| Du er her: Nyheder om forskning og videnskab / Blogs / Klimabloggen |
|
Klimabloggen takker af5. april 2010 kl. 09:08 | 125 kommentarer
Af Øjvind Lidegaard og Christoffer Bugge Harder
A) hvad 3146 primært nordamerikanske forskere (inddelt i grupper) indenfor de geografiske/geologiske videnskaber samt B) et repræsentativt udsnit af den amerikanske befolkning svarer på spørgsmålet: »Er menneskelige CO2-udledninger en betydelig drivkraft for klimaforandringer?« /Klimagraf.jpg)
Tendensen er klar: Jo større ekspertise folk har indenfor klimaforskning og jo mere aktive de er som forskere inden for området, desto større andel mener, at CO2s har betydning. Samtidig illustreres en dyb kløft mellem de almindelige vælgeres opfattelse og de forskere, der laver videnskabeligt arbejde på området. Undersøgelsen er fra USA, men meningsmålinger herhjemme har også vist, at næsten 4 ud af 10 danskere er skeptiske eller afvisende overfor, at menneskelige CO2-udslip overhovedet påvirker klimaet. Ideologier er styrendeOverraskende er det jo ikke, at mange kan føle trang til at slå ud med armene overfor en stor omstillingsproces, der for mange ikke føles akut (slet ikke i Danmark), og at lysten til at tænke langsigtet i finanskrisetider er til at overse. Heller ikke den helt almindelige psykologiske forsvarsmekanisme, det er at fornægte/bortforklare ubehagelige nyheder. Men vi er nok lidt forundrede over, i hvor høj grad ideologier er styrende i selektionen af den information nogle er modtagelige for. Eller med George Monbiot: »In fighting for science, we subscribe to a comforting illusion that people can be swayed by the facts.« De skeptikere, der ikke kan påvirkes af videnskabelige kendsgerninger, betegnes 'benægtere'. Disse benægtere rummer nogen, som i egen selvforståelse repræsenterer en folkelig modstand mod elitære, politisk korrekte holdninger, den sunde fornuft overfor hysteriet og forestillingen om en ægte videnskab, som undertrykkes af politiske årsager. Videnskabelige frihedskæmpereI dette verdensbillede, som vi har hørt gentaget i hver eneste tråd på videnskab.dk, er Ole Humlum, Patrick Michaels, Vincent Grey og Christopher Monckton seriøse, sandhedssøgende forskere, som kæmper en tapper, ulige kamp mod undertrykkelse fra en horde af korrupte, vellønnede IPCC-bureaukrater. Mainstreamforskningen er domineret af gruppetænkning, der manipuleres med konklusioner som følge af politisk pres, forskningen er motiveret af egne økonomiske interesser og disse forskere søger at forhindre skeptikere i at komme til orde, godt hjulpet af sensationshungrende mainstreamjournalister. Man forstår, at det i denne optik kun er et spørgsmål om tid, før hele det videnskabelige korthus braser sammen. Kun politisk indblanding fra skeptikereProblemet er, at dette verdensbillede står i så skærende kontrast til en række klokkeklare realiteter, at spørgsmålet »Lever skeptikerne på en anden planet?« trænger sig på som mere end en retorisk overdrivelse. De to eneste hjemlige forskere, der har fået direkte politisk motiverede klimarelaterede bevillinger er Henrik Svensmark og Bjørn Lomborg. En søgning på Infomedia viser, at Svensmark og Lomborg i det sidste år er omtalt mere i den trykte presse end for eksempel Jens Hesselbjerg, Eigil Kaas og Dorthe Dahl-Jensen tilsammen. De eneste dokumenterede eksempler på direkte politisk indblanding i forskningens konklusioner i både Danmark og USA har været til fordel for skeptikersiden. 92% af samtlige populærvidenskabelige bøger, der påstår at levere et 'balanceret' modspil til IPCCs 'politisering', har deres udspring i konservative industrifinansierede tænketanke i USA og Australien. Falske vidnesbyrd og forvanskede citaterOle Humlum har ikke produceret ét eneste stykke 'skeptisk', videnskabeligt arbejde, som IPCC i givet fald kunne inkludere, og hans omfangsrige klimaskeptiske 'forfatterskab' udspiller sig udelukkende i populærpressen, og indeholder talrige faktuelt forkerte påstande (hvilket Humlum i øvrigt udmærket er bekendt med). Patrick Michaels, der beviseligt har forfalsket James Hansens 1988-graf og aflagt falsk vidnesbyrd herom i USAs kongres, er betalt af Exxon og arbejder for en række liberale tænketanke, anklager skamløst Michael Mann, Benjamin Santer og mange andre seriøse kolleger for at bruge beskidte kneb og være politisk motiverede. John Houghtons oprindelige udtalelse om, at den menneskelige natur er sådan, at vi først reagerer på noget, når katastrofen er sket, bliver af junkjournalisten Piers Akerman forvansket til »unless we announce disasters, no one will listen«, hvorefter Benny Peiser og Christopher Monckton går ud med beskyldninger mod Houghton for at lyve og manipulere - beskyldninger som de afviser at trække tilbage efter at manipulationen er dokumenteret. Frifindelse eller hvidvaskning?Michael Mann bliver underkastet endnu en undersøgelse med en anklage for fusk, som den relevante undersøgelseskommission pure frikendte ham for - ligesom NRCs panel også gjorde med hans oprindelige Hockeystav. Benægterne reagerer forudsigeligt med at kalde det for en hvidvaskning og skruer endnu højere op for skrigeriet og anklagerne. Eksemplerne er legio. Klimadebatten illustrerer et bekymrende træk i vores postmoderne industrikultur: At videnskab opfattes som noget man kan vælge at tro på eller lade være, som det passer en, som Poul Henning Kamp så rigtigt påpeger. Verdenshistoriens største mellem-generations-forbrydelseDette var også et af hovedbudskaberne i canadieren James Hoggans modige og dybt tankevækkende bog, 'Climate cover-up', som er et rystende vidnesbyrd om, hvordan man af politiske og økonomiske årsager bevidst har tilsløret den videnskabelige evidens på klimaområdet, og som rejser en berettiget dyb kritik af den vestlige verdens frie presses formidlingsmæssige svigt. Et svigt at historiske dimensioner. Et svigt som efter vores bedste vurdering nu er ved at lægge grunden til verdenshistoriens største mellem-generations-forbrydelse; vores generations svigt overfor ved overskuelige ofre at skåne de kommende generationer for egentlige klimakatastrofer. Eller med Bill McKibben; »Forget the crime of the century - this probably qualifies as the crime of the geological epoch.« Eller David Suzuki: »Climate cover-up documents one of the most disgusting stories ever hidden about corporate disinformation. What you'll discover in this book amounts to proof of an intergenerational crime.« Eller med James Hansen (NASA): »An exposé of planetary scale.« Uomtalt i danske medierDen fik ganske typisk en flot anmeldelse i det videnskabelige tidsskrift Nature, men har, fraset en kort omtale i Information, ikke fundet nåde for omtale i et eneste trykt medie eller i TV herhjemme (os bekendt). Igen er kontrasten til den massivt opblæste omtale af CRUs hackede e-mails tankevækkende, fordi det eneste kontroversielle indhold i disse foreløbig er en kritisabel håndtering af nogle aktindsigtsforespørgsler. I øvrigt ganske som vi allerede dengang bemærkede her på bloggen. I den hjemlige formidling af klimastoffet skiller få journalister sig ud: Nævnes bør Jørgen Steen Nielsen (Information) som løbende har leveret fremragende klimaformidling. Og Lars-Henrik Aagaard, Berlingske Tidende. Hvad vil fremtiden bringe?Lad os slutte af med et par forudsigelser for 2010:
Men netop tiden er vores knappeste ressource i klimaspørgsmålet.
Junk science er tydeligt i klimadebatten17. december 2009 kl. 10:52 | 349 kommentarer
Af Øjvind Lidegaard, dr.med., klimarådgiver, Den Danske Lægeforening
Denne praksis kan for ikke-forskere, som læser videnskabelige artikler, godt tolkes som usikkerhed, men er typisk udtryk for det modsatte: At man har været omhyggelig med at teste sine resultater for fejlkilder og har gennemført en række såkaldte "sensitivitetstests", som er gennemløb af de samme beregninger, men under andre forudsætninger end de, som er anvendt i hovedanalysen, for at se hvor meget disse forudsætninger betyder for det opnåede resultat. Hvis det viser sig, at selv ret store ændringer i forskellige forudsætninger, som er gjort, ikke ændrer væsentligt ved resultatet, har man dokumenteret, at ens forudsætninger ikke var så væsentlige for, hvilket resultat man opnåede. Derved bliver de, som måtte mene, at man skulle have truffet andre valg vedrørende forudsætningerne, overbevist om, at dette ikke var afgørende. Et medie med kvalitetNår man læser IPCC's rapporter, bliver man i løbet af få minutter klar over, at der er tale om forskere, som møjsommeligt men systematisk tester en række hypoteser eller teorier og skridt for skridt får afvist en række af de påstande, som vi i klimadebatten hører igen og igen. Men det gøres videnskabeligt, hvilket indebærer, at man har gjort sig den ulejlighed at oplyse, med hvilken sandsynlighed ens udsagn er sandt. Og af hensyn til forsigtighedsprincippet underspiller man hellere end det modsatte. Kontrasten til videnskabelige artikler er pseudovidenskabelige artikler. Her vil forfatteren ofte ikke selv være forsker og vil forfølge et på forhånd defineret mål, vil være selektiv i sin udvælgelse af dokumentation, vil undlade at inddrage studier, som taler imod ens mål, vil typisk udtale sig langt mere bombastisk og kategorisk, og vil typisk ikke have gennemført sensitivitetsanalyser. For en trænet forsker, tager det få sekunder at fastslå, om en given artikel repræsenterer et budskab fra en ægte forsker, eller der er tale om pseudovidenskab. Publikationsstedet giver allerede et godt fingerpeg: En artikel i et peer-reviewet videnskabeligt tidsskrift opfylder oftest de for en videnskabelig artikel typiske nævnte kendetegn. Omvendt er pseudovidenskabelige artikler næsten aldrig publiceret i videnskabelige tidsskrifter, men i populærvidenskabelige magasiner, mange af hvilke har et erklæret ideologisk formål. Et andet ord for pseudovidenskabelige artikler er "junk science". Journalistik uden indholdEn journalist har til opgave at formidle et budskab på en enkel måde, så alle - også ikke-forskere - kan forstå budskabet. Her er forenklingen og de manglende nuancer en accepteret præmis. Det er i sig selv efter min mening helt OK. Problemet opstår, hvis en journalist formidler junk science med samme autoritet som sande videnskabelige artikler. I den journalistiske formidling er det nemlig ikke længere umiddelbart muligt at gennemskue, hvad der er junk, og hvad der er seriøs forskning. Dygtige journalister, som har fordybet sig i et emne, kan selvfølgelig godt efterhånden skelne, men har også en række andre hensyn at skulle udvise, fx at artiklen er spændende at læse, er underholdende, let læst osv. I åbne dueller på tv vil en forsker ofte komme til at fremstå mere defensiv, mere usikker og med flere forbehold end en formidler af junk science. For den ubevæbnede seer kan det umiddelbart efterlade det indtryk, at junk-formidleren har langt bedre styr på tingene end forskeren, som instinktivt træder tilbage for alt for definitive og bombastiske udsagn. Mest skæbnesvangert bliver dette, når journalister helt undlader at lade forskersynspunkter repræsentere, fordi de er mindre underholdende end de hårdslående junk-formidlere. I klimadebatten er dette tydeligere og mere udpræget, end jeg inden for nogle andre områder har oplevet det. Det skyldes blandt andet, at der inden for dette område er langt flere junk-formidlere end inden for andre forskningsdiscipliner, hvor man oftest kun har forskerne selv til at kommentere de nye videnskabelige resultater. Disse omstændigheder burde give anledning til lidt selvreflektion blandt journalisterne i de trykte og elektroniske medier.
