Spørg Videnskaben

Spørg videnskaben
Køler det at drikke varme drikke, når Solen skinner?

Har du et spørgsmål til "Spørg Videnskaben"? Så stil det her!

Seneste nyheder på mail

Få vores nyheder via RSS-feeds

Få vores nyheder via facebook

Videnskab.dk på twitter

Videnskab.dk på youtube

Partnere

Sponsorer:

Mediepartnere:

Samarbejdspartnere:

Hjernedoping på danske universiteter

1. december 2009 kl. 13:10

REDAKTIONENS BLOG: Ritalin og andre stoffer, du kan dope hjernen med, vinder frem i Danmark. Men der er stor uenighed om stoffernes effekt og skadevirkninger.


Hvem og hvor mange tager hjernedoping på de danske universiteter? Ritalin og andre hukommelsesfremmende stoffer vinder frem i det akademiske miljø. Men udbredelsen og effekten er til debat. (Foto: Colourbox)
Hvem og hvor mange tager hjernedoping på de danske universiteter? Ritalin og andre hukommelsesfremmende stoffer vinder frem i det akademiske miljø. Men udbredelsen og effekten er til debat. (Foto: Colourbox) 


En pille triller ned ad gangene på de danske universiteter.

Pillen hedder Ritalin, et amfetamin-lignende stof, som er blevet meget populært som 'hjernedoping'. Både studerende og forskere skal efter sigende tage stoffet. For at læse længe til eksamen hver dag, for at være konstant koncentreret på lange konferencer, ja, for i det hele taget at være 'på'.

Men hvor udbredt er brugen af Ritalin? Er der tale om et skadeligt misbrug eller blot en harmløs stimulans? Og er det måske ligefrem unfair konkurrence, som når Michael Rasmussen hælder ekstra guf i årene op til et Tour de France?

Debatten raser i denne tid i det akademiske miljø.

I dagens udgave af MetroExpress forudsiger Lektor Claus Møldrup fra Det Farmaceutiske Fakultet på Københavns Universitet, at markedet for hukommelsesfremmende stoffer vil vokse sig stort i de kommende år. Han kan se, at der er en stigende accept blandt danskerne af brugen af hukommelsesfremmende stoffer. I 2003 mente 44 procent, at brugen af stofferne hos raske mennesker var ok. Det tal skulle være endnu større i dag.

Hvor mange, der reelt bruger stofferne på de danske læreanstalter, er der dog ingen, der ved.

En undersøgelse fra det videnskabelige tidsskrift Nature i 2008 viste, at 25 procent af en gruppe amerikanske studerende havde poppet pillerne, mens 20 procent af forskerne var på samme vogn. En mindre norsk undersøgelse har ifølge forskning.no vist, at stofferne endnu ikke er så udbredte i vores broderland.

Uanset den aktuelle udbredelse, så ser det ud til at pillen holder farten og bliver større og større.

Derfor advarer flere eksperter nu også mod Ritalin og andre neuro enhancement-præparater (NEP),

Hjerneforsker Milena Penkowa fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet nedtoner i Universitetsavisen effekten af Ritalin:

»Man skal være klar over, at Ritalin helt overordnet gør én mere årvågen. Du kan holde til mere, især når vi taler om repetitive eller simple opgaver som for eksempel at køre bil, men hvis det er komplekse opgaver, så gør det dig faktisk ikke bedre, i nogle tilfælde tværtimod.«

Misbrugsekspert Henrik Rindom advarer i Jyllands-Posten om konsekvenserne ved at Ritalin-misbrug: Man bliver tør i munden, får hjertebanken, bliver motorisk urolig og deprimeret.

Nok ikke ligefrem bivirkninger, der for alvor skræmmer folk fra at bruge stofferne. Også selvom Peter la Cour, psykolog på Københavns Universitet, advarer om, at man kan blive fanget i et egentligt misbrug:

»Det ene tager det andet. De studerende bliver afhængige af, at de pludselig kan klare sig godt med Ritalin, og så tør de ikke at lade være med at spise pillerne til eksamen. Pludselig tager de Ritalin til en ansættelsessamtale, og når jobbet bliver hårdt. Det bliver skruen uden ende,« siger han til JyllandsPosten.

I USA er der en mindre kritisk holdning til de hukommelsesfremmende stoffer blandt de videnskabelige eksperter. Den udvikling er måske også på vej til Europa:

I en kronik i Information fremlægger lektor Steen Nepper Larsen fra GNOSIS ved Århus Universitet i Information et både fascinerende og skræmmende billede af en fremtid med samfundsstøttet hjernedoping.

»Hvis man får mulighed for at få en dybere musikoplevelse, at udvise en større empati for sin næste og får lettere ved at lære et fremmedsprog, hvorfor skulle man så beklage de personlige og sociale forandringer, der måtte indtræffe på grund af brugen af NEP?« skriver han blandt andet.

Kronikken fik Informations læsere op af stolene og til debat-tasterne, inden de opdagede, at Nepper Larsen blot fremlagde den 'vision' som syv tyske eksperter indenfor filosofi, medicin, jura, psykiatri, psykoterapi og kemi har fremlagt i Das optimierte Gehirn.

Steen Nepper Larsen advokerede ikke for at gå amok i Ritalin. Hans ærinde var snarere at gøre opmærksom på den glidebane, som vi i øjeblikket befinder os på. Som han senere skrev i et debatindlæg samme sted:

»Hvis der stadigvæk eksisterer borgere her til lands og ikke blot brugere og forbrugere, så må det være dem, der både autonomt og sammen med hinanden drøfter, om vi overhovedet har lyst til at optimere vore hjerner med kemi.«

Debatten - og pillen - triller videre.

 

Har du en kommentar til denne artikel? Der er 1 kommentar!
er der forskel på, hvordan ritalin virker på hvem? 
Af: Dorte Wulff Dahl 2. december 2009 kl. 06:57

Såvidt jeg husker, viste mindre undersøgelse af børn +/- ADHD, at der var bedre effekt af ritalin hos dem med val/val-genotype på den SNP på COMT (catechol-O-methyl-transferase) der kaldes RS4680 (og også kaldes val158met). Der findes flere SNPer på COMT, der har indflydelse på dets effektivitet og dermed dopamintilgængeligheden præfrontalt.

Ligeledes har mindre undersøgelser vist, at amfetamin (der øger dopamin) virker bedre hos dem med val/val-genotype ved problemløsning - og ikke havde positiv effekt hos dem med met/met-genotypen. Og forsøg på gnavere, hvor man forsøgte at inducere samme forskel, viste også forskel på præstationsevne.

Gælder det mon også, at ritalin har kraftigere effekt hos mennesker med denne genotype på COMT - selvom de ikke har psykopatologi?

Der er sikkert mange andre neurofysiologiske forskelle der også har betydning, men det kunne da være interessant rent intellektuelt.

Jeg vil så understrege, at jeg mener, det er et skråplan at bruge stimulanser (udover kaffe..) for universitetsfolk og andre raske. Men biologisk er det spændende, hvad der påvirker hvilke processer.

Upassende indlæg
Vurder indlæg
+7
0

Log ind

For at kunne kommentere på artikler på skal du være logget på som bruger af videnskab.dk
Opret ny bruger eller få tilsendt adgangskode

Angiv venligst e-mail og adgangskode

e-mail: Adgangskode:

Seneste nyheder

RELATERET


Emneord: