Da vi fik hybridnet i 80’erne stiftede jeg første gang bekendtskab med tegnefilmsfiguren Casper det venlige spøgelse.
Casper er – modsat de andre spøgelser – et venligt spøgelse, der i stedet for at skræmme mennesker holder af dem.
I lægevidenskaben findes der også en slags spøgelser, såkaldte spøgelsesforfattere, og de er ligesom Casper hjælpsomme væsner, der hjælper forskerne.
Sølvbryllupssange og markedsføring
Spøgelsesforfattere kendes fra eksempelvis biografier, hvor politikere hyrer journalister til at skrive om dem.
I lægevidenskabelig forskning har spøgelsesforfattere en lidt anderledes rolle og defineres som personer der har bidraget væsentligt til en artikels tilblivelse, f.eks ved udarbejdelse af artiklen eller statistiske analyser, men som ikke fremgår som forfattere af artiklen.
Typisk sker det i relation til industri-sponsoreret forskning, hvor firmaernes statistikere udfører analyser eller hvor firmaerne hyrer professionelle skribenter til at udarbejde artikler.
At toppolitikeres biografier ikke er skrevet af dem selv, og at sølvbryllupssangen ikke er skrevet af børnebørnene, får nok de færreste op af stolen, men når det drejer sig om forskning, står det anderledes til.
For det første vurderes akademikere ud fra, hvad de publicerer i forhold til stillinger og forskningsmidler, og brug af spøgelsesforfattere er derfor unfair i forhold til kollegaer. Men et andet mere væsentligt problem er, at spøgelsesforfattere hyret af firmaerne kan bidrage til at forsøgsresultaterne fortolkes mere positivt, end hvis forskerne selv havde skrevet artiklerne.
Således bliver forskning omdannet til markedsføring.
Hormoner og brystkræft
Et eksempel på industriens brug af spøgelsesforfattere kendes fra dokumenter fra retssager, hvor firmaet Wyeth blev anklaget for at deres hormonpræparat Prempro, til brug mod symptomer ved overgangsalderen, var skyld i brystkræft.
Det er ulovligt at markedsføre præparater til indikationer de ikke er godkendt til, såkaldt off-label brug. Eksempelvis er ‘lykkepillen’ Cipramil godkendt til behandling af depression og panikangst, og må derfor ikke markedsføres til behandling af ADHD eller neuropatiske smerter. Men af gode grunde er det ikke ulovligt for forskere at skrive videnskabelige artikler om off-label brug.
Dette smuthul brugte Wyeth og hyrede firmaet DesignWrite til at skrive artikler om brug af Prempro og lignende præparater til forebyggelse af Alzheimer, Parkinson, tyktarmskræft m.m. Prisen var 20.000 $ pr. artikel.
Samarbejdet er win-win for forskerne
DesignWrite henvendte sig så til kendte forskere, såkaldte Key Opinion Leaders, og spurgte om de ville stå som forfattere til artiklerne.
Forskere er travle mennesker og en ‘gratis’ publikation til CV’et kan derfor være fristende. Artikler skrevet af firmaerne selv eller kommunikationsbureauer vil ofte blive læst med en vis skepsis, hvorimod troværdigheden er i top hvis de er forfattet af en af de førende forskere i feltet.
Et samarbejde der derfor kan opfattes som win-win for forskerne og firmaerne, men som lose-lose for patienterne.
DesignWrite forfattede over 50 videnskabelige artikler i peer-reviewede videnskabelige tidsskrifter, inklusive artikler der satte spørgsmålstegn ved risikoen for brystkræft ved brug af Prempro. Wyeth har indtil videre tabt 7 af 12 sager om Prempro.
En canadisk Günther Wallraff
Den canadiske filosof Sergio Sismondo har undersøgt området på en lidt mere utraditionel måde.
Som en anden Günter Wallraff har han deltaget i konferencer for kommunikationsbureauer, der specialiserer i at agere som spøgelsesforfattere.