Klimabedrag afdækket10. december 2009 kl. 15:16 | 450 kommentarer
Af Øjvind Lidegaard, dr.med., klimarådgiver, Den Danske Lægeforening
I betragtning af, at der i dag hersker 99% enighed blandt klimaforskerne om, at AGW er en realitet, og at denne enighed har eksisteret også længe før fremkomsten af FNs klimapanels fjerde rapport i 2007, er det umiddelbart en gåde, at to tredjedele af befolkningen i USA, verdens historisk største udleder af drivhusgasser, ikke tror, at AGW er en realitet. Dermed mangler det folkelige pres på politikerne, som kunne have sikret, at senatet i USA havde fået ratificeret en klimalov inden topmødet i København. Derved ville udsigten til en ambitiøs klimaaftale have været markant større, end den er nu. Der er derfor grund til at søge efter årsagen til, at afstanden mellem den konsensus, der hersker blandt forskerne, i så ringe grad er nået ud til befolkningerne, i særlig grad, men langt fra alene, de amerikanske borgere. Ny bogJames Hoggan og Richard Littlemore har søgt at analysere dette forhold i en nyligt udkommet bog; 'Climate cover-up: The crusade to deny global warming.' Skridt for skridt afdækker bogen, hvad man utvunget må betegne som historiens største mediemæssige bedrag; historien om hvordan det er lykkedes en relativt lille gruppe af mennesker med forskellige dagsordener at fastholde verdens medier på den videnskabeligt ufunderede påstand, at der stadig er videnskabelig tvivl om AGW. Aktørerne i dette bedrag er mange, med forskellige motiver, og med meget forskellige påstande, lige fra - at temperaturerne slet ikke er steget usædvanligt gennem seneste århundrede, eller - at CO2 ikke er steget mere end vi har set tidligere, over - at det stigende CO2-indhold ikke har noget med temperaturstigningen at gøre, eller - at CO2 stigningen ikke er menneskeskabt, men skyldes frigivelse fra havene, til - at AGW er en realitet, men er et problem som er lille i forhold til så mange andre dagsordener, eller - at det vil være urentabelt at søge at imødegå AGW. Trods disse helt uforenelige synspunkter, har de alligevel haft den synergistiske effekt at så tvivl om det berettigede i at satse stort på af få reduceret menneskets udledning af drivhusgasser. Skurkenes anstrengelserIndustrien inden for kul og olie i USA har sponsoreret trecifrede millionbeløb til først at søge at overbevise politikerne om, at global opvarmning ville rumme flere fordele end ulemper, dernæst at AGW blot er en teori - ikke det videnskabeligt dokumenterede faktum, som forskerne hævder. Industrien har gennem seneste årti anvendt slogans, som blev testet for deres effektivitet til at påvirke den offentlige opinion, snarere end for deres sandhedsværdi. Den har hyret forskere (inden for alle mulige andre discipliner end klimaforskning) som blev betalt for at sige det offentligt, de ikke ville have en kinamands chance for at få publiceret i videnskabelige tidsskrifter. Og den har udnyttet den store majoritet af journalister i verdens medier, som har været mere interesseret i at bringe indlæg om uenigheder mellem forskere og en række enkeltpersoner, end i at bringe en lødig videnskabeligt funderet information til borgerne, eller udvise blot et minimum af kvalificeret modspil til disse lakajer. BenægterlobbyenEn række institutioner har arbejdet intensivt for at sprede doktrinen om, at der stadig er tvivl om AGW. Mange medier er med accelererende intensitet gået så vidt som til at aflive AGW definitivt; mange danske medier inklusive. Konservative tænketanke som Competitive Enterprise Institute (CEI) har spillet en stor og stigende rolle gennem seneste årti, i udbredelsen af benægtelsen af eller såen tvivl om AGW. Deres donorer har ofte været skjulte, men forbindelsen til olieindustrien (ExxonMobil) er dokumenteret for for eksempel CEI. Disse tænketanke har bragt groteske påstande til torvs, for eksempel om den benefice, det stigende indhold af CO2 i atomsfæren indebærer, uden smålig skelen til de risici samme CO2 rummer for planetens beboere. 10.000$ for kritiske artiklerDet smarte i denne taktik har været, at man kunne holde en debat i live, uden at de 'eksperter' som var hyret til at hælde benzin på bålet nogensinde var nødt til selv at lave forskning, endsige at få testet deres påstande i en videnskabelig peer-review proces. De har ikke engang behøvet at være eksperter inden for klimaområdet. Så længe professionelle kunne udvise en uenighed, blev den opfattelse fastholdt i befolkningerne, at videnskaben var inkonklusiv. Og dette til trods for, at forskere med viden inden for klimaområdet igen og igen har påpeget den imponerende mangel på videnskabelig substans i klimabenægternes argumentation. Blandt navngivne institutioner er American Enterprise Institute (AEI), som har tilbudt eksperter 10.000$ for at skrive artikler, som gik i rette med IPCC, har sponsoreret The Heartland Institutes årlige konference for klimabenægtere og som selv har modtaget mere end en halv million dollars i støtte fra ExxonMobil. Cato Institute udgør en hovedflanke af udvalgte benægtere af AGW, for eksempel Patrick Michaels, og har været næststørste modtager af midler fra Koch Industries, hvis hovedforretning er raffinering af olie. Americans for Prosperity (AFP) har kørt landsdækkende kampagner med påstand om massive omkostninger ved og tab af arbejdspladser som følge af en mulig lovgivning om global opvarmning. Heartland Institute har i en årrække været talerør for tobaksindustrien i USA, med kampagner imod indskrænkning af rygeres rettigheder, og har som om dette ikke var nok, de senere år arrangeret en årlig kongres for klimabenægtere i New York. De modtager betydelige økonomiske tilskud fra både ExxonMobil og Koch Industries. Heritage Foundation er kendt for sin støtte til Dr. S. Fred Singer, som har benægtet risikoen ved rygning, faren ved ozonhuller, helbredsskaderne ved asbesteksposition og de biologiske risici ved brug af DDT, og som selvfølgelig også er pure benægter af klimaændringer i almindelighed, AGW i særdeleshed. Heritage har et årligt budget på 50 millioner US$ og modtager økonomisk støtte fra ExxonMobil, Koch Industries og andre olieselskaber. American Petroleum Institute (API) er en industrisammenslutning snarere end en tænketank. I 1998 sponsorerede de 'Global Climate Science Communication Action Plan'; et strategidokument som beskriver, hvordan man kan etablere falske græsrodsorganisationer og hyre talsmænd som Fred Singer og Pat Michaels til at så forvirring om klimavidenskaben, og har i år gennemført landsdækkende kampagner i USA mod statslig klimalovgivning. American Coalition for Clean Coal Electricity (ACCCE) er en anden men mere diskret interessegruppe, som I forbindelse med præsidentvalget i USA kørte en 40 millioner $ kampagne med påstand om at kuludvinding og -afbrænding kunne blive ren. Bjørn Lomborg på lønningslistenSamlet råder disse lobby-organisationer over meget store summer, som leverer finansiering til kampagner, som gennemføres ud fra helt snævre kortsynede økonomiske interesser for deres interessenter og sponsorer. Ikke overraskende har Bjørn Lomborg været på lønningslisten hos hovedparten af ovennævnte institutioner først med budskaber om at drivhuseffekten var yderst tvivlsom, så at solpletteorien var en ligeså god forklaring, så med at klimatruslen er stærkt overdrevet, og at vi ikke har nogen hast med at påbegynde en reduktion af vores CO2-udledning. Senere, at det vil være langt billigere at vente med at reducere CO2 udledningen til vi havde en billigere måde at gøre det på, og at forebyggelse af klimaforandringer er en dårlig økonomisk forretning. Alle budskaber, som står i skærende kontrast til de videnskabeligt funderede anbefalinger fra klimaforskerne. Naturvidenskab - ikke politisk ideologiAllieret med disse organisationer er politiske højregrupper, som ud fra ideologiske motiver er imod en indskrænkning af den enkelte borgers ret til fri (klima)udfoldelse, og som i de mere paranoide udgaver - som herhjemme kendes fra for eksempel David Gress eller Steen Steensen, fra engelske Lord Monckton, og fra Tjekkiets præsident Václav Klaus - betragter klimaforskerne som en kommunistisk sammensværgelse, der vil indføre et nyt verdensherredømme, og indsætte en verdensregering til regulering af klimaændringerne. De synes at være ganske blinde for, at nødvendigheden af en ændret adfærd ikke er dikteret af en politisk ideologi, men af naturlove. Det er nu en gang ikke klimaforskernes skyld, at CO2 er en drivhusgas, eller at verdens have stiger, når Grønlands indlandsis, gletsjerne i bjergene og sydpolen smelter. Alt dette er beskrevet af ikke påfaldende kommunistisk indstillede videnskabsmænd gennem seneste århundrede. De synes ligeså blinde for, at også klimaændringer om noget vil afstedkomme tvang, for eksempel for alle de millioner af borgere i verden, hvis boliger og land vil oversvømmes. Så det er ikke et spørgsmål om, om man går ind for frihed eller ej, men om at acceptere nogle relativt simple naturvidenskabelige kendsgerninger. Ubekvemt - måske, men næppe kommunistisk. MedierneDe største syndere i seneste årtis klimabedrag er imidlertid medierne. Ikke alene har de fungeret som lallende talerør for disse interesseorganisationer og deres kyniske repræsentanter, men har samtidigt oftest undladt at invitere videnskabeligt kompetente forskere ind, som kunne forklare det videnskabeligt uholdbare i disse organisationers slogans. Det ville være meget forlangt, at hver enkelt journalist kunne gennemskue det bluf, som for en forsker er umiddelbart indlysende. Men man kunne måske - sagens alvor taget i betragtning - have forventet, at man havde prioriteret at uddanne nogle få repræsentanter fra standen. Repræsentanter som var i stand til både at stille de relevante, måske endog kritiske spørgsmål til klimabenægterne, men som også var i stand til blot et minimum af faglig vurdering af de mange modsatrettede påstande, som fremsættes fra klimabenægterne. Og have blik for den manglende videnskabelige substans i dens sorte sump af ideologisk spin. De gamle hesteTilsammen har disse ideologisk eller snævert økonomisk prægede mindretalsgrupper rådet over så store økonomiske ressourcer, at de har kunnet forfølge deres synspunkter med kampagner, pseudovidenskabelige symposier uden reel videnskabelig dokumentation, men med så meget desto mere ideologisk vraggods. På den alternative konference afholdt lørdag d. 7. december er det igen de gamle heste, der trækkes af stalden. Fred Singer, som benægter AGW, Monckton som mener det er en kommunistisk sammensværgelse. Og dagen før startskuddet til COP15 får Jyllandspostens kæledække, Ole Humlum, som tidligere har påstået, at den stigende mængde CO2 i atmosfæren kom fra havene og ikke fra menneskers afbrænding af fossile brændsler, en hel