Bag om videnskaben 

Nyt fra vestfronten: Er klimakrigen ved at være forbi?

Klimakrigens modparter ser ikke ud til at begrave stridsøksen foreløbig. (Foto: Colourbox)

Dette blogindlæg er en rapport fra klimakrigens frontlinje. Jeg har i dag været til The Guardians debatmøde:

‘Was 'Climategate' the greatest scandal to hit climate science or a mere storm in a teacup?'

Debatmødet blev afholdt d. 14. juli i London.

Deltagere var nogle af hovedpersonerne i sagen om de lækkede (eller var de hackede? Det er endnu ikke kommet frem) e-mails fra University of East Anglias Climatic Research Unit (CRU):

• To skeptikere: Steve McIntyre (redaktør af hjemmesiden climateaudit.org) og Doug Keenan (skribent på hjemmesiden informath.org)
  
  
• To klimaforskere: Trevor Davis og Bob Watson
  
  
• En videnskabsjournalist: Fred Pearce, forfatter til den netop udkomne bog om sagen: 'The Climate Files: The Battle from Truth about Global Warming'

Lidt baggrund først

Som også klodens klima er ved at blive det, var debatten ophedet. Det vender jeg tilbage til. Først lige lidt baggrund:

Anledningen var udgivelsen af Muir Russell-rapporten d. 7. juli. Det er den tredje uafhængige undersøgelse af e-mail-sagen, som af de engelske medier meget opfindsomt er blevet kaldt 'Climategate'.

Jeg har ikke selv læst rapporten, kun fulgt sagen i medierne - derfor er dette indlæg mere en journalistisk reportage end en egentlig akademisk analyse af sagen.

Frikendt, men...

The Guardian konkluderede, og det syntes også at være den generelle opfattelse til debatmødet, at rapporten frikender forskerne på de vigtigste anklagepunkter.

E-mailene afslører ikke direkte snyd med data, ikke forsøg på manipulation af peer review-processen, og ikke en stor klimaforskningssammensværgelse, sådan som anklagerne lød, da sagen først brød ud i medierne i efteråret sidste år.

Ifølge The Guardian siger Russell-rapporten dog også, at forskerne har været unødvendigt lukkede og tilbageholdne i forhold til udefrakommende anmodninger om en form for aktindsigt i deres data. De fleste af de anmodninger kom tilsyneladende fra Steve McIntyre m.fl.

Ond cirkel af lukkethed

Selvfølgelig er der ikke tale om - sådan det er blevet hævdet fra nogle klimaskeptikeres side - at en stribe e-mails ville kunne afsløre al klimaforskning som falsk og konspiratorisk. Sagen har på ingen måde rejst tvivl om det generelle udsagn om de menneskeskabte klimaforandringer.

Men sagen har tilsyneladende 'afsløret', om man vil, at nogle klimaforskere - i deres kamp mod, hvad de så som uretmæssige og ensidigt fokuserede krav om dataindsigt - har opført sig lukket og næsten militært hemmelighedsfulde. Og dét uden grund, da deres data/forskning jo ikke var misvisende eller fordrejet.

Lukketheden og den afvisende og vel også lidt nedladende holdning har så givet skeptikerne endnu mere grund til at tro på 'den store klimakonspiration', hvilket så igen har medført endnu større lukkethed hos forskerne; en ond cirkel af mistro og bagvaskelse.

Klimakrigen in action

Debatten blev generelt holdt i en god tone - dog var der jævne buh-råb fra salen mod paneldeltagerne. Det var oftest klimaskeptikerne blandt publikum, der råbte af klimaforskerne.

På et tidspunkt gik det så vidt, at ordstyreren George Monbiot, journalist ved The Guardian, måtte true med at smide en person ud af salen, hvis han fortsatte med at afbryde taleren.

(I parentes bemærket var George Monbiot selv hurtigt ude med en fordømmelse af CRU-forskerne og krævede blandt andet Phil Jones' fratrædelse. Efter Russell-rapporten trak han sine anklager tilbage i en kommentar, der også siger lidt om klimakrigens tone.)

Freedom Of Information

Trevor Davis lagde ud med at forklare - og forsvare - University of East Anglias håndtering af sagen. For dem havde det været uhyre vigtigt med uafhængige undersøgelser, der kunne sætte e-mailene ind i deres rette kontekst.

Det har tydeligt forværret sagen, at offentligheden kun havde adgang til brudstykker af forskernes e-mail-korrespondance, hvilket har givet grobund for alle mulige fortolkninger. Steve McIntyres indlæg var en ret detaljeret og svært forståelig gennemgang af datoer og udsagn i sagen.

Den vigtigste (ret tekniske) påstand var nok, at CRU-forskerne rent faktisk havde modtaget en såkaldt FOI (Freedom Of Information)-anmodning fra McIntyres folk, inden de i fællesskab besluttede sig for at slette en række e-mails. Det har Russell-rapporten ellers frikendt dem for.

Mangler uafhængig instans

Ligesom McIntyre var bloggeren Doug Keenan også mere interesseret i forskernes håndtering af sagen end i selve klimaforskningens indhold. Han kom med en ret alvorlig anklage om direkte snyd mod Phil Jones - den kan man også læse på Keenans hjemmeside.

Og så fremførte Keenan en række uhyrlige og stærkt provokerende påstande. For eksempel at al den klimaforskning, han har læst, er 'unsubstantiated'; altså ikke underbygget af data.

Keenan havde dog også en interessant pointe vedrørende forskningens offentlige integritet og ansvarlighed: Han fremførte, at der mangler en uafhængig instans, der systematisk kan tjekke, om forskere er ærlige og ansvarlige i deres forskning.

Uredelighed i Storbritannien?

I debatten blev peer review-systemet ofte fremhævet som den vigtigste kvalitetssikringsmekanisme i forskningen. Men peer review er jo et internt system, ikke helt uafhængigt, sådan som Keenan ønsker det. En slags forskningens ombudsmand, velsagtens.

Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre? For det vil jo i sidste ende være forskerne, der er de bedste til at bedømme, om andres forskning er velunderbygget og solid.

Herhjemme har vi Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed til at behandle sager om videnskabelig uredelighed. Jeg ved faktisk ikke, om der er en tilsvarende instans i Storbritannien. Det kan være, at læserne kan hjælpe til hér?

IPCC bedste kontrolinstans

Jeg er nu heller ikke sikker på, at det er det, Keenan har i tankerne - jeg tror, han ønsker en organisation, der kan tjekke al - eller hvert fald det meste - forskning. Sikkert ikke realistisk. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er nødvendigt. Er forskere generelt til at stole på? Og hvordan ved vi det?

Bob Watson var helt klart af den mening, at forskere er meget troværdige og meget omhyggelige i deres forskning. Han mente også, at Russell-rapporten er en god og grundig analyse, hvilket han til dels baserede på sit eget kendskab til rapportens forfattere og deres integritet.

Direkte adspurgt om, hvorvidt han støttede Keenans forslag om en uvildig kontrolinstans inden for klimaforskningen, svarede han, at IPCC efter hans mening var det bedste videnskabelige kontrolsystem, man kunne forestille sig.

Endnu større usikkerheder

Watson kunne også bekræfte de rygter, der vil vide, at IPCC's næste rapport, 'Fifth Assessment Report' (AR5), vil have endnu større usikkerheder på den forventede temperaturstigning. Det gav fornyet luft til debattens skeptikere.

Men Watson advarede om, at det jo også kommer til at betyde, at der er risiko for endnu større temperaturstigninger, end man tidligere har troet. Usikkerheden bør komme klimaet til gode, var hans konklusion. Prisen for ikke at handle vil være meget højere end prisen for at gøre noget nu!

Klimaforskere skal være mere åbne

Fred Pearce, aftenens sidste 'panellist', så 'Climategate' mere som en tragedie end som en konspirationshistorie eller noget andet. En tragedie, fordi historien netop har vist, hvordan mistro og bagvaskelse har drevet såvel klimaforskere og -skeptikere ud i hvert deres hjørne, hvorfra ingen dialog var mulig.

Pearce sagde, at sagen nok har skadet klimaforskningens rygte på kort sigt, men at der også var en vigtig lektie at lære for alle, som fremover kunne være til gavn for befolkningens forståelse af klimaforskning:

Klimaforskere skal lære at optræde med større åbenhed og oprigtighed (candour) i offentlige debatter, mens folk til gengæld skal lære at acceptere, at klimaforskningsresultater ikke er indsvøbt i endegyldige lovmæssigheder, men derimod indebærer væsentlig elementer af usikkerhed og risiko.

Fik pudset våbnene af

Efter paneldeltagernes indlæg gik debatten så løs. Den var alt for frodig til at gengive her. Der var mange skeptikere, der angreb klimaforskerne og omvendt, uden egentlig at ville forstå hinanden. Der var dog også mange, der forsøgte at være åbne og oprigtigt interesserede i modpartens udsagn, sådan som Pearce havde opfordret til.

Monbiot afrundede aftenen med at konkludere, at vi som forventet ikke var kommet nogle vegne, men at det havde været en aften, hvor mange af klimakrigens 'våben' i form af fakta, argumenter, holdninger, påstande og anklager var blevet vist frem og 'pudset af". Og at det i sig selv måske var en god ting.

Gad nok vide, hvordan vi om 10-20 år vil se tilbage på de her debatter?

