
| Du er her: Nyheder om forskning og videnskab / Spørg Videnskaben / Hvordan laver jeg en mumie? | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Hvordan laver jeg en mumie?30. oktober 2009 kl. 10:57
SPØRG VIDENSKABEN: I anledning af årets mest uhyggelige dag kan du pusle med at lave din helt egen mumie derhjemme. Ægypterne havde opskriften.
Spørg Videnskaben har fundet opskriften på den hjemmelavede og økologiske mumie. Hvis du starter nu, så kan du have den klar til næste år. Først skal vi høre, hvordan historiens mest berømte mumiemagere gjorde - nemlig beboerne i det gamle Ægypten. Rune Nyord er postdoc i ægyptologi og arbejder ved Institut for Tværkulturelle og regionale studier (TORS) ved Københavns Universitet. Han har forsket i ægypternes kropsforestillinger og kan fortælle os, hvad man ifølge fortidens kilder skal gøre, når man har fået skaffet sig et lig. »Grækeren Herodot er den mest detaljerede kilde, vi har til balsamering i Ægypten. Vi ved, at han ikke altid fik fat i det hele, når han beskrev andre kulturer. Men fra undersøgelser af de fysiske mumier, vi har fået overleveret, kan vi se, at han gengiver balsameringsprocessen ret præcist,« siger forskeren. Først skal hjernen ud
»Den mest omfattende balsamering startede med, at man fjernede hjernen ved at stikke en krog op igennem næsen, som man så rodede rundt med, så hjernen gik i mindre stykker og man kunne trække den ud,« siger ægyptologen. Bagefter skyllede man hulrummet i hovedet med olier, så man kunne få resten af hjernemassen ud. Til sidst fyldte mumiemagerne hulrummet i hovedet med harpiks og/eller linned. Træk fugten ud af kroppen
Hjertet fik også lov til at blive siddende, da det ifølge ægypternes overbevisning var sæde for tanker, følelser, tilbøjeligheder og nedarvede anlæg fra forfædrene. Bughulen og brystkassen blev renset med krydret palmevin og fyldt med harpiks, myrra og røgelse, som blev blandet med natriumkarbonat. De indvolde, som ægypterne fjernede, lagde de i natriumkarbonat (Na2CO3) , hvilket er næsten det samme som bagepulver (NaHCO3), hvilket i dag jo kan købes i et hvert supermarked. Der lå organerne, indtil fugten var trukket ud af dem. Herefter lagde man dem i krukker eller pakkede dem ind i bandage og lagde dem tilbage i overkroppens hulrum, eller også lagde man dem i en bylt mellem benene på liget. »Man lagde så kroppen til tørre med bunker af natriumkarbonat ovenpå. Den skulle så ideelt set ligge i 70 dage men ikke længere,« siger forskeren, som forklarer, at 70 efter ægypternes opfattelse var et særligt perfekt tal. Bandage efter behagNår kroppen var tørret helt ind, så vaskede datidens mumificeringseksperter den i olie og harpiks og bandt den til sidst ind i bandage.
»Og så er vi jo næsten færdige. Mumien blev herefter lagt i et bemalet hylster, hvor der også var afbilledet et ansigt på. Det kunne også være en kiste eller sakrofag.« De lette løsningerHvis man ikke gider gøre så meget ud af sin Halloween-mumie, så var der jo som sagt også to lettere løsninger i Herodots skrifter. »Den mellem-dyre løsning i Ægypten var, at man sprøjtede cedertræsolie ind i bughulen igennem anus, og så satte man en prop i, så olien ikke løb ud igen. Og så springer man frem til det trin, hvor kroppen skal ligge i natriumkarbonat. Når de 70 dage er gået, så lukker man olien ud igen. I mellemtiden har den opløst mave, tarme og muskelvæv, så der kun er skind og ben tilbage,« siger ægyptologen. Varm luft virkerDen sidste og mest discountagtige løsning er at skylle tarmene med vand og lægge kroppen i soda. Den metode fungerede ikke altid lige godt for ægypterne. Rune Nyord fortæller, at alle tre metoders effektivitet også afhænger af, hvor man lægger sin mumie efter balsamering.
»Det går hurtigst, hvis det er varm, men tør luft. Og så må liget gerne ligge i vind eller træk.« Så med endnu en kold og våd vinter foran os, må vi vente et halvt års tid, før vi kan lægge vores mumie til tørre i det fri. Men så kan den også være klar til næste års Halloween.
Spørg Videnskaben svarer som sædvanligt på mere eller mindre gyselige spørgsmål i næste uge. Hvis du får dit spørgsmål besvaret vinder du en rød t-shirt.
Log ind
For at kunne kommentere på artikler på skal du være logget på som bruger af videnskab.dk Angiv venligst e-mail og adgangskode |
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|