avisside i Politiken til at gentage sit trivielle mantra om, at det skam ikke er videnskabeligt bevist, at CO2 forårsager global opvarmning. CO2-reduktion med sprøjtekanonerSamtidig er Bjørn Lomborg tildelt kronikpladsen i Politiken, med et budskab om, at vi skal forske i stedet for at reducere CO2, som om der skulle være tale om et enten eller. Man kan også spørge sig selv om mere forskning vil nytte, i lyset af den konsekvente afvisning af den lange række af solide forskningsresultater Lomborg og andre klimabenægtere konsekvent lægger for dagen. Hvis forskning skal nytte, skal man for det første tage den alvorligt. For det andet kræver det, at resultaterne formidles, så befolkningen forstår dem. Lomborgs forslag om sprøjtekanoner til løsning af problemet med drivhusgasserne svarer til at behandle patienter med gulsot med spraymaling, for at få den gule farve væk. Det lyder smart og især billigt. Men patienten vil kun få det værre. Der er en og kun en vej frem: Reduktion i vores udledning af drivhusgasser. Det er budskabet fra forskerne. Rygefare-, Holocaust- og klima-benægtereTænk hvis medierne begyndte at interessere sig for intelligente måder at få vores udledning af drivhusgasser begrænset, frem for nu på 20. år vedblivende at bilde folk ind, at der stadig er usikkerhed om betydningen af drivhusgasser, og at reduktion i vores udledning ikke haster. Selvfølgelig må folk mene og ytre sig som de vil. Men på et eller andet tidspunkt må der også slås en streg, hvor det ikke længere giver mening at give klimabenægtere den dominerende plads, de har haft og stadig har i mange medier, helt analogt med, at vi ikke længere giver spalteplads til benægtere af holocaust, folk der hævder at rygning ikke skader helbredet, eller at asbest er ufarligt. Klimaforskning er kompliceret, og mange forhold er endnu ikke kortlagt. Men det betyder jo ikke, at man ikke skal anerkende de forhold, som der er klarhed over, desuagtet hvor ubekvemme de måtte forekomme at være. Hvis der opnås en aftale på COP15 kan vi takke klimaforskerne, FNs IPCC, visionære politikere og en del flere. Medierne i almindelighed, de amerikanske i særdeleshed, har været og er fortfarende bekymrende kontraproduktive. Reference: Hoggan J, Littlemore R.; Climate cover-up: The crusade to deny global warming. D&M Publishers Inc. Vancouver 2009.
Indbruddet i CRU30. november 2009 kl. 09:47 | 94 kommentarer
Af Christoffer Bugge Harder, cand.scient. biologi Som de fleste ved, har der været indbrud i Climatic Reseach Units database. Philip Jones' e-postkorrespondencer med en række navngivne forskere er blevet gjort offentligt tilgængelige.
William Connolley, Denial Depot, Newtongate, RealClimate, Eli Rabett, Milliard Fillmore og James Annan som de mest interessante fra "alarmist"-lejren. Judith Curry på en uvant plads hos Steve McIntyre, samt Georges Monbiot har nogle vigtige betragtninger, der må få alle til at tænke sig om. Pielke junior har et ikke forfærdeligt interessant bidrag, ligesom Koutsoyannis skriver på Pielke seniors blog. Jeg har ventet lidt med at skrive dette indlæg, indtil den første røg har lagt sig. Jeg har ikke læst samtlige e-poster, og jeg vil muligvis revidere min holdning til forskellige specifikke emner i den ene eller den anden retning, efterhånden som mere evidens kommer for en dag. Jeg er sikker på, at vi alle venter på at høre Philip Jones forklare sig. Som jeg ser det lige nu, er der følgende hovedpunkter i den rejste kritik mod de berørte forskere: 1) Man har opfordret til at slette materiale, som var belagt med et krav om aktindsigt 2) Man har forsøgt at holde peer-reviewede artikler ude. 3) Man har forsøgt at boykotte bestemte journaler som useriøse. 4) Man har benyttet 'tricks' i forskellige analyser, især i Hockeystaven fra 1998/99. 5) Man taler internt om den manglende opvarmning i HADCRU-datasættet i de sidste 9-10 år, men siger det ikke udadtil. 6) Man har talt grimt og foragteligt om bestemte navngivne klimaskeptikere. 1) Man har opfordret til at slette materiale, som var belagt med et krav om aktindsigtHvad angår punkt 1, er det umiddelbart den eneste - men absolut alvorlige - anklage, som jeg umiddelbart mener, bør føre til deciderede undersøgelser mod Philip Jones. Er dette korrekt, og er der faktisk blevet slettet den slags materiale, så må det medføre konsekvenser for især Jones (og muligvis et par andre). Jeg er ikke inde i retsreglerne, men umiddelbart kan jeg helt tilslutte mig Monbiots krav om hans afgang på dette grundlag. 2) Man har forsøgt at holde peer-reviewede artikler udeHvad angår punkt 2, afhænger kritikkens lødighed af én ting: Er de artikler, der forsøges 'frosset ude', beviseligt fejlagtige, eller er det ren politisk motiveret utilfredshed med deres konklusioner? Det er klart, at peer-review-begrebets troværdighed ikke kan holde til, at folk frasorterer peer-reviewede artikler, alene fordi de ikke bryder sig om deres indhold. Omvendt underminerer en systematisk optagelse af håbløse, useriøse eller fejlfyldte artikler også peer-review-begrebets troværdighed. Og der kommer jo vitterligt useriøse bidrag igennem hos søvnige - eller værre; useriøse - reviewere ind i mellem. Her er vi nødt til at se på de konkrete eksempler: De artikler, der konkret er omtalt, som skulle fryses ude, er mig bekendt disse fire: Soon & Baliunas 2003, Kalnay & Cai 2003, Michaels & McKittrick 2004 samt Khilyuk & Chilingar 2006. Soon & Baliunas artikel blev oprindelig sendt rundt med den såkaldte "Oregon Petition" med en påstand om, at den var peer-reviewet. Og sandheden var, at de blot havde kopieret layoutet fra PNAS (et naturvidenskabeligt A-tidsskrift næsten på linie med Science eller Nature), og at artiklen overhovedet ikke var peer-reviewet. Den blev siden hen publiceret i Climate Research. Artiklen argumenterede for, at de sidste årtiers opvarmning ikke var usædvanlig i de sidste 1000 års historie. Og her var problemet ganske enkelt, at deres proxydata slet ikke havde opløsning på årti-niveau, hvorfor de logisk nok ikke kunne udtale sig om, hvorvidt en opvarmning over få årtier var usædvanlig. Artiklen var så ringe, at den fik Hans von Storch - en ellers halvskeptisk forsker - til at trække sig som redaktør af tidsskriftet Climate Research med følgende bredside:
»The CR Problem Seks andre fulgte trop som protest mod Chris de Freitas; en kendt skeptiker, som de mente helt bevidst sad og slap dårlige artikler igennem med det ene formål at kunne sige: »Se her, her er en peer-reviewet anti-CO2-artikel!« Det var også de Freitas der slap Michaels og McKittrick 2004 igennem; en artikel der talte for, at den globale opvarmning var overdrevet på grund af en sammenhæng med økonomisk aktivitet. Det viste sig imidlertid straks, at de havde benyttet et computerprogram, der forventede data i radianer snarere end grader (en fejl, de fleste matematiske studenter vil huske at have begået med deres grafregnere i gymnasiet), hvorfor hver eneste udregning i deres artikel var forkert (!), hvilket da også blev påpeget hurtigt. Hvad angår Khilyuk & Chilingar 2006, kan jeg kun sige, at de 1) argumenterer mod AGW som om det handlede om direkte opvarmning fra afbrænding (!), og at de ignorerer kulstofkredsløbet og antager, at al afgasset CO2 fra jordskorpen de sidste 4,5 mia. år stadig befinder sig i atmosfæren (!!!): »...one can also find an upper estimate for the possible atmospheric temperature increase due to anthropogenic activities. Even if the entire world energy generated by humans (1.34•10^20 erg/s) would be utilized only for heating the Earth's atmosphere, the corresponding atmospheric temperature increase would not exceed 0.01_K at the sea level. The total anthropogenic carbon dioxide emission throughout the human history is estimated at about 2.81•10^11 metric tons of carbon. Recalculating this amount into the total anthropogenic carbon dioxide emission in grams of CO2, one obtains the estimate 1.003•10^18 g, which constitutes less than 0.00022% of the total CO2 amount naturally degassed from the mantle during geologic history. Comparing these figures, one can conclude that anthropogenic carbon dioxide emission is negligible (indistinguishable) in any energy-matter transformation processes changing the Earth's climate.« Så hvordan den nogensinde er sluppet gennem review er en gåde. Jeg bruger netop dette som eksempel på en klassisk fejlslutning, når jeg lærer mine 1.G'ere om kulstofkredsløbet. Kalnay & Cais' artikel viste sig også hurtigt at have overvurderet UHI-effekten, og hvis man ser i den ofte citerede e-post omkring disse to artikler: »Mike, Only have it in the pdf form. FYI ONLY - don't pass on. Relevant paras are the last 2 in section 4 on p13. As I said it is worded carefully due to Adrian knowing Eugenia for years. He knows the're wrong, but he succumbed to her almost pleading with him to tone it down as it might affect her proposals in the future ! I didn't say any of this, so be careful how you use it - if at all. Keep quiet also that you have the pdf.« - så handler dette hemmelighedsfulde om, at Jones videresender en dengang endnu upubliceret artikel af Adrian Simmons et al., der også klart viste, hvor Kalnay og Cai tog fejl, men at det skulle nedtones for ikke at skade Eugenia Kalnay! Og disse data skal derfor bruges omhyggeligt - om overhovedet. Hvis der er noget, der holdes skjult her, er det altså en 'skeptisk' forfatters fejl af hensyn til hende selv. Ganske interessant, men næppe noget, som sammensværgelsesteoretikere kan bruge. Og under alle omstændigheder med hensyn til den mere kulørte del af samme e-post: »The other paper by MM is just garbage - as you knew. De Freitas again. Pielke is also losing all credibility as well by replying to the mad Finn as well - frequently as I see it. I can't see either of these papers being in the next IPCC report. Kevin and I will keep them out somehow - even if we have to redefine what the peer-review literature is!« - så lykkedes det altså ikke at holde hverken M&M 2004 eller K&C ude fra IPCC-rapportens kapitel 3. Og det var altså på trods af, at der allerede var påvist fejl i disse artikler. En interessant ting at notere sig i den forbindelse er, som Fillmores blog påpeger, at Benjamin Santer og andre faktisk mente at have opdaget bevidst fusk i en anden nu tilbagevist artikel, Douglass et al., men at de undlod at gøre et stort nummer ud af det i offentligheden. Hvis nogen kan henvise til, at det er sket i andre konkrete e-poster, at man har forsøgt at holde noget ude på grund af simpel utilfredshed med konklusionerne, er sagen naturligvis en anden. Men med hensyn til de ovenstående eksempler vil jeg klart konkludere, at indvendingerne her er helt ved siden af: Alle disse artikler er blevet forsøgt frosset ude af den kedsommelige og 100% saglige grund, at de indeholdt kendte og påviselige fejl. Jeg vil endda skærpe dette udsagn og sige, at hvis peer-reviews kvalitetskontrol er slået fejl på grund af søvnige eller politisk motiverede reviewere, er sagen nærmest 180 grader modsat: Så er det snarere et problem, hvis sådanne artikler ikke sorteres fra - og at dette faktisk ikke lykkedes med hensyn til M&M eller K&C, siger ganske meget. Skeptikere kan slå alt det de vil på dette punkt. Men at argumentere for, at vitterligt fejlbehæftede artikler skal inkluderes for enhver pris, er nok ingen klog eller langtidsholdbar strategi........ 