Reference og links
Kristian Hvidtfeldt Nielsens profil på Aarhus Universitets hjemmeside Læs også på Videnskab.dk: Ny dansk forskning understøtter kontroversiel klimateori Klimabenægtelser giver ikke mening Hvad er forskellen på forskning og videnskab? Obama vil satse mere på forskningen i USA Dommedag udsat: 2012 er ren spekulation

Danmark – verdens førende forskningsnation?

 

Ifølge en opgørelse er Danmark verdens førende forskningsnation. (Foto: Colourbox)

Forskningsindikatorer synes at være kommet for at blive.

Også her på bloggen.

Til en forandring kunne det være velsignende bare at tage én af dem for stort set pålydende:

Den, der viser Danmark som verdens førende forskningsnation.

Det er tidsskriftet Times Higher Education, der har samlet og sammenlignet data fra Thompson Reuters' National Science Indicators (NSI).

De viser, at danske forskningsartikler publiceret i perioden 2005-2009 var procentvis mere citeret end alle andre forskningsaktive landes artikler.

Statistikken medregner kun lande, der har produceret 20.000 artikler eller mere i den omtalte periode, og citationerne er optalt ved udgangen af 2009.

Stor ikke lig med bedre

- 74,45 % af 50.224 danske forskningsartikler er blevet citeret.

- Schweiz på andenpladsen har fået citeret 73,22 % af 96.306 artikler.

- Danmark placerer sig 17 % over verdensgennemsnittet.

Hvis man opregner den såkaldte impact-factor for artiklerne (= det gennemsnitlige antal af citationer til artikler publiceret i løbet af de foregående to år), har Danmark og Schweiz byttet pladser.

Statistikken viser, at de største forskningsnationer ikke bliver citeret mere end de mindre: USA og Kina står således for de to største forskningsoutputs med henholdsvis 1.575.254 og 486.025 artikler publiceret i perioden 2005-2009. Deres indplacering i citationsstatistikken er nr. 8 (USA) og nr. 33 (Kina).

Er forskning national eller international?

Er forskning et nationalt anliggende - eller internationalt? (Foto: Colourbox)

Det fremgår ikke af statistikken, hvordan artiklerne er blevet kategoriseret som henholdsvis danske, schweiziske, amerikanske osv.

(og jeg kan heller ikke lige finde svaret på Thompson Reuters´ hjemmeside)

Det er vel næppe forskernes statsborgerskab, der er blevet tjekket?

Nok snarere forskningsinstitutionernes geografiske placering.

Og dermed vil det være nemt at indvende, at mange artikler bygger på internationale forskningssamarbejder.

Hvor mange kunne være et interessant studium i sig selv. Opfordringen er hermed givet videre til Thompsons Reuters. Men de har sikkert allerede fod på det...

International konkurrence skaber dynamik

Et kvalificeret gæt ville være, at alle de forskningsinstitutioner, der står nævnt i de pågældende artikler, bliver regnet med i statistikkerne, og at der er konstrueret en eller anden smart omregningsfaktor, når der er mere end ét land repræsenteret i en artikel.

Det er ikke noget nyt, at forskning, som jo i en videnskabsteoretisk forstand er international, bliver regnet som et nationalt gode. Der er ofte den spænding mellem det nationale og det internationale perspektiv i forskningsverden, og den udgør en væsentlig del af forskningens dynamik: Forskere konkurrerer som oftest både på et nationalt og internationalt niveau om anerkendelser i form af citationer og forskningsmidler.

Viden er at erkende, hvad du ved, og hvad du ikke ved.

- Konfutse

Det vil dog ofte være sådan, at den anerkendelse, der indhøstes internationalt set, har større betydning end den nationale.

Undtaget herfra er de forholdsvis små forskningsfelter, der fortrinsvis er organiseret i nationale forskningsfællesskaber.

Asien - en forskningstiger på spring?

Nationale og regionale forskelle har stor betydning for forskningens internationale gennemslagskraft.

I det samme nummer af Times Higher Education (17.-23. juni 2010) er der en interessant artikel om Asien som forskningsregion.

Udviklingen i de asiatiske lande, især Kina, spiller ofte en stor rolle i den hjemlige forskningsdebat. Ofte fremstilles det som en ny forskningsvirkelighed, danske forskere er nødt til at konkurrere (og samarbejde) med.

I mange af de asiatiske lande, hvor udviklingen går stærkest, har uddannelses- og forskningssystemet til en vis grad rødder i konfucianisme. Det er en stærkt hierarkisk og autoritær statsideologi, som også rummer idéer om individets mulighed for (ja, forpligtigelse til) uddannelse og selv-udvikling.

Ulighed er en drivkraft

Den konfucianske zone finder man i det nordøstlige Asien, inklusive Singapore. Her sker der en hastig udbygning af de tertiære uddannelser, en kraftig vækst i den private forskningsstøtte og en tæt statslig kontrol.

Der er ingen kontrast mellem markedskræfterne og statsmagten: Begge ses som del af et socialt system, der bygger på konkurrence om de eftertragtelsesværdige pladser i samfundets top. Uddannelse og forskning er vigtige elementer i denne intense sociale dynamik.

Den kinesiske filosof og samfundsteoretiker Konfutse (551-479 f.Kr.), på engelsk kaldet Confucius. Her på et maleri fra omkring 1770. (Kunstner: Ukendt)

I modsætning til Danmark, hvor lighed ofte ses som et fundament, er social ulighed en fuldt ud accepteret og ret vigtig drivkraft for lande præget af konfucianisme.

Hæmmer nærkontakt og selvstændighed

Hierarkiet, som gennemtrænger hele uddannelses- og forskningssystemet, kan også være Asiens akilleshæl.

Det har hidtil forhindret brugen af, hvad vi anser for moderne undervisningsformer.

Undervisningsformer bygget på en tæt og ligeværdig kontakt mellem lærere og studerende samt en bevidst styrkelse af de studerendes evne til selvstændig tænkning.

Samme forhindring finder man også i de højere dele af forskeruddannelserne.

Godt - men ikke godt nok

Samfundets konservative hierarki har endvidere betydet, at forskerkarrieren ikke nyder helt samme anseelse som andre jobmuligheder. Professorlønningerne ligger derfor langt under, hvad man kan få i andre typer af virksomheder og institutioner.

Det betyder ikke bare, at det er svært at tiltrække de bedste hjerner nationalt, men også at forskere fra andre lande ikke finder det særligt attraktivt at komme til Asien.

Den konfucianske model har vist sig at være konkurrencedygtig på det globale marked for uddannelse og forskning. Men for landene i regionen er der stadig langt op til verdens absolut førende forskningsnationer.

Japan og Singapore, som klarer sig bedst i den føromtalte forskningsstatistik, befinder sig på 21.- og 22.-pladsen. Taiwan og Sydkorea er nr. 29 og 30, Kina som nævnt nr. 33.

Forskningen oplever ligesom de flest andre samfundssystemer en udpræget globalisering.

Spørgsmålet er, om betydningen af nationale og regionale forskelle vil blive formindskes - altså en ægte globalisering - eller om de vil få endnu større betydning i den globale konkurrence mellem forskningsnationer og -regioner?

Reference og links
Citater af Konfutse Læs også på Videnskab.dk: Når forskningsindikatorer bedømmer forskningen Kan man måle forskningskvalitet? Lær af de russiske forandringer Fagfællebedømmelse som kommunikation

Kan man måle forskningskvalitet?

 

Hvordan afgør man, hvilken forskning der er bedst? (Foto:)

Jeg har før skrevet om et indlæg om forskningsindikatorer her på bloggen.

Lad mig med det samme slå fast, at det ikke er et emne, jeg selv har forsket i.

(Hvilket enhver med adgang til de mest almindeligt forekommende forskningsindikatorer kan forvisse sig om)

Det er foreløbig blot min bloginteresse.

Tidsskriftet Statistical Science bragte sidste år (vol. 24, no. 1) en interessant rapport om forskningsindikatorer med dertilhørende kommentarer og diskussion.

Rapporten var forfattet af en 3-mands komité, nedsat af International Mathematical Union, International Council of Industrial and Applied Mathematics, og Institute of Mathematical Statistics.

Indikatorer for kvalitet?

Rapporten argumenterer på overbevisende facon for, at forskningskvalitet ikke kan måles på en entydig og fornuftig måde med forskningsindikatorer. Det være sig citationsdata for enkeltforskere, impact factor (IF) for tidsskrifter eller den nye danske, bibliometriske forskningsindikator.

LÆS OGSÅ

Når forskningsindikatorer bedømmer forskningen

(Rapporten nævner ikke eksplicit det danske tiltag, men jeg tror ikke, at det vil være overdreven ekstrapolation af statistikernes udsagn at tage den med her.)

Problemerne med IF, udviklet og markedsført af Thompson Reuters (Web of Science), er velkendte, når det gælder sammenligning af tidsskrifter. Dem har jeg skrevet om i mit tidligere indlæg.

Brug flere kilder

Thompson Reuters advarer selv mod at bruge IF som et entydigt udsagn om tidsskriftskvalitet og råder til at bruge mange forskellige kvalitetsmål, herunder erfarne forskeres bedømmelse.

Rapportens forfattere nævner også, at det ikke er holdbart at bruge indikatorer som IF som grundlag for at sige noget om de enkelte artiklers kvalitet. Begrundelse følger.

