
| Du er her: Nyheder om forskning og videnskab / Samfund / Forskere slettede temperaturdata | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Forskere slettede temperaturdata7. december 2009 kl. 15:26
Klimaforskere fra University of East Anglia slettede datagrundlaget for deres analyse af global opvarmning. Dermed er det ikke muligt at kontrollere, hvilke justeringer de har foretaget.
CRU-datasættet indeholder temperaturmålinger fra målestationer på landjorden fra hele verden, indhentet over 150 år. Dataene har været særdeles vigtige for IPCC's fremstilling af, hvordan temperaturen er steget i denne periode. De danner også en vigtig del af grundlaget for IPCC's forudsigelser om global opvarmning. Lækkede e-mailsStormen har raset omkring klimacenteret 'Climate Research Unit' (CRU) ved University of East Anglia (UEA), efter at en række af forskernes emails og andre dokumenter blev lækket eller stjålet i slutningen af november og offentliggjort på nettet. I den forbindelse er der kommet gang i en diskussion om, hvorvidt de data, som ligger til grund for klimastudier, bør være offentligt tilgængelige. I blog-diskussioner på nettet har det længe været hævdet, at enkelte klimaforskere, blandt andet Phil Jones, har tilbageholdt data. Forsker ville helst slettePhil Jones ledede CRU indtil for nylig, da han midlertidigt forlod posten under afventning af en granskning i kølvandet på email-sagen. Et af de vigtige temaer for denne granskning er netop, hvorvidt universitetet har opfyldt sine forpligtelser om at offentliggøre dokumenter efter anmodning. I en af emailene, som blev lagt ud på nettet, fra klimaforsker Michael E. Mann, siger Phil Jones, at han hellere vil slette data end at udlevere dem til kritikerne Stephen McIntyre og Ross McKitrick (omtales som MMs i citatet): »Just sent loads of station data to Scott. Make sure he documents everything better this time ! And don't leave stuff lying around on ftp sites - you never know who is trawling them. The two MMs have been after the CRU station data for years. If they ever hear there is a Freedom of Information Act now in the UK, I think I'll delete the file rather than send to anyone. Does your similar act in the US force you to respond to enquiries within 20 days? - our does ! The UK works on precedents, so the first request will test it. We also have a data protection act, which I will hide behind. Tom Wigley has sent me a worried email when he heard about it - thought people could ask him for his model code. He has retired officially from UEA so he can hide behind that.« UEA vil frigive dataEfter al postyret har University of East Anglia nu bestemt sig for at gøre alle de aktuelle data tilgængelige, men først er der en del rettighedsproblemer, som skal afklares. I en officiel udtalelse på deres hjemmeside siger CRU, at over 95 procent af centerets klimadata om overflademålinger har været tilgængelige i flere år gennem en tjeneste kaldet 'Global Historical Climatology Network'. Det fremgår ikke af udtalelsen, at der her er tale om såkaldt homogeniserede data. Det vil sige, at der ikke er tale om de originale temperaturdata, men data som er bearbejdet og justeret ud fra en række forskellige kriterier. Ukendt varmeø-effektFor eksempel er dataene justeret for den såkaldte varmeø-effekt. Denne effekt er knyttet til, at menneskelige strukturer som bebyggelse, bygninger, beton eller asfalt opfanger mere varme end landlige omgivelser. Dette er varme, som indfanges om dagen og slippes ud igen om natten. Af naturlige grunde er mange af målestationerne for temperaturdata placeret i nærheden af, hvor mennesker bor, hvor temperaturen vil være højere end i nærliggende ubebyggede områder. At dataene er homogeniseret betyder, at forskerne har forsøgt at korrigere for denne type fejlkilder. Problemet er, at der har været en del diskussion omkring disse korrektioner, og for CRU-datasættet er der altså ingen, som kan se, hvilke justeringer der er foretaget i analysen, eftersom grundlaget er slettet. Originaler slettet for at give pladsIfølge en artikel i The Sunday Times blev de justerede data beholdt, mens originaldataene, lagret på papir og magnetbånd, blev smidt ud i 1980erne for at spare plads, da CRU flyttede til nye bygninger. Phil Jones var ikke chef for CRU, da dette skete. Dette var også et tidspunkt, hvor global opvarmning på ingen måde havde den offentlige interesse, som den har i dag. Men datamaterialet blev brugt til at opbygge de databaser, som har været Jones' livsværk, nemlig temperaturtendenserne, som viser, at kloden er blevet varmere. CRU slettede udtalelsePå nettet blev allerede i sommer flere steder refereret til en