3) Man har forsøgt at boykotte bestemte journaler som useriøse.Her kan jeg blot sige: I videnskaben er det alfa og omega, at man får publiceret i de bedste tidsskrifter. Hvis et tidsskrift får ry for at lukke for meget vrøvl igennem, holder folk lynhurtigt op med at sende artikler til det tidsskrift. Og ingen på hele planeten har nogensinde argumenteret for andet end at Climate Researchs rygte tog overordentlig stor skade af, at de Freitas slap Soon & Baliunas 2003 samt Michaels og McKittrick 2004 igennem, og at hele redaktionen derfor trak sig i protest. At meddele, at man ikke vil sende sine artikler til et sådant tidsskrift, er et fuldt ud legitimt og ofte brugt sanktionsmiddel. Ligesom folk meddeler, at de ikke vil købe Bild Zeitung efter Günther Wallrafs undercover-afsløringer af, at avisen havde bragt løgnehistorier. 4) Man har benyttet 'tricks' i forskellige analyser, især i Hockeystaven fra 1998/99Hvad angår kritikken af brugen af ordet 'trick', så er det simpelthen efter min mening en af de mest idiotiske indvendinger. Kernen i Manns trick er at sætte målte temperaturer på proxygengivelser efter ca. 1960, fordi der er divergens mellem proxyer og temperaturer efter dette punkt, og dette er velbeskrevet og omdiskuterede i den videnskabelige litteratur. Mann, Bradley og Hughes har selv i deres 1999-artikel i GRL skrevet uhyre udførligt omkring 'trickene' med at sætte de faktiske temperaturer på dem fra proxyerne, efter de divergerer (se side 760, højre spalte midtfor). Alle indvendinger om urent trav og andet er behandlet af den særligt nedsatte komite af National Reseach Council i 2005 (blandt andet med deltagelse af den halvskeptiske forsker John Christy), der undersøge alle anklagerne om fusk, forudfattede konklusioner og deslige i Hockeystavsstudierne. Og den konkluderede klart, at konklusionerne var rimeligt robuste, ligesom den ingen som helst tegn på snyd eller manipulation fandt. 5) Man taler internt om den manglende opvarmning i HADCRU-datasættet i de sidste 9-10 år, men siger det ikke udadtilDet er en kendt sag, at der kun er lidt opvarmning i HADCRUs datasæt de sidste 8-9 år, og at mange forskere undrer sig, lige som Trenberth - og i fuld offentlighed, for eksempel CRUs egne folk. Om 4-5 år vil modellerne således være falsificerede (i hvert fald for HADCRU), hvis ikke temperaturstigningen er kommet endnu. En interessant artikel kan læses om emnet i Spiegel for yderligere interesserede: Mojib Latif: »Derzeit allerdings hat die Erwärmung eine Pause eingelegt", bestätigt der Meteorologe Mojib Latif vom Kieler Leibniz-Institut für Meereswissenschaften, einer der bekanntesten Klimaforscher Deutschlands. Mit Blick auf die Temperaturkurve spricht er von einem "Plateau", einer Stagnation auf hohem Niveau: "Da ist nichts dran zu deuteln, dem müssen wir uns stellen.« Jochem Marotzke: »Es ist nicht zu leugnen, dass dies in unserer Gemeinde eins der heißesten Themen ist", sagt Jochem Marotzke, Direktor am Max-Planck-Institut für Meteorologie in Hamburg. Der Klimamodellierer gibt offen zu: "Wir wissen nicht so recht, warum sich diese Stagnation gerade abspielt.« Som det fremgår af Spiegel-artiklen, er der tre hovedskoler med hensyn til temperaturerne de sidste 8-9 år: 1) »Der er slet ingen pause« (Rahmstorf i artiklen). Hvis man kigger på GISS, det andet datasæt, er der faktisk stort set ingen sådan pause. 2) »Pausen skyldes havstrømme.« Som Latif forklarer, vil det (jævnfør Keenlyside et al.) udsætte opvarmningen til 2014-15. 3) »Pausen skyldes den slumrende sol« - som dog snart vågner. Her vil vi i de nærmeste år se opvarmningen slå igen, hvis det er rigtigt. I alle tilfælde er dette en højaktuel videnskabelig krig, hvor der i offentligheden allerede er publiceret flere artikler, både videnskabelige og populære, om emnet. Jeg kan absolut intet se i e-posterne, som afslører noget nyt i forhold til dette, men jeg hører gerne fra kommentatorerne. 6) Man har talt grimt og foragteligt om bestemte navngivne klimaskeptikereHer kan jeg blot med et lille smil konstatere, at klimaforskerne internt bruger et sprog omkring visse benægtertyper, der får Deres Blogger til at ligne en søndagsskoledreng. Jeg kan dog sige, at jeg ikke er det mindste overrasket, efter at have fulgt med på diverse blogs. Summa summarum:A) Jeg er enig i, at punkt 1, unddragelse af aktindsigt, er en alvorlig sag, som skal undersøges til bunds og, hvis den er sand, have konsekvenser. B) Alt det andet ligner for mig en storm i et glas vand, samt velkendt stof i en lidt grovere retorisk indpakning. C) Jeg tilslutter mig Judith Currys vise ord om, at debatten er blevet for domineret af skyttegravskrige og om, at CRU må sætte alt ind på at få den nationale engelske vejrtjeneste til at opgive sin modstand mod, at alle data bliver tilgængelige for alle. (Vejrtjenesten har en politik om, at visse data kun kan hentes af videnskabsmænd, fordi disse data ellers bliver solgt kommercielt). At alle CRUS data i lighed med GISS eller RSS ikke er frit tilgængelige for alle, fremmer myter og sammensværgelsesteorier, og det kan kun benægtere have en interesse i. Hvis Jones eller andre skulle have fiflet med HADCRU-data, som nogen antyder, må man dog undre sig over, at Jones & co. har været så sløsede, at de kun har kunnet lave en trend over de sidste 8-10 år på 0,07C, når modellerne sagde 0,2C? GISS-sættet, hvor alt er offentligt tilgængeligt, viser 0,2C/årti som forudsagt. Er Jones så dårlig til at snyde? ;-) D) Der er næppe nogen tvivl om, at dette vil skabe noget larm i et stykke tid fremover, og de sædvanlige mistænkte er allerede i gang med et stort selvsving. Men når røgen endegyldigt har lagt sig over denne sag, vil der stadig intet nyt fra vestfronten være, hvad AGWs videnskabelige grundlag angår. Det vil naturligvis skuffe dem, der tror og håber, at hele problemet hermed er forsvundet, at videnskaben over en bred bank er korrumperet og at peer-reviewsystemet står foran skrotning. Så klimavidenskaben må nok imødese at skulle bruge ekstra lang tid på endnu flere formålsløse diskussioner med vrede skeptikere i den nærmeste fremtid.
Paradokset i CO2-debatten23. november 2009 kl. 15:58 | 119 kommentarer
Af Øjvind Lidegaard, dr.med., klimarådgiver, Den Danske Lægeforening Læsere af Klimabloggen på videnskab.dk vil måske sammen med mig have undret sig over en besynderlighed i debatten vedrørende CO2s betydning for den globale opvarmning.
Det er ofte de samme personer, som Påstand nr. 1 indebærer jo, at så må andre faktorer være årsag til opvarmningen. Påstand nr. 2 indebærer omvendt, at ingen andre faktorer har spillet nogen væsentlig rolle, da kun dette ville indebære en forventning om, at temperaturen og CO2-niveauet fulgtes tæt ad. Forskellige faktorerDenne akademiske inkonsistens i argumentationen imod CO2's afgørende rolle fremføres stadig dagligt i medier verden over, til trods for, at enhver umiddelbart burde kunne se det modsigelses-fyldte i at hævde begge dele samtidig. Sandheden er, at CO2 faktisk har spillet og spiller en helt afgørende rolle, men at også andre faktorer har haft betydning. IPCC har søgt at kvantificere og tidsfæste disse andre faktorers betydning gennem de seneste 1000 år (se figur nederst). Øverste kurve (a) viser den negative forcing fra vulkansk aktivitet gennem perioden. Det næste sæt kurver (b) repræsenterer rekonstruktioner over solens aktivitet gennem samme periode. Endelig viser den nederste kurve (c) i øvre diagram den "rest-forcing" som andre faktorer har bidraget med, herunder drivhusgasser. Rest-forcing stiger efter 1800Alle kurverne udtrykker den relative forcing i forhold til gennemsnittet for perioden 1500-1899. Det fremgår, at frem til omkring år 1800 har denne "rest-forcing" været beskeden. Men herefter øges rest-forcingen dramatisk - som følge af vores udledning af drivhusgasser. Nederst ses temperatur-kurver etableret ud fra forskellige klimamodeller, hvis data baserer sig på blandt andet de data, som indgår i de viste kurver. Disse modeltemperaturer er så sammenlignet med de på anden vis rekonstruerede temperaturer på nordlige halvkugle, hvis forløb er angivet ved de grå områder, med mørkere nuancer jo større overlap de forskellige rekonstruktioner har haft. Masser af gode pointer
Der er en del gode pointer i denne figur: 1. Der er et ganske pænt sammenfald i forskellige studiers kvantificering af henholdsvis forcingen fra vulkansk aktivitet og variationerne i solens strålekraft. 2. Alle andre faktorer udøver en nogenlunde konstant forcing sammenlignet med sol og vulkansk aktivitet frem til omkring år 1800. 3. Herefter kan ingen modeller forklare den markante temperaturstigning uden at indregne forcingen fra drivhusgasserne. 4. Der er et ganske pænt sammenfald mellem de modelberegnede temperaturer og de målte eller konstruerede temperaturer gennem seneste tusind år, særligt gennem seneste 500 år. Dette tyder på, at de anvendte modeller har fat i de væsentligste faktorer til forklaring af temperaturforløbene gennem seneste 1000 år. 5. Ingen har indtil videre været i stand til at komme med en blot tilnærmelsesvis plausibel forklaring på temperaturstigningen gennem seneste 200 år, uden at inddrage forcingen fra drivhusgasserne. 6. Der ligger ikke et, men mange studier, til grund for de konklusioner, IPCC når frem til i deres videnskabelige rapporter vedrørende drivhusgassernes afgørende betydning for den aktuelle globale opvarmning. 7. De variationer som ses i temperaturerne før 1800, kan i vid udstrækning forklares ved variationer i den vulkanske aktivitet og solindstrålingen, mens koncentrationen af drivhusgasser har været tilnærmelsesvis konstant. 8. Argumentet om, at de relativt høje temperaturer (i hvert fald på den nordlige halvkugle) i årene 1000-1250 skulle bevise, at drivhusgasserne ikke kan have nogen afgørende betydning, da disse i denne periode lå relativt konstant, ville forudsætte at netop solindstråling og vulkansk aktivitet ikke havde påvirket temperaturen nævneværdigt. Men det er jo netop det modellerne kan dokumentere at de har. Det er svært ikke at sidde tilbage med en videnskabelig følelse af, at grundelementerne i IPCC's konklusioner er særdeles solidt funderet.
