
| Du er her: Nyheder om forskning og videnskab / Naturvidenskab / Geologer får lift med det sidste sejlførende ishavsskib | |||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Geologer får lift med det sidste sejlførende ishavsskib30. juni 2008 kl. 11:15
Et lift med bramsejlskonnerten Activ, det sidste ishavsskib af træ og med sejl, udvider mulighederne for et geologisk forskningsprojekt i Østgrønland denne sommer.
Geologen Christian Knudsen var netop ved at planlægge en ekspedition til Nordøstgrønland med fokus på klima- og energiforskning, da invitationen kom. Havde han eller nogle af hans forskerkolleger lyst til springe på det gamle træskib, som skulle på eventyr i sporet efter polarforskeren Ludvig Mylius-Erichsens Danmarks-ekspedition i 1906-08? Det havde han. Christian Knudsen, der til daglig er afdelingsleder ved GEUS, de nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland, og to kolleger står på skibet i Grønland i august for at benytte de muligheder, der følger med, når man befordres til søs. Mens Mylius-Erichsen kortlagde den grønlandske nordøstkyst, vil GEUS-forskerne kortlægge havbunden i de store fjordsystemer og hente prøver op herfra med øje for klima og miljø samt samle sandstensprøver på land med henblik på at rekonstruere sandets vandring og dannelse af mulige oliereservoirer.
Fjordvæg som væltet lagkage
Andre forskere bevæger sig rundt i området med helikopter for at tage tilsvarende prøver. Men mens det er praktisk på land, er det er uhensigtsmæssigt ved fjordene på grund af de store afstande og de stejle fjordvægge. Dem kan man til gengæld snildt nå med kombinationen af et skib og en lille jolle. »I kraft af at vi fik skibslejlighed, kan vi komme rundt i fjordene, og jeg kan sejle ind med en gummibåd og tage prøver. Det smarte er, at sedimenterne - lagene - er som på en lagkage, der er kippet. Så når jeg sejler langs med fjordvæggene, der måske er 100 meter høje, kommer lagene ned til mig,« forklarer Christian Knudsen, der også regner med at gå i land og tage prøver der.
Fingeraftryk og spor i havbunden
Han agter også at benytte skibslejligheden til at sætte en lokal muslingeart - Mya Truncata eller afstumpet sandmusling - under lup for at se, hvad den kan afsløre om klima- og naturforhold gennem det seneste halve århundrede. To andre geologer fra GEUS skal også med Activ for at gennemføre forskningsprojekter. Seniorforsker, ph.d. Naja Mikkelsen, hvis speciale er miljø- og klimaændringer i grønlandske fjorde og shelfområder, vil tage havbundsprøver for gennem indsamlingen af havbundskerner at belyse miljø- og klimaændringer i Østgrønland. Hun får følgeskab af Tove Nielsen, der er geofysiker med særlig fokus på havbundens geologi. Takket være skibet kan hun få udstyr med, der sender lydbølger ned under havbunden, så man kan se strukturen - lidt som ved en ultralydskanning - og eksempelvis følge gletcherspor. I et parløb mellem de to geologer kan Tove Nielsen se, hvor det er godt at tage prøver, og Naja Mikkelsen kan tage prøverne. Activ stævner ud fra København i starten af denne uge.
Log ind
For at kunne kommentere på artikler på skal du være logget på som bruger af videnskab.dk Angiv venligst e-mail og kodeord |
|
|||||||||||||||||||||||||||||||
|