Erkendelser: Pladetektonikken

Kort over Jordens opbygning med syv store og en række mindre litosfæreplader.  (Foto: GEUS, C. Scotese, Paleomap Project 2003  )

Før formuleringen af pladetektonikken i slutningen af 1960'erne havde man ingen samlende forståelse af, hvorfor Jordens overflade ser ud, som den gør - hvorfor kontinenter og oceaner ligger, hvor de gør, hvordan der opstår bjergkæder og dybhavsgrave, og hvorfor jordskælv og vulkanudbrud forekommer, hvor de gør.

Men alt dette faldt på plads med et hug med pladetektonikken.

For første gang fik man en logisk ramme for at forstå dannelsen af kontinenter og oceaner, dannelsen af bjergkæder og dybhavsgrave og for vulkanisme og jordskælv.

Litosfæreplader
Det blev klart, at dannelsen af disse strukturer på Jordens overflade skyldes store litosfæreplader, der omfatter både oceaner og de tilstødende kontinenter, og som bevæger sig på et plastisk underlag.

Hvor pladerne støder mod hinanden, bevæger sig væk fra hinanden eller glider langs hinanden, ændrer Jordens overflade karakter. Hvor et kontinent støder sammen med et andet kontinent, dannes bjergkæder som Alperne og Himalaya.

ERKENDELSER

Hen over sommeren bringer vi på videnskab.dk ti bud på de største naturvidenskabelige erkendelser, som har formet vores måde at se verden på. Serien er lavet i samarbejde med Aktuel Naturvidenskab 1. Naturen kan forklares uden myter 2. Newtons love 3. Evolutionsteorien 4. Termodynamikken 5. Verden består af atomer 6. Relativitetsteorien 7. Økologien 8. Kvantemekanikken 9. Pladetektonikken 10. Dna-dobbeltspiralen

Hvor oceanplader støder mod oceanplader dannes dybhavsgrave. Ny oceanbund opstår, hvor to oceanplader driver fra hinanden langs de midtoceaniske rygge, og hvor der hele tiden dannes ny oceanbund gennem vulkanisme.

Ødelæggende jordskælv
De store jordskælv udløses, hvor to plader støder sammen eller glider langs med hinanden langs en uregelmæssig pladerand. Hvis pladesammenstødet sker på land kan jordskælvene lægge byer øde, hvis de sker under havbunden, kan enorme tsunamier opstå.

Forløberen for pladetektonikken - kontinentaldrift-hypotesen fremsat af Alfred Wegener i 1915 - mødte oprindeligt og især blandt geofysikere stor modstand.

Der er derfor en vis ironi i, at det også var geofysikere, som gjorde de observationer (bl.a. den midtatlantiske ryg), der sikrede pladetektonikken dens endelige gennembrud.

Den forenende teori
Pladetektonikken danner nu den store og forenende teori i geo-videnskab og er en teori, som alle nye observationer og erkendelser må forholde sig til.

I praktisk geologi har pladetektonikken haft stor betydning for forståelsen for forekomst og dannelse af stort set alle mineralske råstoffer.

 

 

Denne artikel er en forkortet udgave af artiklen Pladetektonikken (pdf) skrevet af Finn Surlyk, Geologisk Institut, Københavns Universitet til magasinet Aktuel Naturvidenskab.