Klimabenægtelser giver ikke mening11. november 2009 kl. 10:30 | 80 kommentarer
Af Christoffer Bugge Harder, cand.scient. biologi Vi har før haft den excentriske engelske adelsmand, Christopher Monckton, Vicomte af Brenchley, oppe på Klimabloggen. Han bryder sig bestemt ikke om CO2s rolle for global opvarmning og har af for deres blogger umiddelbart uforståelige årsager fået den vrangforestilling, at han ved meget mere omkring klimaforhold end forskerne. Moncktons ægte kvalifikationer er en uddannelse i klassisk filologi og journalistik. Monckton har imidlertid en særdeles livlig fantasi og har i sin egen udlægning af sagerne fået Nobelprisen, er medlem af Det engelske Overhus samt en verdensanerkendt kapacitet indenfor klimaets følsomhed. Moncktons bidrag til IPCC-rapporten bestod i indsendelse af et forslag til rettelse af en banal trykfejl, som andre allerede havde opdaget. Fupforskere og professionelle benægtereHans 'verdensanerkendte' analyser af følsomheden er foreløbig kun blevet offentliggjort i avisen Sunday Telegraph, i populærvidenskabelige festskrifter samt til tidsskrifter, der specialiserer sig i historier om UFOer, invasioner fra det ydre rum, og sammensværgelsesteorier om George Bush og jødernes komplot omkring terrorangrebet den 11/9 2001. Den eneste virkeligt originale bidrag fra Monckton var hans bevis for en varm middelalder, som handlede om, at en kinesisk ekspedition sejlede tværs over Ishavet i 1421 (og åbenbart opdagede Amerika før Columbus). Og nok er Nobelpriser i fred blevet noget devalueret på sidste, men der skal alligevel en spektakulært ringe indsats til at få Barack Obamas præstationer til at tage sig ud som Albert Schweitzers i sammenligning. Monckton er nu blevet en prominent figur i en organisation, der kalder sig 'International Climate Science Coalition', og som mest består af tobakslobbyister, olieselskabs-PR-folk, fupforskere med falske titler, samt enkelte gamle kendinge blandt de professionelle benægtere (se tidligere bloggindlæg HER), der rutinemæssigt hyres til at benægte hvad som helst, som forskellige industrier med interesse i klemme nu har brug for at få en eller anden med en titel til at benægte. Håndplukkede modsigelserMen den slags har naturligvis et publikum, og for nylig har Monckton holdt et foredrag for en organisation, der kalder sig 'Minnesotas frimarkedsinstitut'. (Moncktons powerpoint-præsentation kan ses HER, hvis man ikke magter at høre på ham i halvanden time. Folk, der har fulgt lidt med i klimadebatten, vil ret hurtigt opdage, at stort set alle hans punkter er de samme misforståelser, nøje håndplukkede 'cherry-picked' tidsintervaller over få år, kontrafaktiske påstande og direkte usandheder, som man altid hører, så der er intet nyt under solen. Jeg vil bare tage 11 punkter: 1. DDTMonckton begynder med at påstå, at DDT blev forbudt for 40 år siden, og at dette har medført millioner og atter millioner af malariadødsfald. Og sandheden er - at DDT aldrig har været forbudt på verdensplan, - at det forbud, der trådte i kraft i en række industrilande i 1970erne derudover kun vedrørte DDTs anvendelse i landbruget (ikke i sygdomsbekæmpelse), - og at hovedårsagen til, at DDT ikke anvendes så meget mere er den kedsommelige, at malariamyggene efterhånden er blevet resistente overfor DDT på grund af det tidligere massive overforbrug, ligesom selve malariaparasitterne er blevet det overfor klorokin, hvilker ikke er så overraskende i forhold til evolutionsteorien (se mere HER). 2. CO2 lille bestanddel af atmosfærens gasserMonckton fortæller om, at CO2 er så lidt af atmosfærens gasser - 0,04% - og at det åbenbart er latterligt at tro, at så få promille skulle kunne betyde så meget. Folk, der husker deres kemi eller geografi fra gymnasiet, ville kunne fortælle ham, at det kun er under 0,1% af atmosfærens gasser, der er drivhusgasser (N2 er 78,2%, O2 er 21% og Argon 0,7% af atmosfærens gasser, og ingen af de tre er polære og dermed ikke drivhusgasser), og i det lys ser CO2s 0,04% jo noget anderledes ud. Vi har øget indholdet med knap 40% siden 1750 (Monckton har tidligere benægtet også vores udlednings betydelige bidrag til CO2-stigningen, men det så jeg dog ikke på hans præsentation her). 3. Den arktiske havisMonckton påstår, at den arktiske havis er 'just fine' og viser billeder fra de sidste tre år fra det historiske lavpunkt i 2007. Og sandheden er, at vi faktisk ligger langt under selv de laveste modelforventninger, og at ingen længere tror på IPCCs seneste forventning om, at den arktiske havis først forsvinder i 2100. Se Stroeve et als graf HER. 4. Grønlands indlandsisGrønlands indlandsis er også 'just fine', hvilket Monckton illustrerer med nogle billeder af snevejr og begravede instrumenter. Som de fleste vist godt ved, er øget nedbør (luftfugtighed) i kolde områder et tegn på, at det bliver varmere. Hvis han i stedet havde kigget på de mange opgørelser af indlandsisens massebalance, havde han set, at der smelter omkring 250 gigaton (mia. liter) netto hvert år. 5. HavstigningerMonckton påstår, at IPCC-intervallet ligger mellem 6 og 16 tommer (15-40 cm) for det 21. århundrede, og at Grønlands indlandsis´ bidrag er meget lavt. Og IPCCs seneste rapport medtog slet ikke indlandsisens bidrag til havstigninger, fordi der simpelthen ikke var tilstrækkeligt gode data til at lave noget, der mindede om en rimelig forudsigelse. (Deres interval uden isafsmeltning var i øvrigt 18-59 cm). Her er der faktisk kommet langt bedre data i de sidste 4-5 år, blandt andet Grinstad et al. fra GRL og Rahmstorf et al. i Science, så den mest sandsynlige stigning nu snarere vurderes til at være omkring 50 til 200 cm - inklusive indlandsisafsmeltning. 6. Temperaturstigninger de sidste 7-8 årHer har Monckton for det første håndplukket et kort interval, men da selv ikke dette falder udenfor IPCCs scenarier, har han ganske enkelt selv lavet nogle håndtegninger og kaldt dem IPCC-scenarier - altså pure opspind fra hans egen hånd (!). De faktiske scenarier inkl. temperaturkurvernes forløb ifht. disse kan ses HER. 7. TemperaturrekonstruktionerMonckton bruger meget tid på at dvæle ved IPCCs 1990-graf, der viser en meget varm middelalder. Men denne graf er fra før man overhovedet havde temperaturrekonstruktioner, så den er rent skematisk og illustrerer alene, at man traditionelt mente, at det var varmt i middelalderen, koldt under den lille istid og varmere i moderne tider. Manns Hockeystav var den første rekonstruktion, og den har været genstand for en større krig, som det vil føre for vidt at komme ind på her. Men alle andre rekonstruktioner har sidenhen fundet, at middelalderen faktisk ikke var så varm (på globalt plan), som man havde troet, samt at den moderne varmeperiode er usædvanlig. Der er ingen studier, der har fundet en signifikant valideret varmere middelalder end nutidens varmeperiode. Derfor er IPCC naturligvis gået bort fra den oprindelige, skematiske graf, der overhovedet ikke byggede på data. 8. CO2-udledningerMonckton påstår åbenbart, at forudsigelserne er overdrevne i forhold til virkeligheden. Og det er for mig fuldstændig uforståeligt al den stund, at CO2-udledningerne er steget MERE end selv de mest pessimistiske forventninger i de sidste 10 år - og indtil da faktisk ramte ganske fint midt i skiven. 9. Al Gores filmCO2 steg efter temperaturerne i Vostok (og Al Gore er fed, grim og manipulerende og har fået en dom imod sig osv. osv.). Enten man bryder sig om Al Gore eller ej, var hans fremlægning af CO2s rolle som en vigtig faktor i mellemistidernes temperaturstigninger fuldstændig i tråd med den videnskabelige. Vi havde det oppe som sidste post på Klimabloggen. Hvad angår retssagen om filmen, forskønner Monckton unægtelig sin opnåelse noget: Han havde en påstand om 35 fejl, som blev skåret ned til 9, og sagen blev rejst med en påstand om forbud mod visning af Gores film i England, som dommeren afviste blankt med udsagnet, at Gores film 'i det store og hele var korrekt'. Han havde så 9 tilføjelser, hvoraf det endda i flere af dem var dommeren, der misforstod sagen, og Gores fremstilling, der faktisk var korrekt. For eksempel i den notoriske CO2-steg-efter-temperaturen. En opsummering af forskellige klimaforskeres vurdering af de ni punkter kan ses HER. 10. 'Det er solens skyld'Monckton omtaler ikke Svensmark på sine plancher, men hvad angår den direkte solindstråling, som han åbenbart henviser til som forklaring, kan vi allerede nu stensikkert sige, at det i hvert fald ikke forklarer noget opvarmning siden 1950, hvor solaktiviteten fladede ud. Og derudover ville vi forvente en opvarmning af stratosfæren ved solindstråling, men en afkøling ved en øget drivhuseffekt - og en afkøling af stratosfæren, temmelig voldsom endda, er præcis, hvad vi har set. Og hvad angår den gamle sang om manglende hotspots midt i troposfæren ville det være en lige så stor indvending mod en teori om, at det var solens skyld. 11. Sensitiviteten
Omkring sensitiviten er der ikke så meget at tilføje i forhold til min seneste post omkring de forskellige estimater HER. Selv i bedste fald: Hvis der er en negativ feedback fra vanddamp (Lindzen) eller en stor kosmisk indflydelse (Shaviv - og muligvis Svensmark - han har ikke lavet nogen kvantificering endnu), får vi en CO2-effekt på 1,3-1,5 grader ved en fordobling. Og det er altså, hvis vi sætter vores lid til disse to i ordets bogstavelige betydning temmelig enestående videnskabsmænd. Men alle disse indvendinger vil naturligvis prelle af på Monckton samt på alle andre, der ligesom han er ligeglade med kendsgerninger og/eller overbevist om, at klimaspørgsmålet er en stor sammensværgelse oprettet med det formål at skabe en global skyggeregering. Det inkluderer åbenbart det såkaldt seriøse dagblad 'Wall Street Journal's journalist Janet Albrechtsen der har opdaget, at udkastet til en aftale nævner ordet 'government' et sted, hvilket jo for sande sammensværgelsesteoretikere kun kan betyde, at FN 'er ved at tvinge en kommunistisk verdensregering ned over hele verden'. Hun er tydeligvis i gang med opvarmningen til København, og vi kan vist roligt forberede os på at høre flere gratis cirkusforestillinger fra hans brogede benægterbrigade snart. »Stuur, stuur nummer....« - vi kan kun fra den faktabaserede lejr ønske störst möjligen tystnad til den gode Lord Monckton. Og måske tænke over, om en snarlig afskaffelse af det grotesk opblæste engelske arvs-aristokratis anakronistiske privilegier ikke ville være et stort og tiltrængt skridt ind i det 20. århundrede for England.