Han beskriver bl.a. hvorledes en af deltagerne fortæller, at hendes firma har planlagt 80 artikler om off-label brug af et lægemiddel, og hvordan flere af bureauerne opfatter de såkaldte Key Opinion Leaders som dovne og grådige.
De kommer med sparsomt input til artiklerne og overholder ikke deadlines. Men de ses som et nødvendigt onde, med henblik på at mediere markedsføringsbudskaber, da forskerne har evnen til at påvirke andre lægers forbrug af lægemidler.
Fristende for travle forskere
Som nævnt kan det være fristende for lægelige forskere at tage imod tilbud om at få sit navn på en artikel uden at lave noget.
Efter vejledning af ph.d.-studerende, undervisning, fondsansøgninger, klinisk arbejde, udvalgsmøder osv. er der sparsom tid tilovers til den egentlige forskning.
Dertil kommer, at dygtige forskere nødvendigvis ikke er dygtige til at kommunikere på et sprog, der ikke er deres modersmål.
Når kommunikationsbureauerne yderligere er i stand til at få accepteret 94% af abstracts og 78% af artikler ved første indsendelse, og da flere af bureauerne er ejet af forlagene der trykker tidsskrifterne, kan det være fristende at tage imod tilbuddet.
En sag fra Danmark
Spøgelsesforfattere kendes også fra Danmark.
Artiklen konkluderede at AstraZeneca’s mavesårsmedicin Nexium var signifikant bedre end konkurrenten Wyeth’s præparat Lanzo, og firmaet foreslog, at de tre læger skulle indsende artiklen til Journal of Outcome Research.
Overlægen afviste tilbuddet og da Ugeskrift for Læger henvendte sig til firmaets medicinske direktør, afviste denne på det kraftigste, at der var tale om et forsøg på spøgelsesforfatterskab.
Problemets omfang
Men hvor stort er problemet egentlig, er det bare noget vi kender fra skandalesagerne eller er det et generelt problem?
Området er svært at undersøge fordi spøgelsesforfatterne jo netop er kendetegnet ved deres ‘usynlighed’. En spørgeskemaundersøgelse blandt forfattere til artikler publiceret i nogle af de mest anerkendte lægevidenskabelige tidsskrifter fandt, at 11% af artiklerne havde medvirken af spøgelsesforfattere.
I skarp kontrast til dette står resultaterne fra en dansk undersøgelse, der fandt at 75% af lodtrækningsforsøg havde medvirken af spøgelsesforfattere, hovedsagligt statistikere fra firmaerne, som ikke var krediteret i de publicerede artikler.
Forskellen kan blandt skyldes, at spørgeskemaundersøgelsen var baseret på udsagn fra forskerne, og selvom den var anonymiseret, var det nok de færreste, der ønskede at fortælle om hjælp fra spøgelsesforfattere, særligt når undersøgelsen blev udført af redaktørerne fra tidsskrifterne!
Problemets konsekvenser
Brug af spøgelsesforfattere er ikke blot et spørgsmål om akademikeres troværdighed, men kan også have alvorlige konsekvenser for patienterne.
For gigtpræparatet Rofecoxib, der er blevet tilskrevet at være skyld i titusindvis af patienters død pga. blodpropper, var spøgelsesforfattere medvirkende til, at de gavnlige effekter blev overvurderet og skadevirkningerne nedtonet.
Ligeledes er lykkepiller Sertralin og epilepsimedicinen Gabapentin blevet massivt markedsført til off-label brug for diverse tilstande, hvor effekten må siges at være tvivlsom, hvilket skadevirkningerne til gengæld ikke er.
Forskere skal derfor undgå at lade sig friste af spøgelsforfattere, da de ikke ligesom Casper er uden skjulte agendaer.
Indtil spøgelserne er bortmanet fra lægevidenskaben, kan vi kun håbe på, at lægevidenskabens Ghostbusters afslører brugen af denne praksis.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