Først skal det dog nævnes, at det er almindeligt forekommende blandt forskere at foretage den slags slutninger med udsagn som: »Hun udgiver i tidsskrifter af højeste kvalitet« (underforstået at hendes forskning er god) eller: »De fleste af hans mange artikler er kun udgivet i dårlige tidsskrifter, som ingen alligevel læser« (underforstået at hans forskning nok ikke er så god, som mængden af artikler kunne tyde på).

IF og artiklers kvalitet

Udsagn som disse dækker over en intuitiv forståelse: Hvis et tidsskrift A har en højere IF end B, så må en artikel udgivet i A da også være bedre end én udgivet i B, alt andet lige. Men sådan hænger det ikke sammen.

Det er altså ikke holdbart at lave den slags vurderinger af artikler baseret alene på IF.

- Kristian Hvidtfeldt Nielsen

IF angiver det gennemsnitlige antal citationer, som alle artikler i et givet tidsskrift har modtaget i løbet af de seneste to år.

Baggrunden for misforståelsen er, at fordelingen af citationer til artikler generelt er meget skævvredet.

Det betyder, at nogle ganske få artikler modtager et stort antal citationer, mens resten stort set ingen har.

Eftersom størstedelen af artiklerne i både A og B vil have modtaget nul citationer inden for en tidshorisont på kun to år, vil chancen for, at en vilkårlig artikel i tidsskriftet A (med høj IF) har en højere citationsrate end en artikel i B (lav IF) ofte være forbavsende lav. I det store hele vil artikler i begge tidsskrifter være uciterede, altså lige 'gode', om man vil.

Statistisk fejlmargin

Rapporten tager to matematiske tidsskrifter som eksempel. Henholdsvis Proceedings of the American Mathematical Society (PAMS, IF=0,434) og Transactions of the AMS (TAMS, IF=0.846). Målt alene på deres IF, er det sidstnævnte tidsskrift dobbelt så godt som det første.

Hvad er chancen for, at en tilfældig artikel fra PAMS har mindst lige så mange citationer som en tilfældig artikel taget fra TAMS? Svaret kan findes ved en simpel statistisk beregning, og det er overraskende højt: 62 %!

Med andre ord: Hvis vi baserer vores forudsigelser om den relative artikelkvalitet i henholdsvis PAMS og TAMS alene på tidsskrifternes IF, vil vi statistisk set tage fejl over halvdelen af gangene, præcist 62 % af forudsigelserne vil være forkerte. Det er altså ikke holdbart at lave den slags vurderinger af artikler baseret alene på IF.

Hvad betyder citationer?

Kan statistik og tørre tal afgøre, hvilken videnskabelig artikel der er bedst? (Foto: Colourbox)

Der er også andre problemer med at måle forskningskvalitet alene ud fra citationsrater. Den essentielle udfordring ligger i at forstå, hvad citationer og citationsrater egentlig dækker over.

Mange vil se citationer som en slags anerkendelse af en 'intellektuel gæld' til de citerede artikler og bøger. Altså en form for akademisk taksigelse.

Men der er også citationer, der tjener det modsatte formål, nemlig at undsige det citerede værk. Og der er citationer, der tjener den funktion at positionere sig i det akademiske felt og/eller imødekomme forventede indsigelser fra fagfællebedømmerne.

Underbygger eksisterende metoder

Det er blevet indvendt, at bibliometriske metoder baseret på citationsrater ofte har vist sig at være i overensstemmelse med andre typer af bedømmelse, foretaget af kvalificerede og erfarne forskere. Det gælder for eksempel den britiske Research Assessment Exercise, hvor tallene understøttede de fleste eksisterende rangordninger af universiteterne.

Resultatet af øvelsen er altså en erkendelse af, at de højtrangerede universiteter har højtrangerede forskere. Eller er det omvendt!? Alt andet ville have været en stor overraskelse.

Årsagen til sammenfaldet skal dog ikke nødvendigvis findes i indikatorernes egnethed, men snarere i det faktum, at eventuelle indbyggede fejl og skævvridninger vil blive 'midlet ud', når der anvendes store datamængder. Det kunne være sjovt at kigge lidt nærmere på, hvad den danske forskningsindikator siger om de danske universiteters rangorden.

Reference og links
R. Adler, J. Ewing & P. Taylor (2009) "Citation Statistics," Statistical Science 24(1): 1-14. Læs også på Videnskab.dk: Når forskningsindikatorer bedømmer forskningen Burka-videnskaben blev politisk Fagfællebedømmelse som kommunikation Når videnskabmænd tjener styrtende med penge Er Gud matematiker?

 

Fagfællebedømmelse som kommunikation

Giver fagfællebedømmelser en objektiv vurdering af videnskabelige artikler? Eller gælder det i virkeligheden noget helt andet? (Foto: Colourbox)

Jeg har netop læst en artikel i tidsskriftet Social Studies of Science, som har ændret mit syn på fagfællebedømmelsens (peer review) form og funktion.

Det er en fantastisk læseoplevelse, når man virkelig føler, at der bliver rykket ved ens opfattelse af tingenes tilstand. Sjældent og dejligt.

Forfatteren er den tyske sociologiprofessor Stefan Hirschauer.

Artiklen bygger på Hirschauers egne observationer og indsamling af data, mens han sad i redaktørkollegiet for tidsskriftet Zeitschrift für Soziologie (ZfS) - et særdeles velrenommeret fagtidsskrift, der ifølge tidsskriftets egen hjemmeside dækker alle områder inden for sociologien.

Stefan Hirschauer har ikke selv opfundet en helt ny måde at se fagfællebedømmelsen på, men trækker (selvfølgelig) på en stribe andre forfattere - det var bare ikke nogen, jeg selv havde stiftet bekendtskab med; heller ikke selv om jeg har forsøgt at kloge mig lidt på fagfællebedømmelse i et tidligere blogindlæg.

Og nu kommer det så:

To opfattelser af fagfællebedømmelse

Der er mindst to vidt forskellige måder at forstå, hvad fagfællebedømmelse egentlig er, når det gælder bedømmelse af videnskabelige artikler:

VIDSTE DU

Det moderne fagfællebedømmelsessystem har udviklet sig fra en proces fra 1800-tallet.   Den første overleverede videnskabelige fagfællebedømmelsesproces blev foretaget af Henry Oldenburg i The Royal Society i 1665.   Men en professionel fagfællebedømmelsesproces findes så tidligt som i 'Lægens Etik' af Ishaq bin Ali al-Rahwi (854–931) fra al-Raha, Syria.

1. Fagfællebedømmelse består i anvendelsen af (mere eller mindre) objektive og fagligt relevante bedømmelseskriterier og tjener et dobbelt formål:
a. At frasortere artikler, der på den ene eller anden måde ikke lever op til en videnskabelig standard.
b. At gøre artikler, der lever op til videnskabelige standarder, endnu bedre.

2. Fagfællebedømmelse består af flere faglig-sociale kommunikationsprocesser og har flere funktioner:
a. At matche forfattere med kvalificerede og ofte anonymiserede læsere uden for deres allernærmeste arbejdsfællesskab
b. At kontrollere fordelingen af den faglige anerkendelse, der består i publikation og dermed mulighed for citation, og som er helt central for videnskabelige karrierer
c. At optimere det kommunikative udbytte for fremtidige læsere
d. At kalibrere fagområdets samlede skrive- og læsetid

Opfattelse nr. 1: Den perfekte bedømmelse er en fiktion

Ifølge opfattelse nr. 1 findes der en optimal variant af fagfællebedømmelsen, hvor kriterierne for, hvad der er henholdsvis god og dårlig videnskabelig litteratur, ganske enkelt appliceres på helt neutral og universel vis på enkelte artikler. Alle fejlskøn, såsom fejl og mangler, bortforklaringer og deciderede løgnagtigheder, der bliver overset, kan henføres til bedømmerens subjektive ufuldkommenhed.

Ligeledes er uoverensstemmelser mellem bedømmere i forhold til samme artikel ikke blot udtryk for deres faglige uoverensstemmelser, men også for en mangelfuld indsigt i de krævede videnskabelige standarder. Eller også er bedømmerne bare dovne...

LÆS OGSÅ

Lær af de russiske forandringer

Opfattelse nr. 1 er en idealiseret opfattelse af fagfællebedømmelsen, som er umulig at opretholde i virkelighedens verden.

Og hvorfor i det hele taget udsætte artikler for fagfællebedømmelse, hvis standarderne eksisterer uafhængigt af bedømmernes individuelle ligheder/forskelle?

Philip Abelson bemærkede allerede i 1980 (Science, vol. 209: 62) lettere ironisk: »Why peer review? Why not an objective, all-knowing, all-wise genius to serve as editor? Such mortals do not exist.«

Opfattelse nr. 2: fagfællebedømmelsens kommunikative virkelighed

Problemet med opfattelse nr. 1 er, at den forudsætter en række præeksisterende og universelle standarder for god videnskabelig litteratur. Uanset om sådanne standarder faktisk findes eller ej, er det en unødvendig antagelse.

Fagfællebedømmelsens kommunikative dynamik sikrer, at standarder opstår og bliver brugt i bedømmelsen, men det er ikke standarder, der har deres eget liv, løsrevet fra sammenhængen. Standarderne er derimod tæt knyttet til de sociale forfatter-læser-relationer, som opstår i kraft af fagfællebedømmelsen:

Først sker der en slags refleksiv præbedømmelse hos forfatteren selv: Hvilket tidsskrift skal jeg indsende til? Hvordan skal artiklen udformes? Hvilke data og hvilken retorik skal jeg anvende?