Om istider, Milankovic og CO2-forsinkelser19. oktober 2009 kl. 09:20 | 82 kommentarer
Af Christoffer Bugge Harder, cand.scient. biologi
Som mange ved, viser kurverne over temperatur og CO2 fra Vostok-iskerneboringen fra Sydpolen, at temperaturstigningerne indtrådte ca. 2-800 år før, CO2 begyndte at stige. Og heraf kan vi naturligvis se, at CO2-fald/stigninger ikke er den indledende årsag til istidernes kommen og gåen. Hov, stop! Det passer jo ikke med det, Al Gore påstod i 'En ubekvem sandhed', vel? Er dette løgn, svindel og propaganda fra den store klimasammensværgelse, og er Al Gore i øvrigt også fed og grim? Faktisk ikke - overhovedet! For det første var Al Gores udtalelse i filmen: »Now the relationship is actually very complicated. But there is one relationship that is that is far more powerful than all the others, and it's this: when there is more carbon dioxide, the temperature gets warmer.«
Milankovic-cyklerneFor at være lidt mere udførlig end Gore: Den alment accepterede forklaring på det, der sker ved en istids afslutning, er, at en forcering relateret til Solens bane omkring Jorden giver en opvarmning, hvorved CO2 frigives fra havet (vand afgiver gasser ved opvarmning). Herved stiger atmosfærisk CO2, hvorved Jorden opvarmes yderligere. CO2 virker altså som en positiv tilbagekobling på den indledende kraft. Jamen er det med CO2s tilbagekobling ikke bare en syg bortforklaring trukket op af hatten for at 'redde' forestillingen om CO2s betydelige rolle, efter man opdagede forsinkelsen? Nej. At istidernes kommen og gåen styres af Milankovic-cyklerne (ændringer i orbitalkræfterne, dvs. Jordens bane om Solen samt ændringer i rotationsaksens forhold), blev oprindeligt foreslået af serberen Milutin Milankovic helt tilbage under 1. Verdenskrig.
Som det ofte sker med videnskabelige teorier, gik der mange år, før de blev generelt accepterede. Oprindeligt blev der fremført to hovedindvendinger mod Milankovic: 1) der var ingen data, der viste, at der var en sammenhæng mellem orbitalkræfterne, og 2) forskellen i solpåvirkning var alt for lille til at kunne medføre så store ændringer. Som tiden gik, indsamlede palæontologer vigtige vidnesbyrd, der viste sammenhæng mellem orbitalkræfterne og istiderne. Italieneren Cesare Emiliani fandt ved en analyse af havbundens fossile foraminiferer frem til, at der var en sammenhæng mellem deres indhold af iltisotoper og fortidens klimasvingninger, der umiddelbart understøttede Milankovics hypoteser. Der var dog stadig mange, der tvivlede på Emilianis resultater, mest fordi datasættet var spinkelt. Den afgørende bekræftelse på den tidsmæssige sammenhæng leverede Hays, Imbrie og Shackleton i 1976, hvor det lykkedes dem at analysere kerner med organismer fra dybhavet flere tusinde meter nede. Og her fik de resultater, der bekræftede både Milankovic og Emiliani så godt, at deres konklusion siden hen har været uanfægtet: »changes in the earth's orbital geometry are the fundamental cause of the succession of Quaternary ice ages.«CO2 fylder temperatur-hullet CO2 udfylder temperatur-hulletMen der var stadig et problem: Orbitalpåvirkningens forcering fra 'top til bund' vurderedes til at være i størrelsesordenen 0,3 W/m2. Estimaterne for klimaets følsomhed ligger i størrelsesordenen 1 W/m2=0,3-1,5 grader (som vi havde oppe for nylig) I så fald giver en forcering på 0,3 W/m2 en temperaturrespons på 0,1-0,5 C. Alle data tydede imidlertid på en temperaturstigning på hele 5-6 grader ved sidste istids afslutning. Dette havde Hays, Imbrie og Shackleton intet konkret svar på. Men én ting var klart: Hvis orbitalforceringen var den indledende hovedårsag, måtte den forstærkes af kraftige tilbagekoblingsmekanismer. Disse tilbagekoblingsmekanismer kunne blandt andet være svindende albedo (tilbagekastning af sollyset) fra den smeltende is - og det kunne være efterfølgende stigninger i CO2 (og andre drivhusgasser). Det blev i hvert fald foreslået i 1990 af Lorius et al. »Changes in the CO2 and CH4 content have played a significant part in the glacial-interglacial climate changes by amplifying, together with the growth and decay of the Northern Hemisphere ice sheets, the relatively weak orbital forcing.« Hvad havde Lorius et al. at sige omkring styrkeforholdet mellem de forskellige bidrag? »The contribution of the greenhouse gases to the Vostok temperature change can be bracketed between a lower estimate of 40% and a higher estimate of 65%« Og mht. CO2s isolerede betydning vil en stigning fra 190 til 280 ppm efter standardudregninger medføre en forcering på ca. 1,8 W/m2. Lorius var en af pionererne i det fransk-russiske forskerhold, der lige siden slut-70erne have udforsket Sydpolens iskerner for at studere især istiderne og svingningerne i drivhusgasser over tid. En endelig, sikker tidsfæstelse af begivenhederne fik man først i 2003, hvor Caillon et al. ved at studere Vostok-iskernen (der er over 800.000 år gammel) fik målt forsinkelsen til at være ca. 800 år +/- 200 år. Ingen bombe under klimaforskningenDer er stadig usikkerheder mht. kvantificeringen af de forskellige faktorers betydning, ligesom det er usikkert, hvordan vekselvirkningen mellem den nordlige og sydlige halvkugle har været med hensyn til forsinkelsens længde. Og der er naturligvis den store, centrale usikkerhed omkring klimasystemets følsomhed (dvs. temperaturresponsen på en bestemt forcering). Men til alle dem, der tror, at de har fundet en bombe under hele teorien om CO2s betydning, når de henviser til, at CO2 stiger efter temperaturen, er kun at sige: Ja, det gør den, og det passer fint med den gængse teori for istidernes kommen og gåen. Og nej, det var ikke et resultat, der kom bag på forskerne, og der skete heller ingen fundamental nytolkning af CO2s eller andre tilbagekoblingsmekanismers rolle som reaktion på den orbitale påvirkning i lyset af Caillons resultater fra 2003. Og CO2s isolerede bidrag til de 5-6 graders opvarmning ser ud til at være 5-6 gange kraftigere end den indledende orbitalpåvirkning - hvilket vist må siges at være overordentlig fint i overensstemmelse med Gores påstand om en 'kraftfuld' sammenhæng mellem CO2 og temperatur. Gore er selvfølgelig en politiker, der taler stærkt og engageret for at fremme sin sag, og hans film kan sikkert ikke bruges som undervisning i 1. års geografi på universitetet. Men det har han heller aldrig påstået. Så længe man bare præsenterer sin sag i overensstemmelse med de alment accepterede kendsgerninger, må det være uproblematisk - og der er sandt for dyden lavet talrige film om komplicerede, videnskabelige sager, der er langt mindre faktabaserede end 'En ubekvem sandhed'! Hvad er der tilbage af kritikken?Og hvad er der tilbage af kritikken mod Gores film i forhold til den til kvalmegrænsen gentagne 'CO2 steg efter temperaturen'-indvending, i lyset af den videnskabelige historie og kendsgerningerne? Man kan jo tage dette eksempel og skrælle alt det, det er tilbagevist af videnskaben, fra. Så får vi: »...he claimed that Gore looked repulsive, unhuman, and evil. I am a rightist but paradoxically, I never had terribly serious complaints about Gore's looks. I certainly think that George Bush is more human and looks like a more trustworthy and more human being than Al Gore. [...] Nevertheless, their design is not the primary thing that determines my political and scientific opinions.« Ganske sigende. Seneste videnskabelige udmelding fra FN13. oktober 2009 kl. 09:59 | 82 kommentarer
Af Øjvind Lidegaard, dr.med., klimarådgiver, Den Danske Lægeforening
Rapporten gennemgår den lange række at nye videnskabelige studier, som er fremkommet efter at IPCC's fjerde assessment rapport fra 2007 (AR4) blev publiceret. Rapporten gennemgår først de komplekse videnskabelige omstændigheder, der kendetegner de faktorer, som har betydning for klodens klima, og gør herefter status op til nu. Det fastslås, at udledningen af CO2 nu stiger med 3,5 % om året, og at denne stigningstakt er mere end tre gange så høj, som stigningen i perioden 1990-1999, og overstiger de mest pessimistiske forudsigelser i IPCC's AR4. Det slås samtidig fast, at ændringerne i klimaet kan ske rykvis, når en række identificerede 'tipping points' overskrides, og at denne omstændighed dels bør mane til forsigtighed og ydmyghed, men også at en overskridelse af disse tipping points som følge af fortsat global opvarmning vil indebære store risici for selvforstærkende processer, som løber ud af vores kontrol. På en række områder har den faktiske udvikling overgået "worst case" scenarierne i AR4s fremskrivninger. Ud over udledningen af CO2 forudsiger forskerne nu, at den allerede udledte CO2 må forventes at øge den globale middeltemperatur med mellem 1,4 og 4,3 grader over præindustrielt niveau. Hvis man fastholdte nuværende koncentration af drivhusgasser, er bedste bud en global opvarmning på 2,4 grader i dette århundrede. Og alt tyder på, at CO2-niveauet i atmosfæren vil stige frem til 2020, selv ved en massiv global indsats for