‘Al videnskab er subjektiv’

Jakob er syg af stress. På grund af finanskrisen har hans virksomhed måttet fyre mange medarbejdere.

En stor del af produktionen er blevet flyttet til andre lande, og de få, der bliver tilbage i Danmark må løbe meget hurtigere. Selvom virksomheden kompenserer for problemet med ny teknologi, bukker medarbejderne under for arbejdspresset til stor ulykke for familie og virksomhed.

Dette er eksempel på de komplekse problemer, som vores samfund tumler med. De påvirker alt fra menneskers sundhed og psyke, samfundsøkonomien, udviklingen af nye teknologier, sprogbarrierer og kulturkløfter på én og samme tid.

Med håb om at finde robuste løsninger, vender politikerne sig ofte til videnskabsfolkene på universiteterne, men her er forskerne paradoksalt nok gearet til at løse en hel anden slags problemer.

I stedet for at gå tværvidenskabeligt til værks, splitter universiteterne forskningen op i erkendelsesområder som naturvidenskab og humaniora, der igen er opdelt i et væld af dybt specialiserede fag.

Sociologer nærstuderer forskere

Universiteterne og samfundet takler altså problemer på hver deres måde og kan derfor ikke rigtigt bruge hinanden, mener historiker Randi Markussen.

Hun arbejder som gæsteprofessor ved IT-Universitetet i København, der for præcis 10 år siden blev etableret som et tværfagligt universitet. Her arbejder forskere inden for naturvidenskab, teknologi og humaniora sammen om en række konkrete forskningsprojekter.

For at udstikke en ny vej for et tættere bånd mellem de to områder, har hun igennem mange år været med til at opbygge et nyt miljø inden for videnskabsteori i Danmark kaldet STS (Science, Technology, Society). Dens tilhængere arbejder ud fra den overbevisning, at det er på tide at forstå og bruge videnskaben på en ny måde.

»De udfordringer, som samfundet står overfor, er så blandede i dag, at det dér med at putte dem i kasser og sige, at det her er naturforskning, og det her er kulturforskning, det duer ikke. Verden er langt mere dynamisk og sammenblandet, og det har ført til en diskussion af, hvor grænsen mellem naturvidenskab og humaniora overhovedet går,« siger hun.

Hidtil har forskerne skelnet mellem de to erkendelsesområder ved at henvise til, at de har hver deres fokusområder og samtidigt gør brug af hver deres metoder. Men spørgsmålet er, om det billede nu også stemmer overens med virkeligheden.

Når det kommer til stykket, kan der være stor forskel på, hvordan forskerne siger, at de arbejder, og hvad de rent faktisk gør, og det er noget, som sociologerne er begyndt at interessere sig for.

»Sociologer har altid studeret, hvordan alle mulige grupper i samfundet udfører deres arbejde. Men det er først inden for de seneste årtier, at man har fået den tanke, at det kunne være relevant at gøre det samme inden for forskningens verden. Man har fået et behov for at komme med nogle rigere beskrivelser af forskernes metoder, interesser og arbejdsprocesser,« fortæller Randi Markussen.

Forskning emmer af personlige værdier

Den nye trend blev sat i gang af et hold skotske sociologer fra University of Edinburgh tilbage i 1960erne. For at kaste lys over, hvordan forskellige videnskabsfolk arbejdede, fulgte de forskningsgrupper fra hver lejr i mange forskellige projekter, og resultaterne talte for sig selv.

Studierne viste med al tydelighed, at naturvidenskabsfolk var akkurat lige så subjektive i deres forskning, som humanisterne var.

Den måde, som forskerne stillede deres spørgsmål på, afspejlede nemlig ikke bare forskernes faglige mål men også deres personlige ambitioner, værdier og etik. Spørgsmålets ordlyd havde stor betydning for svaret.

»Det er en udbredt holdning at naturvidenskabsfolk opnår en sand viden om verden, mens humaniora og samfundsvidenskaberne er mere subjektive. Men inden for STS-miljøet ser vi mere dynamisk på forholdet mellem iagttager og verden. Vi tror snarere på, at forskerens blik på verden former den viden, der skabes,« siger professor i historie Lene Koch fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, Afdeling for Sundhedstjenesteforskning på Københavns Universitet.

Hun demonstrerer sin pointe ved at tage udgangspunkt i stamcelleforskningen, som forskere inden for de to fløje har et meget forskelligt syn på.

En teolog ville f.eks. sige, at et embryon (tidligt foster) er et besjælet liv, som det ville være en forbrydelse af slå ihjel. En biolog ville derimod slå på, at et embryon rummer de byggesten, der skal til, for at kunne helbrede dødssyge mennesker.

Blikket på embryonet er med til at styre forskningen. De to forskere vælger hver deres syn på, hvad et embryon er, og bruger det som udgangspunkt for deres arbejde, og det viser, at man ikke kan have et blik, der er objektivt. Biologen har ét bestemt værdisæt, mens teologen har et andet.

»Viden eksisterer ikke uden etik og moral. Det er den sammenhæng, jeg synes er vigtig. Naturen er ikke, som den er, men bliver skabt i mødet med iagttageren, og det får selvfølgelig konsekvenser for den forskning, der laves,« fastslår hun.

