offentlige projekt som han senere delte sejren i kapløbet med.

Men i begyndelsen af 1990erne skiftede han til privat regi. Utilfreds med tempoet og med den manglende vilje til at gøre brug af den 'shotgun sequencing'-metode han havde udviklet, skaffede han i 1998 privat kapital og grundlagde det NASDAQ-noterede Celera Genomics.

Efter kapløbet og kortlægningens afslutning (tre år tidligere end NIHs oprindelige estimat, angiveligt som følge af konkurrencen) frigav Celera Genomics de grundlæggende data for det menneskelige genom, men sikrede sig et lukrativt marked gennem salg af adgang til yderligere genomisk data og til den patenterede software, som er nødvendig for at gøre brug af dataerne.

Selv blev Craig Venter hovedrig.

Den videnskabelige entreprenør

Som videnskabelig entreprenør er Venter langt fra et enestående eksempel. I de seneste årtier har akademiske videnskabsfolk i stigende grad haft et ben i den videnskabelige vidensproduktion og et ben i skabelsen af videnskabelige artefakter, serviceydelser og i sidste instans penge.

Af eksempler på videnskabelige entreprenører kan nævnes akademiske videnskabsfolk, der producerer potential intellectual property (IP), som sikrer sig retten til denne IP og som efterfølgende spiller en vigtig rolle i at omskabe den relevante viden til profitable varer og ydelser.

Nogle gange forlader den videnskabelige entreprenør den akademiske verden og grundlægger sin egen virksomhed. Andre gange forbliver forskeren inden for universitetsverdenen og producerer yderligere kommercialiserbar IP.

I USA har den videnskabelige entreprenør haft stor indflydelse på de akademiske institutioner og den akademiske kultur. Der konkurreres eksempelvis på hvor mange spin-off firmaer, de forskellige universiteter er de stolte fædre til.

På mange amerikanske universiteter betragtes evnen til at fostre succesfulde videnskabelige entreprenører af ansatte og dimitender som en 'key mission' på linje med undervisning og forskning.

Debatten

Den videnskabelige entreprenør har givet anledning til en stor debat på amerikansk grund. Mange stemmer er kritiske. I forhold til universitetsinstitutionen er det blevet påpeget, at et fokus på entreprenørerne udelukker de fleste forskere fra en af institutionens 'key missions':

Ikke blot humanister og samfundsforskere, men også naturvidenskabsforskere uden særlige forsknings- og ingeniørmæssige kompetencer, inden for eksempelvis biotek og computer science, er udelukket fra at tage del i en sådan 'key mission'. Bekymrede stemmer ser også den videnskabelige entreprenør som et symptom på, at markedskræfterne i stigende grad sætter forskningsdagordenen også i den akademiske verden.

Traditionelt har den akademiske kultur bygget på et belønningssystem, hvor videnskabsmanden udveksler sine kompetencer for titler, ry, fastansættelse og - naturligvis - en fornuftig løn. Det har sikret bredde og uafhængighed i forskningen.

Bekymringen er, at entreprenøren - og vidensinstitutionernes opmærksomhed på at skabe videnskabelige entreprenører - retter forskningen mod de steder, der er penge at tjene og væk fra de områder, hvor der er mest brug for de bedste hjerners opmærksomhed.

Der ligger ofte den slags konkrete bekymringer bag umiddelbart floromvundne udsagn om, at videnskaben skal drives ikke af viljen til indtjening, men derimod af viljen til sandhed.

Godt for konkurrenceevnen?

På den anden side har den videnskabelige entreprenør også sine fortalere. Ikke blot styrker en stærk videnskabelig entreprenørkultur et lands økonomiske konkurrenceevne og skaber videnstunge arbejdspladser; videnskabelige entreprenører kan fremskynde eller måske ligefrem skabe vigtige, nye løsninger på presserende problemer inden for eksempelvis miljø og sundhed.

Og når nu kapitalisme er 'the only game in town' - og den videnskabelige kaldstanke grundigt skubbet i baggrunden - hvorfor skulle forskningens superstjerner så afstå fra at omsætte deres videnskab og intellektuelle evner til at tjene styrtende med penge?

Craig Venter, som vi indledte med, driver i øvrigt i dag en non-profit fond, der investerer i, at nye videnskabstalenters idéer kan udvikles og realiseres i konkrete ydelser og produkter.

I Danmark

Som moralsk og social figur er den videnskabelige entreprenør omdiskuteret i videnskabens verden. Meningerne er mange, men ét er i hvert fald sikkert: Den danske videnskabsminister er rigtig glad for entreprenører.

Det er højst sandsynligt, at udviklingen af videnskabelige entreprenører i stigende grad vil blive en 'key mission' også på de danske universiteter. Spørgsmålet er, hvordan vi skal se på den udvikling?

 

Videre læsning om den videnskabelige entreprenør:

Steven Shapin, The Scientific Life. A Moral History of a Late Modern Vocation, Chicago University Press, 2008.

 

 

Når forskningsindikatorer bedømmer forskningen

Forskningsindikatorer er baseret på matematiske udregninger - ikke subjektive vurderinger. (Foto: Colourbox)

Mens peer review som redskab til kvalitetsbedømmelse af forskning har en lang historie, er brugen af forskningsindikatorer et ret nyt fænomen i videnskabens verden.

De første forsøg på at konstruere kvantitative indikatorer til at analysere og evaluere forskning blev udviklet af polske forskningssociologer i 1920'erne og 30'erne.

Desværre ødelagde det nazistiske regime dette frugtbare og banebrydende forskningsarbejde.