at bremse stigningstakten. I afsnittet om klodens is konstateres væsentlige afsmeltninger af Grønlands indlandsis, af alle verdens gletsjere og af Vestantarktis, og at det på den korte bane - det vil sige inden for de kommende årtier - vil afstedkomme mangel på ferskvand blandt mere end en milliard mennesker, større og hyppigere oversvømmelser, og udbredt tørke i andre egne. Et australsk forskerteam har beregnet, at for hver 20 cm vandstanden i verden stiger, må vi forvente en tidobling i hyppigheden af ekstreme lokale vandstandsstigninger. Den beregnede havvandsstigning i dette århundrede angives ud fra nyeste analyser til mellem 0,8 og to meter, uden at det i dag er muligt med nogen vægt at hævde at en bestemt værdi inden for dette spænd er mere sandsynlig end en anden. Når dette estimat er markant højere end den halve meter, som blev angivet i AR4, skyldes det, at man nu har medtaget stigende afsmeltninger af landfast is i sine beregninger. Man pointerer (som også IPCC har gjort) at den CO2 der udledes nu, vil indebære temperaturstigninger, afsmeltninger og vandstandsstigninger som rækker langt ud over år 2100, fordi CO2 forbliver så længe i atmosfæren. Endelig redegøres for konsekvenserne af de stigende mængder CO2, som opløses i havene som følge af vores øgede udledning til atmosfæren. I første omgang går en del af denne opløste CO2 i forbindelse med vand under dannelse af kulsyre, som spaltes til henholdsvis brintioner og karbonat. Brintionerne indebærer at pH i havene falder, altså at der sker en forsuring af disse. Denne forsuring har betydning for både de dyr og organismer, der skal danne skaller, for koralrev og for alle de arter, som er afhængige af disse. Vores forståelse og viden om disse forhold er for indeværende ufuldstændig, men forsuringen af havene indebærer en risiko for voldsomme ændringer i disses økosystemer. Følgerne kan både være udbredt artsdød i havene, men også frigivelse af store mængder CO2 til atmosfæren, som hidtil har været lagret i havene. Mens vi oplever at Dansk Folkeparti herhjemme, og højrefløjen i USA - flankeret af olieindustrien - stadig forsøger at skyde de grundlæggende videnskabelige konklusioner i AR4 i sænk med henvisning til, at temperaturen er steget mindre gennem seneste år end forudsagt i AR4 (et forhold som er forklaret tidligere i denne blog) er kendsgerningerne, at udviklingen på en række nøgleområder har overhalet de mest pessimistiske fremskrivninger i AR4. Den samlede konklusion er derfor, at situationen med vores nuværende viden ser alvorligere ud, end da IPCC udgav deres AR4 rapport i 2007. Et faktum verdens ledere heldigvis så småt synes at være ved at indse. Klima og sundhed15. september 2009 kl. 09:10 | 17 kommentarer
Af Øjvind Lidegaard, dr.med., klimarådgiver, Den Danske Lægeforening
I mellemtiden har en række forskere forsøgt at analysere, hvilke sundhedsmæssige konsekvenser den globale opvarmning og de deraf følgende klimaændringer har og vil få for den globale folkesundhed. Den samlede 40 sider lange analyse er offentliggjort i The Lancet. Konklusionen er, at ‘Climage change is the biggest global health threat of the 21st century'. Intet mindre. Naturkatastrofer kan skyldes klimaforandringerDe sundhedsmæssige konsekvenser kan rubriceres i primære, nemlig de skader som er en følge af hedebølger, cykloner, oversvømmelser, flodbølger, skovbrande og jordskred. De sekundære omfatter ændringer i vektorbårne sygdomme og vandbårne infektionssygdomme, mens de kvantitativt vigtigste er de tertiære, som er de sundhedsmæssige konsekvenser af stigende vandmangel, sult, oversvømmelser, sammenbrud i infrastrukturer, flygtningestrømme, og regionale konflikter som følger af disse forhold. Der knytter sig selvfølgelig en vis usikkerhed til omfanget af de enkelte ulykker, ligesom det for en given naturkatastrofe kan være vanskeligt at afgøre, om netop denne var en følge af klimaforandringerne, eller ville være forekommet alligevel.
Et eksempel er afsmeltningen af gletsjerne i Himalaya, hvis smeltevand i sommer- og efterårsmånederne forsyner mere end 1 milliard mennesker i det sydlige og østlige Asien med vand til agerbrug og drikkevand. Beregninger forudsiger, at disse gletsjere vil være smeltet bort i løbet af de kommende 3-4 årtier. Konsekvensen af dette vil blive oversvømmelser i forårsmånederne, og mangel på vand i sommer og efterårsmånederne. De sundhedsmæssige konsekvenser af dette for de befolkningstætte og fattige områder i sydlige og østlige Asien kan næppe overvurderes. Tre fluer med ét smækMen rapporten slår også fast, at en række af de initiativer, som skal iværksættes for at nedbringe udledningen af drivhusgasser, også har en direkte, væsentlig og dokumenteret positiv effekt på den globale folkesundhed. Et par eksempler til illustration: Hvis man i verdens storbyer satsede på at udbygge den kollektive trafik, og prioriterede mulighed for transport på cykel på bekostning af individuel bilisme, ville det både mindske udledningen af CO2, øge motionen blandt borgerne i disse byer, med en række positive sundhedsmæssige konsekvenser til følge. Men det ville også mindske partikelforureningen, og derved nedbringe luftvejssygdomme i storbyerne markant. Eller med andre ord: Tre fluer med ét smæk. Win/win-scenarieHvis verdens borgere gik over til at spise flere grønsager og mindre kød - specielt de som spiser meget kød - vil det have både positive klimamæssige konsekvenser og en forbedret folkesundhed som konsekvens - altså igen et win/win-scenarie. Rapporten slår til lyd for, at verdens lande opprioriterer imødegåelse af klimaændringerne sideløbende med, at vi tilpasser og forbereder os på de sundhedsmæssige konsekvenser, som ikke kan hindres. Dette kræver en global kollektiv indsats for at mindske afbrændingen af fossile brændsler og dermed udledningen af CO2. Politisk volder dette problemer, da en mindsket udledning af drivhusgasser primært kommer andre end de, som mindsker udledningen, til gode, mens lokale tilpasninger til klimaændringerne overvejende kommer de, som gennemfører denne tilpasning, til gode. Forbedret folkesundhed større motivationsfaktorDerfor er politikerne tilbøjelige til at tilpasse sig til snarere end til at forebygge klimaændringerne, med den triste konsekvens, at det bliver dyrere for os alle. Det forestående COP15 til december i København er et forsøg på at få etableret en kollektiv indsats for at mindske udledningen af drivhusgasser. At dette ud over at hindre alvorlige klimaændringer også vil have en mærkbar og markant positiv indflydelse på den globale folkesundhed burde motivere politikerne til ambitiøse aftaler til december. Og så er det i øvrigt endnu et eksempel på en skadevirkning af den globale opvarmning, og gevinster ved at standse den globale opvarmning, som ikke er medtaget i tilnærmelsesvis det omfang de burde, i de hidtidige forsøg på at opgøre lønsomheden af en indsats for at mindske den menneskeskabte drivhuseffekt.
Hvor meget opvarmning kan vi forvente fra CO2?2. september 2009 kl. 09:00 | 72 kommentarer
Af Christoffer Bugge Harder, cand.scient. biologi
Heller ikke Henrik Svensmark, Jens Olaf Pepke Pedersen, Nir Shaviv eller andre, der i øvrigt mener, at solens (indirekte) rolle er større, end det hidtil har kunnet dokumenteres. Men hvor meget opvarmning, den stigende CO2 så medfører, er sandt nok genstand for en betydelig og til tider voldsom videnskabelig debat. Jeg vil her efter bedste evne forsøge at redegøre for den historiske og videnskabelige baggrund for de forskellige vurderinger af CO2s effekt. CO2-idealet
Ser vi endnu længere tilbage i vores nuværende istids/mellemistidscykler i Sydpolens iskerner (650.000 år), kan vi se, at CO2 historisk set er svunget mellem en værdi på ca. 190 ppm i de lange istider og ca. 280 ppm i de kortere mellemistider. Disse historiske svingninger havde naturlige årsager; efter al sandsynlighed orbital påvirkning, form af de såkaldte Milankovic-cykler. I varme perioder frigaves CO2 fra havene til atmosfæren, mens kulde fik havene til at optage CO2 fra atmosfæren.
CO2-udslippet i moderne tid har derimod intet med naturlige kilder at gøre, men skyldes næsten udelukkende afbrænding af fossile brændstoffer og er også gået forud for temperaturstigningen. Havene (og biosfæren) har øget deres optag af CO2, selvom det er blevet varmere. Som iskernedata også viser, har CO2-niveauet ikke på noget tidspunkt i de sidste mindst 650.000 år været i nærheden af de nuværende ca. 385 ppm. Vi kan således betragte 280 ppm som den seneste ligevægtsværdi under stabile temperaturforhold, hvorfor en fordobling af CO2s effekt altså burde nås ved 560 ppm. Fordobling giver samme effektCO2s direkte effekt kan beregnes ved hjælp af en simpel udgave af Arrhenius´ lov: ΔF = α x ln(C/Co) (hvor α (CO2s absorptionskonstant) er 5.35 Watt/m2, Co er atmosfærisk CO2 i udgangspunktet, C det aktuelle atmosfæriske CO2-niveau og ΔF er den resulterende påvirkning (forcering, "forcing") i effekt pr. arealenhed).