Hver kultur sin videnskab

Tendensen går igen, når man sammenligner den videnskab, der udføres i forskellige kulturer. I nogle kredse, hvor nogle normer hersker, er bestemte forhold tilladt – i andre samfund er det helt andre regler, der gælder, og det smitter af på forskningen, fortæller lektor dr. phil i fysik-filosofi og ph.d. i moralfilosofi Steen Brock fra Institut for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet.

Igennem sin karriere har han været redaktør på en lang række videnskabelige udgivelser om videnskabsteori, moralfilosofi og sprogfilosofi og har i den forbindelse også fulgt opblomstringen af STS-miljøet.

»Opfattelsen af, hvad videnskab er, kan ikke adskilles fra den holdning, man har til demokrati og samarbejde. Det vil sige, at videnskaben for os herhjemme i Danmark er noget andet end det, der karakteriserer videnskaben i Islam,« siger han.

At forskerne til en vis grad er styret af deres egne og samfundets etiske normer, får også en betydning for valget af metoder.

Hidtil har man typisk skelnet mellem ‘humanistiske metoder’ og ‘naturvidenskabelige metoder’, men i praksis er det ikke noget, som forskerne tager så højtideligt.

Det viser et studium, som for nogle år siden blev gennemført af Steen Brock i forbindelse med, at han arbejdede på bogen ‘Videnskabens ansigter’. I studiet forsøgte han at trænge til bunds i, hvilke metoder forskerne rent faktisk brugte i deres arbejde, og om metoderne var generelle og objektive, eller om de var specifikke og subjektive.

Det viste sig, at hver forsker havde sit eget rationale og havde udviklet deres egne måder at gøre tingene på, og at det gjaldt alt fra biologi over medicin til dansk.

»Så dem, der siger, hvad forskerne skal og ikke skal gøre, skal tage og holde mund. Forskerne kan ikke arbejde under så strikse rammer,« fortæller han.

Metoderne er døgnfluer

Selv om det at lave forskning er komplekst, så mener han, at man kommer til at spænde ben for sig selv ved at definere et forskningsfelt ud fra metoden. Forskningsmetoderne inden for alle områder er i konstant forandring, og varierer fra fag til fag og fra person til person.

Dette billede kan docent dr. phil. Hans Fink fra Institut for Idéhistorie, Aarhus Universitet godt genkende.

Og han ved, hvad han snakker om, for han har evalueret et stort center i Oslo med titlen Teknologi og Menneskelige Værdier og i den forbindelse fordybet sig i STS-miljøet. Men hans egen vinkel er dog filosofisk og vedrører meget mere alment forståelsen af mennesket som naturvæsen.

»Alene inden for naturvidenskab er der kæmpemæssige forskelle på metoderne, så der findes ikke én naturvidenskabelig metode. Der er ikke nogen klar enhed mellem geologi, kvantemekanik og matematik. Tilsvarende er der meget stor forskel på humanistiske fag, som f.eks. historie, filosofi og psykologi,« siger han.

River man sig løs fra den klassiske opsplitning mellem humaniora og naturvidenskab og ser på forskningen i fugleperspektiv, så har al forskning nogle klare fællestræk, der gør, at man kan tale om en generel videnskabelig metode.

Steen Brock udtrykker det sådan her:

»Forskernes største dyd er konstant at være åben over for nye typer af fænomener. Synspunktet er såre simpelt. Tag den gamle videnskab på et område, så vil du altid kunne finde et nyt perspektiv på det samme emne.«

Tværfaglige centre bygger bro

STS-tilhængerne angriber universiteternes måde at opsplitte videnskaben på. De mener, at kløften mellem områderne er kunstig og skadelig, men det store spørgsmål er så, hvad man kan gøre ved det.

Vi tror på, at forskerens blik på verden former den viden, der skabes

Lene Koch

»Nogle myndigheder og universiteter gør en ihærdig indsats ved at oprette tværfaglige forskningscentre, hvor forskere inden for de to erkendelsesområder arbejder sammen, og det er da en begyndelse,« påpeger Hans Fink.

Som et eksempel nævner han Center of Functionally Integrative Neuroscience på Aarhus Universitetshospital, hvor neurologer arbejder tæt sammen med musikere om at blive klogere på menneskets hjerne.

Hans Fink glæder sig over den nye tendens til at samle, da han selv har den overbevisning, at der kun findes én natur, som er altomfattende. Derfor findes der også én og kun én videnskab, som beskæftiger sig med det hele.

»I vores måde at opdele videnskaben har vi en tilbøjelighed til at spænde ben for os selv ved at grave en kløft, som i virkeligheden ikke er der,« siger han.

Han spår, at der med tiden vil udvikle sig en anden måde at dele videnskaben op på.

»En eller anden opdeling er der behov for, da en forsker aldrig vil kunne dække alle områder af en sag. Målet er ikke at holde op med at have faggrænser, men et spørgsmål om at forstå, hvad der ligger i en fagopdeling. Og så at finde ud af, hvor den har sin berettigelse, og hvor den er forfejlet,« slutter han.