Derefter er der en redaktionel vurdering af manuskriptets egnethed og en efterfølgende 'matchning' af fagfællebedømmere og manuskriptet. Det handler om at finde de mest egnede læsere under de givne forudsætninger og indebærer altså også en læsning/bedømmelse af den indsendte tekst.

Redaktøren SKAL læse og bedømme

Why peer review? Why not an objective, all-knowing, all-wise genius to serve as editor? Such mortals do not exist.

- Philip Abelson

Redaktører læser med særlig kritisk indstilling, for de tager både højde for faglige kvaliteter og for tidsskriftets situation i øvrigt:

• Hvor mange artikler er der allerede indsendt til bedømmelse?
   
• Hvordan passer artiklen ind i tidsskriftets ønskede faglige profil?

Redaktører kan ikke være specialister i alle fagområder. Deres indsats afhænger derfor i særlig grad af en vis "fingerspidsfornemmelse" for gode manuskripter. Modsat bedømmere har redaktører dog intet valg. De skal læse manuskriptet, og de befinder sig ofte i en situation, hvor de skal luge ud i alle de dårlige manuskripter frem for at anerkende og nyde alle de gode.

Og det giver ikke sjældent anledning til en høj grad af følelsesmæssig respons til manuskriptet, som interagerer med den faglige. Det er hvert fald, hvad Stefan Hirschauer påpeger i sit studie af ZfS' redaktionelle proces, der involverer hele fem redaktørkolleger.

Det kan ikke betale sig at være for kritisk

Hirschauer viser også, at bedømmelsen af manuskripter ikke afhænger af positive kriterier for, hvad der udgør en god (egnet) artikel. Det er snarere en negativ udgrænsning af alle de manuskripter, der er ikke-egnede.

Bedømmerne, primært udvalgt efter faglige kriterier, investerer også tid og kompetence i læsningen. Men deres andel i processen er af en anden karakter end redaktørernes, selv om begge grupper foretager en samlet bedømmelse af forfatterens selv-bedømmelse.

LÆS OGSÅ

Videnskabens varedeklaration er vigtig

Bedømmerne har ofte en høj grad af faglig interesse i læsningen.

Også de skal være kritiske og påpege fejl og mangler, men for bedømmere kan det i det store hele ikke betale sig at være alt for kritisk.

Kun hvis læsningen og den samlede bedømmelse giver anledning til accept af manuskriptet og dermed inklusion i den samlede videnskabelige litteratur, vil det nemlig være muligt for bedømmerne at profitere af deres læse-investering. Kun derved vil det nemlig være muligt for dem at citere og bruge artiklen i deres eget arbejde.

Bedømmerne kommunikerer efter endt læsning deres bedømmelse med kritikpunkter og anbefalinger til redaktøren, som videresender til forfatteren med redaktionelle kommentarer. Derefter kan der være tale om genindsendelse af et forbedret manuskript og dermed en ny tur i kommunikationsprocessen.

Hvem læser egentlig videnskabelig litteratur?

Den samlede fagfællebedømmelse består altså af en række kommunikative handlinger, hvori flere forskellige typer af bedømmelseskriterier finder anvendelse. Pointen er ikke, at der ikke er kriterier for gode videnskabelige artikler, men derimod at disse kriterier er afhængig af - ja, først opstår i kraft af - den givne kommunikationskontekst.

For mange manuskripter (måske flertallet?) udgør fagfællebedømmelsen den mest grundige læsning overhovedet - for nogle er det måske den eneste læsning. En opgørelse af samfundsvidenskabelige artikler tilbage fra slutningen af 1980'erne viste, at den gennemsnitlige videnskabelige artikel over årene kun opnår ca. fem citeringer.

At tale om, at der sker en offentliggørelse af resultaterne ved publicering, er for mange artiklers vedkommende ikke særligt relevant. Fagfællebedømmelse er ikke bare en faglig kontrolinstans for den viden, der skal se dagens lys. Det er i lige så høj grad en kommunikationsproces, der består af en række skrive- og læsehandlinger, som hver især etablerer eller nødvendiggør forskellige typer af bedømmelseskriterier.

Reference og links

Stefan Hirschauer (2010). Editorial Judgments. A Praxeology of ‘Voting' in Peer Review. Social Studies of Science 40(1): 71-103. Stefan Hirschauers profil på Die Johannes Gutenberg-Universität Mainzs hjemmeside Fagfællebedømmelse på Wikipedia Læs også på Videnskab.dk: Når forskere bedømmer forskere Når forskningsindikatorer bedømmer forskningen En ny samfundskontrakt for universitetet Når videnskabmænd tjener styrtende med penge Miljøministeriet undergraver forskeres autoritet

Er Gud matematiker?

Døde Jesus på korset, eller var det et kæmpe plus-tegn? Og er Gud i virkeligheden en genial matematiker? (Foto: Colourbox)

Matematik er ikke som de andre naturvidenskaber.

Når man i fysik eller kemi opnår viden, gør man det ved at undersøge verden ved hjælp af forsøg og observationer.

I matematik derimod, opnår man viden ved at tænke sig om.

Vil en matematiker vide, hvad trekantens vinkelsum er, sætter hun sig ned og laver et bevis. Hun kunne aldrig finde på, at gå ud og måle på faktiske trekanter.

Matematikken er med andre ord en fornuftsdisciplin, og står dermed i modsætning til fysik og kemi, der er empiriske videnskaber. Det forbavsende er nu, at matematikken faktisk kan bruges til at beskrive virkeligheden på præcis samme måde som fysik og kemi.

Men hvordan kan det være, at matematisk viden, som vi har opnået bare ved at sidde ved skrivebordet og tænke os om, passer på den fysiske virkelighed?

Verden er matematisk

Et oplagt og klassisk svar på spørgsmålet er, at den fysiske virkelighed simpelthen grundlæggende er matematisk. Det svar finder man for eksempel hos Galileo Galilei (1564-1642), der forklarede, at Naturens bog »er skrevet i det matematiske sprog, og symbolerne er trekanter, cirkler og andre geometriske figurer, uden hvis hjælp det er umuligt at forstå et eneste ord« (citeret efter Troelsen (2008, s. 73)). Virkeligheden er altså grundlæggende matematisk, og for at kunne forstå den, må man kunne matematik!

Men hvorfor er virkeligheden matematisk? Her er det åbenlyse svar, som blandt andet Galilei og en række andre tænkere har givet, at virkeligheden er matematisk, fordi den er blevet skabt af en stor matematiker, nemlig Gud.

Dette er ligefrem blevet brugt som et bevis på, at Gud eksisterer. For hvis ikke verden er blevet skabt af et intelligent væsen, hvordan kan det så være, at den er så velordnet og pænt matematisk struktureret, som den er? Så der er altså noget på spil i spørgsmålet om matematikkens anvendelighed!

Matematik er en empirisk videnskab

Der findes imidlertid en række alternative forklaringer på det forbavsende match mellem matematik og virkelighed. En af dem er, at matematik simpelthen er en naturvidenskab, der tager udgangspunkt i virkeligheden på præcis samme måde som fysik og kemi.

Det synspunkt blev for eksempel hævdet af den britiske empirist John Stuart Mill (1806-1873). Mill mente ganske simpelt, at matematisk viden er opnået ved at generalisere ud fra vores erfaringer.

Vores viden om, at 2+2 = 4 stammer altså ikke fra et langt logisk bevis, vi kan tænke os frem til, men tværtimod vore generelle erfaring af, at to appelsiner og to appelsiner nu engang tilsammen er fire appelsiner.

Ingen rette linjer uden bredde

Problemet med den forklaring er, at matematikken tilsyneladende rummer en masse objekter, som vi umuligt kan erfare med vores sanser. I matematikken regner man for eksempel med, at der findes uendelig mange tal. Men eftersom Universet er endeligt, findes der simpelthen ikke uendelig mange objekter i det.

I matematikken beskæftiger man sig desuden med objekter som perfekt rette linjer, der ikke har nogen bredde, selv om al vores erfaring siger os, at enhver linje vil have en eller anden form for bredde, og at ingen linjer er perfekt rette.

Det virker simpelthen som om de matematiske objekter er af en anden karakter, end de objekter vi erfarer i den fysiske virkelighed. Og derfor er det problematisk et hævde, at matematisk viden er opnået ved at generalisere ud fra vores erfaringer.

Matematik og Darwin

Vores viden om, at 2+2 = 4 stammer ikke fra et langt logisk bevis, vi kan tænke os frem til, men tværtimod vore generelle erfaring af, at to appelsiner og to appelsiner nu engang tilsammen er fire appelsiner

Inden for de sidste par årtier er en ny forklaring på matematikkens brugbarhed spiret frem blandt matematikfilosofferne. Forklaringen går i korthed ud på, at vores evner til at lave matematik er blevet formet gennem en evolutionær udvælgelsesproces.

I den evolutionære kamp for overlevelse, har det simpelthen givet pote at kunne noget matematik, der effektivt beskriver virkeligheden. Og derfor er det ikke nogen gåde, at matematik kan anvendes. Matematikken passer på verden af præcis samme grund som vores lunger passer til Jordens atmosfære; hvis den ikke gjorde, ville vi ganske simpelt ikke være her.

