Vestkystens klitter afslører klimaændringer

Lars Clemmensen og hans kolleger er i færd med at optage georadarprofiler af undergrundens vindaflejrede sandlag på en klithede i Thy. (Foto: Lars Clemmensen)

 
Det er efterhånden almindelig børnelærdom, at den globale opvarmning giver flere kraftige storme. Men faktisk fremprovokerer klimaskift den anden vej - mod køligere vejr - også stærke vinde i Danmark.

Det kan lektor Lars Clemmensen fra Geologisk Institut, Københavns Universitet nu dokumentere efter at have kigget dybt i klitsandet langs den jyske vestkyst. Resultaterne fra dette forskningsprojekt er netop offentliggjort i en videnskabelig artikel i det internationale tidsskrift Geomorphology.

»Vores studier viser, at de kraftigste sandflugtsperioder blev igangsat under markante klimaskift mod koldere vejr med kølige, våde og stormfulde somre,« siger Lars Clemmensen.

VIDSTE DU

Sommervejr og vintervejr følges ikke nødvendigvis ad, fordi vejret ikke har nogen hukommelse. Man kan eksempelvis godt have en varm vinter og en kølig sommer.

Vandreklitter afslører fortiden 

Vestkysten er berømt for sine meget store klitter, som er nogle af de mest imponerende, der findes i Europa. Klitterne opstår på grund af sandflugt, hvor vinden transporterer tørt sand fra stranden og længere ind i landet.

I dag holdes klitterne i skak af et tæt plantedække, men op igennem tiderne har klitterne været meget aktive, og store vandreklitter har flere steder bevæget sig op mod ti kilometer væk fra kysten.

Når en klit vandrer ind i landet, trækker den ofte et lag af sand efter sig, som efterhånden dækkes af nyt sand fra en ny vandreklit. I dag kan man derfor finde aflejringer af fortidens klitter i undergrunden, og det er netop disse aflejringer, som Lars Clemmensen og hans kolleger har undersøgt.

Klimaskift gjorde livet svært

Ved at bore ned til de dybereliggende sandlag i området bag de klitter, der er nået længst ind i landet, har Lars Clemmensen og hans kolleger hentet prøver af klitaflejringer fra de sidste 7.000 år. Klitaflejringerne i form af sand og tørveholdig jord blev dateret ved hjælp af kulstof-14-metoden og den såkaldte luminescens-metode (se boks nederst på siden), og dateringerne gav forskerne et overblik over, hvornår der har været kraftig sandflugt og klitdannelse.

Billedet viser en kystklint i Thy. Nederst ses stenholdigt moræneler fra sidste istid. Derover fossile flyvesandsaflejringer og mørke jordbundslag. (Foto: Lars Clemmensen)

Til sidst blev resultaterne sammenholdt med kendte variationer i det nordatlantiske klima igennem tiderne. De nye data afslørede, at sandflugten blev igangsat

• omkring 2200 f.Kr.,
• 800 f.Kr.,
• 100 e.Kr.,
• 1050-1200 e.Kr.
• samt mellem 1550 og 1650 e.Kr.

Samtidigt viste resultaterne, at sandflugten tilsyneladende blev sat i gang af sommerstorme, der især var hyppige i perioder hvor havisen i Nordatlanten bredte sig sydpå.

»Sandflugten er blevet markant stærkere hver gang somrene er blevet køligere, fugtige og mere blæsende. Det mest markante tilfælde, vi fandt, var i slutningen af Bronzealderen fra omkring 2800 til 2650 år siden, hvor vi ifølge flere andre historiske og geologiske kilder ved, at klimaet pludselig blev betydeligt køligere. Det bratte klimaskift har gjort livet svært for datidens mennesker, og jeg skal ikke afvise, at det har været med til at sætte gang i kulturændringen ved overgangen til Jernalderen,« siger Lars Clemmensen.