I 1950'erne og 1960'erne udviklede den amerikanske lingvist Eugene Garfield m.fl. idéen om et egentligt citationsindeks for naturvidenskabelige tidsskrifter. Garfield udgav i 1976 den første såkaldte Journal Citation Report (JCR).

JCR omfatter i dag en lang række indikatorer for tidsskrifter, herunder Impact Factor (IF) som angiver et mål for tidsskriftets videnskabelige gennemslagskraft. Selv om IF ikke var intenderet som et mål for individuelle forskeres eller individuelle artiklers videnskabelige gennemslagskraft, er det i vid udstrækning sådan det i dag finder anvendelse.

Peer review foregår "bottom up": Forskerne er selv med til at bedømme, hvad der er henholdsvis god og dårlig forskning. Der findes ingen (eller kun ganske få) alment accepterede regler eller standarder for, hvordan peer review af artikler og ansøgninger bør finde sted. Tværtimod er peer review i høj grad op til de udvalgte bedømmeres egen erfaring med og viden om forskningskvalitet.

Brugen af forskningsindikatorer er derimod "top down". Her er det nogle på forhånd vedtagne indikatorer, der rangerer forskningen. Forskningsindikatorerne er derfor langt mere objektive end peer review. Forskningsindikatorer er ofte også langt mindre ressourcekrævende end peer review - og dermed ikke også sagt, at de nødvendigvis er bedre.

Hvor peer review tit bliver kritiseret for at være en subjektiv bedømmelsesmetode, er forskningsindikatorer ofte under anklage for at være for konforme og homogeniserede. Mange forskningsindikatorer er ganske enkelt ikke nuancerede nok til at "opfange" forskellen mellem forskningsfelterne.

Lad os tage IF som eksempel: IF måler det gennemsnitlige antal af citationer til alle artikler publiceret af et bestemt tidsskrift i løbet af de foregående to år. Det højst rangerende tidsskrift inden for neurovidenskab er Annual Review of Neurosciences med en IF på 26,405 (2008-listen).

Hvis vi kigger på den tilsvarende liste for matematik, ligger Communications on Pure and Applied Mathematics højst med IF=3,806, mens det højst placerede inden for videnskabshistorie og -filosofi er Social Studies of Science med IF=1,343.

Det er meget svært at sammenligne disse IF-tal. De store forskelle angiver ikke kvalitetsforskelle, men derimod forskelle i de enkelte forskningsområder måder at citere på, herunder "hastigheden" hvormed der refereres til nye artikler.

Endvidere har det vist sig, at der ikke er en entydig sammenhæng mellem - på den ene side - den videnskabelige gennemslagskraft af en forskers eller forskergruppes publikationer i et bestemt tidsskrift og - på den anden side - størrelsen på det pågældende tidsskrifts IF.

Antallet af forskningsindikatorer er på det nærmeste eksploderet inden for de senere år. Der findes i dag en hel industri, der udelukkende beskæftiger sig med kvantitativ forskningsanalyse baseret på forskningsindikatorer.

Det bedst kendte produkt er nok det kommercielle, webbaserede ISI Web of Knowledge, som drives af firmaet Thompson Reuters, og som er en udløber af Eugene Garfields oprindelige Institute for Scientific Information.

I dag kan forskningens kvalitet for eksempel måles ved hjælp af den rangordensnormaliserede IF, h-indekset, egenværdiindekset, g-indekset og mange, mange flere. Den store mangfoldighed har fået Davis A. Pendlebury, som arbejder med ISI Web of Knowledge ved Thompson Reuters til at forelå "10 bud" for brugen af forskningsindikatorer:

De 10 bud for forskningsindikatorer

1. Overvej om de tilgængelige data er tilstrækkelige til at analysere forskningen med hensyn til de ønskede kvalitetsparametre.
2. Definér hvilke publikationstyper (artikler, kommentarer, ledere, nyheder og lign.), forskningsfelter og perioder, der skal indgå i analysen.
3. Beslut om der skal bruges hel eller delvis optælling - dvs. skal alle forfattere (og deres institutioner) til en bestemt artikel tælles ligeligt med (det er det nemmeste og mest brugte), eller skal der gives større grad af anerkendelse til førsteforfattere?
4. Afgør om det er nødvendigt at redigere i data for at fjerne oplagte fejlkilder (såsom forskellige forfatternavne til samme forsker eller forskellige måder at opgive samme tilhørsinstitution).
5. Sammenlign kun sammenlignelige størrelser (ikke æbler og pærer). For eksempel giver det ikke mening at sammenligne IF for henholdsvis neurovidenskab og matematik, jf. eksemplet ovenfor.
6. Anvend forholdsmæssige, ikke absolutte størrelser. Der er for eksempel bred enighed om, at det ikke giver mening kun at se på antallet af artikler for et tidsskrift eller en forskningsgruppe, selvom vores menneskelige intuition ofte har det med at ligestille kvantitet med kvalitet.
7. Brug mange forskellige indikatorer til at belyse og sammenligne forskningskvaliteten fra mange vinkler.
8. Anerkend at indikatorfordeling ofte er meget skæv, for eksempel vil det typisk være sådan, at et videnskabeligt tidsskrift har meget få artikler, der har en høj citationsfrekvens, mens størsteparten kun har meget få eller ingen citationer.
9. Bekræft at de indsamlede data er relevante i forhold til de undersøgte kvalitetsparametre.
10. Få erfarne forskere til at kigge data og resultater kritisk igennem.

Det 10. og sidste bud viser, at det "gode, gamle" peer review langt fra har udspillet sin rolle som indikator for, hvad god forskning er.