Kan ikke forklare avanceret matematik

Denne evolutionære forklaring støttes af, at en lang række dyr faktisk har begrænsede anlæg for matematik. Visse vilde aber ved for eksempel spontant (det vil sige uden at være trænet til det), at to fødeemner plus to fødeemner tilsammen giver fire fødeemner. Og de ved, at det er smartest at vælge 2+2 fødeemner frem for 2+1 fødeemne.

Spædbørn lader også til at være født med lignende evner, så tilsyneladende er en kerne af vores matematiske viden simpelthen medfødt og skabt gennem den evolutionære udvælgelsesproces.

Problemet med den evolutionære forklaring er, at den har meget svært at forklare den mere avancerede matematik. Dels er langt det meste af den matematik, vi har i dag, udviklet i løbet af de sidste få tusinde år (hvilket kun er et øjeblik i evolutionsbiologisk sammenhæng), og dels er det kun meget lidt af den avancerede matematik, der giver matematikeren en egentlig overlevelsesfordel.

Det giver ikke nogen mening at hævde, at moderne matematikere er i stand til at løse differentialligninger, fordi det at kunne løse differentialligninger har givet dem en fordel i den naturlige selektion.

Matematikkens metaforer

Lingivisten George Lakoff og kognitionsforskeren Rafael Nùñez kom i år 2000 med en interessant og forfriskende anderledes forklaring på, at også den avancerede matematik kan anvendes i praksis.

Ifølge de to herrer er menneskets erkendelse i forbavsende stor og til dels overset grad bygget op om analogier til basale hverdagserfaringer. Siger vi for eksempel, at 'tiden løber' eller at man kan 'spare 10 minutter ved at tage en smutvej', benytter vi ubevidst en analogi, hvor det uhåndgribelige fænomen tid, sammenlignes med vores velkendte og hverdagsagtige omgang med ressourser som vand eller penge.

Rent sprogligt giver den slags analogier sig til kende i metaforer - tiden ‘løber' ikke bogstaveligt talt som en vandhane, det gør den kun metaforisk set.

Bunker af fysiske objekter

Kigger man efter, vil man se, at matematikken er propfyldt med lignende metaforer. Og Lakoff og Nùñez hævder, at disse metaforer dækker over kognitivt betydningsfulde analogier, vi ubevidst drager mellem matematikken og konkrete erfaringer.

Når vi for eksempel siger, at '4 er større end 3' eller taler om at 'lægge 2 og 2 sammen', taler vi om tallene som de var bunker af fysiske objekter. Ifølge Lakoff og Nùñez skyldes det, at vi fra barns ben naturligt danner en analogi mellem den medfødte kerne af matematik og håndtering af objekter. De to fænomener har simpelthen samme struktur.

Den medfødte matematik er som nævnt ovenfor desværre ret begrænset - man regner med, at den sådan cirka omfatter tallene fra 1 til 4. Men når analogien mellem tal og objekter en gang er etableret, kan vi bruge den til at udvide den medfødte matematik. Når jeg lægger bunker sammen, ved jeg for eksempel, at rækkefølgen er underordnet.

Overføres dette til matematikken, får jeg den associative lov for addition (a+b = b+a). Jeg ved også, at der altid kommer en ny bunke ud af det, når jeg lægger to bunker sammen. Når den erfaring overføres til matematikken, får jeg, at der må være uendelig mange tal.

Matematikken bygger på virkeligheden

Også mere avancerede dele af matematikken opbygges fra en blanding af kendt matematik og erfaringer fra virkeligheden. For eksempel taler man om, at en funktion 'nærmer sig 1' eller 'oscillerer om 0'.

Strengt taget kan funktioner hverken nærme sig eller oscillere, men her bruger vi konkrete erfaringer med bevægelse til at få hånd om de abstrakte matematiske objekter. Så alt i alt konstrueres hele matematikken fra grunden ud fra en lille kerne af medfødt matematik og analogier til lokale erfaringer af fysiske virkelighed.

Hvis denne teori holder vand, giver den naturligvis en glimrende forklaring på, hvorfor matematikken kan anvendes på virkeligheden. Det kan den, fordi matematikken basalt set bygger på vores erfaringer af lokale strukturer i virkeligheden.

Matematikken og naturvidenskaben

Lakoff og Nùñez' teori er blevet kritiseret fra flere sider, blandt andet fordi deres teori ikke tager højde for det oplagte samarbejde, der har været mellem matematik og naturvidenskab. Dette samarbejde kan til gengæld bidrage til at forstå matematikkens forbavsende anvendelighed, så vi skal bestemt ikke overse det her!

Der har nemlig (navnlig) siden det naturvidenskabelige gennembrud i 1600-tallet været en tæt kontakt mellem matematik og naturvidenskab. På den ene side har naturvidenskaben påvirket hvilke områder, matematikken skulle udvikle teorier for (udviklingen af differential- og integralregningen er her et godt eksempel), og på den anden side har naturvidenskaben valgt at beskæftige sig med præcis de områder af virkeligheden, det var muligt at beskrive med den givne matematik.

Det er ikke uden grund, at Newton valgte at fokusere på æblets, og ikke et blads fald: Æblets pæne bane kan (med tilnærmelse) beskrives matematisk, mens bladets kaotisk og uforudsigelige bane ikke kan.

Er Gud en genial matematiker?

Disse gensidige påvirkninger mellem matematik og naturvidenskab leverer naturligvis nok en brik til forklaringen på, hvorfor matematikken kan anvendes til at beskrive virkeligheden.

Så der findes altså en række alternative forklaringer på matematikkens forbavsende anvendelighed. Spørgsmålet er så, om de er tilstrækkeligt gode, eller om vi stadig er nødt til at forudsætte, at verden er skabt af en matematikelskende Gud.

Jeg vil ikke give det endelige svar her, men åbne for diskussionen - og i øvrigt anbefale foredragsrækken Er Gud en genial matematiker?, der kører på Aarhus Universitet hele dette forår.

Inspiration til undervisning og opgaver
Galilei var en gøgler (Videnskab.dk) Tema: Matematikkens historie  Andet litteratur: Lakoff og Nùñez: Where Mathematics Comes From: How the Embodied Mind Brings Mathematics into Being. (New York: Basic Books, 2000) Mill: A System of Logic, (London: Longman, 1959 [1843]) Troelsen, B.:Videnskab & Virkelighed. (København: L&R Uddannelse, 2008)

  

Referencer og links
Foredragsrækken Er Gud en genial matematiker? Læs også på Videnskab.dk:  TEMA: Matematikkens historie Piger er lige så gode til matematik Påsken gav astronomer smør på brødet Er parralel evolution bevis på Guds eksistens

 

 

 

 

Et spidst og præcist forsvar for det borgerlige universitet

Forsiden på Sune Aukens nye bog 'Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet'.

Sune Auken har begået en vedkommende og aktuel debatbog om forskningspolitik: 'Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet' udgivet på Informations Forlag.

Som altid skriver han kritisk, spidst og præcist.

Bogens præmis er, at forsknings- og universitetspolitik fylder alt for lidt i den offentlige debat, særligt set i lyset af forskningens store samfundsmæssige betydning.

Sune Auken, der er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet fylder med sit engagement og sin viden heldigvis en del af hullerne i debatten.

Bogen er dejligt kortfattet. Selv læste jeg den på flyveturen hjem fra London en lørdag i begyndelsen af marts måned.

Jeg nåede også et par artikler i ugens Times Higher Education (TLS). Der var et stort sammenfald med Aukens bog. Inden jeg anmelder bogen, vil jeg derfor kort gengive et par af pointerne fra den engelske debat.

Det engelske skrækeksempel

Storbritannien synes at være kommet meget længere ned af den vej, som Auken og mange andre akademikere frygter, at også det danske universitetssystem bevæger sig.

Ugens hovedhistorie i TLS handlede om det voksende bureaukrati på forskningsinstitutionerne. De tørre tal siger, at de akademiske medarbejdere ved de engelske universiteter er i undertal i forhold til administratorer og andre - kun 46,8 % af de ansatte er forskere.

Siden 2003 er der kommet 10 % flere forskningsansatte, men den tilsvarende stigning for universitetsadministratorer er 33 %.

Sidste udkald

Universitetsledelserne forsvarer vokseværket i administrationen med stigende konkurrence om forskningsmidlerne og voksende bureaukrati krævet af statens forskningsadministration.

Nigel Thrift, rektor ved University of Warwick, skriver i sit indlæg, at det er sidste udkald for forskningsfriheden. Kommercialiseringen af forskningen og den topstyrede, hierarkiske ledelse af universiteterne har betydet, at forskernes autonomi ikke bare er under pres, men helt forsvundet.

Thrift, som erklærer sig af stor tilhænger af universitetets samfundsmæssige betydning, mener, at der skal gøres noget nu, inden det er for sent. Forskere og institutioner skal gøre modstand mod den politiske styring af universiteterne og den gennemgribende New Public Management-reform, som blev igangsat i 1980 af Thatcher-regeringen.

Danske varianter

Auken er ligesom Thrift af den opfattelse, at forskningspolitik er - med en lidt slidt metafor - for vigtigt til at overlade til politikerne og universitetsledelserne. Han forsvarer en borgerlig universitetsforståelse, der i den superkorte version siger, at 'universitetets opgave er at sikre samfundet adgang til den bedst mulige viden på alle vigtige områder.'