ΔF = 5,35 W/m2 x ln(560/280) viser altså, at en fordobling af CO2-niveauet burde medføre en påvirkning på ca. 3,7 W/m2. Af formlen ses det endvidere generelt, at CO2s effekt er logaritmisk aftagende, og at enhver fordobling (hvor forholdet mellem brøkens tæller og nævner selvfølgelig altid vil være 2) giver samme påvirkning. En efterfølgende hypotetisk fordobling fra 560 til 1120 ppm ville altså også "kun" give yderligere 3,7 W/m2s påvirkning. Den nedre grænseVi kan sætte en nedre grænse for, hvor meget opvarmning 3,7 W/m2 så giver: Et såkaldt perfekt "sortlegeme" (som absorberer al stråling, den modtager, og kan afgive den lige så perfekt og forudsigeligt) har en følsomhed på omkring 0,25-0,3 K pr. W/m2 (ved Jordens aktuelle temperatur på ca. 15 grader). Vi kan således sætte en nedre grænse for Jordens klimas følsomhed - sensitiviteten- for CO2 på ca. 1K (dvs. 3,7 W/m2 * 0,25-0,30 K/W/m2). Indtil nu har jeg mig bekendt faktisk ikke skrevet noget, som er den mindste smule videnskabeligt kontroversielt. Jorden er ikke et sortlegemeMen så begynder uenighederne ellers - og de er mange og uhyre komplicerede! For Jorden er intet sortlegeme og hverken optager eller afgiver stråling fuldkomment. Vi har massevis af tilbagekoblingsmekanismer: albedo-effekten fra is, sand, aerosoler og (lave) skyer kaster noget af Jordens modtagne kortbølgede stråling tilbage i rummet, mens drivhuseffekten fra CO2, CH4, vanddamp (bla. høje skyer) tilbageholder en væsentlig del af jordoverfladens afgivne langbølgede stråling - og alle disse forhold ændrer sig, når temperaturen stiger eller falder. Hvad den endelige sensitivitet ved en øgning af drivhuseffekten på 3,7 W/m2 vil være, bliver derfor et resultat af den samlede sum af alle disse tilbagekoblingers komplicerede samspil - når alle tilbagekoblingerne har indstillet sig i en ny ligevægt, vel at mærke. Selvom vi skulle nå 560 ppm ved dette århundredes slutning, vil det tage lang tid herefter, før havene er varmet lige så meget op som atmosfæren pga. deres høje varmefylde. Præcise udregninger for 100 år sidenDet er derfor enormt kompliceret at udregne sensitiviteten, hvilket har fået Roe & Baker til at kalde spørgsmålet om sensitiviteten for klimaforskningens Hellige Gral. Og mange har prøvet at udregne den. Svante Arrhenius, som var den første, der formulerede teorien om menneskeskabt opvarmning, producerede allerede i 1906 en vurdering på 2,1 C inklusive en positiv tilbagekobling fra vanddamp, der som bekendt er en betydelig drivhusgas. Jeg har ikke haft mulighed for at læse Arrhenius originale kilde, Die vermutliche Ursache der Klimaschwankungen, Meddelanden från K. Vetenskapsakademiens Nobelinstitut, bind 1, nr. 2, så jeg er ikke helt sikker på, hvad han baserede sit regnestykke på, eller hvor stor usikkerhed, han havde behæftet sin vurdering med. Men uanset hvad, er det imponerende præcist på en tid, hvor man ikke havde computermodelleringsværktøjer eller nogen stor palæoklimatisk vidnesbyrd til rådighed. Eller rettere: Det er imponerende tæt på de moderne resultaters middelværdier, For usikkerhederne omkring de moderne middelværdier for den forventelige sensitivitet er meget store. Hvor meget opvarmning kan jorden tåle?I 1979 fastslog en amerikansk komite under ledelse af Jule Charney, at sensitiviteten mest sandsynligt lå mellem 1,5 og 4,5 grader. Dette inkluderede tilbagekoblinger med en relativt hurtig responstid, som f.eks skyer og fri vanddamp, men udelod langsomme tilbagekoblinger som svindende albedo fra isafsmeltning eller øget absorption fra jord blotlagt ved isafsmeltning eller skovrydning, som tager årtier eller århundreder om at manifestere sig (Jeg skal vende tilbage til disse langsomme tilbagekoblinger sidst i indlægget).
1,5 C ville sandsynligvis være en nogenlunde tålelig opvarmning, mens 3 - 4,5 C modsat formodentlig vil have voldsomme og ubehagelige konsekvenser. Charney-sensitivtetenDenne definition er blevet kendt som "Charney-sensitiviteten", og de fleste andre beregninger af sensitiviteten refererer til denne. Mange forsøg på at beregne sensitiviteten er fremkommet sidenhen, enten afledt fra de komplicerede GCM-modeller eller ved empiriske udregninger baseret på palæoklimatiske/historiske forhold, hvor man har taget udgangspunkt i en kendt temperaturstigning sammenholdt med den formodede forcering.
Resultaterne af en lang række af de bedst kendte udregninger af sensitiviteten kan ses af dette diagram, der viser sandsynlighedsfordelingen (inkl. 5-95% usikkerhedsintervaller) for temperaturresponsen i C (K) på 3,7 W/m2s forcering. 30 års dødvande i kvantificering af CO2s effektSom den opmærksomme læser vil notere sig, er det alle klassisk højreskæve kurver, hvor usikkerhedsintervallerne er meget brede og især strakt langt ud til højre for gennemsnittet (som er ca. 2-3 grader). Problemet med den slags kurver er, at man ikke med sikkerhed kan udelukke værdier, der ligger langt over gennemsnittet, hvilket naturligvis svækker tilliden til, at gennemsnittet ligger tæt på den sande middelværdi. Forest et al. (2002) kunne ud fra en primært modelbaseret tilgang således kun sige, at værdien lå mellem 1,4 og 7,7 grader, mens Hegerl et al. (2006) fik indskrænket intervallet til 1,5-6,2 C. Annan & Hargreaves, der gik empirisk til værks ud fra både palæodata og moderne målinger, indskrænkede dette til 1,7-4,5 C. På 30 år er der altså ikke ligefrem sket de store fremskridt i forsøgene på at få en præcis kvantificering af CO2s effekt i forhold til Charneys rapport. Alternative årsager der giver samme effektDette giver naturligvis usikkerhed - og her støder vi på de første seriøse "skeptiske" forskere. Israeleren Nir Shaviv, der ligesom Svensmark mener, at kosmiske stråler spiller en betydelig rolle, har regnet sensitiviteten for 2xCO2 ud til at være 1,3 C ±0,3, hvis kosmiske stråler faktisk spiller den store rolle, som Shaviv forestiller sig - og 2,0 C ±0,5, hvis kosmiske stråler ikke påvirker klimaet nævneværdigt. 1,3C er omkring den laveste ende af IPCCs vurderinger, og kun fremtidige data kan vise, om der faktisk er noget om den kosmiske forbindelse. Det er dog interessant at notere sig, at selv, hvis den kosmiske hypotese er korrekt, bliver slutresultatet ifølge Shaviv ikke så fjernt fra klimaforskningens hovedstrøm. VanddampEn anden "skeptisk" indvending går på, at der skulle være betydelige negative nettotilbagekoblinger fra vanddamp. En øget opvarmning giver øget vanddampsindhold (det følger af Clausius-Clapeyrons ligning), og dette kan teoretisk set give både en positiv tilbagekobling i form af øget drivhuseffekt og en negativ ditto, i form af flere lave skyer og deraf følgende øget albedo. Især Richard Lindzen og Roy Spencer har gjort sig til talsmænd for denne hypotese (Lindzen kaldte det "Iris"-effekten), og der eksisterer enkelte modelleringsresultater, der umiddelbart kan støtte hypotesen rent teoretisk. I så fald fås en samlet sensitivitet på ca. 1,5 C. Hidtil har alle empiriske undersøgelser mig bekendt (f.eks i forbindelse med El Niño eller den filippinske kæmpevulkan Pinatubos udbrud dog vist klar positiv nettotilbagekobling - altså at øget drivhuseffekt fra CO2 giver øget drivhuseffekt fra vanddamp - så hypotesen om en stor negativ nettofeedback savner foreløbig også konkret evidens. Under alle omstændigheder er heller ikke dette resultat så fjernt fra klimaforskningens hovedstrøm. BristepunkterneI spektrets modsatte ende har James Hansen et al. forsøgt også at inkludere de langsomme tilbagekoblinger i sin vurdering, og her når de frem til en sensitivitet på formidable 6 grader. Rationalet er enkelt nok og handler om, at opvarmningen ikke nødvendigvis vil stige jævnt: Desto mere opvarmning, desto flere selvforstærkende processer vil blive sat i gang, og desto større bliver risici for at nå visse "bristepunkter" i forhold til for eksempel Grønlands indlandsis. Det er foreløbig det bedste forsøg på at bestemme det, man kunne kalde klimasystemets samlede sensitivitet, men det er klart, at dette er betydeligt sværere og endnu usikrere at modellere end Charney-sensitiviteten, både pga. tidshorisonterne og de store yderligere komplicerende faktorer. KonklusionerHvad skal man så konkludere på denne baggrund? Jeg skal for det første ærligt indrømme, at jeg heller ikke synes, at det ud fra det rent videnskabelige er helt nemt at blive klog på, præcis hvor meget varme, vi har i vente. Men hvis vi tager udgangspunkt i IPCCs 2 grader som smertegrænse for, hvornår klimaændringer begynde at blive negative for alvor, synes jeg faktisk, at resultaterne er meget til at tage og føle på. Vi kan groft sagt opstille tre grundlæggende scenarier under forudsætning af fortsat udledning af fossile brændstoffer: A) I heldigste fald vil den kosmiske hypotese eller/og Iris-hypotesen holde stik. Så har vi åbenbart udsigt til omkring 1,3-1,5C ved en CO2-fordobling, altså ikke just betryggende langt fra faregrænsen - og 560 ppm er heller ingen magisk grænse, hvor opvamningen stopper. B) Hvis vi derimod er uheldige, vil vi se den arktiske permafrost begynde at smelte for alvor og den grønlandske og antarktiske indlandsis formindskes hastigt, hvorefter vi kan belave os på uoverskuelige temperaturstigninger indenfor vores børns og måske endda vores egen levetid. C) Endelig kan klimaforskningens hovedstrøms resultater holde nogenlunde stik. I så fald vil vi måske kunne udskyde de ubehageligste konsekvenser til vore børne- og oldebørns tid. Hmmm........... Det vil bestemt være forkert at sige, at videnskaben er afklaret om størrelsen af CO2s indflydelse. Men for at argumentere for at lade stå til og slappe af på det nuværende grundlag skal man enten sætte sin lid til én eller to foreløbigt dårligt understøttede hypoteser; antage, at de kvantitativt vil være så betydelige, som deres talsmænd plæderer for; og endelig håbe på, at CO2-udledningen vil stoppe af sig selv i løbet af de næste 40- 50 år (det vil sige i praksis at satse på en udfasning af kul trods fraværet af prissættende regulering) - eller håbe på, at vi kommer til at se en større videnskabelig revolution, der tilbageviser mere eller mindre hele klimavidenskaben siden Arrhenius` dage. Efter min mening behøver man vist ikke ligefrem at være en dommedagsprofet for at være en smule skeptisk overfor det kloge i at gøre sig den slags forhåbninger.
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
/Sp%C3%B8rg_videnskaben.jpg)
/klima_top.jpg)
/link_ikon_r%C3%B8d.gif)
Realclimate
/IPCC_AR4.jpg)
/Vostok-kurver_2.jpg)
/An_Inconvenient_Truth_2.jpg)
/Milankovich-kurver_2.jpg)
/Klimagraf540.jpg)
/1030_1108.jpg)
Abonner på denne blog/1030_2266.jpg)
/1030_2005.jpg)
/1030_1860.jpg)
/1030_1671.jpg)
/1030_1615.jpg)
|