udtalelse fra CRU, som redegjorde for, hvorfor dette datagrundlag ikke er til at opdrive. Denne udtalelse er nu fjernet fra CRU's hjemmeside. Forskning.no har været i forbindelse med pressekontaktmanden Simon Dunford fra University of East Anglia, som ikke svarer på, hvor denne udtalelse er blevet af. Han svarer heller ikke på, hvorfor udtalelsen er fjernet. En kopi af den findes imidlertid lagret i bufferen hos Google (et øjebliksbillede over hjemmesiden, sådan som den var 21. okt 2009 12:27:45 GMT). Her er et uddrag: »Data storage availability in the 1980s meant that we were not able to keep the multiple sources for some sites, only the station series after adjustment for homogeneity issues. We, therefore, do not hold the original raw data but only the value-added (i.e. quality controlled and homogenized) data.« Bekræfter sletning af dataDunford bekræfter over for forskning.no, at data er blevet smidt ud: »Samlingen af landoverflade-temperaturdata fra CRU går tilbage til en tid, hvor datalagerkapaciteten til at beholde alle versioner af dataene var utilstrækkelig - i modsætning til i dag, hvor alle versioner kan beholdes takket være større lagerkapacitet,« skriver han i en email. Han bekræfter også, at der er tale om data, som er blevet justeret af CRU. »Nogle gange er kvalitetskontrollen blevet foretaget af CRU, og for nogle af temperaturdataene, som først blev indsamlet i 1980erne, er det de kvalitetskontrollerede data og ikke originaldataene, som er blevet bevaret i digital form.« »Hvordan man er kommet frem til disse tal er forklaret i publicerede videnskabelige artikler, hvorved det er muligt at genfinde rå-dataene,« siger Dunford. Ufornuftigt kæmpearbejdeMen for at genfinde rådataene skal de faktisk indsamles på ny fra de forskellige meteorologiske institutter rundt om i verden, som har haft ansvaret for at indhente dem. For at kunne gå CRU's justeringer efter i sømmene, skal man også sidde inde med informationer om præcist hvilke data, som blev brugt i CRU's analyse, og hvordan de forskellige data blev vægtet. »Det vil være et kæmpearbejde,« kommenterer klimaforsker Rasmus Benestad fra Meteorologisk Institut i Norge. Han er en af de norske forskere som fik emails offentliggjort gennem CRU-lækken. Man skal så finde ud af nøjagtigt, hvor dataene er indsamlet og have detaljer om hver eneste målestation - fra hvilken type målestation det er, til hvad slags termometer, der har registreret temperaturen. Dertil også information om nærliggende bebyggelse. »Det er ikke umuligt, men vi har mere fornuftige ting at tage os til,« konstaterer Benestad. Han har desuden tillid til temperaturanalyserne fra CRU. »Der er ikke nogen grund til at tvivle på det store billede, som CRU-dataene giver. Der kan selvfølgelig være nogle fejl nogle steder, men de vil ikke kunne give et stort udslag, så vidt jeg kan se,« siger Benestad. Et af tre vigtige datasætBenestad påpeger, at IPCC's rapporter om global opvarmning ikke hviler på CRU-dataene alene. Han oplyser, at CRU-datasættet er et ud af tre store og vigtige datasæt for jordoverflademålinger, som har stået centralt i IPCC-rapporterne. Desuden lægger Benestad vægt på, at CRU-dataene er blevet testet op mod andre datasæt, og at de stemmer godt overens. »Vi har kørt en masse analyser af disse data mod andre datasæt. Havde der været fejl i dataene, så havde vi opdaget det. Vi kan teste dette på helt andre måder, som giver en indikation af, om analysen er pålidelig eller ej,« siger han. »Målinger fra landjorden dækker for eksempel kun 30 procent af planetens overflade. Hovedparten er jo vand. Så dataene er korrigeret med skibsdata, som kommer fra Hadley-centeret, og dette er sat sammen til det, som kaldes HadCRU-datasættet. Hav-temperaturerne er målt uafhængig af målingerne fra landjorden, men de stemmer godt overens og viser også en opvarmning,« siger Benestad. Uheldigt data-tabHan siger samtidig, at det er yderst usædvanligt, at grundlagsdataene fra CRU-analysen er blevet smidt væk. »Det er selvfølgelig uheldigt. Men i 1980'erne var spørgsmålet om global opvarmning ikke så prekært. Man sparede gerne på sådanne felter. Men det er altid uheldigt, hvis man mister data,« siger Benestad. Han mener samtidig, at der næppe findes nogle andre videnskabelige data, som er mere tilgængelige end klimadata. Han nævner tjenester som Rimfrost i Norge og Global Historical Climatology Network og GISTEMP fra NASA.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
Log ind
For at kunne kommentere på artikler på skal du være logget på som bruger af videnskab.dk Angiv venligst e-mail og adgangskode |
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|