Auken mener også:

• at vi i Danmark - ligesom i Storbritannien - oplever overdreven bureaukratisering af universiteterne - hvad man i den britiske kontekst kalder 'hyper-bureaukratisering', altså bureaukrati for bureaukratiets egen skyld,
• at danske universiteter lider under regeringens ensidige fokus på fra-tanke-til-faktura-tankegangen,
• og at de med universitetsloven af 2003 indførte centralistiske og hierarkiske ledelsesformer virker stik imod forskernes eget syn på fri og effektiv forskning og ønsket om øget medindflydelse.

Udover et par konkrete og fornøjelige episoder, som Auken selv har oplevet, nævnes som eksempler på de ovenstående dårligdomme:

• Igangværende besparelser på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
• Ny bibliometrisk forskningsindikator
• Taxametersystemet
• Universitetsevalueringen

Er kritikken for generel?

Sune Auken er heldigvis ikke ude på at romantisere de 'gode gamle dage'. Han har for eksempel intet tilovers for idéen om universitetet som en samfundskritisk (eller potentielt revolutionær) institution.

Det borgerlige universitet, som Auken forsvarer, er akkurat ligeså bredt og mangfoldigt som det demokratiske samfund, det tjener - hverken mere eller mindre. Jeg er helt enig.

Jeg synes dog, at der i bogen er en tendens til at skyde skylden for alle aktuelle problemer inden for forskningsverdenen på regeringens ønske om at bygge flere og stærkere kontakter mellem forskning og erhvervsliv (fra tanke til faktura) og på den nye ledelsesstruktur og øget bureaukratisering (New Public Management). (Samme tendens finder man også i den britiske kontekst, hvor den dog nok er mere berettiget.)

Tendensen til at skære alle problemer over én kam kan være med til at skabe modsigelser i de konkrete sager, hvis kompleksitet rækker ud over ovennævnte dårligdomme.

For eksempel synes jeg ikke, det giver mening at ønske sig mere armslængde til den politiske magt og mindre topstyring, og så samtidig kræve, at der bliver grebet ind, når det viser sig, at et universitetsfakultet (LIFE, KU) reducerer medarbejderstaben på enkelte institutter?

Hvad med andre typer af forskning?

Jeg mener også at Aukens bog lider under, at den i høj grad er formuleret ud fra humanioras synspunkt - det gælder i hvert fald tankerne omkring kommercialisering af forskning og forskningsfrihed.

Inden for jordbrugs-, natur-, sundheds-, de tekniske og i stigende omfang også samfundsvidenskaberne er og bliver kommercialisering en central måde at sikre samfundet adgang til den bedst mulige viden på ret vigtige områder - selvom der også her findes modsætninger mellem universitetsforskning og industri-interesser.

Det kan godt være, at humanister for tiden bliver presset i forhold til den bredere samfundsrelevans af deres arbejde, men det bør ikke give anledning til at råbe vagt i gevær for alle universitetets hovedområder.

Hvor slemt er det?

I den forbindelse er det vigtigt at få proportionerne på plads: Størstedelen af dansk forskning bliver finansieret af og foregår i industrien. Ifølge tal fra OECD udfører dansk industri 70 % af den samlede forskning her i landet, mens universiteterne står for 26 % (de resterende 4 % er tilskrevet regeringens egne initiativer).

Der er vel ingen naturnødvendighed i, at den forskning, der foregår på universiteterne, er mere samfundsnyttig end den private forskning - ud over, som Auken selv fremfører, at det er universitetshumaniora, som 'gamle i Vestjylland' (s. 16) helst vil høre foredrag om?

Jeg giver Auken ret i, at vi for alt i verden skal undgå et enstrenget forskningssystem. Jeg er dog ikke selv så nervøs for, at det er ved at ske, nærmest tværtimod.

Hvis man skal arbejde for mangfoldighed og bred samfundsrelevans, er det måske i lige så høj grad påtrængende at medtænke den private forskning og få de mange - ofte adskilte - forskningsverdener til at spille bedre sammen i et fælles hele?

Der er helt sikkert nok at tage fat på. Grundet forskningsemnernes og forskningssystemernes kompleksitet er det absolut nødvendigt, at Auken og med ham mange andre fortsat engagerer sig i den offentlige debat om forskningspolitik.

 

 

Klimapolitik bygger på forskning i støbeskeen

Klimaforskningens resultater kommer ofte til diskussion. Hvordan kan det være? (Foto: Colourbox)

Klimakrigen raser igen igen.

Denne gang antændt af de hackede e-mails fra Climate Research Unit ved University of East Anglia samt IPPC's indrømmelser af forkerte konklusioner vedrørende Himalayas gletsjere.

Hvis man skulle være i tvivl om, hvad det gælder, og hvor meget der er på spil, kan man bare konsultere klimabloggen her på sitet.

Klimaets politik

Klimaforskning spiller en helt central del i klimapolitikken, måske endda i endnu højere og mere fundamental grad end det almindeligvis er anerkendt.

Vi ved alle, at politikere inddrager den nyeste, forskningsbaserede ekspertviden i deres forhandlinger om klimapolitikken. Hele klimaproblematikken ville være utænkelig uden forskning.

Det er videnskaben, der så at sige har 'opfundet' eller defineret klimaet, i hvert fald i den betydning vi i dag tænker det: som en konstellation af data om is, temperatur, CO₂, vandstand med mere, samt tilhørende fysisk-kemiske teorier om bagvedliggende årsagssammenhænge.

Viden på baggrund af teori

I modsætning til, hvad mange tror (jf. Thor Pedersens indlæg i klimadebatten under klimakonferencen i København), hersker der ikke skarp adskillelse mellem teori og viden. Den viden man opnår ved at fortolke data, er ofte dybt afhængig af den teori, som fortolkningen trækker på.

Et godt eksempel på dette er den aktuelle problematik vedrørende den aftagende stigning i global temperatur. Denne viden, om man vil, giver ganske enkelt ikke mening uden også at forstå de mekanismer, der har forårsaget aftagningen.

Det er for eksempel ikke nok at sige, at den viden viser naturlige variationer. Og det er slet ikke tilfredsstillende at hævde, at den viden modbeviser, at global opvarmning finder sted.

Hvad er forskning?

Som det ofte er tilfældet, når forskning bliver del af igangværende politiske problemstillinger, og når forskning lander midt i mediestormens øje, er også klimaforskningens metoder, teorier og præmisser kommet til debat.

Med en lidt søgt metafor kunne man sige, at den hårde kerne af iskold objektivitet og erkendelsesteoretisk legitimitet, der normalt omgiver forskning, dermed bliver brudt. Det sker jævnligt ved brug af ekspertgrupper nedsat til at belyse politisk bestemte problemstillinger, senest i burka-sagen.

Her er det ikke bare forskningens resultater, der bliver udsat for kritisk diskussion i det offentlige rum, men også forskningens udførelse.

Færdiglavet videnskab vs. forskning i støbeskeen

Det kan måske forundre, at forskningens resultater og praksis overhovedet kan komme til diskussion.

Giver forskning ikke stensikker viden, som kan omsættes til sund politik? Og er det ikke den velkendte, velafprøvede og gennem mange århundrede vedholdende videnskabelige metode, der anvendes?

For at besvare disse spørgsmål kan det være nødvendigt at betragte videnskabens sociale proces. Her bør der skelnes mellem, hvad man kunne kalde, færdiglavet videnskab og forskning i støbeskeen.

Spørgsmål i stedet for svar

Den færdiglavede videnskab er den viden, som alle - eller langt de fleste - videnskabsfolk er enige om. Newtons love er der ingen der angriber. I hvert fald ikke inden for disses gyldighedsrammer. Der er heller ingen, der anfægter teorien om virkningen af drivhusgasser i atmosfæren, først fremsat af Joseph Fourier og senere udviklet af blandt andre svenskeren Svante Arrhenius.

Forskning i støbeskeen er helt anderledes, for den vedrører problemstillinger, der er åbne og dermed meget usikre at beskæftige sig med. Her er resultater og metoder konstant til debat. Det er diskussionen og kritikken, der driver forskningen fremad. Det er selvfølgelig velkendt for forskerne selv.

Ofte overrasker det alligevel såvel forskere som politikere og den brede offentlighed, at forskningen ikke leverer svaret, men tværtimod bidrager til, ja ligefrem opildner, klimadebatten. Selvom vi er ved at vænne os til, at forskningen selv er en integreret del af mange politiske problemer, har vi ikke (altid) en særlig god forståelse af, hvorfor og hvordan det sker.

 

 

Burka-videnskaben blev politisk

Burka-rapporten er et eksempel på, at forskning inden for et felt ikke giver anledning til en løsning, men derimod bliver en del af problemet. (Foto: Colourbox)

»Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne,« sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale d. 1. januar 2002.

Den kommentar var startskuddet til regeringens sanering af de mange statslige råd, kommissioner, institutioner og ad hoc udvalg.

Men det resulterede ikke færre "statsautoriserede smagsdommere". Tværtimod var også den daværende statsminister udmærket klar over, at en moderne stat ikke kan regeres uden væsentlige bidrag fra eksperter. Netop derfor gjorde han ekspertviden til et markant politisk problem.

Som (ekspert) Asbjørn Sonne Nørgaard fra Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet formulerede det, da det nye regeringsgrundlag efter valget i november 2007 viste, at der skulle nedsættes 29 nye ekspertgrupper:

»Vi ved fra vores forskning, at politisk arbejde, der bliver forberedt i ekspertudvalg, har den største chance for at få en bred politisk tilslutning. Det glider simpelthen lettere igennem i Folketinget.« (citeret fra Information d. 25. november 2007)

Når forskningsbaseret viden bliver problematisk

Langt de fleste bidrag fra ekspertgrupper bliver forholdsvist uproblematisk integreret i det politiske arbejde.