Den seneste sandflugtsperiode (1550-1650) er kendt som Den lille Istid, der var karakteriseret ved kølige, våde og stormfulde somre og kolde og tørre vintre - de kraftige sommerstorme satte gang i en voldsom sandflugt langs vestkysten, der blev forstærket af et sparsomt plantedække. De store sandmængder ødelagde bøndernes afgrøder og tilsandede kirker og huse, og som så mange gange før udviklede sandflugten sig til en egentlig naturkatastofe.

Klitterne er faldet til ro

I begyndelsen af 1900-tallet løjede sandflugten - ifølge den nye undersøgelse - af, og det falder sammen med, at somrene blev varmere og mindre blæsende.

VIDSTE DU

Hidtil har arkæologer og geologer haft den forestilling, at perioder med særlig kraftig sandflugt skyldes mere menneskelig aktivitet, der ødelægger plantedækket i kystområderne, og blotlægger sandet, så vinden kan få fat. De nye studier dokumenterer imidlertid, at klimaskift mod koldere klima har en større betydning for sandflugten.

»Vi har en formodning om at varme somre, hvor det stormer mindre, fører til en stabilisering af klitterne, men et endeligt bevis for denne teori kræver, at vi daterer de øverste dele af de sandlag, som vinden har aflejret. Dette har vi foreløbigt kun gjort enkelte steder og vi har endnu ikke data nok til at se et entydigt billede,« siger Lars Clemmensen.

Den nye teori trækker tæppet væk under den nuværende forestilling om, at stormene alene sættes i gang af varmere vejr.

»Vi skal passe på med ikke at opstille alt for forsimplede scenarier for, hvad der kan fremprovokere storme. For det er tilsyneladende ikke kun global opvarmning, der er kilden til kraftigt blæsevejr, men også klimaskift mod køligere sommervejr. Det bekræfter data fra nogle andre studier, der tyder på, at klimaskift mod enten koldere eller varmere vejr får det til at storme mere,« siger han.

Sandflugt og global opvarmning

I midten af 1500-tallet faldt temperaturen brat, hvilket gav kølige, våde og stormfulde somre og iskolde vintre.

Igennem de sidste 100 år har der ikke været nogen sandflugt af betydning ved Jyllands vestkyst, men spørgsmålet er, om det vil ændre sig i takt med at den globale opvarmning sætter ind.

»Den nuværende globale opvarmning vil utvivlsomt føre til en ændring af lavtryksbaner og stormhyppighed i Nordatlanten. Disse ændringer vil nok især påvirke Danmarks vejr om vinteren. Det er derfor usikkert om dette vil føre til forøget sandflugt, som primært sættes i gang af sommerstorme,« siger Lars Clemmensen.

Links
Den Lille istid (Wikipedia) Kontaktinfo på Lars Clemmensen Læs også på videnskab.dk: Online-kort skal samle hele Jordens geologi

Radioaktive isotoper sladrer om klitsandets alder   For at kunne bestemme alderen på klitsandet, benyttede Lars Clemmensen og hans kolleger sig af den såkaldte luminescens-metode, der måler hvor længe sandet har været begravet. Det meste af klitsedimentet består af sandkorn af kvarts, og så længe kvartskornene ligger begravet i klitten, opsamler de energi fra radioaktiv stråling fra de naturligt forekomne radioaktive Uran og Thorium, der findes i undergrunden. Jo længere tid kvartskornene ligger begravet, jo mere energi opsamler de. Men så snart kvartskornene udsættes for sollys, som eksempelvis under en periode med fornyet sandflugt, tømmes kvartslommerne for opsamlet energi. Når klitsedimentet dateres i laboratoriet, måler man energien i kvartskornene, og man får dermed bestemt, hvornår sedimentkornene sidst har flyttet sig og derfor har været udsat for lys. Dateringer af de danske klitaflejringer er foretaget ved Nordisk Laboratorium for Luminescens-datering ved Risø. Metoden kan kun datere med en nøjagtighed på omkring fem til ti procent. Forskere ved Nordisk Laboratorium for Luminescens-datering arbejder imidlertid hel tiden på at udvikle dateringsmetoden.