Men når der opstår problemer, og ekspertviden bliver gjort til del af en offentlig mediedebat, sker der fra et videnskabsteoretisk synspunkt noget interessant: Forskningen bliver selv en del af problemet, ikke en let løsning.

Når det sker, sættes der også spørgsmålstegn ved selve forskningsarbejdet. Normalt har forskning og eksperter stor autoritet, meget større end politikere og journalister.

Men når eksperternes viden bliver en del af selve den politiske proces, er der god chance for, at også spørgsmålet om, hvad der er henholdsvis god og dårlig videnskab, bliver politisk.

Vi kender det til hudløshed fra klimadebatten, hvor spørgsmålet om, hvad der er viden, og hvad der "bare" er teori, ustandseligt bliver taget op - senest af Thor Pedersen.

Burka-rapporten

Det samme er netop sket i forbindelse med den såkaldte burka-rapport. Baggrunden for rapporten var en krise i regeringen, udløst i efteråret 2009 af et udspil fra de konservatives nye integrationsordfører Naser Khader vedrørende forbud mod at gå med burka og niqab.

Krisen førte til, at der blev nedsat et hurtigtarbejdende embedsmandudvalg, der blandt andet bestilte en ekspertrapport fra et forskerhold på Københavns Universitet.

Rapporten blev afleveret til Indenrigs- og Socialministeriet i november 2009 og konkluderede, at burkaen kun meget sjældent findes i Danmark. I rapporten anslås det også, at der er 100-200 niqab-brugere i Danmark.

Kritik og modkritik

Rapporten blev straks kritiseret fra flere sider. Fortalere for burka-forbuddet, herunder Naser Khader, udtalte, at det ikke var antallet, der var afgørende, men princippet.

Som det også antydes i citatet fra Asbjørn Sonne Nørgaard ovenfor, er ekspertviden altså kun brugbar viden, når den understøtter de i forvejen vedtagne politiske standpunkter. Det er kun sjældent (måske aldrig?) meningen, at ny viden skal føre til ny politik.

Der blev også mobiliseret modekspertise. Mehdi Mozaffari fra Institut for Statskundskab Aarhus Universitet gik til angreb på metoden, hvormed tallene var fremkommet.

Han kaldte lidt nedladende rapporten for en bazar-rapport. Hermed mente han, at rapportens brug af interviews og observationer svarede til, at man var gået ud i en bazar og havde spurgt fem butiksejere om bazarens omsætning.

Det københavnske forskerholds leder Margit Warburg forsvarede sig både mod den politiske og den videnskabelige kritik: Eftersom der ikke findes registrerede oplysninger i Danmark om borgeres religiøse hovedbeklædning, er den bedste måde, man kan gøre det på, at spørge i de respektive miljøer, sagde hun til DR.

Andre eksperter - den her fra bloggen kendte Mikkel Willum Johansen og Torben E. Andersen - gav over for videnskab.dk udtryk for, at burka-rapport er godt arbejde.

Margit Warburg gik dog også ind i den politiske debat. I Politiken undrede hun sig således over, at politikerne har travlt med at betragte burka- eller niqab-klædte kvinder som undertrykte. Hun fremhævede, at rapporten indeholder fem interviews med kvinder, der alle bærer niqab af egen fri vilje.

»Det er bemærkelsesværdigt, at man kan diskutere antallet uden at overveje, hvordan kvinderne selv ser på det at bære niqab og burka.« (citeret fra Politiken d. 23. januar 2010)

Videnskab og politik

Tilsyneladende fik burka-rapportens resultater ingen umiddelbar politisk effekt. Sagen omkring burka-rapporten var dog endnu engang med til at understrege, at også videnskabsteori kan blive et politisk spørgsmål.

Betyder det, at videnskaben bliver politiseret? Eller er det vores forestilling om, at videnskab per definition skal være apolitisk, der er forældet? Kan man overhovedet tænke sig objektiv og uproblematisk viden om et helt igennem politisk objekt som burkaer?

Bloggens læsere opfordres til selv at komme med eksempler, hvor selve det videnskabelige arbejde bliver gjort til en del af den offentlige (politiske) debat.

Andre analyser, for eksempel i form af svar på de ovennævnte spørgsmål om forholdet mellem videnskab og politik, skal også være yderst velkomne.

Forskningens kerne er ikke i fare

Under Anden Verdenskrig stillede man ikke spørgsmålstegn ved forskningens værdi, når den frembragte krigsteknologi som radaren. Men i de seneste par årtier har forskere skulle vænne sig til, at de ikke er alene om at bestemme, hvad de skal forske i. (Foto:Colourbox)

Ifølge den klassiske samfundskontrakt for forskningen skal samfundet allokere midler til forskningen, ikke andet.

Til gengæld leverer forskningen viden og højtuddannede kandidater tilbage til samfundet.

Det, der står med småt i kontrakten, er, at forskerne skal have helt frie hænder til at forfølge deres forskningsdefinerede interesser og desforuden frit metodevalg.

Det betyder i praksis, at stort set al forskningsevaluering finder sted inden for forskernes egne rækker i form af fagfællebedømmelse af artikler, ansøgninger mm.

Ydermere er det en uudtalt præmis, at den forskningsbaserede viden og de kandidater, der kommer ud fra universiteterne, gør nytte i samfundet.

I den klassiske samfundskontrakts storhedstid, som var 1950erne og 1960erne, blev nyttefordelen sjældent draget i tvivl. Og hvis den gjorde, kunne man altid argumentere med henvisning til forskningens betydning for udviklingen af atombomben, radaren og anden krigsteknologi under Anden Verdenskrig.

Ny nytte

I løbet af 1960erne og særligt i 1970erne begyndte andre former for nytte- og praksisbetragtninger med hensyn til forskningen at gøre sig gældende. Det bidrog til at ændre forholdet mellem forskning og samfund.

Særligt den fremvoksende miljøbevægelse (inklusive mange forskere) havde held til at definere nye krav til - og mål for - forskningen. Det nye var, at (miljø-)forskningen ikke længere selv frit kunne definere forskningsemner og -metoder. De var i lige så høj grad bestemt af de samfundsskabte og tværfaglige problemstillinger, som miljøproblemerne udgjorde og jo stadig udgør.

Fra at være fri og uafhængig af samfundet, sådan som den klassiske samfundskontrakt havde foreskrevet det, blev forskningen i højere grad forstået som en samfundsintegreret ressource. (Det er historiens ironi, at det samme kan siges om forskningen under Anden Verdenskrig, hvor netop videnskabelig forskning blev opfattet som en ikke-samfundsrelateret aktivitet).

Samfundsintegreret forskning

Den nye inklusion i samfundet, som miljøbevægelsen plæderede for, medførte, at mange andre aktører lige fra græsrodsbevægelser til industri og politikere fik større indflydelse på selve forskningsaktiviteterne. Fra at være et forholdsvis eksklusivt værk er forskning i dag en mere eller mindre integreret del af langt størstedelen af samfundets øvrige aktiviteter.

En anden konsekvens har været, at også forskningens eget vidensideal er blevet revurderet. Hvor det tidligere var tilstrækkeligt for forskere kun at producere pålidelig og forskningsrelevant viden til fagfæller, er der i dag også høj efterspørgsel efter innovationsanvendelig og/eller samfundsrelevant viden, altså viden med mere tydelige implikationer for teknologi og samfund.

Fra tanke til samfund

Man kan enten forstå forskningens nye vilkår som et resultat af de store samfundsændringer, der begyndte i 1970erne, og som har betydet ændringer i alle de store samfundssystemer: forskning, retsvæsen, uddannelse mm.

Man kan også se processen som en gensidig evolutionær proces, hvor forskning og øvrige samfundsinstitutioner gradvist har påvirket og tilpasset sig hinanden. At forskning i dag bliver betragtet som en central samfundsressource, skyldes i høj grad, at forskningen på godt og ondt har ændret forudsætningerne for det moderne samfundsliv.

Kontekstualisering af forskning

For ti år siden skrev den engelske videnskabssociolog Michael Gibbons, at - uanset hvilken forklaringsmodel, man foretrak - var forestillingen om, hvad forskning er, og hvad forskning skal gøre godt for, så radikalt anderledes i forhold til tidligere, at der måtte defineres en ny samfundskontrakt for forskningen.

Ifølge den nye kontrakt skal forskningen ikke bare levere ny forskningsbaseret viden til samfundet, men også åbne op for, hvad Gibbons kaldte en øget kontekstualisering af selve forskningsaktiviteterne. Det medfører nye krav til forskningen:

1. Forskningsresultater skal ikke bare være gyldige inden for rammerne af velkontrollerede laboratorieforsøg, men også uden for laboratoriet.
    
2. Forskningen må derfor inkludere og bygge på mange former for ekspertviden, nogle gange også 'lægmandsviden'.
    
3. Samfundets øvrige aktører bidrager i et vist omfang til valg af forskningsemner og -metoder.

Traditionelle rammer udfordret

Tre forbehold, om man vil, er nødvendige for at forstå omfanget af Gibbons' argumentation om skiftet fra en klassisk forskningsmodel, hvor forskere i høj grad selv definerede mål og rammer for forskning, til den samfundsrobuste forskning, hvor den type af diskussioner finder sted i et udvidet samfundsfelt.

(Gibbons kaldte det 'agoraen', men det er en anden snak, som vil blive taget op i et kommende blogindlæg)

For det første er de grundlæggende betingelser for at bedrive forskning ikke ændret. Eller rettere sagt: Det er kun det meget begrænsede og indsnævrede forskningssyn, ifølge hvilket forskning kun kan finde sted inden for meget bestemte institutionelle (akademiske) rammer, der bliver udfordret af den nye tankegang.

Gensidig tilpasning

For det andet har forskning altid været defineret i forhold til en afgrænset kontekst og altid været åben og fremadrettet. Hvor forskningens kontekst (her forstået som målsætning, problemafgrænsning og metodevalg) tidligere blev helt og holdent bestemt af det disciplinære forskningsfagfællesskab, kan (og bør) der nu gives los for bredere og mere inkluderende diskussioner og problematiseringer af forskningsproces og -resultater.

For det tredje er forskningens videnskabsteoretiske kerne ikke i fare, for der findes ikke længere en og kun én vej til gode, pålidelige forskningsresultater. De videnskabsteoretiske puritanere, som stadig forfægter en sand og gyldig teori om, hvad videnskab er, og hvad videnskab skal gøre godt for, har trange kår i en forskningspluralistisk tidsalder.

Og det er godt sådan: Den samfundsrobuste forskning skal være akkurat ligeså varieret og ligeså tilpasningsdygtig, som det samfund den virker i.

 

 

Private universiteter i Danmark?

Hvem vil private universiteter være en fordel for?

Videnskabsminister Helge Sander luftede i sidste uge ideen om at indføre private universiteter i Danmark.

Men hvorfor? Og hvem vil private universiteter egentlig være en fordel for?

Når man tager hul på debatten om private universiteter, skal man først gøre sig klart, hvordan de skal finansieres.

Ideen er stadig på tegnebrættet, men i P1-Debat luftede Helge Sander en model, hvor de nye universiteter finansieres af en blanding af fondsmidler, midler fra private sponsorer, midler fra de offentlige Forskningsråd og de såkaldte taxameterpenge, som universiteterne bliver tildelt alt efter hvor mange studerende, de får gennem systemet.

Overførelse af midler

Af disse midler er taxameterpengene og Forskningsrådsmidlerne penge, der i dag går til de offentlige universiteter. Det samme vil sandsynligvis gælde fondsmidlerne. En del af de private sponsorater vil formodentlig også være midler, der nu bruges til sponsering af forskning i offentligt regi.

Så med andre ord skal finansieringen af de private universiteter for en stor dels vedkommende ske på bekostning af de offentlige universiteter. Der er altså ikke tale om en gave - et rent plus på forskningskontoen.

Der er nærmere tale om, at noget af den forskning, der nu foregår på de offentlige universiteter skal flyttes over på de private universiteter, og dermed vil komme til at foregå på nogle helt andre vilkår. Det er derfor meget vigtigt at diskutere, om denne ændring i vilkår for en del af den danske forskning vil være en fordel eller en ulempe for den danske befolkning.

Hvad med den kritiske forskning?

I den forbindelse er det store spørgsmål, hvordan forskningen på de private universiteter skal styres. Det man først og fremmest kan frygte er, at de private sponsorer, der står bag et privat universitet, udnytter deres position til at øve pression på den forskning, der foregår på stedet.

Lad os for eksempel forestille os, at en af det private universitets store sponsorer er en medicinalvirksomhed, der producerer antidepressive midler. Kan man forestille sig, at en forsker, der har været kritisk overfor virksomhedens produkter, kan blive ansat på universitetet? Kan man forestille sig, at der på det private universitet bliver igangsat projekter, hvor man undersøger billige alternativer til firmaets produkter (fx om motion eller ændrede kostvaner kan helbrede depression)?

Kan man forestille sig, at man vil underkaste firmaets produkter en kritisk undersøgelse af for eksempel utilsigtede bivirkninger? Og hvis man alligevel finder bivirkninger, kan man så forestille sig, at forskningsresultaterne uden videre bliver offentliggjort, uden at resultatet søges ændret, syltet eller nedtonet?

Mindre kritik - mere research and development

Jeg er bange for, at svaret på de fleste af spørgsmålene ovenfor vil være 'nej'. I så fald vil indførelsen af private universiteter betyde, at en del af den forskning, der nu foregår på offentlige universiteter, vil komme til at foregå under vilkår, der gør det sværere at bedrive kritisk forskning. Og det vil ikke være til befolkningens fordel.

Private universiteter vil muligvis være til fordel for visse private virksomheder, der lettere vil få offentlige midler til at udføre deres research and development - og oven i købet vil få mulighed for at give forskningen den autoritet, der ligger i at den er udført på et universitet; Man vil jo umiddelbart have mere tiltro til undersøgelser, der kommer fra et universitet, end undersøgelser, der kommer fra et privat firma.

Ministerens holdning

Man skal jo ikke tage sorgerne på forskud, så det kan være, at det vil være muligt at lave en ordning, hvor sponsorernes magt over forskningen på de private universiteter faktisk svækkes så meget, at den kritiske forskning kan trives. Jeg har dog svært ved umiddelbart at se hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Lad os derfor se, hvad den ansvarlige minister siger til sagen. I P1-Debat (8/12 2009) fremlagde Helge Sander sit syn på risikoen for, at private sponsorer kan være med til at forhindre den kritiske forskning:

»Hvad er det for noget vrøvl? Vi har massevis af eksempler, hvor virksomheder får forsket på de offentlige universiteter og i de offentlige forskningsmiljøer. Det foregår hver eneste dag. Der kan nævnes enkelte eksempler, [...men] der er jo ikke på nogen måder antydningsvist et problem, vi bør forholde os til. [...] Det er ikke noget problem, fordi forskerne er så nidkære, at den spøg går de ikke med på.«

Så ifølge ministeren er der altså slet ikke noget problem, fordi forskerne har så meget integritet, at de ikke vil lade sig presse.

Ministeren overser noget

Det er imidlertid en meget problematisk holdning. Vi har her på bloggen gennemgået en række eksempler, hvor både private og offentlige sponsorer med held har øvet pression og fået ændret resultatet af forskning foretaget på offentlige universiteter.

Hvis Sander ønsker et friskt et af slagsen, kan han sådan set bare banke på hos sin kollega i Miljøministeriet, hvis pression af forskerne i Danmarks Miljøundersøgelser netop er blevet afsløret.

Pressionen kan tage mange former. Fra den lette, hvor forskere øver selvcensur af angst for ikke at få penge i fremtiden, og til det grove, hvor sponsorer sylter ubehagelige resultater eller vrider armen rundt på forskere for at få dem til at ændre resultater.

15,5% presset til ændringer

At der er tale om et reelt problem, og ikke kun uheldige enkeltsager understreges af, at 15,5 % af 3247 adspurgte amerikanske forskere i en undersøgelse svarede ja til at have 'ændret design, metode eller resultat som følge af pres fra en sponsor' (Martinson et. al. 2005).

Eksemplerne angår ikke private universiteter, men de viser, at så snart der kommer for tætte bånd mellem sponsorer og forskning, så vil der også være pression. Det er derfor ganske simpelt ikke korrekt, når ministeren siger, at der ikke er problemer med pression på den frie og kritiske forskning.

Der er problemer, og man kan kun forvente at de bliver større, hvis det ikke bare er enkelte forskningsprojekter, men hele det private universitets overlevelse, der afhænger af private sponsorers goodwill.

Hvem har ansvaret?

Der er desuden uheldigt, at ministeren regner med, at forskerne ikke vil lade sig presse. På den måde lægger han reelt ansvaret for at undgå pression over på forskerne. Og det går ikke.

Det kan ikke passe, at de enkelte forskere skal sætte deres job og karriere på spil, for at undgå, at sponsorer trækker tænderne ud på den kritiske videnskab. Her må ministeren tage ansvaret på sig og sørge for at skabe de strukturer der skal til, for at undgå at problemet overhovedet kan opstå.

Krav til de private universiteter

Ministeren forklarede dog også i P1-debatten, at han vil stille nogle krav, som de private universiteter skal opfylde, for at de kan få del i taxameter- og Forskningsrådspenge. Det er en rigtig tanke, ministeren her har! Det er vigtigt at stille krav til de private universiteter, men desværre var ministeren ikke i stand til at uddybe, hvad det mere præcist er for nogle krav, han tænker på.

Man må håbe, at ministeren er meget mere konkret på netop dette helt centrale punkt, når han senere vil præsentere et egentligt forslag om indførelsen af private universiteter. Men desværre er det svært at finde løsninger på et problem, man ikke vil anerkende eksistensen af.

I mellemtiden kan vi jo her på bloggen diskutere, hvad der præcist skal til, for at sikre den frie, kritiske forskning på private universiteter. Jeg har umiddelbart svært ved at se, hvordan man skal gøre det uden at sponsorerne skal miste interessen. Men det kan jo bare være et udslag af min mangel på fantasi. Så forslag modtages gerne herunder.

Det kan jo være at Helge Sander ligefrem læser med!
 

Reference og links
P1-Debat: 'Private universiteter', 8/12 2009 Martinson et.at. (2005): 'Scientists Behaving Badly', s. 737-8 i Nature, Vol 435. Læs også på videnskab.dk: Sponseret forskning påvirker resultater Miljøministeriet undergraver forskeres autoritet